det i stedet de uaristokratiske områder, der var i overtal, og de aristokratiske, der var undtagelsen. Rigtigt aristokratiske områder var i grunden kun Ørslev klosters birk og Strandby sogn under Vitskøl kloster. I andet geled har vi Viborgbispens komplekser ved Lynderupgård og Nøragergård og det gamle kongelige gods i Kgs. Tisted.
Viborg stift 1524 – et aristokratisk eller uaristokratisk område?
Var denne større del af Viborg stift vitterligt et område under svag aristokratisk kontrol? Svaret må vel blive både ja og nej. Den fjerdedel af bønderne, der boede i sluttede besiddelser omkring et sæde for en øvrighed, er utvivlsomt en lavere andel end på Sjælland eller i Østjylland.
Det betyder imidlertid ikke, at området var uden øvrighed. Konkret var den lokale person, der udøvede øvrighed over flest bønder, bispen i Viborg, Jørgen Friis. Ud over det egentlige bispegods havde bispen næsten hele sognekirke- og -præstegodset i forsvar, og dertil var han i 1524 forlenet med Fjends herred, så han også havde den direkte myndighed over selvejerbønderne der. Alt i alt udøvede bispen dermed myndigheden over ca. 600 af de 3.300-3.500 bønder i området.
En generation før havde Viborgbispen stort set haft en hovedgård i hvert herred som administrationscentrum. Jørgen Friis havde imidlertid rationaliseret sin administration. De adelige lensmænd var stort set skåret væk – kun Ovegård var stadig bortforlenet til bispens bror – og hovedgårdene var i hovedsagen bortfæstet til bønder. I stedet brugte bispen gejstlige som lokalofficialer.69 Viborgbispen havde hermed uden tvivl skabt en mere moderne administration, der gav større pengeindtægter i den centrale bispekasse. Det er tænkeligt, at bispen til gengæld har svækket sin kontrol lokalt ved at bortskære de lavadelige lensmænd.
Kongens omfattende besiddelser – inklusive selvejerne – var stort set fordelt på ti len. Viborgbispen havde som netop omtalt Fjends herred. Områdets rigeste adelige godsejer, den netop afdøde Niels Høeg, havde til sin død haft slotslenet Skivehus og smålenet Skarpenbergs Gods. Derved var han kommet til at administrere ca. 270 kronfæstere og selvejere ved siden af sine egne mindst 130 bønder i området. Alene i Salling var herren til Eskær nu direkte øvrighed over ca. 350 bønder – en tredjedel af alle. I og for sig skulle man mene, at man her havde en stærk aristokratisk kontrol, når den største lokale godsejer også sad på det kongelige len. Denne magtkoncentration blev dog opløst før Clementsfejden. Efter Niels Høegs død 1524 beholdt enken lenet, men 1531 træffes Jep Friis, der ikke var lokalt forankret, som lensmand på Skivehus.
Situationen var tilsvarende i Middelsom-Sønderlyng herreder. Før 1500 havde Erik Ottesen (Rosenkrantz) her skabt et formidabelt gods- og lensimperium. Hvis man kan regne med, at næsten alt det gods, hans mange arvinger havde i området, var arv fra Erik Ottesen, havde Skjern ved hans død haft ca. 200 fæstegårde. Dertil havde hr. Erik Ottesen haft Middelsom, Sønderlyng og Rinds herreder og smålenene Øster Velling og Odsgård-Vinkel i pant. Alt i alt omfattede de noget over 300 kongelige fæstebønder og selvejere, så hr. Erik havde været øvrighed for mindst 500 bønder, næsten alle i de tre herreder, han havde i pant. I disse tre herreder havde det været tæt ved, at hver anden bonde lød under borgen i Nørreådalen. Ved Erik Ottesens død var både gods og len splittet ad, men der var dog to hovedarvtagere. Svigerdatteren Birgitte (Thott) sad inde med et restgods på ca. 68 gårde, Middelsom-Sønderlyng-pantet og Odsgård-Vinkel-lenet. Det gav hende myndighed over ca. 180 bønder, næsten alle i de to herreder omkring Skjern. Her lød mere end hver fjerde bonde stadig under Skjern, og det blev de ved med en menneskealder efter reformationen. De øvrige pantelen var overtaget af Predbjørn Podebusk, der også havde arvet, købt og giftet sig til gods i området. I alt var han i 1524 herre over ca. 265 bønder, i hovedsagen i Rinds, Gislum, Sønderlyng og Middelsom herreder. Hr. Predbjørn havde ikke noget administrationscentrum i området, men hans fangarme nåede det fra Bidstrup mod øst, Ågård mod nord og Vosborg mod vest. Man kan dog formode, at hans øvrighedsmagt var svagt hævdet i området. Endelig havde Mogens Lauridsen (Løvenbalk) på Tjele det ubetydelige Nørlyng herred i pant. Alt i alt må man sige, at den svage direkte kongelige tilstedeværelse i form af slotte og andre naturlige magtcentre i ikke ringe grad var kompenseret ved at lade de lokale matadorer forvalte de kongelige len. Middelsom-Sønderlyng herreder var dermed blevet en slags slotslen under Skjern, Fjends herred noget lignende under Hald. Også på dette punkt var øvrigheden dog svag i de sydhimmerlandske herreder.
Har man som grundantagelse, at bønderne i 1534 rejste sig, hvor den aristokratiske kontrol var svag, passer det fint i billedet, at bønderne i det sydvestlige Himmerland og Fjends herred gik med. Det er mere overraskende, at det også gjaldt Nørlyng herred, hvor man fandt både en mægtig, gammel, sammenhængende kapitelsbesiddelse og bispens hovedborg, og Salling og Middelsom-Sønderlyng, hvor eksistensen af en række gamle, lokalt forankrede adelsgodser var kombineret med, at de to områders mægtigste adelspersoner sad inde med de kongelige len, eller i hvert fald havde gjort det for nylig. Manglende aristokratisk kontrol i vort område må nok først og fremmest forklares ved, at der for det første kun var ét kongeligt slot som rent fysisk støttepunkt for en sådan kontrol, at dette slot for det andet nylig var kommet under en lensmand uden lokal forankring, og at for det tredje – og måske vigtigst – den langt vigtigste bærer af autoritet i området, Viborgbispen, netop havde set sin autoritet smuldre væk i årtiet før fejden. Men i øvrigt var det jo sådan, at oprørsbevægelsen blev en flodbølge, der ikke lod uberørte øer ligge tilbage i sit bagland.
Summary: Landed Property and Power on the Local and Regional Level. A Case Study of Land Ownership in the Central Part of Jutland at the End of the Middle Ages
The article is mainly a study of the distribution of landed property in the diocese of Viborg in Central Jutland at the end of the Middle Ages. A unique tax list from 1524 enables a rather detailed reconstruction within this area consisting of 11 local districts, herreder, when it is combined with the other sources at hand. Of a total of 3,300-3,600 farms in the area in 1524/25 the Crown owned 6 %, 17-18 % were freeholders under royal jurisdiction, 39-41 % belonged to the Church, and 35-38 % were the property of nobles and gentry. It is estimated that this was fairly close to the national average. Property distribution can be subdivided to the level of individual church institutions and noble persons. Of the church property, 323 farms belonged to the Bishop of Viborg, c. 275 to the cathedral chapter, 444 to monasteries, c. 262 to local vicars and village churches, and c. 60 farms to other ecclesiastical institutions. Almost half of the noble holdings belonged to 21 persons identified as higher nobility, the rest to 62 nobles of more modest standing, comparable to the English gentry. In the final parts of the article regional and local property patterns and power structures are discussed. At least a quarter of all farms in the area formed parts of the nucleated possessions around noble manors or church strongholds. Such aristocratic centres were, however, unevenly distributed. In some parts they were rather dominant, while other parts were dominated by freehold farms and the scattered possessions of church institutions and nobles.
1 Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse, København 1882, s. 306 og 314.
2 Kr. Erslev, Danmarks Riges Historie, II: Den senere Middelalder, København 1898-1905, s. 620f.
3 En oversigt over forskningen findes i Carsten Porskrog Rasmussen, “Kronens gods”, Danmark i Senmiddelalderen, red. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, Århus 1994, s. 69-87, her side 69f.
4 Porskrog Rasmussen 1994.
5 Erik Ulsig, “Tilbagegangen i adelig godsbesiddelse på Sjælland i senmiddelalderen”, Riget, magten og æren.