29 gårde og Odsgård-Vinkel-godset og Øster Velling birk med henholdsvis 18 og 16 gårde, begge i Middelsom herred.
Seks højgejstlige institutioner havde deres hjemsted i vort undersøgelsesområde. Da området rummer stiftsbyen Viborg, er både bisp og kapitel deriblandt. Det egentlige bispegods kan opgøres til 323 gårde, bol og møller og var dermed større end det egentlige krongods. Bispen rådede også over to slotte i området, Hald og Spøttrup, og yderligere en række hovedgårde. Hertil kommer så det sognekirke- og præstegods, som bispen havde herligheden af. I alt havde bispen dermed myndighed over ca. 528 bønder, hvilket gav ham en andenplads som godsherre, der var så stærk som kronens førsteplads.
Efter bispen var Viborg domkapitel vigtigste gejstlige godsbesidder i området og også den næststørste overhovedet eller tredjestørst, når man inddrager det gods, krone og bisp havde i forsvar. Kapitelsgodset omfattede i alt ca. 275 gårde i undersøgelsesområdet, men så vidt vides ingen hovedgårde, måske bortset fra den beskedne Lundøgård. Godt halvdelen af kapitelsgodset inden for området fandtes i to store koncentrationer: en omkring Viborg i Nørlyng herred, hvor kapitlet havde lige knap 90 gårde, og en på den helt ejede ø Fur, der omfattede 40-50 gårde. Den anden halvdel af kapitelsgodset i de 11 herreder bestod til gengæld af strøgods, der var ret jævnt fordelt.
Den største af alle Viborgbispens godskoncentrationer fandtes i Salling, hvor hele de to pænt store sogne Rødding og Krejbjerg var i bispens eje. Hovedparten af besiddelsen havde tilhørt Niels Bugge, men blev ligesom dennes hovedbesiddelse Hald konfiskeret under dronning Margrete og givet til bispestolen. Her lod biskop Jørgen Friis i årene op mod 1530 opføre én af rigets mest moderne fæstninger, Spøttrup. Borgen og de omgivende volde ses her på en gouache af Rasmus Henrik Kruse fra 1836. (Her efter Johs. E. Tang Kristensen, Rasmus Henrik Kruse. Naturmaler og antikvar, København 1979, s. 78).
Kapitelsgodset var opdelt på et fællesgods, bona communia, tre prælaturer, 12 præbender og mindst ét vikariat. Heraf lå godset til to prælaturer og ti præbender inden for undersøgelsesområdet. Ud fra jordebogen kan man se, at prælaterne var tillagt 20-30 gårde hver, de menige kannikker i reglen 10-15 gårde. I skattelisten ses kun fem af kapitlets medlemmer. Ærkedegnen magister Anders Skovgaard, kantoren mester Niels Friis og kannikken mester Splid Fasti betalte hver skatten for deres egne præbender. To andre kannikker betalte for noget af deres præbende, men ikke det hele. Resten af kapitelsgodset bliver enten omtalt slet og ret som kapitelsgods eller som magister Anders Skovgaards gods. I øvrigt ses, at han også indbetalte skatten på Niels Friis’ vegne. Ærkedegnen synes at have haft ansvaret for det meste af kapitlets godsdrift.
Undersøgelsesområdet rummede fire godsbesiddende klostre, nemlig Ørslev kloster med 112 gårde i undersøgelsesområdet, Viborg St. Hans kloster med 65, Grinderslev med 36 gårde og Asmild med 33. Det var i alle tilfælde hovedmassen af disse klostres gods, for Asmilds vedkommende alt det kendte gods. I alt rådede de lokale klostre over 246 gårde eller 55 % af alt klostergods i undersøgelsesområdet.
En række højgejstlige institutioner med hjemsted uden for undersøgelsesområdet rådede også over gods inden for de 11 herreder, men det er dog forholdsvis lidt sammenlignet med de lokale institutioner. Børglumbispen havde fem spredte gårde, Århusbispen en enkelt. Hertil kommer Tånum birk med 20 gårde, der var pantsat til Mogens Gøye. Vi er i den besynderlige situation, at vi intet ved om dette birk. Man har gættet på, at det tilhørte Århusbispen, fordi det siden ydede en afgift til Århusgård.63 I mangel af anden viden er det den rimeligste antagelse, som følges her. Ingen domkapitler fra andre stifter var repræsenteret.
Det var derimod 11 klostre. Vi møder som godsejere i området alle de tre klostre i det nordlige Himmerland: Vitskøl, Aalborg Vor Frue og Sebber, tre klostre omkring den vestlige del af Limfjorden: Dueholm, Vestervig og Stubber, fire klostre i Århus stift øst og syd for undersøgelsesområdet: Mariager, Essenbæk, Tvilum og Alling, og endelig et enkelt kloster på øerne: Maribo. Blandt disse klostre havde Mariager den største godsmasse i området med 81 gårde, mens Vitskøl havde 41, Dueholm 28, Stubber 17 og Maribo 14. De øvrige seks klostre havde kun fra en til seks gårde hver og kun 17 gårde i alt. For alle disse klostre gælder, at godset i undersøgelsesområdet var en mindre del af deres samlede besiddelser. Det var i reglen også strøgods. En undtagelse herfra er, at Vitskøl kloster ejede næsten hele Strandby sogn, der var en fortsættelse af klostrets centrale område med kerne lige nord for herredsgrænsen og dermed vort undersøgelsesområde.
Godset til stiftelser, der kan opfattes som hospitaler, var beskedent. I alt rådede Aalborg helligåndskloster, Mariager hospital og St. Sørens hospital i Testrup over 29 gårde.
Langt vigtigere var derimod den femte kategori af gejstligt gods: sognepræsternes og sognekirkernes gods. De fleste af de anneks- og mensalgårde, der betalte landgilde til sognepræster og -kirker, havde Viborgbispen i forsvar. Det drejer sig om ca. 205 gårde. Hertil havde fem sognekirker, der ikke var under Viborgbispens patronat, i alt ti gårde. Det drejer sig om tre købstadskirker: Skive kirke, St. Peder i Aalborg og Vor Frue i Randers, om den adelige patronatskirke Skjern og om Estvad kirke, der ligger uden for Viborg stift. I alt udgjorde fæstegodset under kirker og præster dermed ca. 215 gårde. Fordelt på 149 sogne og ca. 47 sognepræsteembeder giver det i gennemsnit lidt over en gård pr. kirke og det samme pr. sognepræst. Besiddelserne var dog ujævnt fordelt. Mange sognekirker og præsteembeder var uden fæstegårde, mens enkelte kirker havde adskillige gårde. Hver for sig var sognekirker og sognepræster dog godsejere i det meget små, men de 215 fæstegårde og de ca. 47 præstegårde udgjorde dog til sammen 8 % af alle gårde i området.
Adelsgodset var samlet af nogenlunde samme samlede omfang som kirkegodset, men fordelt på langt flere hænder. I alt er 83 skatteyderes gods anset for adeligt.64 Af de 83 var en fjerdedel kvinder, som samlet sad inde med noget over en fjerdedel af det adelige gods, nemlig otte af 32 hovedgårde og 351 af de 1.200 fæstegårde. Det dækker dog over, at der blandt kvinderne var tre meget godsrige enker: fru Karen (Gøye) på Eskær, fru Birgitte (Thott) på Skjern og fru Anne Mikkelsdatter i Viborg. De tre alene tegnede sig for 250 af de 351 fæstegårde på kvindehånd.
Af de 83 adelige havde kun et mindretal hjemme i undersøgelsesområdet. Til de hjemmehørende regnes alle, der boede i området eller opretholdt en hovedgård inden for det. Nu er det ikke i alle tilfælde helt enkelt at afgøre. Med er regnet besidderne af de gårde i området, hvortil der nævnes gårdsæder, alle andre, der skrev sig af en lokalitet i området i skattelisten, og endelig personer, der i andre nogenlunde samtidige kilder vides at have skrevet sig af hovedgårde i området, eller hvor disse hovedgårdes eksistens er belagt i andre kilder fra tiden. Endelig kommer hertil to-tre personer, der vides bosat i området, men ikke på egne hovedgårde. Dermed nås i alt 33 hjemmehørende adelige. Det lader sig dog ikke skjule, at der er et element af usikkerhed, men da usikkerheden gennemgående knytter sig til helt små godser, ville den ikke forrykke den godsmængde, der er regnet til lokale godsejere, andet end helt marginalt.
Blandt de adelige godsejere møder vi repræsentanter for både top og bund i standen. Traditionelt har man arbejdet med en simpel todeling i højadel og lavadel, men Troels Dahlerup har foreslået en tredeling i højadel, “god lokaladel” og egentlig lavadel, hvor højadelen er karakteriseret ved dels stor godsrigdom, dels rigspolitisk indflydelse, mens den gode lokaladel repræsenterer jævne til solide godsejere uden større rigspolitisk indflydelse og endelig lavadelen folk med så ringe godsbesiddelser, at de knap kunne hæve sig over bondestanden i kraft af godsrigdom alene. Dahlerup har påvist, at den egentlige lavadel i høj grad levede af at være funktionærer for kirke og højadel.65
Af de her værende 83 personer er 21 udpeget som højadel, væsentligst på basis af en snæver tilknytning til rådsaristokratiet. Kriteriet