Ismaels børn ville kaste sig over Persien og ødelægge dette kongedømme i det syvende og sidste årtusinde som straf for menneskenes synder og laster.138
Middelalderens intellektuelle gejstlige overtog også den gamle romerske historietradition med en registrering år for år af de vigtigste begivenheder. Grundlæggende var historien nu naturligvis kristendommens historie, kirkehistorie og de troendes fællesskabs historie. Dette blev ofte sat ind i de verdenshistorier, der begyndte med Adam og Eva og så fulgte perioderne. Men fra omkring det 7. århundrede kom der også andre historier, idet der blev berettet om begivenheder, der var sket efter den bibelske tid, ligesom der også kom historier, der ikke umiddelbart kunne forbindes med den bibelske historie som f.eks. de forskellige folkeslags historie.139 Dette knyttede sig ofte til, at disse mere eller mindre hedenske eller kætterske folkeslag erobrede kristne områder og således som magtinstans skulle have en lige så heroisk historie som romerne. Det viste sig som de forskellige goteres historie og senere longobardernes, frankernes, saxernes, slavernes eller danernes historie eller krønike. Og disse objekter for kronologiske historier blev senere fulgt op af historier på et endnu lavere niveau såsom klosterhistorier, byhistorier og personhistorier.
Også i de geografiske skildringer skete der en tilsvarende udvikling. I beskrivelsen af stederne var det fra omkring slutningen af det 4. århundrede de bibelske begivenheder, der havde fundet sted her, der blev brugt til at karakterisere stederne, noget man første gang så i Jeronimus’ breve til Eustochium Julia (368-419/20), der fra 385 sammen med sin mor havde fulgt Jeronimus på hans rejser, og som etablerede nogle klostre i Betlehem nær det sted, Jesus formodedes at være født. Disse klostre blev senere hærget og brændt ned af Pelagius (ca. 354-418) som hævn for Jeronimus’ kritik af ham. I Jeronimus’ breve fra 392-393 og fra 404 beskrives de forskellige steder i Palæstina ved de bibelske begivenheder, der fandt sted her.140 Sådan forblev det helt op til renæssancen, hvad angår beskrivelser af de bibelske steder. Geografi var således i den forstand lig med historie.141 Et eksempel er Johann Schiltbergers (ca. 1380-1440/50) beskrivelse af Jerusalem, som han skal have forestillet at have besøgt i begyndelsen af det 15. århundrede:
Hedningerne kalder Jerusalem Kouds Shereef. Der er den hellige grav i en smuk kirke, som er høj, hvælvet og overdækket med bly. Den har ligget uden for byen og er nu på sit rigtige sted. Når man kommer ind i kirken, ligger Kalvariebjerget, hvor Kristus blev pint, på højre hånd. Det er tolv trin højt, og øverst er der et kapel, og der er præsterne fra Prester Johannes’ land. I kirken ved siden af bjerget er der et alter, og der er den søjle, som Vor Herre blev bundet til, da man piskede ham. Ved det samme alter, to og fyrre trin nede under jorden, fandt man det hellige kors og de to tyves kors. … Foran porten til kirken er der atten trin op til det sted, hvor Vor Herre på korset sagde disse ord til sin mor: »Se, dette er dit barn«; og han sagde til St. Johannes: »Se, dette er din mor«. Han gik op ad netop disse trin, da han bar korset. Oven over er det kapel, hvor der er præster fra Prester Johannes’ land. Foran byen er St. Stefans Kirke på det sted, hvor han blev stenet, og over mod Josophats dal er den gyldne port foran den kirke, hvor den hellige grav er. … Nær ved det store tempel er der en kirke, overdækket med bly, og den kaldes Salomons trone, og på venstre side er der et palads, som hedder Salomons Tempel. Der er der en kirke til ære for St. Anna, og heri er der en brønd, og enhver, der bader i brønden, bliver helbredt for en hvilken som helst sygdom. Det var her, Vor Herre Jesus helbredte den syge mand. Ikke langt herfra er Pilatus’ hus, og tæt ved det Herodes’ hus, den Herodes der lod børnene dræbe.142
Dette er en sen beretning, for allerede efter det første korstog, det vil sige fra begyndelsen af det 12. århundrede, begyndte der at komme verdslige rejseberetninger, hvor samtidige begivenheder blev tolket som opfyldelsen af bibelske profetier.143
Hedenskabet
Med de store opdagelser i det 16. århundrede mødte de kristne hedenskab og afguderi i et omfang, de aldrig havde drømt om. Også her måtte man vende sig til Biblen for at sætte dette ind i sin rette sammenhæng. Her blev det især Visdommens Bog, som i form af Salomons Visdom indgår i De Apokryfe Skrifter, der satte rammerne for forklaringerne.144 Givet var det jo, som Paulus havde skrevet det i Romerbrevet, at alle oprindeligt havde haft den rette tro, ligesom det altid var muligt for folk at genfinde den, hvis de ønskede det.145 Situationen for hedningerne var ikke håbløs, for de kunne omvendes, selv om deres natur »var fordærvet og deres ondskab medfødt, og … deres tanker aldrig nogensinde lod sig forandre, fordi deres slægt var forbandet fra første færd«.146 I første omgang skulle de få tilbuddet ligesom uforstandige børn, og virkede det ikke, skulle straffen komme over dem i samme form som de afguder, de tilbedte.
Der var tre fundamentale former for afgudsdyrkelse, som dog ikke var lige slemme. Den første og mindst syndige var tilbedelsen af Guds smukke skaberværk, universet, i form af solen, stjernerne, planeterne, vandet eller ilden. Dog burde de mennesker, der tilbeder disse skønne undere, vide bedre, da universet kun er et tegn, der peger hen på Skaberen, som man derfor burde tilbede, men straffen er kun en svag misbilligelse, fordi de dog søger Gud. Men helt kan det ikke undskyldes, at de, når de er i stand til at erkende så meget om verden, ikke selv har fundet frem til herskeren over alt dette. Den anden og værste form for afgudstilbedelse er tilbedelsen af menneskeskabte ting, »døde ting: guld eller sølv, som er kunstfærdigt forarbejdet, gengivelser af dyr eller en unyttig sten, som er formet af hænder i længst forsvunden tid.« I erkendelsen af denne tilbedelse af genstande eller billeder finder vi så den tredje form for afguderi, nemlig tilbedelsen af personer. Billeddyrkelsens oprindelse fremstilles i Visdommens Bog på den måde, at en håndværker laver et lille billede eller en figur, som han hænger op på væggen og beder om, at han f.eks. må få en god rejse. Kommer han velbeholdent gennem f.eks. en storm til søs, vil han tro, at det er billedet, der har reddet ham. Det kunne også være en far, der i sorgen over et alt for tidligt tab af et barn laver et billede af dette barn, og dette billede begynder han at tilbede og ære som en gud. Og de ceremonier og ritualer, han her udvikler, giver han videre til sine efterkommere. Det kan endelig også begynde med, at en kunstner vil ære en fyrste og derfor skaber et billede så smukt, at masserne fejlagtigt gør billedet eller en statue til objekt for tilbedelse. »Og mængden, som blev tiltrukket af kunstværkets ynde, gav sig nu til at regne den person for guddommelig, der for kort tid siden blev æret som et menneske.«147 Herved havde mennesket bragt sig i en situation, hvor dets fordærv tog overhånd:
For når de udfører ritualer, hvor de dræber børn, eller holder hemmelighedsfulde ceremonier eller tøjlesløse fester med sære skikke, så kan de ikke længere bevare deres liv og deres ægteskaber rene; enten gør de det af med hinanden ved snigmord, eller også krænker de hinandens ægteskaber. Overalt råder en forvirret blanding af blodsudgydelse og drab, af tyveri og bedrag, af ødelæggelse, troløshed, oprør, falsk ed, stormløb mod det gode, glemsel når det gælder velgerninger, besmittelse af sjælene, unaturlig kønslig omgang, uorden i ægteskaberne, ægteskabsbrud og udsvævelser; dyrkelsen af de navnløse afguder er alt det ondes begyndelse, årsag og kulmination. … Men retfærdigheden vil ramme dem for begge dele: både fordi de var fjendtligt stemt mod Gud og holdt sig til afguderne, og fordi de fulde af bedrag aflagde ed i modstrid med retfærdigheden og ringeagtede fromhed. For det, der altid følger i hælene på uretfærdige menneskers overtrædelser, er ikke en kraft fra dem, de sværger ved, men derimod en retfærdig straf over dem, der synder.148
Værst af alle var ifølge Biblen ægypterne, for ud over at undertrykke Israels folk, der ellers var beskyttet mod afguderi, og ud over at tilbede afguder ligesom alle andre, så tilbad de også de mest foragtelige dyr, dyr der var så afskyelige, at de hverken havde fået Guds accept eller velsignelse.149 Med de store opdagelsesrejser i renæssancen skulle missionærerne finde lige så ugudelige eksempler på hedenskab, så det var sådan set ikke så sært, at mange fandt det naturligt, at så mange indfødte folk døde i forlængelse af kontakten med europæerne, eller at det var legitimt at slavebinde de fremmede med henblik på at føre dem på rette vej. I det hele taget fandt man, at verden ubønhørligt var ved at nå bunden af det af syndefaldet forårsagede forfald. Og dette kunne kun yderligere bekræftes ved anvendelsen af Visdommens