der kom til at repræsentere forvarslet om dommedags komme. Nogle af disse folk blev så igen genealogisk forbundet med skytherne. Det var således vigtigt for de kristne at følge med i, hvad der foregik i det fjerne Østen, ligesom efterretninger om store områder med store mængder græs, hvor der kunne opdrættes utallige heste, var yderst interessante. Og med en udsigt på tusinde år, som man mente var tiden mellem Jesus og de sidste tider, var det ikke sært, at da et rytterfolk som mongolerne trængte frem gennem Asien og angreb Europa i første halvdel af 1200-tallet, blev det af nogle fortolket som indfrielsen af denne spådom.
De vise mænd fra øst
De tre konger fra Esajas’ spådom dukkede op i Nye Testamente som et ikke nærmere præciseret antal vise mænd fra Østerland, der med stjernen som ledetråd drog til Betlehem og tilbad det nyfødte Jesusbarn og gav ham gaver i form af guld, røgelse og myrra, hvorefter de vendte tilbage til deres land igen.71 Disse konger blev flere gange inddraget i den europæiske historie. Det ubestemte antal vise mænd blev hos Origenes Adamantius (ca. 185-254) omkring 254 omtalt som tre, mens de i den østlige kirke i Biens Bog blev til tolv persiske konger, fire med guld, fire med myrra og fire med røgelse. I Vesten blev de fra det 6. århundrede til konger med henvisning til Salmernes Bogs forkyndelse af, at »Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, Sabas og Sebas konger skal bringe tribut«,72 og i det ottende eller niende århundrede fik de navnene Balthasar, Melchior og Gaspar, Casper eller Jasper. Disse tre konger fik endnu senere ifølge en armensk salme kongeriger, således at Balthasar blev konge over Arabien, Melchior konge over Persien og Gaspar konge over Indien.73 Endelig blev de Hellige Tre Konger også døbt, idet man byggede deres historie sammen med St. Thomas’ (død ca. 53) på den måde, at St. Thomas døbte dem, da han kom til Indien. I det 14. århundrede kunne den fiktive John Mandeville berette fra sit besøg i Jerusalem, at grækerne kaldte dem Galgalath, Malgalath og Seraphie, mens jøderne kaldte dem Appelius, Amerrius og Damasus,74 og i det 15. århundrede blev de tre vise mænd eller konger repræsentanter for verdens tre folkeslag, efterkommerne efter Noas sønner Sem, Kam og Jafet. Gaspar blev afrikaner og dermed Kams efterkommer, Balthasar blev asiat og dermed Sems efterkommer, mens Melchior blev Jafets europæiske efterkommer, samtidig med at Jafet blev forfremmet til at være den ældste søn. Prester Johannes, den mytiske kristne frelserkonge, der fik stor betydning i en fem hundrede års periode efter 1100, og som senere vil blive beskrevet nøjere, blev her nogle gange forbundet med Gaspar og dronning Bilqis af Saba (10. århundrede fvt.), som er kendt fra Biblen for sin rigdom og sit besøg hos kong Salomon.75 Ifølge den jødiske historiker Flavius Josephus skulle hendes rige ligge ved Nilen ved siden af Paradis.76
I 1158 fandt man under nedbrydelsen af St. Eustorgius’ kirke i en landsby uden for Milano, hvad man mente var resterne af de tre vise mænd. Disse relikvier skulle være blevet hentet til Milano fra Konstantinopel engang i slutningen af det femte århundrede. Årsagen til nedbrydelsen af kirken ved Milano var, at pave Alexander III’s (pave 1159-1181) tropper ville opstille forsvarsværker mod den tysk-romerske kejser Friedrich I Barbarossas (1123-1190) tropper. Men forsvarsværkerne var ikke stærke nok, og efter kampene besøgte Barbarossas kansler og Kölns ærkebiskop, Rainald af Dassel (1130-1165), Milano for at tage nogle relikvier med sig hjem. Blandt disse var resterne af de tre vise mænd, og de blev indsat i Kölns domkirke den 24. juli 1164. På denne måde skulle de bidrage til at styrke kejsermagtens religiøse status i kampen mod pavestolen.77 Rainald af Dassel fik Johannes af Hildesheim til at skrive en samlet beretning om de tre konger, Historia de translatione beatissimorum Tria Regum–Historien om overflytningen af de meget velsignede tre konger (skrevet mellem 1164 og 1175). Heraf fremgik det, at St. Thomas havde døbt de tre konger i Indien og udnævnt dem til ærkebiskopper. De havde så ordineret præster og biskopper, og da St. Thomas døde, udpegede de en patriark som efterfølger for ham. I 327 havde den hellige St. Helena, mor til den første kristne romerske kejser Konstantin, ifølge Rainald af Dassel eller Johannes af Hildesheim fundet de tre kongers legemer på den pilgrimsfærd, som havde sat gang i pilgrimsrejserne til Jerusalem, og hvor hun, som tidligere nævnt, og ifølge andre kilder også havde fundet Jesu kors, tøj, søm fra korsfæstelsen samt det bord, Jesus og hans disciple havde spist ved den sidste aften.78 Alt dette havde hun bragt til Rom,79 men ifølge Johannes af Hildesheims værk bragte hun de tre kongers legemer til Konstantinopel, og herfra havde Milanos biskop Eustorgius i det 4. århundrede med kejserlig tilladelse bragt de vise mænds legemer til Milano. Dette sidste fremgår af Redegørelsen for Beatus Eustorgius’ liv – Vita Beati Eustorgii Confessoris, som skriver sig tilbage til det 4. århundrede.
Vita Eustorgius stammer imidlertid ikke fra det 4. århundrede, men synes at være skrevet i Köln kort tid efter 1164. Den nævnte milanesiske biskop Eustorgius har ikke eksisteret som biskop i Milano på det pågældende tidspunkt, og Johannes af Hildesheims historie er således et godt eksempel på baglæns historieskrivning med enorm fremadrettet effekt. For det skulle vise sig, at Rainald af Dassels strategi lykkedes. Köln blev herefter et centralt mål for pilgrimsrejserne på samme niveau som Rom og Compostella.80 Dette gav byen store rigdomme, og det var disse rigdomme, der finansierede bygningen af den berømte domkirke. Relikvierne befinder sig stadig i Kölns domkirke, og i byvåbnet indgår tre kroner.
Det skal dog bemærkes, at det ikke var alle, der troede på, at det var de tre konger, der lå i Köln. Den meget berejste, anonyme forfatter til bogen om alle lande, kongeriger og fyrstendømmer i verden, om hvem vi kun ved, at han blev født den 11. september 1304, besøgte Köln, men i den forbindelse gjorde han opmærksom på, at han i byen Solin i Kina havde set monumentet over de tre hellige konger, og her forlød det, at de tre konger kom fra denne by.81
De tre vise mænd var altså på samme tid et symbol for Kölns domkirke, for den religiøse legitimitet af Det Hellige Tysk-Romerske Kejserrige, for kristendommens globale udbredelse, for Østens underkastelse under og anerkendelse af Jesus som Kristus, ligesom de blev vigtige figurer i de kristne fremstillinger af de østlige landes religiøse identitet og historie.
Nye Testamente og barbarerne
Jesu livshistorie gav ikke i sig selv anledning til antropologiske overvejelser, men de logiske konsekvenser af hans lære gjorde. Den kristne religion var en universalistisk religion, og det måtte medføre en universalistisk opfattelse af menneskeheden. Det så man klart hos Paulus, som formulerer det forskellige steder som f.eks. i brevet til menigheden i Kolossæ: »Her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar, skythe, træl og fri, men Kristus er alt og i alle.«82 I Romerbrevet hedder det: »Eller er Gud måske kun jødernes Gud og ikke også hedningernes? Jo, også hedningernes, så sandt som Gud er én og gør den omskårne retfærdig af tro og den uomskårne retfærdig ved den samme tro,«83 og i Efeserbrevet formuleres det henvendt til hedningerne således: »Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.«84 De kristne var således uafhængige af tidligere tilhørsforhold og brødre i en slags åben, kvasietnisk gruppe, som ved siden af foreningen i kristustroen kunne omfatte store forskelle på næsten alle andre områder.85 Selv de sorte etiopiere kunne blive hvide i troen, for som Origenes Adamantius skrev, så skyldtes deres sorte hud solen, men det sorte i sjælen skyldtes, at man ikke havde ladet nådens sol skinne på sin sjæl.86 Denne holdning byggede ikke på nogen romantisk opfattelse af hedningerne eller barbarerne, for de var selv skyld i deres forfald fra den rette tro. Dette kom klarest til udtryk i Romerbrevet, hvori Paulus om hedningerne skrev:
Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.