for Otto af Freising af den historiske udvikling, som havde fundet sted vedrørende forholdet mellem stat og kirke. Civitas Dei – Jerusalem – og Civitas Terrena – Babylon – var efter kristendommens indførelse som statsreligion med den romerske kejser Konstantin blevet forenet i Civitas Permixta – en enhed af stat og kirke, som var det nærmeste, den jordiske stat kunne komme gudsstaten. Og at denne enhed med bandlysningen af Ottos morfar, Henrik IV, var ved at gå i opløsning, var for Otto også et sikkert tegn på verdens snarlige forløsning. Denne forventning blev dog neddæmpet i en senere udgave af Chronicon fra 1157. Her stod verden jo endnu.
I stedet for rigerne kunne man også fastlægge verdens historie i forhold til de bibelske begivenheder, og her kunne man oven i købet beregne varigheden af de enkelte epoker ved studier i Biblens genealogier og aldersangivelser. I første halvdel af det tredje århundrede blev verdens alder beregnet på denne måde af flere forskellige. Hippolytos regnede sig i værket Demonstratio de Christo et Antichristo–Redegørelse om Kristus og Antikrist frem til, at kejser Alexander Severus’ (208-235) 13. regeringsår, det vil sige år 235, var år 5738 efter Adam. Hermed var der stadig 262 år til verdens undergang. Og Clemens fra Alexandria havde allerede inden da beregnet de præcise årstal for de forskellige perioder. I Stromateis–Lidt af hvert viste han efter lange mellemregninger, at der fra Adam til syndfloden var gået 2148 år og 4 dage, fra Sem til Abraham 1250 år, fra Isak til opdelingen af landet 616 år og fra dommerne til Samuel 463 år og 7 måneder. Fra dommerne varede perioden med konger 572 år, 6 måneder og 10 dage. Herefter kom 235 år under persisk herredømme fulgt af 312 år og 18 dage under makedonerne frem til Marcus Antonius’ (ca. 83-30 fvt.) død. Endelig var der gået 222 år under romerne frem til Commodus’ død.128 Caesar Marcus Aurelius Commodus Antonius Augustus, eller som han hed efter 180, Lucius Aelius Aurelius Commodus (161-192), var en gal kejser, der troede, at han var guden Herkules, og han blev dræbt i 192, hvorefter man kan regne bagud og fastlægge årstallene for de øvrige begivenheder. Verden skulle således ifølge Clemens være skabt 5627 fvt.
Mens denne kalendertolkning kunne bruges til bestemmelse af samtiden og fremtiden, kunne hele skabelsens tid også sættes ind i en kalender. En tidlig udgave heraf finder man som afslutning på Augustins bog Om Guds Stad,129 hvor antallet af ‘tidsaldre’, som nævnt, gøres lig med antallet af skabelsesdagene. Den første alder, infantia eller tidlig barndom, går fra Adam til syndfloden, og her er der intet sprog, og man kan intet huske fra denne tid. Den anden periode fra syndfloden til Abraham kaldte han pueritia, barndom, og her lærte mennesket sproget. Begge disse tidsaldre var på ti generationer. Med reference til Matthæusevangeliet fastlægges der så tre tidsaldre, hver bestående af 14 generationer, frem til Kristus.130 Den første går fra Abraham til David, den næste fra David til deportationen til Babylon og den tredje fra deportationen til Jesu fødsel. Herefter kommer den sjette og for Augustin samtidige tidsalder, hvis længde var ukendt, for som der står i Apostlenes Gerninger, meddelte Jesus apostlene, at mennesket ikke skal kende de tider, Gud har fastsat.131 Endelig vil en syvende alder være den evighed, der venter efter dommens dag. Denne kalender blev kort tid efter præciseret med fastlæggelse af antallet af år for de enkelte perioder af Gregory af Tours (538/9-593/4) i hans Gesta Francorum–Frankernes bedrifter i ti bøger. Efter Gregorys beregninger, der tager udgangspunkt i det samme antal generationer som Augustin, var der, når man sammenfattede det i længere perioder, fra skabelsen til syndfloden 2242 år, herfra til overgangen over Det Røde Hav 1404 år, derefter 1538 år frem til Jesu genopstandelse. Herefter gik der 412 år frem til St. Martin af Tours’ (ca. 316/17-397/402) død, og dette lå ved bogens slutning (omkring 590) 197 år tilbage. Dette gav en samlet alder på 5792 år siden skabelsen. Inden for disse rammer berettede Gregory så om begivenhederne, først de bibelske og derefter og i forlængelse heraf de historiske. Det mest bemærkelsesværdige ved Gregorys beregninger og historie var, at han ud over at fastlægge tiden siden skabelsen også begyndte at regne tiden fra Jesu korsfæstelse.132
Den samme opdeling af verdens historie, som Augustin foretog, gentages hos Isidor af Sevilla, der også nævner, at verden har en barndom, en ungdom og en alderdom. Isidor regner også de enkelte epokers varighed ud ved at se på, hvor gamle de i Gamle Testamente nævnte folk blev. Dette remses op, og de enkelte perioders længde kan derefter udregnes: Den første periode frem til syndfloden var på 2252 år. Den anden periode frem til Abraham sluttede og den tredje begyndte 3170 år efter skabelsen, og den 4. med David som skæringspunkt begyndte 4140 år efter skabelsen. Den 5. periode begyndte i 4670 efter skabelsen med deportationen til Babylon og sluttede med Jesu fødsel år 5210.133 Med de 6.000 år som en ramme blev årene omkring år 800 således særdeles spændende, og avarernes angreb, som først blev endelig tilbagevist i slutningen af det 8. århundrede samt magyarernes, som begyndte i det 9. århundrede, blev da også af nogle opfattet som realiseringen af profetien om, at horder til hest skulle komme fra øst og sprede død og ødelæggelse umiddelbart før verdens ende.
Inspireret af især Augustin deltog også den ærværdige Bede i forsøget på at kategorisere historien. Hans opdeling af tiden var: 1. fra Adam til Noa; 2. fra Noa til Abraham; 3. fra Abraham til David; 4. fra David til det babylonske fangenskab; 5. fra fangenskabet til Jesu fødsel; og 6. fra Jesu fødsel til samtiden. Disse epoker blev af Bede også opfattet som menneskehedens aldre: 1. fødsel/spædbarn; 2. barndom, hvor mennesket lærer at tale, det vil sige, at det hebræiske sprog blev udviklet; 3. ungdom, hvor mennesket får børn med Abraham som faderen; 4. voksen, kongernes tid, hvor mennesket kan påtage sig de voksnes ansvar; 5. alderdom, kroppen svækkes, og det jødiske folk splittes på grund af en strøm af ondskab; 6. afsluttes med døden og dommedag.134
I det 12. århundrede sammenfattede Lambert af Saint-Omer i sit ovennævnte værk Liber Floridus de forskellige kalendere i et system, som kan sammenfattes som følger:
Indtil Kristi fødsel foregik historien i Asien, og herfra bevægede den sig til Rom, hvorfra den til sidst bevægede sig videre mod vest til frankerne.135
I den nestorianske udlægning fra det 13. århundrede var tidsrammerne næsten de samme som Isidors. I Biens Bog blev tiden mellem Adam og syndfloden beregnet til 2262 år, og herfra gik der 1015 år til Abraham. 430 år senere, altså 3707 år efter Adam var flugten fra Ægypten med Moses og 400 år senere byggede Salomon templet. 495 år senere kom fangenskabet og 180 år senere igen Daniels profeti. Herefter gik der 483 år frem til Jesu fødsel, som således skete år 5265 efter skabelsen. Forfatteren af Biens Bog, biskop Solomon fra Armenien har ikke været så god til at regne, for han får det til 5345 år. Det interessante ved denne opstilling af historien er, at der nu dukker en ny figur op, som indgår i tidsregningen, nemlig Alexander den Store, som netop i denne periode var en meget populær skikkelse. Alexander placeres 303 år før Jesu fødsel, og det persiske riges opkomst bestemmes til år 438 efter Alexander den Store. Og endelig får vi at vide, at der fra Adam til Alexander gik 5180 år, hvordan det så end kan gå op med de øvrige tidsangivelser.136
Der opstod således to store verdenskalendere, som ofte kunne forenes. Den ene med de seks epoker, som byggede på Augustin, og som kunne genfindes hos de store kirkefædre, og den anden, som byggede på de store riger, som havde præget kristendommen, dens mytologiske eller dens jødiske fortid, og som var på fem epoker. Det, at Romerriget var det sidste jordiske rige og derfor ville vare frem til gudsriget, var der dog ikke enighed om. Dette viste sig i debatten om og i forlængelse af goternes erobring af Rom. Således mente Augustin, at der i bund og grund kun havde været to store riger, det assyriske og det romerske, og det romerske ville ikke vare evigt, men ville gå under ligesom alt andet jordisk,137 mens hans tro væbner, Paulus Orosius, reducerede antallet af riger til fire, idet han fjernede det makedonske, som nok havde været verdensomspændende, men som kun havde varet kort tid og derfor ikke havde efterladt sig noget specielt. Herefter blev de 6 epoker og de 4 imperier med Romerriget som det sidste den herskende periodiseringsform for de kristne historikere. Og drivkraften i historien blev også i forlængelse af Augustins analyser kampen mellem det gode og det onde, mellem Gud og Djævelen, mellem de lyse og de mørke kræfter, mellem gudsstaten og den jordiske stat, mellem Jerusalem og Babylon.