de to modsatte betydninger, som stadig findes i de fleste vesteuropæiske sprog. På dansk finder vi en negativ betydning af »barbar« i »barbarisk« og en positiv i »brav«, »bravo« og »bravur«. Også i betydningen fremmed har vi begrebet som f.eks. i »rabarber«, »noget fra det fremmede, der vokser ved floden Volga«. På engelsk betyder »brave« både »tapper« og »bandit«, mens »bravo« på både engelsk og fransk ud over begejstringsråbet »bravo!« også kan betyde »snigmorder« eller »lejemorder«.2 Endelig optrådte barbariet i slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. som et stadium i evolutionen mellem vildskaben og civilisationen, hvor det omfattede de samfund, der havde agerbrug og/eller kvægavl, men ingen stat og intet skriftsprog.
Barbaren i græsk tænkning
I forståelsen af de fremmede eller barbarerne og af grækerne selv skiftede fokus fra de homeriske tiders guddommelige fortællinger til et forsøg på at installere mennesket i en gudskabt eller naturskabt orden. Dette ses f.eks. hos Pythagoras fra Samos (ca. 570-490 fvt.), der mente, at man kunne udtrykke den evige, sande og stabile orden bag den foranderlige verden, vi sansede, i tal. Forudsætningen for at kunne få denne indsigt var ifølge Pythagoras visdom – »sophia« – som igen forudsatte, at filosoffen levede et asketisk og dydigt liv. Til gengæld medførte et sådant liv en genfødsel på et højere niveau i et senere liv. Denne visdom var dog ifølge Pythagoras ikke lige tilgængelig for alle og slet ikke for barbarerne. Ideen om det evige og stabile bag hverdagens flimmer var i sin religiøse udformning også central i den kristne tænkning om skaberværkets fuldkommenhed og uforanderlighed og lå blandt andet bag den tidløse tænkning, der gjorde, at man samtidiggjorde antikkens beskrivelser med samtidens folkeslags livsformer. Den asketiske vej til sandheden var jo som ideal også velkendt i det kristne miljø.
I den antikke tænkning var det således ikke alle mennesker, der havde fornuftens gave i lige høj grad. I disse første modstillinger mellem grækere og barbarer formuleres forskellen som en forskel mellem ånden, fornuften og det rette sprog på den ene side og naturen, den fysiske styrke, drifternes vold og en sproglig uformåenhed på den anden. Og det måtte i såvel den græske som den romerske opfattelse være ånden eller intellektet, der skulle styre kroppen, fysikken og drifterne. Hierarkiet mellem krop og ånd var givet fra begyndelsen.
I dette fundament for erkendelsen af barbarerne lå, at menneskets oprindelse enten var naturgroet eller, hvis den blev tilskrevet en guddoms skabelse, oprindelig en ren naturtilstand. Der var således en menneskelig oprindelighed, der var kvalitativt forskellig fra samtiden, og hvad enten oprindelsen var dyrisk eller paradisisk, så var den et udtryk for mennesket som ren natur. Dette skal ses som modsætningen til, at det græske menneske i samtiden blev betragtet som »hèmeros«, det vil sige »tæmmet« eller »føjelig«, hvad man igen kan oversætte ved »civiliseret« eller »dannet«. Dyrene var karakteriseret ved en total mangel på »hèmeros«, og barbarerne ved en forskellig, men hele tiden mindre grad af »hèmeros« end den, grækerne havde.3 Barbarbegrebet karakteriserede således en mellemform mellem den dyriske oprindelse eller tilstand og den højt udviklede græske dannelse, og som sådant var det oplagt til kategorisering af de folk, der ikke levede som grækerne. Mangel på dannelse, herunder ikke mindst græsk sprog og et liv i en by, var således lig med en placering over dyrene og under grækerne. Det var en tilstand, der var tæt på den, mennesket oprindelig havde befundet sig i, og som var karakteriseret ved de fysiske evners dominans. Og den var langt fra den tilstand, hvor menneskets åndelige potentiale blev realiseret, ja hos nogle græske tænkere havde barbarerne overhovedet ikke dette potentiale.
Denne betragtning, som medførte kvalitative forskelle på menneskene, skabte en problematik, der på en måde hærgede den middelalderlige tænkning, uden at den rigtig kom frem i lyset bortset fra enkelte gange i renæssancen, hvor man diskuterede de nyopdagede folks placering i universet. Dette udfoldede sig i tre modeller. I den ene tog man udgangspunkt i, at alle mennesker var Adams efterkommere og derfor lige meget mennesker. Gud skabte i sin fuldkommenhed ikke ufuldkomne mennesker, som man også kunne formulere det. I den anden model var alle mennesker efterkommere efter Noas tre sønner, og selv om alle her var kvalitativt forskellige fra dyrene i kraft af slægtskabet til Adam, så var de alligevel kvalitativt forskellige i kraft af de tre sønners forskelle. I denne model var der altså moderate forskelle, som dog bortset fra Kams efterkommere ikke skulle få betydning i evighedens perspektiv. I den tredje model tog man udgangspunkt i, at der ikke var huller i Guds skaberværk, for kun derved kunne det være fuldkomment. Her var der en glidende overgang mellem mennesker og dyr, hvad der igen åbnede for, at der var fundamentale forskelle på menneskene.
For grækerne var refleksionen over forholdet mellem det barbariske og dannelsen primært et moralfilosofisk projekt, hvor det moralske igen var en forudsætning for en vellykket politik og den gode politik en forudsætning for et moralsk fællesskab. I og med at moralsk indsigt forudsatte filosofisk indsigt, var barbarerne ikke dydige på baggrund af en reflekteret moral eller en etik, men i praksis kunne de være spontant dydige i en slags barnlig uskyld. Det dydige mellem det barbariske og det dannede blev den centrale problematik for den græske (og senere den romerske) selvforståelse gennem hele perioden, for hvad enten dyden var grækerne iboende i næsten biologisk forstand, eller den var konsekvensen af den ideelle græske livsform og det græske sprog, så var dyden forudsætningen for det ideelle politiske system og for det legitime i at herske over andre mennesker. Herved kunne grækerne filosofisk begrunde deres overherredømme, hvad enten det var i kolonierne eller i forhold til slaverne. Dyden kunne både være oprindelig og blive efterfulgt af et menneskeligt forfald, og den kunne være målet for den menneskelige udvikling eller udfoldelsen af det menneskelige potentiale, et mål kun filosofferne i så fald kunne vise vejen til. Hermed var der etableret nogle abstrakte kategorier, som i deres modsætning til de herskende tilstande dannede grundlag for en samfundsanalytisk refleksion. I brugen af det barbariske til henholdsvis det selvkritiske og det selvfremhævende skabtes henholdsvis den ædle og den dyriske vilde for at bruge nogle senere kategorier, og disse figurer har været i brug lige siden.
En central forudsætning for såvel udskillelsen af det sproglige som for refleksionerne over det moralske var en opfattelse af det menneskelige som tvedelt mellem det fysiske, »physis«, og det dannelsesmæssige, konventions-mæssige eller samfundsmæssige aspekt, »nomos«. Denne tvedeling udviklede sig specielt i slutningen af det 5. århundrede med sofisterne, hvorefter den forblev central for forståelsen af barbarerne gennem hele antikken. Hvad der var »physis«, og hvad der var »nomos«, var der naturligvis debat om. F.eks. blev det diskuteret, om sproget havde en naturmæssig eller konventionel oprindelse. Således hævdede f.eks. Heraklit fra Efesos (ca. 540-480 fvt.), at ordene naturligt udsprang af tingene, mens andre som f.eks. Demokrit fra Abdera (ca. 460-370 fvt.) med henvisning til, at det samme ord kunne betyde noget forskelligt, og at forskellige ting kunne hedde det samme, hævdede sprogets oprindelse i konventionen.4 Med adskillelsen af »physis« og »nomos« var der et grundlag for komparative undersøgelser, idet menneskets fælles »physis«, som byggede på den joniske oprindelsestænkning, gjorde »nomos« til det felt, hvor det gav mening at forholde sig analytisk til forskellene. Og dette »nomos« udfoldede sig igen, fordi mennesket havde fornuft eller »logos«, om end dette »logos« ikke var lige meget til stede hos alle folk. »Logos« var igen for nogle forbundet med den guddommelige fornuft i form af verdens orden og styring, således som Anaxagoras fra Klazomenai (ca. 500-428 fvt.) havde formuleret det med begrebet »nous«, det styrende og ordnende princip, som satte sig igennem i det kaotiske univers og skabte dets orden. »Nous« eller et tilsvarende princip blev forbindelsesleddet mellem guder eller kosmos og mennesker, ja for nogle det guddommeliges eller universets tilstedeværelse i mennesket og dermed det, der muliggjorde den menneskelige erkendelse af verden, og det, der dannede grundlag for hierarkier mellem menneskene fra det næsten dyriske i bunden til den græske eller athenske livsform i toppen. Denne universelle fornufts tilstedeværelse i mennesket gav så igen mening til moralfilosofien, hvor den ved filosoffers hjælp kunne udfolde dydens krav til den menneskelige tilværelse.
Også her er der et klart grundlag for den kristne tro på sandhedens tilstedeværelse i alle mennesker og dermed også hedningerne, sådan som Paulus så klart markerede det som baggrund for, at afvigelser