dens fremmeste repræsentanter.
Teologen Svend Bjerg har på glimrende vis skildret den såkaldte Århus-teologis historie og intellektuelle habitus (Bjerg 1994), og jeg skal ikke her forsøge at gøre ham kunsten efter. Blot vil jeg fremdrage nogle væsentlige aspekter af betydning for min videre fremstilling: Af de fire “Århus-teologer” var særligt Løgstrup, Lindhardt og Sløk meget påvirkede af eksistensteologien, som den blev formidlet af Tidehverv og som de mødte den i deres studentertid. Løgstrup var den, der mest direkte blev involveret i Tidehverv. Han optrådte således i en årrække regelmæssigt ved tidsskriftets/kredsens sommermøder. Men hvor både Sløk og Lindhardt – selvom de hver på deres måde lagde afstand til Tidehverv (Lindhardt kom aldrig rigtig i noget forhold til folkene bag Tidehverv) – vedblev at bekende sig til en form for eksistensteologi og ikke mindst Kierkegaards forfatterskab som forudsætningen for en sådan eksistentiel teologi, så gjorde Løgstrup allerede i begyndelsen af 1950’erne både op med eksistensteologien, Kierkegaard og dermed også med Tidehverv. Og det på en måde, der også satte ham i et så direkte modsætningsforhold til Sløk (foruden til Lindhardt og Kristoffer Olesen Larsen, se nedenfor), at Sløk og han indbyrdes blev enige om i en årrække slet ikke at kommentere hinandens forfatterskaber.10 Og med tiden førte dette brud med eksistensteologien og Tidehverv til formuleringen af Løgstrups helt egen “skabelsesteologi”. Men det er jo en ganske anden historie.
Sløk blev aldrig på samme måde som Løgstrup involveret i Tidehverv, selvom han altså optrådte på en række sommermøder. Dertil var hans anarkisme på det personlige plan og modvilje overfor menighedsdannelse for stor. Dog nærede Sløk stor veneration for K. Olesen Larsen, der var med i inderkredsen omkring Tidehverv, men som også, hvilket var langt vigtigere for Sløk, var en fremstående Kierkegaardkender og -fortolker. I sine erindringsforskydninger Mig og Godot vier Sløk et ikke uvæsentligt antal sider til at beskrive sit (gode) forhold til K. Olesen Larsen, som han bl.a. beskriver således:
Manden var usædvanligt intelligent, ikke lysende som Hal Koch, men dyb, som en antik mystagog, der kunne føre gennem ukendte egne til møde med det uudsigelige. Han var af alle, jeg lærte at kende, den originaleste tænker, den mest konsekvente vagtpost ved en ny måde at tænke på. Hvis jeg derfor skulle nævne nogen, der i autentisk forstand var min lærer, må det blive ham (Sløk 1992: 101-102).
Så vidt altså Århus-teologernes forbindelse til Tidehverv. Det fælles udgangspunkt for Prenter, Løgstrup, Lindhardt og Sløk, der alle fandt ansættelse ved det næsten nyoprettede Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet i årene efter 2. verdenskrig (deraf fællesbetegnelsen “Århus-teologerne”), var sekulariseringen, som den efter deres opfattelse slog igennem i deres samtid. Det vil sige fraværet af Gud som en selvfølgelig instans eller som garant for en meningsfuld tilværelse på modernitetens betingelser.
Hvordan de hver især tacklede dette fælles udgangspunkt – moderniteten eller sekulariseringen som udfordring – var, som Svend Bjerg beskriver det, ganske forskelligt (Bjerg 1994: 20). Alle var de, som også folkene omkring Heretica og Tidehverv, kritisk indstillede over for moderniteten og modernitetens udfordring til kulturen og kristendommen. Men hvor både Løgstrup, Prenter og personkredsen omkring de to nævnte tidsskrifter så modernitetens udfordring som noget, der på en eller anden måde skulle overvindes (et kulturelt forfald), dér var Sløk og Lindhardt enige om at se moderniteten som et menneskeligt vilkår, som også gav eksistentielle muligheder for frihed og et liv i oprindelighed – men selvfølgelig ikke, og her kommer kritikken ind i billedet, uden omkostninger i form af angst og tilbagevendende absurditets- og tomhedserfaringer. Sløk og Lindhardt accentuerede med andre ord, at et liv på moderne betingelser indebar et fravær af eksistentiel sikkerhed og dermed også i udgangspunktet et fravær af Gud (eller i hvert fald et fravær af Gud i mere traditionel forstand) forstået som garanten for en sådan sikkerhed. Og det var derfor ikke underligt, at kredse i det kirkelige establishment anså Sløk og Lindhardt som kættere og Det Teologiske Fakultet i Århus som en “røverkule”.11
Man kunne naturligvis pege på en lang række andre faktorer, der gjorde, at eksistentialismen eller eksistenstænkningen kom til at stå stærkt i efterkrigstidens intellektuelle debatter, særligt altså omkring Det Teologiske Fakultet i Århus (Sløks umiddelbare og “tætteste” kontekst), men også i intellektuelle kredse i Danmark generelt. Vi har allerede berørt Vilhelm Grønbechs betydning for Heretica-kredsen. Hans betydning for mellemkrigstidens og efterkrigstidens diskussioner må afgjort heller ikke undervurderes. Men taler man om modernitetskritikken og kulturpessimismen (og dermed i en vis forstand også om eksistentialismen) i en dansk sammenhæng, så kommer man heller ikke uden om den i dag næsten glemte, men på daværende tidspunkt meget udbredte såkaldte livsanskuelsesdebat, der rasede i mellemkrigstidens Danmark; en debat, som man i mangt og meget kan se som nært beslægtet med efterkrigstidens kulturkritiske diskussioner, idet den så at sige lagde grundstenen til disse.12
En helt anden og tit overset forudsætning for den eksistentialistiske tankegangs succes – både internationalt, men så sandelig også nationalt – er positivismens sejrsgang som filosofisk- videnskabsteoretisk paradigme og udbredt virkelighedsforståelse i brede kredse. Det er således positivismens virkelighedsforståelse, der fjerner det sidste metafysiske grundlag for tænkningen og lader mennesket stå nøgent tilbage, som et sårbart pattedyr blandt andre pattedyr, uden hinsidige garantier og uden andre formålsbestemmelser end biologiens blinde og inden for et humant perspektiv meningsløse determinisme, eftersom spørgsmålet om “mening” alene spiller en altafgørende rolle for mennesket. Der er fremdeles ingen tvivl om, at positivismens nøgterne – nogle ville måske sige kyniske – menneskesyn var en vigtig forudsætning for eksistentialismens intellektuelle succes. Først i en afmytologiseret og i positivismens navn “affortryllet” verden bliver mennesket selv et problem, og dermed eksistensen som sådan.13
Institutionelt er det jo også værd at bemærke, at den positivistiske tidsånd – filosofisk og videnskabsteoretisk – på dansk grund gav anledning til den arbejdsdeling, at teologerne, og primært i Århus, tog sig af fortolkningen af den kontinentale filosofi (herunder eksistentialismen), hvorimod fagfilosofferne, filosofferne i Århus og København, tog sig af den langt mere positivistisk inspirerede angelsaksiske filosofi.14 Særligt Jørgen Jørgensen, der i 1926 blev professor i filosofi ved Københavns Universitet, blev således en stærk og skarp eksponent for den logiske positivisme. Og denne overordnede arbejdsdeling fortsatte, er det værd at notere sig, da Sløk i 1967 blev professor ved Institut for Idéhistorie, der hurtigt fik ry for at være et institut for kontinental filosofi, i modsætning til Justus Hartnack og Institut for Filosofi i Århus, der i god forståelse med Sløk tog sig af den angelsaksiske tradition.
På et institutionelt og fagpolitisk grundlag er der altså ingen grund til at undre sig over, at det blev Johannes Sløk, der frem for nogen anden kom til formidle og popularisere eksistentialismen inden for en dansk sammenhæng. For som det gerne skulle være fremgået, så var det på ingen måde fagfilosofferne, der i første omgang bekendte sig til eksistentialismen, men derimod de litterære og teologiske kredse. Villy Sørensen udgør ganske vist i denne sammenhæng den undtagelse, der bekræfter reglen, men han kom da heller aldrig institutionelt til at tilhøre det fagfilosofiske miljø.
Johannes Sløk – absurditetserfaring og eksistentialisme
Vi tror alle, at vi ved noget om livet; til daglig brug lever vi trygt i denne overbevisning. Vi tror, vi er noget, at vi har et væsen og en natur og en fortid og forudsætninger for rationelt at handle ind i en fremtid, vi tror vi forstår hinanden, at sproget er et godt middel til at bringe os i indbyrdes rapport, at vi lever i et velordnet kosmos, i en rangordning af værdier, i meningsfulde vurderinger, i målsætninger og opgaver. Det absurde har fået denne tro til at vakle. Det absurde sammenstød har afsløret illusionerne, har bragt os ansigt til ansigt med en intethed, som må fylde os med angst, men som vi måske ikke kan undgå at føle som vor tilværelses ‘sandhed’ (Sløk 1968: 186).
Vi har nu set hvilke idémæssige, historiske og institutionelle forudsætninger, der gjorde, at det ikke var nogen tilfældighed, at Johannes Sløk blev en af de helt centrale skikkelser