Dette adskiller dog ikke noir-filmene fra andre kriminalfilm. Det gør iscenesættelsen derimod. Filmene foregår som regel i et trøstesløst og anonymiserende storbymiljø, hvor der med hang til natoptagelser, kraftige slagskygger og andre ekspressionistiske virkemidler sættes fokus på at beskrive menneskelig ensomhed, fornedrelse, kynisme og fraværet af levedygtige normer og moralske handlingsmønstre. Det sidste gælder i øvrigt også tit for filmens hovedperson eller “helt”.
Double Indemnity handler om forsikringsmanden Walter Neff, der efter mødet med filmens femme fatale, Phyllis Dietrichson, som han indleder et forhold til, vælger at medvirke til drabet på hendes mand for i fællesskab at kunne hæve hans livsforsikring. Neffs overordnede, Barton Keyes, fatter dog mistanke og filmen ender naturligvis i en total menneskelig katastrofe. Umiddelbart kunne det jo ligne en gentagelse af den ældgamle crime doesn’t pay-morale, men pointen i filmen er, at Neff i sine drifters vold tilsyneladende ikke havde noget valg, og filmen kommer derfor til at tematisere en central eksistentialistisk pointe: valgets problemstilling.
Men Guds og værdiernes absolutte fravær blev i efterkrigstiden også hurtigt et tema på vor egne hjemlige breddegrader. I 1946 stødte de jævnaldrende forfattere Ole Wivel, Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig ind i hinanden. Resultatet blev det litterære og kulturdiagnostiske tidsskrift Heretica, som udkom i perioden fra 1948 til 1954.4 Wivel, Poulsen og Bjørnvig havde umiddelbart ikke meget tilovers for eksistentialismen, som den ytrede sig sydpå, men de var via religionshistorikeren og kulturkritikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948) som fælles referenceramme fortrolige med Kierkegaards eksistensfilosofi og mellemkrigstidens modernitetskritik.5
For folkene omkring Heretica var der ingen tvivl om, at den kultur- og civilisationskrise, som de mente at kunne registrere i efterkrigstidens åndsliv, skyldtes Guds fravær og ideologiernes, modernitetens og den fremherskende positivismes hermed omvendt proportionale fremvækst. De mente dog, at digtningen repræsenterede en sidste modstandslomme for et tiltrængt kulturelt tidehverv, der ikke baserede sig på et politisk-ideologisk og dermed i deres øjne mistænkeliggjort grundlag. Digtningen skulle sammen med traditionen og almuekulturen, som den så poetisk blev kaldt, agere redningskrans for kulturen. På dette grundlag blev Heretica et litterært og teoretisk samlingssted for en kulturkritik, der i mangt og meget tjente som optakt til eksistenstænkningens (gen)introduktion for et dansk publikum, om end især Sartres eksistentialisme med dens hang til politisk aktivisme bød Heretica-kredsen imod.6 Her foretrak man så langt hellere Kierkegaards “oprindelige” eksistensfilosofi og i nogen grad Camus’ “vej frem til en heroisk politisk etik, som til gengæld ikke lader sig forene med den doktrinære eksistentialisme”, som Bjørn Poulsen formulerer det (Poulsen 1960: 28-29).
Litteraturhistorikeren Erling Nielsen opsumerer egentlig ganske fint Heretica-kredsens forhold til eksistentialismen i en artikel i det interskandinaviske tidsskrift Vinduet i 1954:
Skulle man alligevel vove at sætte en etikette på Heretica, kommer man ikke uden om den fæle modeglose: eksistentialisme […] Men bestemmelsen kræver en afgrænsning. Af eksistentialismens fem temaer: ensomhed-angst-valg-ansvar-handling, er de fire første fremtrædende i Heretica. Derimod har det femte og afgørende, handlingens problematik, kun i ringe grad beskæftiget tidsskriftet, hvad der sikkert hænger sammen med, at man tilsyneladende ikke har noget forhold til filosofiens franske udformning, og den tyske spores kun gennem Løgstrups skelsættende afhandling om Humanisme og kristendom (3. årg., nr. 5). Det er derimod Kierkegaard man udgår fra … (Nielsen 1954: 24).
En anden vigtig forudsætning for, at eksistentialismen som intellektuelt fænomen kunne blomstre i efterkrigstidens Danmark – særligt i 1960’erne, som vi skal komme frem til senere – var naturligvis eksistensteologiens succesfulde indtog i 1930’ernes teologiske debat. Særligt som denne kom til udtryk hos de såkaldte “tidehvervsteologer” og de “unge” teologer (Regin Prenter, P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup og altså ikke mindst Johannes Sløk), der senere blev kendt som “århusteologerne”. De to grupperinger var også, i hvert fald i udgangspunktet, indbyrdes forbundne (Bjerg 1994: 39-42). Dels delte de fra starten af (og et langt stykke af vejen) teologiske inspirationskilder – Kierkegaard selvfølgelig, men også de “dialektiske” teologer Karl Barth og Rudolf Bultmann var i høj kurs – og dels optrådte både Løgstrup, Sløk og Prenter i en kortere periode, dog med skiftende overbevisning og hyppighed, på Tidehvervs nok så berygtede sommermøder.
For at gøre en lang historie kort, så opstod det teologiske tidsskrift Tidehverv i 1926 efter interne stridigheder i Danmarks kristelige Studenterforbund.7 En gruppe yngre og oprørske teologer under ledelse af fængselspræsten N.I. Heje, som havde været ledende medlemmer af Studenterforbundet og dermed haft råderet over forbundets blad, Sursum Corda, måtte i netop 1926 se deres flertal i forbundets bestyrelse forsvinde. De besluttede derfor at føre deres stadig mere kradse kritik af de dominerende kirkelige strømninger på dette tidspunkt – Indre Mission og liberalteologien – videre i et nyt og altså til opgøret som formål navngivet tidsskrift.8 Tidsskriftet blev – en tradition, man overtog fra tiden i forbundet – suppleret med faste sommermøder, hvor tidsskriftets bidragydere kunne fremlægge tanker og oplæg til artikler, som så efterfølgende kunne underkastes en nu og da endog særdeles kritisk diskussion. Bevægelsen Tidehverv var hermed en realitet.
Udgangspunktet for kredsen omkring Tidehverv var altså et opgør med det, de opfattede som forfaldstendenser i tidens kirkelige kredse. De ønskede en nyorientering af troen, der kunne løsrive den fra de henholdsvis pietistiske (Indre Mission) og sentimentale (liberalteologien) strømninger, som man mente ellers havde været de dominerende i Danmark. Til dette formål blev inspirationen hentet syd for grænsen, nærmere bestemt i den dialektiske teologi.
Den dialektiske teologi eller eksistensteologien, som den også kaldtes, blev først og fremmest tegnet af tyskerne Friedrich Gogarten (1887-1967), Karl Barth (1886-1968) og Rudolf Bultmann (1884-1976).9 Fællesnævneren for disse ellers indbyrdes meget forskellige teologer var et meget kritisk opgør med samtiden og samtidens (dvs. igen liberalteologiens) kristendomsopfattelse, som de mente havde gjort kristendommen og troen på Gud til flade og impotente størrelser, hvor menneskers religiøse oplevelser eller følelser var blevet stillet i centrum (i stedet for troen på Gud og Guds ord). Kristendommen blev her, i en udbredt kulturoptimismes navn, opfattet som led i en civilisatorisk og moralsk bevægelse, der bragte stadig større kulturelle og menneskelige fremskridt til verden. Som så mange andre samtidige opfattede de dialektiske teologer 1. verdenskrig som et endegyldigt dementi af denne påstand. I stedet fremhævede de – en central pointe, som man overtog i kredsen omkring Tidehverv – at der var et absolut skel mellem Gud og menneske: Gud var, som Barth kundgjorde, “das ganz Andere” (Siggard Jensen et al. 2006: 2050), forstået på den måde, at vi som mennesker er afskåret fra Gud, Guds intentioner og vilje. Vi kan alene nærme os Gud gennem den paradoksale tro på hans ord – ikke gennem forskellige former for “gode” gerninger, de være sig nok så sanktionerede af “kirkelige” kredse. Fornemmer man stærke ekkoer af både Martin Luthers og Søren Kierkegaards kristendomsforståelser, så er det ikke tilfældigt. De to var faste holdepunkter for de dialektiske teologer, ligesom de også blev det for kredsen omkring Tidehverv.
Ud af den dialektiske teologis negativitet overfor kirkelighed og ud af det, de opfattede som kristeligt sværmeri, voksede der dog – særligt hos Bultmann, der stod i et venskabeligt forhold til kredsen omkring Tidehverv og optrådte på en lang række af deres sommermøder (Bramming 1993: 21-22) – en positiv tiltro til Gudstroens eksistentielle funktion, idet mennesket, hvis det forholdt sig lidenskabeligt og dermed eksistentielt til Gud, kunne genfinde en mening og en hjemlighed i den moderne verden, der ellers truede med at fordufte som dug for solen.
Tidehverv lanceredes i kølvandet på den dialektiske teologi som en oprørsbevægelse – nærmere bestemt lagde dens repræsentanter ud med at kritisere den etablerede kirkelighed og dens teologiske overbygninger – men udviklede sig dog særligt i årene efter 2. verdenskrig til et tidsskrift for almen modernitetskritik af ofte kulturkonservativt tilsnit (i mangt og meget ikke langt fra Heretica, hvis tiltro til humanismen de imidlertid langt fra kunne dele). Inden da havde tidsskriftet og personkredsen omkring tidsskriftet dog nået at sætte