stedet for at se kapitlet samlet, men reelt ser kapitlet nu i hovedsagen ud til at have fungeret som samlet godsejer. Området var det egentlige hjemsted for en bispestol, et domkapitel, fire klostre, et hospital og ca. 33 adelige husstande. Ud over disse finder vi yderligere to bispestole, 11 klostre og 50 adelige med hjemsted uden for området som godsejere inden for det.
Generelt var de lokalt baserede godsejere dog de tungeste. Lokalt baserede gejstlige institutioner kontrollerede 1.065 gårde, over for de ikke-lokales 247, og tilsvarende havde den lokale adel 737 gårde mod 411 gårde til adelige bosat uden for området. Hertil kommer så de kongelige len, området rummede. De kan med rimelighed betegnes som lokalt kontrollerede i det omfang, lensmanden var bosat i området. Det var lensmændene for seks af ti lens vedkommende: Skivehus, Fjends, Nørlyng og Middelsom-Sønderlyng herreder samt smålenene Skarpenbergs Gods og Odsgård-Vinkel. I alt omfattede de 13 % af alt gods i området, mens de øvrige len omfattede 11 %. Alt i alt kontrollerede lokalt baserede godsejere eller lensmænd dermed to tredjedele af områdets gods, ikke-lokalt baserede en lille tredjedel.
Holder vi en stund kronen udenfor, var Viborg bispestol helt i særklasse blandt de lokale godsbesiddere. Inden for området rådede bispen over mere end 500 gårde, hvoraf det egentlige ejendomsgods var på ca. 325 gårde. Lige så tydeligt var kapitlet på andenpladsen med sine 278 gårde. Derpå fulgte nogenlunde på linje det rigeste lokale kloster, Ørslev, og den rigeste adelige, fru Karen (Gøye), med hver over 100 gårde, endnu et kloster og endnu fire adelige havde 50-99 gårde i området, to klostre og otte adelige hver 20-49 gårde, de øvrige adelige og det ene lokale hospital under 20 gårde. De lokale klostres besiddelser i området svarede altså til den bedst stillede del af adelens.
Meget få godsejere havde imidlertid hele deres gods inden for området. For de seks gejstlige institutioner, der havde hjemme i området, tillader de kilder, der er benyttet ud over skattelisten, et skøn over de samlede besiddelser. De udgjorde for bispens vedkommende et ejendomsgods på ca. 600 gårde plus ca. 300 gårde i forsvar, mens kapitlet havde ca. 450 gårde, Ørslev kloster ca. 140, Viborg St. Hans ca. 100 og Asmild og Grinderslev 30-40 hver. Bisp og kapitel havde dermed besiddelser på linje med landets største adelige matadorer, mens de lokale klostre kun lå på linje med den nederste del af højadelen eller den jævne landadel. Af den lokalt bosatte højadel kendes fru Karen og hendes afdøde mand Niels Høegs samlede gods fra skattelisten, i og med at de også betalte skat af deres øvrige besiddelser til Morten Hegelund. Besiddelserne var på ca. 250 gårde. Fru Birgitte (Thott) og hendes afdøde mand Niels Eriksen (Rosenkrantz)’ gods er af Erik Ulsig opgjort til ca. 330 gårde. Tyge Krabbes besiddelser var derimod mindre, mens det er svært at skønne over Peder Lykkes. Mere usikkert er det, hvor meget den øvrige, lokalt bosatte adel havde af besiddelser uden for området. Nogle havde uden tvivl en del, men alene det fænomen, at lokalt bosat “menig” adel havde toenhalv gange så meget gods inden for området som ikke-lokalt bosat menig adel, tyder på, at den menige adels godsmæssige aktionsradius som hovedregel var mere begrænset. Det må derfor antages, at et flertal af den lokalt bosatte adel havde den største del af sine besiddelser inden for området – som den lokale gejstlighed havde det. Områdets adel synes vitterligt at have bestået af to-tre matadorer, 10-20 jævne til solide godsejere og lige så mange godsfattige lavadelige.
Stærke og svage aristokratiske strukturer
I sin bog om forholdet mellem de jyske bønder og øvrigheden i 1520’erne og 1530’erne har Hans Henrik Appel argumenteret for, at Midt-, Vest- og Nordjylland, hvor der udbrød oprør i 1530’erne, havde svagere aristokratiske strukturer end det Østjylland, hvor det ikke skete. Østjylland var præget af store og sluttede godser, Vestjylland af små og spredte, mens Midt- og Nordjylland mere indtog en mellemposition.68 I det væsentlige holder dette billede stik, skønt mange detaljer i Hans Henrik Appels billede kan anfægtes.
Kort 2: Kron- og selvejergods i de 11 undersøgte herreder 1524
Her vil jeg se mere detaljeret på, hvor der var og ikke var aristokratiske strukturer i undersøgelsesområdet. Som aristokratiske strukturer anses først og fremmest arronderet gods omkring centre, hvorfra der udøvedes magt – først og fremmest hovedgårde, men også enkelte andre. Lidt mindre udpræget udgjorde samlede besiddelser uden administrationscentrum også en slags aristokratisk struktur.
På krongodset var hovedgårde påfaldende svagt repræsenteret. Faktisk var der kun ét egentligt kongeligt administrationscentrum: Skivehus slot. Det helt arronderede tilliggende var meget beskedent – det bestod næsten kun af byen Vindes otte gårde. I alt 240 gårde i Salling var dog underlagt Skivehus, men udgjorde i det højeste et “arronderet” strøgods med Ulsigs betegnelse. Koncentrerede besiddelser af egentligt krongods fandtes i mindre format i form af kongelige birker eller andre sluttede godser på typisk et helt eller et halvt sogn, der var næsten rent ejet af kongen. Heraf omfattede kun tre, Øster Velling birk, Kongens Tisted-godset og Odsgård-Vinkelgodset, dog blot 15-20 gårde, mens de øvrige var på sølle 6-10 gårde. Disse kongelige smågodser var efter alt at dømme relikter af stærkt aristokratiske højmiddelalderlige strukturer, men først i 1500-tallet var de bondedominerede lokalsamfund, der for de flestes vedkommende var ganske langt fra den øvrighed, de hørte under. Samtidig var de “løse” herreder uden administrationscentrum.
Kort 3: Bispe- og sognegejstligheds gods i de 11 undersøgte herreder 1524
Aristokratiske strukturer var langt mere fremherskende på kirkegodset. Bispegodsets hovedsæde var borgen Hald i Nørlyng herred, men også bispens anden vigtige borg, Spøttrup, lå inden for området. Hertil kommer en række hovedgårde: Asmild bispegård og Viskum i Sønderlyng herred, Lynderupgård i Rinds herred, Nøragergård i Gislum herred, Ovegård i Hindsted herred og den lille fogedgård Smollerupgård i Fjends herred. Det meste af bispegodset var koncentreret omkring disse hovedgårde. Mest imponerende var tilliggendet til Spøttrup, idet bispen rådede over hele Rødding og Krejbjerg sogne med i 1541 i alt 77 gårde og fire møller. Langt mere beskedent var Halds kernegods, der bestod af 15 gårde og en mølle i Finderup og Dollerup sogne samt lidt gods på den anden side af herredsgrænsen. Lynderupgård og Nøragergård havde hver et arronderet tilliggende på 26 gårde og møller, de øvrige hovedgårde kun ét på 6-9 gårde og møller hver. Alt i alt udgjorde de arronderede godser omkring de otte borge og hovedgårde 168 gårde og 11 møller eller 55 % af det samlede bispegods i området.
Kort 4: Viborg domkapitels gods i de 11 undersøgte herreder 1524
På klostergodset fandtes tilsvarende godskoncentrationer, men deres andel af det samlede klostergods var mindre. Af de fire lokale klostre havde i hvert fald de tre både egen ladegård og et betydeligt arronderet gods. Ørslev kloster ejede næsten hele sit hjemsogn med i alt 54 gårde. Grinderslev kloster havde 22 gårde og en mølle i hjemsognet og ét nabosogn og Asmild kloster ca. 16-17 gårde i sit hjemsogn. Ørslev og Asmild havde tillige birkeret over deres hjemsogne. Hertil kommer, at Strandby sogn i Gislum herred udgjorde den sydlige del af Vitskøl klosters store arronderede kernegods. I alt udgjorde det arronderede klostergods ca. 125 gårde.
Helt små koncentrationer omkring hovedgårde udgjorde de to småsamfund Lundø og Testrup, der begge bestod af en hovedgård og en halv snes smågårde, der udgjorde et helt eller næsten et helt sogn under henholdsvis domkapitlet og St. Sørens hospital.
De mest imponerende kirkelige godskoncentrationer uden hovedgård finder vi på kapitelsgodset. I Nørlyng herred havde kapitlet næsten 100 gårde, hvoraf langt de fleste udgjorde et sammenhængende område vest og nord for stiftsbyen Viborg. Hertil kommer øen Fur, som kapitlet ejede i sin helhed, og hvor der var mindst 40-50 gårde.