Der er i de senere år blevet skrevet en hel del om Sløks liv og forfatterskab set fra et overordnet perspektiv, hvorfor jeg vil springe en længere introduktion over og gå mere direkte til behandlingen af Sløks forhold til eksistentialismen, sådan som det artikulerer sig i 1960’ernes forfatterskab,15 herunder særligt i bogen Eksistentialisme, der udkom første gang i 1964, men også andre steder i den enormt produktive strøm af bøger, anmeldelser m.v., som Sløk stod for i løbet af 60’erne.
Men for nu alligevel til en begyndelse at berøre det biografiske, så var Sløks tilgang til eksistentialismen og/eller eksistensfilosofien præget af to biografiske forhold:16
1) Sløks intellektuelle vækkelse var i udgangspunktet forbundet med læsningen af Kierkegaards forfatterskab og implicitte eksistenstænkning, et forhold, der skyldtes, at Kærlighedens Gerninger simpelthen var den første bog, Sløk blev præsenteret for, da han i begyndelsen af 1930’erne vejledt af Mathias Lorentzen påbegyndte sin intellektuelle dannelsesrejse (Sløk 1992: 60-61).17
2) Et andet biografisk forhold gjorde sig dog også gældende, nemlig at Sløk, da han i 1947 var blevet dr. theol. på afhandlingen Forsynstanken: et Forsøg paa en dogmatisk Begrebsbestemmelse, fik tilkendt et studieophold i udlandet. Rejsen endte med at gå bl.a. til Paris, hvor Sløk i starten af 1948 “faktisk også [fik] studeret noget, Sartre først og fremmest, men også Descartes” (Sløk 1992: 124), hvilket altså vil sige, at Sløk rent faktisk befandt sig i Paris som “studerende”, da den franske eksistentialisme var på sit højeste, og blot tre år efter, at Sartre i Club Maintenant havde holdt sit navnkundige foredrag om, at eksistentialismen var en humanisme, et foredrag, der som bekendt i bogform gik sin sejrsgang verden over de næste årtier. Og det er på denne baggrund derfor heller ikke underligt, at Sløk efterfølgende – bl.a. i det, han skrev i 60’erne – stillede sig noget mere positivt an overfor Sartres eksistentialisme, end, som vi har set, hans samtidige i Danmark gjorde det, om end Kierkegaards løsning på eksistensens problem ifølge Sløk forblev Sartre langt overlegen.18
Også for Sløk er eksistentialismen en humanisme, eller sagt lidt mere præcist: Dét, som eksistentialismen sætter på dagsordenen, er netop menneskets eksistens forstået som et problem eller en problematisk størrelse. “Mennesket er en misforståelse”, som Kjeld Holm med sans for at indkredse det væsentlige hos Sløk har kaldt sin uomgængelige bog om sit venskab med Sløk (og dermed også ad omveje med hans tænkning).19 Men hvordan skal vi nærmere forstå dette udsagn?
Jo, helt centralt i Sløks eksistentialisme-konception står det absurde eller det, som man kunne kalde den moderne absurditetserfaring.20 I oversigtværket De europæiske ideers historie (første gang udgivet i 1962) skriver Sløk i sin sammenkædning af kapitlet “Eksistens” med kapitlet “Absurditet” ganske enkelt, at den “eksistensfilosofiske livsforståelse” simpelthen “samler sig i den sætning, at livet er absurd” (Sløk, 2001: 360). Han uddyber lidt efter:
Tilværelsens absurditet består da i, at mennesket og den verden, det lever i, er inkommensurable størrelser. Mennesket møder op med forventninger om orden, formål og værdier, men tilværelsen er ikke indrettet til at honorere disse forventninger; når mennesket alligevel fastholder sine forventninger og indretter sit liv i overensstemmelse med det, ender det i absurditet. I absurditeten opdager mennesket, at det er fremmed i verden, eller at verden er fremmed for det. Mennesket bliver fremmedgjort (361-62).
Mennesket står altså grundlæggende i et misforhold til verden. Eller som Sløk konkluderende siger det, så eksisterer mennesket “i en verden, der […] ikke er beregnet til menneskeeksistens” (362). Vi skal vende tilbage til, hvad Sløk kan mene med denne paradoksale og på mange måder kontraintuitive påstand, men den udgør altså udgangspunktet for Sløks eksistentialisme eller “absurdistiske metafysik”, som Lars Sandbeck også kalder den (Sandbeck 2007: 60).
I 1963 afholdt Sløk, som allerede omtalt, en forelæsningsrække ved Aarhus Universitet. Den blev et tilløbsstykke, og året efter udkom bogen Eksistentialisme, der langt hen af vejen må formodes at bygge på disse forelæsninger. Man kan naturligvis undre sig over, at Sløk, der allerede i 1948 havde stiftet bekendtskab med eksistentialismen i denne tænknings egen hovedstad Paris, først i 1963 gav sig til at forelæse over emnet.21 Men dels havde nye tankegange – især i en samtid, hvor den internationale offentlighed og kommunikation måske ikke var så veludviklet som i dag – en trægere receptionshistorie i Danmark, og dels fik Sløk først i 1958 det teologiske professorat, der gjorde, at han kunne beskæftige sig med andet end “pligtundervisning”. Men under alle omstændigheder, så finder vi i bogen fra 1964 Sløks mest systematiske og grundige overvejelser om eksistentialismen i en form, der kan minde om en almen introduktion, men som også er langt mere end det.
Bogen er opbygget i en række tematiske kapitler, der sammenkædende gennemgår, hvad Sløk opfatter som eksistentialismens væsentligste temaer. Det drejer sig i nævnte rækkefølge om temaerne eksistens, fremmedgørelse, uoprindelighed, identitet, frihed, angst, skyld og nærvær.
Det står således for Sløk i udgangspunktet fast, at eksistentialismen betegner et opgør med godt 2000 års metafysisk tænkning, hvor man har været ude på “at finde det, der i egentlig forstand er” – altså en essens eller “essentia”, som det hedder med den rette filosofiske terminologi (Sløk 1966: 9). Eksistentialismens traditionsbrydende budskab er som bekendt, at eksistensen går forud for essensen (Sartre 2005: 44), et budskab, som Sløk tilslutter sig i sin bogs indledende kapitel: “Eksistens er ikke noget, der føjes til en i forvejen værende essens, men er tværtimod det begreb, som alt begynder med. Eksistensen er der ‘først’, som udgangspunkt for alle andre bestemmelser, som det grundlæggende begreb, der skal begrunde alle andre begreber” (Sløk 1966: 11). Og han tilføjer, igen med slet skjult reference til Sartres jævnføring af eksistentialisme og humanisme, at det naturligvis “kun [er] mennesket, der i denne forstand af ordet eksisterer” (11). Kun mennesket er “først i sandhed […] sig selv, når det har virkeliggjort sin eksistens” (12). Eller sagt anderledes: “Man er [som menneske] uhjælpeligt eksisterende og kan ikke komme løs af den fordring, det indebærer” (14).
Så vidt altså den menneskelige tilværelses vilkår ifølge Sløks udlægning af en af eksistentialismens absolutte kerneerkendelser og hovedsentenser. Problemet er blot, at moderne mennesker, som de er flest, ikke har indsigt i dette vilkår, hvilket man dog ikke direkte kan bebrejde dem, da både sprog og intellektuel sædvane gør, at man “rent umiddelbart” må opfatte det “som noget indlysende, at mennesket ontologisk betragtet må bestemmes som en ting” (15) og altså ikke som apriorisk væren eller (selv)bevidst eksistens, sådan som eksistentialismen hævder det. At vi som mennesker langt hen af vejen opfatter og omtaler os selv som genstande på lige fod med andre genstande, hensætter os i et fremmedgjort forhold til eksistensen; en fremmedgørelse, der dog som hændelse er “den eksistentialistiske anskuelses reale udgangspunkt” (16). Hvilket er ensbetydende med, at eksistentialismens opkomst forudsætter “fremmedgørelsens pinlige og nærgående hændelse” (17).
Idéhistorisk kæder Sløk denne “fremmedgørelsens hændelse” sammen med moderniteten, hvor tidligere epokers ordnede verdensbilleder bryder sammen. Den “tydede verden”, som menneskene troede, de var fortrolige med og havde hjemme i, viser sig at være knap så fortrolig og hjemlig, hvorfor Sløk refererer digteren Rilkes udsagn om, at “vi ikke er ganske tilforladeligt hjemme i den tydede verden”, og på baggrund heraf konkluderer:
Der kan næppe gives et kort udtryk, der klarere formulerer den situation, eksistentialismen ser mennesket anbragt i: man har i tydningen skabt sig en verden til at bo i, et hjem; men det er en misforståelse at betro sig alt for uforbeholdent til denne verden; man kan ikke helt tilforladeligt være hjemme i den, for verden er ikke ét med den tydning, som vi udkaster af den (20).
Det moderne menneske står altså dybest set fremmed over for sig selv, sine medmennesker og verden, fordi mennesket forledt af overlevering og tradition anskuer tilværelsen i et tingsliggjort perspektiv, som ikke honorerer mennesketilværelsens helt basale forudsætninger og tillige kravet om, at eksistensen