videnskabshistorikere pointerer dog forskellige aspekter, alt afhængig af hvilken disciplin- og institutionshistorie de ønsker at fortælle. Vi vil i det efterfølgende kort gennemgå nogle fremtrædende videnskabshistorikeres arbejde inden for området. Det er hensigten, at denne lille gennemgang skal give læseren et første indblik i, hvordan naturvidenskabelige discipliner og institutioner bliver til og udvikler sig.
Den kendte amerikanske videnskabshistoriker Robert E. Kohler har studeret fremkomsten af biokemi i det 20. århundrede.2 Han sammenligner naturvidenskabelige discipliner med stater, som etablerer og forsvarer sine grænser i forhold til hinanden. Når det gælder naturvidenskabelige discipliner, er det dog ikke geografiske og politiske grænser, der er tale om, men kognitive og institutionelle. Kohler beskriver, hvordan en række videnskabsmænd fra vidt forskellige discipliner formulerede naturvidenskabelige forskningsprogrammer inden for dét, som senere kom til at hedde biokemi. Hver især søgte de at skabe institutioner, der kunne virke befordrende for netop deres arbejde. Deres respektive succes afhang ikke alene af, hvor dygtige de var som videnskabsmænd, men også af deres evne til at skaffe støtte til og aftagere for deres naturvidenskabelige arbejde. For at opbygge en disciplin måtte videnskabsmændene kunne agere politisk og diplomatisk i forhold til repræsentanter fra andre videnskabelige discipliner og i forhold til fondsbestyrelser etc. »Videnskabsproduktion er et komplekst socialt system, og vi får ikke en bedre forståelse af det, hvis vi lægger et hierarkisk perspektiv ned over dets elementer,« siger Kohler.3
Kohlers geopolitiske metafor understreger det politiske og diplomatiske arbejde, der skal til for at opbygge og vedligeholde naturvidenskabelige discipliner og institutioner, men hvilken rolle spiller det naturvidenskabelige forskningsarbejde? Den svenske videnskabshistoriker Anders Lundgren understreger netop denne dimension i sit arbejde om institutionalisering af biokemi ved Uppsala Universitet.4 Lundgren skelner mellem indre og ydre institutionalisering. Den indre institutionalisering sker ved, at en eller flere videnskabsfolk tager et nyt forskningsområde som f.eks. biokemi op. Dette arbejde behøver ikke at foregå på en institution, der bærer det nye forskningsområdes navn. Et eksempel herpå finder vi i Uppsala, hvor professor Theodor Svedberg, kendt som The Svedberg, i 1910’erne var begyndt at arbejde med biokemiske emner ved Institut for fysisk kemi. Svedbergs forskning interesserede også mange andre videnskabsfolk, og i løbet af 1920’erne og 1930’erne blev Svedbergs laboratorium et internationalt kraftcenter inden for biokemisk forskning, der kunne udnytte den af ham udviklede ultracentrifuge. Den indre institutionalisering var således ikke til at tage fejl af, og i 1938 lykkedes det også at skaffe private midler til et professorat i biokemi til Svedbergs elev Arne Tiselius. Her træder den ydre institutionalisering af biokemien frem. Professoratet var den officielle anerkendelse af, at der var etableret en egentlig biokemisk institution ved Uppsalas Universitet.
Lundgrens historie er et eksempel på, at en ny institution kan opstå ved knopskydning fra en anden, hvorfra den henter hovedparten af sin begrebsverden, sine videnskabelige metoder og sit forskningsapparatur. Sådan behøver det naturligvis ikke at være, ligesom ydre institutionalisering ikke automatisk følger af stærk indre institutionalisering. I reglen er skabelsen af en ny disciplin og den institutionalisering af forskningsarbejdet, der knytter sig dertil, en lang og kompliceret proces, usynlig for udenforstående, men ikke desto mindre særdeles reel. Videnskabshistorikerne Timothy Lenoir og Matthias Dörries understreger i deres arbejder netop mangfoldigheden i forskellige disciplin- og institutionshistorier.5 Navngivne discipliner og dertilhørende institutioner er ikke de uniforme størrelser, de giver indtryk af at være. Der er plads til meget forskellige forskningsområder og mange alternative måder at bedrive forskning på inden for en bestemt disciplin eller en bestemt institution. Lenoirs og Dörries’ råd til videnskabshistorikere og læsere af videnskabshistorie er derfor: Discipliner og institutioner er nok vigtige instanser i videnskabshistorien, da de systematiserer og organiserer det naturvidenskabelige forskningsarbejde, men lige så vigtigt er det at undersøge de konkrete sammenhænge for den videnskabelige aktivitet. Sådanne sammenhænge kan f.eks. være videnskabelige instrumenter og de laboratorier eller andre bygninger, hvor forskningen foregår. Men det kan også være de faglige og sociale netværk, som videnskabsfolk opbygger og indgår i, og som ikke nødvendigvis er knyttet til hverken discipliner eller institutioner.
Naturvidenskabelige discipliner og institutioner i Danmark
I denne bog har mange forfattere valgt en disciplinær og/eller institutionel vinkel på videnskabshistorien, men hovedparten af dem sætter også fokus på selve forskningsaktiviteten og den konkrete kontekst, hvori den udspiller sig. I resten af dette kapitel vil vi give en oversigt over nogle af de nye discipliner og institutioner, der har været med til at tegne det danske naturvidenskabelige landskab i det 20. århundrede, samt præsentere nogle få eksempler, der forhåbentlig vil give læseren lyst til at læse videre.
Tabellerne 2.1-4 bagest i kapitlet giver en (ufuldstændig) oversigt over danske institutioner, som var oprettet før 1970, og som har bedrevet naturvidenskabelig eller naturvidenskabsrelateret forskning. Oversigten er langtfra dækkende, men giver ikke desto mindre et billede af, hvad vi her forstår ved naturvidenskabelige institutioner. Vi vil dog fremhæve, at hver af de nævnte institutioner rummer en række yderligere institutioner, som igen kan rumme andre, og så fremdeles, jf. definitionen af begrebet institution i note 1. På samme måde er hver enkelt af de listede institutioner hjemsted for forskellige discipliner.
Tag for eksempel det nuværende Naturvidenskabeligt Fakultet ved Københavns Universitet, oprettet i 1850 som Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Fakultetet er i sig selv en vigtig naturvidenskabelig institution, ikke mindst fordi det huser en række andre (underordnede) institutioner som institutter, afdelinger, centre, laboratorier, museer, observatorier og feltstationer, hvor det egentlige videnskabelige arbejde foregår. Det er karakteristisk, at den institutionelle udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede er nært knyttet til lærestole, dvs. enten professor- eller docentstillinger. Ved oprettelsen i 1850 rummede fakultetet syv professorater, mens det i 1920 havde 20 lærestole, og i 1970 ikke mindre end 62. Tilsvarende var der i slutningen af 1920’erne 20 naturvidenskabelige institutioner ved fakultetet, heriblandt Universitetets Institut for teoretisk Fysik, Det zoofysiologiske Institut, Det kemiske Laboratorium, Det astronomiske Observatorium og Det zoologiske Museum. Antallet af naturvidenskabelige institutioner ved fakultetet var i 1970 vokset til 76, heriblandt en række mere specialiserede enheder som Institut for fysisk Oceanografi, Afdeling for Atomfysik ved Fysisk Laboratorium II, Ferskvandsbiologisk Laboratorium og Institut for Sporeplanter, blot for at nævne nogle få.
Udviklingen i Danmark spejler her den internationale udvikling, der som ovenfor nævnt er karakteriseret ved en specialisering, måske endda fragmentering, af såvel naturvidenskabelige discipliner som institutioner. Specialiseringen er en vigtig del af den store naturvidenskabelige ekspansion, der som omtalt i kapitel 1 kendetegner det 20. århundredes naturvidenskab, både nationalt og internationalt. Kvantitativt hører naturvidenskaberne især til i anden halvdel af det 20. århundrede, hvilket bl.a. fremgår af, at omtrent 80% af alle naturvidenskabsfolk gennem tiderne lever den dag i dag. Videnskabshistorikeren Derek J. de Solla Price var en af de første til at gøre opmærksom på denne udvikling og de ressourcer såvel som de problemer, den frembyder. Price demonstrerede i sine to banebrydende bøger fra begyndelsen af 1960’erne, hhv. Science since Babylon (1961) og Little Science, Big Science (1963), eksponentiel vækst i antallet af naturvidenskabelige tidsskrifter og artikler siden år 1700 og i antallet af naturvidenskabsfolk og ingeniører i USA i perioden 1900-60, alle med en fordoblingstid på omkring 15 år.6 Væksten viser sig også i antallet af naturvidenskabelige discipliner og i antallet af institutioner, hvor naturvidenskabsfolk dyrker disse discipliner, men om der gælder samme eksponentielle vækstrate er os bekendt ikke undersøgt. Væksten er en ressource for naturvidenskabernes udøvere, for den giver dem et historisk argument for fortsat ekspansion, herunder en styrkelse af disciplinerne og institutionerne inden for netop deres forskningsfelt. Men væksten er også et problem, for den kan ikke fortsætte. Hvis den gør, vil hele Jordens befolkning være beskæftiget med naturvidenskab i løbet af dette århundrede, og det er næppe muligt, endsige ønskeligt. Derfor bliver det 21. århundredes naturvidenskab sandsynligvis præget af en helt anden