rationalitet og kausalitet, der i sin yderste konsekvens havde ledt tyske videnskabsfolk til at udvikle giftgas og andet djævelskab, som betød døden for så mange i første verdenskrigs helvede? Videnskabshistorikeren Paul Forman har givet interessante argumenter for, at der måske her ligger en væsentlig del af forklaringen på, at netop unge tyske fysikere spillede en afgørende rolle ved udviklingen af kvantemekanikken og det hermed forbundne usikkerhedsprincip, der brød så radikalt med den klassiske fysiks kausalitetsopfattelse.9
Intet tyder på, at danske fysikere og kemikere har oplevet en tilsvarende massiv mistro fra deres humanistiske kolleger eller fra en bredere offentlighed. Tværtimod. Et kig i danske aviser og litterære tidsskrifter fra mellemkrigstiden fortæller, at naturvidenskaben stort set altid fremstilles i et positivt lys. Læserne lærer naturvidenskabsfolkene at kende som intelligente og dybt engagerede mennesker, der alene er optaget af at aflokke naturen dens dybeste hemmeligheder. Såfremt deres resultater kan udnyttes kommercielt, overlader de helst den side af sagen til ingeniører og forretningsfolk, for naturvidenskaben bør være ren og ubesmittet. Det er budskabet i videnskabsmændenes egne populærvidenskabelige bøger og artikler, og det er budskabet i journalisternes naturvidenskabelige reportager i aviser og radio, jf. kapitel 20 og 21. Læserne hører også om danske naturvidenskabsfolk som energiske forkæmpere for fred og forsoning mellem tyske og engelske fysikere i 20’erne, eller som idealistiske beskyttere af tyske videnskabsfolk på flugt for nazisterne i 30’erne. Niels Bohr er det store forbillede. Pressen er altid interesseret i at høre Bohrs mening, og pressen vælger næsten hver gang at fremstille ham, hans videnskab og hans institut i det bedst tænkelige lys.
Efter anden verdenskrig forbliver billedet nogenlunde uændret, selv efter at offentligheden har fået kendskab til fysikernes afgørende bidrag til udviklingen af atombomben under krigen. Videnskaben mistede sin uskyld ved den lejlighed, mente atombombens far Robert Oppenheimer, men det gælder ikke dansk videnskab, altså videnskab bedrevet i Danmark. Niels Bohr havde været i Los Alamos, javel, men havde han ikke arbejdet ihærdigt for at undgå, at det nye frygtelige våben blev brugt i krigen? Havde han ikke kæmpet en ensom, men desværre forgæves, kamp for at forhindre et atomkapløb mellem Øst og Vest? Og sørgede han ikke for at holde sit institut på Blegdamsvej uden for enhver tilknytning til kommerciel og militær forskning?
I midten af 1950’erne ændredes situationen brat. Alarmerende rapporter om hastigt svindende oliereserver fremkaldte dybe panderynker hos politikere og andre, der stod med ansvaret for energiforsyningen i ilandene. Men atomfysikerne havde løsningen på problemet, og løsningen hed atomkraft. En hurtig og konsekvent overgang til atomkraft i stor målestok skulle redde verden fra en global energikrise. Det gjaldt også Danmark, for Danmark var et af de lande, der var allermest afhængig af importeret olie. Mens fysikerne hidtil i pressen var blevet fremhævet som idealistiske forskere, alene optaget af den rene videnskabs trivsel, kunne de nu markedsføres som samfundets praktiske redningsmænd. Fordi de, bistået af kemikere og ingeniører, var villige til at påtage sig en ny rolle som nøglepersoner i en stor ny institution (Risø), der havde til formål at føre »Danmark ind i atomalderen«, se kapitel 13. Tilliden til naturvidenskaben var nærmest ubegrænset i 1950’erne og 60’erne, og efter at Sovjetunionen havde opsendt verdens første satellit Sputnik i oktober 1957, var der heller ikke mangel på økonomisk opbakning fra diverse regeringers side til oprustning af videnskaben, både den rene og den anvendte. Bortset fra enkelte dissidenter var det først i slutningen af 1960’erne, at en kreds af bekymrede mennesker, især biologer, begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den stigende forurening af naturen og den igangværende udvikling hen mod et »plutoniumsamfund« med de risici, der var forbundet hermed. I befolkningens øjne var atomkraft så intimt forbundet med fysik og kemi, at disse videnskabers repræsentanter nu fik rettet søgelyset mod sig. Det blev begyndelsen til en nedadgående tendens for de »hårde« naturvidenskabers image, en tendens som mange vil mene kom til at vare århundredet ud.
1.5 Denne Bo Bojesen tegning fra 1955 er kun en af talrige med Niels Bohr som hovedperson og som det store nationale, videnskabelige idol.
Big Science kommer til Danmark
I 1961 skrev Alvin Weinberg, direktør for det amerikanske forskningscenter Oak Ridge, en artikel i tidsskriftet Science, hvori han med en vis beklagelse gav udtryk for, at store forskerteams, der samarbejdede om årelange eksperimenter ved enormt kostbart videnskabeligt apparatur, så ud til at være et nødvendigt stadium i videnskabens udvikling. Fænomenet døbte han »big science«, en betegnelse der har vundet indpas i de fleste sprog siden da.
Fænomenet nåede første gang Danmark omkring 1950, da en række europæiske lande havde erkendt, at de var sakket håbløst bagud i forhold til USA på især den eksperimentelle kernefysiks og højenergifysiks område. Som resultat af denne erkendelse indledte disse lande bestræbelser på at få oprettet et stort fælles forskningslaboratorium et sted i Europa. Danmark var også med i dette arbejde, der endte med at blive til det nuværende Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire (CERN) uden for Genève, ja Danmark spillede faktisk i en årrække en vigtig rolle i tilblivelsesprocessen, se kapitel 16. Når det kunne lade sig gøre, Danmarks størrelse taget i betragtning, skyldes det endnu en gang dansk fysiks grand old man, Niels Bohr, som både nød stor international anseelse og havde stærke meninger om, hvordan det fælles projekt burde udformes. I sidste ende lykkedes det ikke Bohr at komme igennem med sine synspunkter, men projektet blev alligevel gennemført med dansk deltagelse. Den første store accelerator på CERN, den såkaldte protonsynkrotron (PS), blev indviet i 1960 med Niels Bohr som en af hovedtalerne.
1.6 Den ensomme, geniale fysiker opslugt af sit arbejde med at aflokke naturen dens inderste hemmeligheder. Maleriet med titlen »En fysiker« blev i 1913 udført af J.F. Willumsen på bestilling af industrimanden, tidligere direktør for Polyteknisk Læreanstalt G.A. Hagemann, der hyppigt fremhævede fundamental forskning som grundlag for moderne teknologi og dermed for udviklingen af det moderne samfund. Vi ved, at Willumsen diskuterede udformningen af maleriet med Hagemann, da denne afgav sin bestilling, og at Hagemann var meget glad for det færdige billede, der i dag hænger på Hagemanns Kollegium i København. Willumsens valg af motiv, fysikeren i færd med at undersøge stråler fra udladningsrør, gav ham mulighed for at excellere i spektakulære lyseffekter, samtidig med at han kunne imødekomme Hagemanns glæde ved elektrisk lys som symbol på oplysning og udvikling, jf. Nielsen og Wistoft 1996. Det her viste billede er en »generalprøve«, som befinder sig på Willumsen Museet.
I slutningen af 1960’erne var Danmark kommet med i endnu to europæiske big science-projekter, nemlig ESRO (European Space Research Organization), der er en fælleseuropæisk rumforskningsorganisation og ESO (European Southern Observatory), der driver et stort fælleseuropæisk astronomisk observatorium i Chile. Begge projekter blev i hvert fald til en vis grad modelleret efter CERN, måske fordi denne organisation ikke alene så ud til at blive en videnskabelig succes, men også syntes at have fundet en organisationsform, der garanterede Europas toneangivende fysikere optimale muligheder for med korte mellemrum at promovere nye gigantiske projekter til sikring af CERNs fortsatte vækst.
1.7 Kun 14 år adskiller det foregående Willumsenmaleri fra Franciska Clausens »Surrealistisk komposition«, der kom til verden i 1927, mens hun var tilknyttet Fernand Legers kunstskole i Paris. Men der er en verdenskrig og en revolution i kunstopfattelse mellem de to billeder. Den gamle verdensorden var brudt sammen, og heroisk dyrkelse af grandiose ideer eller store personligheder var ikke længere en farbar vej for en ung kunstner. I stedet valgte Franciska Clausen i mange af sine billeder at fokusere på dagligdagens brugsgenstande og velkendte maskindele, samt at lege med deres former og farver på kubistisk vis. I det aktuelle maleri har hun dog ladet sig inspirere af naturvidenskabelige symboler: De fire elementer, Jorden, planetoverflader set gennem kikkert (til venstre), radioantenne/radiobølge (øverst til højre) og