“der forsøger at leve sit liv som en tilstedeværende ting”, er fortabt og lever et “uoprindeligt” liv. Hvilket vil sige, at det “ikke selv er oprindelsen til sin livsudfoldelse”, men i stedet lader sin livsudfoldelse diktere af tingene, samfundet og det konventionelle (26).
Det liv, som det moderne menneske lever, er altså karakteriseret ved sin uoprindelighed, hvilket Sløk i bogens følgende tre kapitler behandler med udgangspunkt i sproget, handlingen og vores forhold til andre mennesker (27-51). Og hvad alle tre emneområder angår, så må Sløk konkludere, at det moderne menneskeliv – både som det fremtræder for en eksistensfilosofisk analyse, men også som det behandles i samtidens bedste kulturelle frembringelser (film, litteratur og teaterstykker) – er præget af fremmedgørelsens, fortabelsens og uoprindelighedens problematikker.
Dette leder igen for Sløk frem til identitetsproblemet, som efter hans opfattelse står centralt i “eksistentialistisk litteratur” (52). For hvad sker der, “når mennesket gennem fremmedgørelsens oplevelse får blik for sin uoprindelighed, når det opdager, at det ved at forstå sig selv som en tilstedeværende ting har fortabt sig ud i de tavse og meningsløse ting?”. Jo, der sker det, “at mennesket mister sit navn; det bliver anonymt eller bliver sin anonymitet bevidst” (Ibid.). Men da mennesket imidlertid ikke kan udholde den helt identitetsløse tilværelse, bliver det hermed rollespiller i konventionel forstand, hvilket vil sige det, at det enkelte menneske træder ind i den konventionsbestemte rolle som enten det ene eller det andet bestemte (overtjener, ægtemand, far), alt efter som situationen nu kræver det – uden dog selv at være oprindelse til sin rolle. En rolle i denne forstand udfylder man nemlig kun, og man ophører dermed på en måde med “at være subjekt for sine egne handlinger” (55). I denne slags konventionelle rollespil, som vi nok alle kender til, vil man dog også hurtigt føle sig begrænset, og man vil fornemme rollen “som et overgreb, en art fængsling, der stækker friheden, destruerer muligheder og tvinger livet ind i rammer, der er unødvendigt snævre” (56). Hvilket på et dybere plan hænger sammen med, at der i mennesket “er et krav om ubegrænsethed”, der udspringer af selve “eksistensens struktur” (57).
Der findes dog også et andet rollebegreb – og nu griber Sløk til Kierkegaard og Karen Blixen – som kan udstyre det moderne menneske med et i eksistentiel henseende mere tilfredsstillende “værktøj”, når det moderne liv skal leves. Det gælder nemlig i virkeligheden om “kun at have én eneste rolle som man da til gengæld samler hele sin sjæl omkring” (60). Herefter følger det centrale citat, som jeg har valgt at indlede min artikel med: I og med at det enkelte menneske lidenskabeligt peger på sig selv som den, der vælger rollen, bliver rollevalget nemlig eksistentielt gyldigt. Man bliver “sin rolle, sin skæbne, sin historie tro” (Ibid.). Man træder ikke ind i rollen, man vælger den lidenskabeligt. Hvordan disse formuleringer på hel central vis spiller sammen med Sløks senere forfatterskab, skal vi vende tilbage til senere.
At man kan vælge sin rolle og dermed ifølge Sløk i eksistentiel forstand gøre den gyldig, er dog ikke ensbetydende med, at mennesket kan finde en identitet. Mennesket har som anført i denne forstand ikke nogen essens, men er derimod at forstå ved sin eksistens, hvilket altså ifølge Sløk og eksistentialismen er en ganske anden sag.
Skulle man dog nærme sig en definition, og om ikke på mennesket, så på det menneskelige vilkår, må dets afgørende træk strukturelt bestå i friheden – en anden uomgængelig term inden for det eksistentialistiske vokabularium og tillige overskriften for et særskilt kapitel i Sløks bog.
Frihed i eksistentialistisk forstand betegner ifølge Sløk “fraværelsen af alle essentielle faktorer”, men samtidig betegner opdagelsen af friheden forstået på denne måde også “opdagelsen af, at eksistens er en fordring; at eksistere er at eksistere ud af frihed”; hvor jeg hidtil – i uoprindeligheden – har “eksisteret i fortabthed, i ufrihed, dvs. jeg har ikke eksisteret, men forstået mig selv som blot tilstedeværende”, så viser “I friheden […] eksistensens mulighed sig som en fordring om, at jeg virkeliggør mit væsen som eksisterende” (65). Hvor et menneske i uoprindeligheden er udleveret til tingene og omstændighedernes vilkårlige indvirkning på sig selv, så har det menneske, der foretager et aktivt tilvalg i forhold til eksistensen, som den nu engang er, valgt frit og har således gjort sig selv til subjekt for sine handlinger:
Således er det eksistentielle valg en forudgriben af alt det indhold, livet kan tænkes at byde. Man har ubeset valgt det som sit indhold, også hvis det eventuelt er den yderste tragedie. Man har gjort det til sit og er til i det, ganske som man havde frembragt det i suveræn frihed. Og i denne frie overtagelse af ethvert indhold fastholder mennesket da sin kontinuitet og bliver omsider i enhver situation identisk med sig selv (69).
Identitetsproblematikken løses, uden at det dermed bliver “nemmere” at eksistere. Mennesket og dets verden er, “som fremmedgørelsens hændelse afslører”, to inkongruente størrelser (74), en inkongruens, der, som vi har set det, går under betegnelsen “det absurde”. Kunsten består dog i ikke at lade sig bemestre af absurditeten, men – da “det absurde er et uafhjælpeligt træk ved tilværelsen” – selv frit at vælge den til, som et centralt element i ethvert liv i oprindelighed (75). Man kan så måske momentvis overvinde absurditeten “ved at ville den”, som Sløk med vanlig sans for det paradoksale udtrykker det (Ibid.).
Sløk opsummerer senere problemstillingen omkring friheden således: “Friheden er krisen, hvor det skal afgøres, om mennesket er til i uoprindelighed eller om det vil gøre sig oprindeligt i valget og overtagelsen. Den eksistentielle modsigelse er ikke en modsigelse mellem mennesket og verden, men i mennesket mellem det, det er, og kravet om at blive det, det er” (110). Med andre ord er friheden egentlig at betragte som valget af det allerede givne.
Med friheden, forstået eksistentielt på nævnte måde, følger angsten og skylden, da man i oprindelighed er sin egen eksistens’ ophav – to begreber, som Sløk da også indgående behandler efterfølgende. Pointen for Sløk er altså, at såfremt man i eksistentiel forstand tager tilværelsen alvorligt og forstår frihed, valg og ansvar som “tre grundbestemmelser ved eksistensen”, så må man affinde sig med angsten (110) og med, at angsten er “uovervindelig” (Ibid..). For “Overalt hvor der er mulighed (dvs. frihed, PHA), er der også angst” (111).
Dette bør dog ikke føre til pessimisme på menneskets og eksistensens vegne. Tværtimod:
Hvilken form eksistentialismen end optræder under, er den altid en tilskyndelse til at gå ind i livet og tage det på sig. Den afskyer veghed, selvbedrag, virkelighedsflugt og romantiske drømmerier; den vil være nøgtern, den vil realistisk se livets vilkår i øjnene, den har vilje til at leve, men den vil gøre det oprindeligt og sandt, i redelighed og uden eskapisme. Og den tror på livet. Sartre har udtrykkeligt gjort opmærksom på, at han er optimist; han er overbevist om, at livet er en muligt, og han er humanist i den forstand, at han anser livet for at være en menneskelig mulighed (114-115).
Hvad angår skylden, så er også den et grundvilkår for det menneske, der “ud af sin eksistentielle frihed vælger sig selv” (119). Et sådant menneske bliver “årsag til og dermed skyld i sin egen eksistens, ganske som om man selv frit havde skabt den”, og således bliver det i sidste instans selv “skyld i enhver brøde”, som det “måtte forefinde i sin tilværelse”. Det bliver “skyld i sin egen skyld, således det at blive til er ensbetydende med at blive skyldig” (Ibid.). Igen må dette dog forstås positivt. Skylden er overhovedet forudsætningen for, at man kan leve et liv “i redelighed og uden eskapisme”. Ja, det er forudsætningen for, at man overhovedet kan eksistere som menneske i egentlig og autentisk forstand.
Sløk nærmer sig nu en konklusion. Eksistentialismen er for Sløk “at blive kaldt tilbage fra adspredtheden og fortabtheden, fra fantasteriet og virkelighedsflugten, fra den anonyme mængde og den uoprindelige geskæftighed for i stedet at blive sig selv i sin konkrete og nære virkelighed”(126). Dette kræver, at man før alt andet i frihed vælger sig selv som eksisterende, tager ansvar herfor og dermed lever i angst og gør sig skyldig (ved netop at leve), men også at man har mod til at udholde det absurde (at mennesket og verden ikke er kongruente størrelser). Og her skal man huske på, at