kom ind i en 15-20 år lang periode med høj økonomisk vækst. Unik fordi det var i disse år, at den socialdemokratiske regering tog initiativ til en drastisk forøgelse af statens udgifter til naturvidenskabelig uddannelse og forskning med den begrundelse, at dette var en nødvendig, ja afgørende forudsætning for Danmarks fremtid som moderne industrination.
Den store ekspansion i antallet af folk, som beskæftiger sig med naturvidenskabelig forskning i en eller anden sammenhæng, og tendensen mod stadigt større forskergrupper medfører som en naturlig ting, at den enkelte forsker bliver mere og mere anonym – noget som også vil sætte sit præg på denne bog. Naturligvis er der undtagelser. For eksempel er det ubestrideligt, at Niels Bohr opnåede en status i 1900-tallet, som er fuldt ud på højde med den, der blev Tycho Brahe, Steno og H.C. Ørsted til del i de foregående århundreder, men han er efter vores mening undtagelsen, der bekræfter reglen. Det er svært for ikke at sige umuligt at forestille sig, at nogen enkelt videnskabsmand eller -kvinde fremover vil kunne opnå en så dominerende stilling inden for dansk videnskab, som Niels Bohr indtog i perioden fra omkring 1920 til sin død i 1962.
Den voksende internationalisering og amerikanisering
At naturvidenskab er en international aktivitet er ikke nogen ny erkendelse. I flere hundrede år har videnskabens udøvere studeret, efterprøvet og bygget videre på fagfællers resultater, uanset hvor i verden de er blevet frembragt. Prestigetunge videnskabelige akademier som Royal Society i London og Académie de sciences i Paris optog både indenlandske og udenlandske forskere som medlemmer. For unge lovende danske videnskabsmænd, som H.C. Ørsted i begyndelsen af 1800-tallet og Niels Bjerrum i slutningen af 1800-tallet, var længerevarende studieophold hos tidens største kapaciteter på deres respektive fagområder nærmest en selvfølge. I de sidste par årtier før 1900 begyndte traditionen med afholdelse af regelmæssigt tilbagevendende internationale videnskabelige kongresser, først i matematik, senere i astronomi, fysik, kemi, biologi. Og som kronen på værket uddeltes nobelprisen første gang i 1901, forpligtet af kravet i Alfred Nobels testamente om, at »der ved prisuddelingen intet hensyn må tages til noget nationalt tilhørsforhold, således at den værdigste får prisen, hvad enten han er skandinav eller ej.«3 For naturvidenskabens udøvere, såvel som for mange politikere og intellektuelle, stod naturvidenskaberne med deres tradition for åbenhed og fri meningsudveksling på tværs af landegrænser som forbilleder i bestræbelserne på at skabe fred og harmoni mellem nationerne.
Alt dette blev kuldkastet med første verdenskrigs udbrud. Fra den ene dag til den næste droppede de fleste videnskabsfolk de høje idealer til fordel for en næsten kritikløs opbakning bag deres respektive regeringers chauvinistiske politik. Berømt og berygtet er således det »Opråb til den videnskabelige verden«, hvormed 93 kendte tyske videnskabsmænd i august 1914 sværtede alle påstande om tyske soldaters grusomme fremfærd i Belgien som ondsindet bagvaskelse.4 Engelske og franske videnskabsmænd svarede igen med samme mønt. Hadet mellem de tidligere åndsfæller voksede under krigen i takt med de frygtelige tab i skyttegravene. Da krigen endelig sluttede i november 1918, havde det vokset sig så stort, at engelske og franske videnskabelige selskaber energisk forsøgte at udelukke tyske og østrigske videnskabsfolk fra at deltage i fremtidige internationale kongresser.
1.1 Antallet af nobelpristagere i fysik, kemi og fysiologi/medicin fra hhv. Europa, USSR/ Rusland, USA og Resten af verden i fire perioder: 1901-25, 1926-50, 1951-75 og 1976-99.
Holdningen var en anden i videnskabelige kredse i de neutrale, skandinaviske lande. Her havde man ikke haft krigen så tæt inde på livet, og de fleste skandinaviske videnskabsfolk havde gode erindringer om frugtbare studieophold hos udenlandske kolleger, ikke mindst i Tyskland. Isolerede som de var i små hjemlige videnskabelige miljøer, følte de et stærkt behov for at kunne deltage i internationale kongresser, arrangeret af tyske eller engelske kolleger, uden risiko for at blive boykottet af den modsatte part. Et karakteristisk fællestræk for mange fremtrædende danske videnskabsfolk i 1920’erne er derfor, at de aktivt arbejdede for at bygge bro over den afgrundsdybe kløft, der var opstået mellem deres kolleger i de tidligere krigsførende lande. Niels Bohr er et kendt eksempel. Op gennem 1920’erne fungerede hans nye Institut for teoretisk Fysik som et mødested for atomfysikere fra alverdens lande, som et fristed, hvor naturvidenskabens høje internationale idealer blev holdt i hævd. Mange andre danske forskere fulgte i Bohrs fodspor.5
Senere i århundredet fik begrebet internationalisering en ny klang. Som følge af Tysklands nederlag i begge verdenskrige samt USA’s voldsomme satsning på videnskabelig og teknologisk udvikling gennem hele det 20. århundrede, stod USA ved afslutningen af anden verdenskrig som det ubestridt førende land på naturvidenskabernes og de medicinske videnskabers område. Videnskabens internationalisering blev i en vis forstand synonymt med videnskabens amerikanisering. Mens unge amerikanske videnskabsfolk i 1920’erne og 1930’erne kom til Europa for at studere hos verdenskendte forskere på de bedste europæiske institutter, var forholdene efter 1945 vendt helt om. Nu var det de unge europæiske videnskabsfolk, trætte af at arbejde under usle kår i hjemlandets små og overfyldte laboratorier, som søgte til rige og veludstyrede amerikanske universiteter, hvor der oven i købet var mulighed for at blive hængende, hvis man havde succes. Ordet »brain-drain« vandt indpas i det danske sprog, og det dækkede over et reelt problem. De danske naturvidenskabelige miljøer led betydelige tab på den konto, inden dansk videnskab for alvor begyndte at ekspandere i slutningen af 1950’erne. Men til trods for at en lignende ekspansion fandt sted i mange andre lande, har USA beholdt førertrøjen på i sidste halvdel af det 20. århundrede, jf. den kendsgerning at amerikanske forskere siden 1960 har modtaget cirka halvdelen af alle nobelpriser inden for fysik, kemi og fysiologi/medicin.
Retning mod reduktionisme
Et af de mest karakteristiske træk ved den naturvidenskabelige forskning i 1900-tallet har været en vedholdende tendens mod at forstå naturen, den levende såvel som den døde, ved at søge efter stadig mindre byggesten og studere deres vekselvirkninger. Tendensen var allerede godt i gang før 1920, men fra at være en specialitet for nogle få frontforskere, er det blevet mainstream-forskning for en betydelig del af alle naturvidenskabelige forskere i den periode, vi beskæftiger os med her. For de fysiske videnskabers vedkommende var interessen i 1920’erne – også hos danske forskere – fokuseret på stoffets atomer og molekyler, hvilket som bekendt resulterede i udviklingen af den kvantefysik, der endnu i dag anses for at være et helt afgørende element i enhver naturvidenskabelig studerendes uddannelse. Fra 1930’erne til 1950’erne samledes interessen hos frontforskerne sig især om atomkernens fysik, og fra slutningen af 1950’erne var turen kommet til atomkernens bestanddele, elementarpartiklernes verden. Hvert skridt ned ad den såkaldte kvantestige har krævet mange gange mere energi til rådighed, end hvad der var nødvendigt på det foregående trin. Udviklingen er derfor gået mod stadig større, stadig mere kostbare acceleratorer og detektorer af enhver slags.
Den samme tendens mod studiet af stadig mindre dele, hjulpet på vej af nye teknologiske muligheder, genfindes i de biologiske videnskaber. I begyndelsen af 1900-tallet var mikroskopet blevet udviklet til grænsen af, hvad der var teknisk muligt, og med det havde man været i stand til at kortlægge de største bestanddele i celler fra dyre- og plantevæv. Opfindelsen af elektronmikroskopet i 1930’erne betød kraftigt forbedrede muligheder for studiet af cellens indre, for cellen kunne nu ses at være opbygget af snesevis af komponenter: membraner, organeller, enzymer, ribosomer etc, der hver især viste sig også at have en kompliceret indre struktur. Andre teknologisk avancerede analysemetoder som chromotografi, elektroforese, røntgenkrystallografi og kernemagnetisk resonans har sat forskerne i stand til at studere cellens molekylære bestanddele, f.eks. cellens arvebærende molekyle, dna, og mange af de enzymer, der er af afgørende betydning for cellens normale funktion.
Tendensen mod reduktionisme har ikke været enerådende i den naturvidenskabelige forskning i perioden, hverken inden for de fysiske eller de biologiske videnskaber, men den har vist sig at være kongevejen mod synteser af en lang række tidligere totalt adskilte videnskaber som