1.2 Elektronmikroskop som i dag er udstillet på Steno Museet, Danmarks Videnskabshistoriske Museum. Det blev oprindeligt anskaffet til Radiofysik ved Aarhus Universitet, og var finansieret af Aarhus Universitets Forskningsfond, som blev oprettet i 1944, da grundlæggeren af Cheminova, civilingeniør Gunnar Andreasen, skænkede hele aktiekapitalen på nominelt kr. 300.000 til universitetet. Fondens formål var at støtte videnskabelig forskning ved universitetet, og i 1984 var aktiekapitalen nået op på 50 millioner kroner. Elektronmikroskopet var i universitets tjeneste indtil 1986, hvor det blev overflyttet til Teknisk Skole i Århus.
Mæcener er nødvendige
Endnu et karakteristisk træk ved dansk naturvidenskab i perioden er, at den er blevet støttet af en række private fonde, hvis betydning vanskeligt kan overvurderes, specielt i tiden indtil 1955. Ganske vist betalte staten normalt for driften af universitetsinstitutter, herunder lærerlønninger, men institutternes frie forskningsmidler var yderst beskedne. Som eksempel kan nævnes, at fysiologen August Krogh i 1920, det år han modtog nobelprisen i fysiologi eller medicin, kun kunne disponere frit over et annuum på cirka 2000 kroner – og det beløb skulle også række til nødvendige reparationer og erstatninger af nedslidt apparatur.6 De økonomisk dårlige tider i hovedparten af mellemkrigstiden betød, at det kun i enkelte tilfælde lykkedes at formå staten til alene at påtage sig byggeriet af nye forskningsinstitutter eller finansieringen af store forskningsprojekter, hvor velunderbyggede ønskerne end var. Kun takket være store donationer fra International Education Board, en sektion af den private amerikanske Rockefeller Foundation, lykkedes det at realisere nye betydelige universitetsbyggerier som f.eks. Københavns Universitets Institut for teoretisk Fysik (i dag Niels Bohr Institutet), Institut for Fysisk Kemi og Rockefeller-komplekset, der omfattede fem naturvidenskabelige og medicinske forskningsinstitutter inden for fysiologi, biokemi og biofysik. Uden generøs støtte fra Carlsbergfondet var det heller ikke lykkedes at gennemføre en række ambitiøse forskningsprojekter i mellemkrigstiden, herunder kostbare videnskabelige ekspeditioner som havekspeditionerne med skibet Dana i 1920’erne og Lauge Kochs treårsekspedition til Grønland i 1930’erne.
1.3 Niels Bohr Institutet anno 2001. På 80-års dagen for Niels Bohrs fødsel d. 7. oktober 1965 blev Institut for teoretisk Fysik ved Københavns Universitet omdøbt til Niels Bohr Institutet – et navn, som instituttet på daværende tidspunkt allerede havde båret uofficielt i mange år. Instituttet var i hele den periode, som beskrives i nærværende bind, et forbillede for alle andre naturvidenskabelige institutioner i Danmark. Hertil strømmede atom- og kernefysikere fra hele verden, og ingen danskere var i tvivl om, at der bag de uanselige, grå mure på Blegdamsvej blev drevet naturvidenskab af højeste internationale klasse.
Videnskab på højeste internationale niveau
De nævnte eksempler på helt eller delvist privatfinansierede forskningsinitiativer spillede en væsentlig rolle for den guldalder, som dansk naturvidenskabelig forskning oplevede i det meste af perioden, specielt i 1920’erne og 1930’erne. Den tidligere nævnte Rockefeller Foundation foretog i årene omkring 1926-27 en omfattende evaluering af europæisk videnskab. I den resulterende rapport konkluderede forfatterne, at København var i verdensklasse inden for teoretisk fysik (Niels Bohr), fysisk kemi (Niels Bjerrum, Johannes Brønsted og Søren Peter Lauritz Sørensen) og eksperimentel fysiologi (August Krogh), og at der fandtes adskillige andre danske videnskabsfolk, som ragede pænt op i forskningslandskabet.7 Fire danskere modtog en af de videnskabelige nobelpriser i årene mellem 1920 og 1950, nemlig August Krogh (fysiologi eller medicin, 1920), Niels Bohr (fysik, 1922), Johannes Fibiger (fysiologi eller medicin, 1926) og Henrik Dam (fysiologi eller medicin, 1943), et meget højt tal internationalt set. Det er derfor ikke så underligt, at København i disse år blev regnet for en af de vigtigste videnskabelige metropoler i Europa. Specielt Niels Bohrs institut på Blegdamsvej blev i 1920’erne det vel nok vigtigste center for atomfysik i verden. Det var stedet, hvor kvantemekanikken blev udviklet, og hvor den såkaldte »københavnerfortolkning«, der betød et radikalt brud med den klassiske fysiks kausalitetsprincip, så dagens lys, jf. kapitel 3.
1.4 The International Education Board’s bedømmelse i 1927 af den relative styrke af de faglige miljøer i fysik i en række europæiske byer viser, at København er godt med internationalt og har det stærkeste miljø i Norden, især takket være Niels Bohrs unge institut.
Det er indlysende, at de store enere, og i særdeleshed Niels Bohr, har haft en betydning for dansk naturvidenskab, der rækker langt ud over deres rent videnskabelige bidrag, både som forskningspolitikere og som engagerede samfundsborgere. Men det betyder naturligvis ikke, at mere anonyme naturvidenskabsfolk er uinteressante, eller at deres arbejder er ubetydelige. Som det vil fremgå af denne bog, indtog størstedelen af dansk naturvidenskab i perioden ganske vist en noget mere ydmyg placering på verdenskortet, end det var tilfældet for teoretisk fysik, fysisk kemi, eksperimentel fysiologi og de institutioner og koryfæer, der forbindes med disse fag. Men det vil forhåbentlig også fremgå, at andre fag, institutioner og personer kan byde på næsten lige så interessante fortællinger og under alle omstændigheder hører med til et nuanceret billede af dansk naturvidenskab i perioden 1920-70.
Den næsten fraværende forskningspolitik
I snæver historisk forstand er glosen forskningspolitik en anakronisme, for ordet bruges vistnok ikke i sin nuværende betydning før engang i 1960’erne. Betegnelsen dækker over de bestræbelser og strategier, der i perioden udfoldes af repræsentanter for naturvidenskaben, staten, de private fonde og erhvervene for at fremme og styre forskningen, herunder anvendelsen af dens resultater i samfundets tjeneste. Det er karakteristisk for Danmark, at selv om der flere gange er tilløb til en vis organisering af forskningen, specielt den tekniske forskning, bliver det kun til halvhjertede forsøg, der løber ud i sandet som følge af modstand fra snart den ene, snart den anden side, se kapitel 17. Ganske vist har videnskab altid været en social institution indlejret i det politiske system, i Danmark såvel som i andre lande, men i praksis har videnskab og politik meget længe fungeret som to relativt autonome størrelser.8 Først i midten af 1960’erne har den danske stat engageret sig så kraftigt i forskningen, at udgifterne truer med at løbe løbsk, og den indser dermed nødvendigheden af at have mere styr på udviklingen. Det kommer dog til at vare årtier at få en bare nogenlunde sammenhængende forskningspolitik på plads. I perioden indtil omkring 1970 bevilger staten stort set alle offentlige forskningsmidler direkte til diverse videnskabelige institutioner og overlader til videnskabens egne repræsentanter at udnytte disse bedst muligt. I de store fonde sidder de samme videnskabsrepræsentanter eller nogle af deres kolleger, hvilket i praksis betyder, at fordeling af forskningsmidler – det vigtigste styringsmiddel overhovedet – var overladt til et uofficielt netværk af fremtrædende videnskabsfolk. Kun få oplevede dette som noget større problem, tværtimod. De fleste videnskabsfolk ville have sig frabedt, at politikere eller andre samfundsgrupper skulle komme og fortælle dem, hvad de skulle forske i. Det var en sag for videnskabens fornemmeste repræsentanter at finde ud af inden for de økonomiske rammer, der nu engang forelå.
Videnskabens skiftende image
Det er veldokumenteret, at tysk naturvidenskab – i hvert fald fysik og kemi – oplevede et voldsomt prestigetab umiddelbart efter første verdenskrig. Tyskland havde lidt et uventet og forsmædeligt nederlag, en følelse af usikkerhed bredte sig i nationen, gamle værdier stod for fald. Intet havde været mere grundfæstet end troen på (tysk) naturvidenskabs og teknologis uovervindelighed. Nu smuldrede også den. Under påvirkning af bl.a. Oswald Spenglers Untergang des Abendlandes udviklede indflydelsesrige dele af Tysklands humanistiske elite en antirationalistisk og antividenskabelig retorik, der skabte resonans i samfundet.