i alt giver konfrontationen af skattelisten med de to jordebøger grund til at nære tillid til den. Skattelisten synes stort set at have alle bønder med, og de opstillede hypoteser til tolkning af dens geografi har vist sig at være stort set, om end ikke helt pålidelige.
For de øvrige herreder uden for Salling har vi ikke samtidige kilder vedrørende kron- og selvejergodset, hvor vi kan vente genkendelse af personnavne. Fjends og Rinds herred lagdes efter reformationen til Hald len, og det gamle kron- og selvejergods er dermed omfattet af de bevarede lensregnskaber fra årene 1541-1546.28 De rummer både lister over de gamle afgifter, disse bønder ydede, og såkaldte “forhøjelseslister” over den ekstra landgilde, de tidligere selvejere var pålagt efter Clementsfejden. Hald-regnskaberne rummer tilsvarende forhøjelseslister for Middelsom og Sønderlyng herreders vedkommende. For Hindsted og Gislum herreder er det relevante sammenligningsgrundlag Aalborghus lens jordebog 1562.29 I alle tilfælde må disse kilder suppleres med de kendte adkomstbreve på gods, kronen havde afstået eller erhvervet mellem 1524 og det tidspunkt, kilderne er fra.
Disse kilder opviser generelt en lidt dårligere overensstemmelse med skattelisten end de førreformatoriske jordebøger. Brutto finder vi i de senere kilder 59 (tidligere) selvejer- og krongårde i Fjends herred, 173 i Rinds herred, 36 i Middelsom, 46 i Sønderlyng, 68 i Gislum og 107 i Hindsted herred, hvor skattelisten i de samme herreder har henholdsvis 50, 182, 41, 49, 73 og 102 “bønder og krontjenere”. Går vi ned på sogneniveau, bliver bruttoafvigelsen noget større, men ikke meget. Ved den endelige opgørelse er det som hovedregel valgt at følge de sene kilder, fordi kun de giver oplysning om, hvad der var kron- og selvejergårde, og entydig oplysning om, hvor gårdene lå. Dertil lægges dog enkelte gårde fra skattelisten, der ikke kan modsvares af gårde i de senere kilder.
For hele undersøgelsesområdet kan vi ud fra jordebøger, lensregnskaber og skøder rekonstruere et krongods på 150-158 gårde og et selvejergods på 585-593 eller i alt 743 gårde i de ti herreder med særlige lister over kron- og selvejergods i skattelisten. Det står over for skattelistens tal på 737 gårde. Ganske vist dækker denne næsten totale samlede overensstemmelser over en række mindre afvigelser, der modsvarer hinanden, men konklusionen må være, at der nok er grund til at supplere skattelisten mest muligt, men omvendt er den ikke ringere som kilde, end at den langt er at foretrække for intet, hvor vi ellers ikke har kilder. Ydermere er det ikke givet, at det i alle tilfælde er skattelistens billede, der er det forkerte.
Skattelistens afsnit om “bønder og krontjenere” omfatter kun de bønder, der lå til hovedlenene, ja for Nørlyng herred end ikke disse. De to kendteste smålen var henholdsvis det såkaldte Skarpenbergs Gods i Salling og Fjends herred, der var pantsat til hr. Niels Høeg til Eskær, og Øster Velling birk i Middelsom herred, der var pantsat til Predbjørn Podebusk. Disse to len er specificeret i henholdsvis et lensbrev og et senere skøde, og der er så store sammenfald mellem disse kilders lokaliteter og de byer, hvor de to lensmænd angiveligt havde gods ifølge skattelisten, at det må være sikkert, at bønderne er opført blandt pantelensmændenes egne. De er her opgjort ud fra de øvrige kilder og så fratrukket i listen over lensmændenes egne bønder. Det samme gælder to ganske små len: Trevad mølle i Fjends herred og to gårde i Nørlyng herred, der var forlenet til fru Birgitte Thott på Skjern. Endelig har jeg identificeret endnu et smålen, “Odsgård-Vinkel-godset”, der ses nævnt blandt Skjerns gods. Hovedparten af dette len findes som en særlig godsmasse i Hald lens jordebog 1599/1600, og resten vides afstået i mellemtiden.30 Kronbønderne under smålenene synes således nok nævnt i skattelisten, men som lensmændenes “egne” bønder.
Af de specificerede kirkelige godsmasser i skattelisten var langt den vigtigste Viborg domkapitels. Der nævnes både en mængde gods i kapitlets navn og større eller mindre godsmasser i seks til otte prælaters og kannikkers. Skattelistens oplysninger kan sammenlignes med dels en jordebog fra 1625, dels kapitlets statutter fra 1440, der summarisk nævner godset til de enkelte præbender.31 Jordebogen er i princippet fuldstændig, men altså 100 år efter det tidspunkt, vi interesserer os for. Statutterne ligger ikke blot før i tid, de rummer alene en opremsning af de byer, præbenderne havde gods i, men dels ingen gårdtal, dels ingen omtale af fabricagodset og fællesbordets gods. Hvor jordebogens oplysninger stemmer med statutternes, må det imidlertid kunne antages, at godset var uforandret fra 1440 til 1625.
Sammenligningen muliggør for det første at fastslå, at det gods, der nævnes i ærkedegnen, mester Anders Skovgaards, kantoren, mester Niels Friis’, og de tre kannikker, mester Splid Fastis, Mester Jens’ og Keld Olufsens navne, var kapitelsgods, mens omvendt det gods, kapitlets provst, mester Knud Henriksen (Gyldenstjerne) betalte skat af, ikke var det. De to ganske små godsmængder under “Mester Henrik” og “hr. Jakob” kan ikke klart identificeres og var næppe kapitelsgods. For det andet viser sammenligningen, at kilderne stemmer særdeles godt overens uden for Salling. Af de 163 gårde i skattelisten, der her er tillagt kapitlet, modsvares de 145 af gårde i jordebogen, mens yderligere seks vides afstået efter reformationen.32 Kun 12 gårde mangler. Til gengæld rummer jordebogen 12 andre gårde, som ikke kendes fra skattelisten. Derimod stemmer jordebog og skatteliste dårligt i Salling. I Salling havde kapitlet ifølge skattelisten 38 bønder, mens jordebogen kun har 18. En række lokaliteter, der nævnes i skattelisten, men ikke i jordebogen, forekommer imidlertid i kapitlets statutter fra 1440. Det må tolkes sådan, at kapitlet endnu besad dette gods i 1524, men mistede det mellem da og 1625, skønt vi ikke har skøder eller mageskiftebreve, der dokumenterer det. Det forekommer sandsynligt, at i hvert fald noget af den øvrige uoverensstemmelse mellem skatteliste og jordebog også skyldes mageskifter og lignende, som vi ikke har dokumentation for. Kun på Fur, hvor skattelisten alene nævner summer, må jordebogens tal foretrækkes, da kapitlet hele tiden ejede hele øen. Interessant nok var gårdtallet i 1600-tallet her lavere end antallet af skatteydere 1524. Forklaringen må være, at der blandt skatteyderne var et antal fiskere, der ikke besad egentlige gårde.
For klostrenes vedkommende er sammenligningsgrundlaget meget vekslende. Typisk består det på den ene side af jordebøger, skøder og lensregnskaber fra anden halvdel af 1500-tallet, på den anden side af bevarede brevbøger, der giver et ret detaljeret, men dog ikke fuldt billede af klostrenes godserhvervelser i middelalderen. Brugen af disse brevbøger vanskeliggøres af, at regesterne fra anden halvdel af 1500-tallet ofte er meget kortfattede og blot nævner erhvervelse af et specificeret – eller uspecificeret – antal gårde i en lokalitet. Klostrets erhvervelser er opgjort på den måde, at skøders gårdtal adderes, mens lavhævder kun anses for at omfatte nyt gods, hvis gårde i samme lokalitet ikke kendes fra ældre skøder. Blandt andet derfor bliver der tale om minimumstal.
Sammenligningen med disse kildetyper skal her skitseres for Mariager klosters vedkommende, der i skattelisten nævnes med 78 bønder, fordelt over syv af 11 herreder (alle uden for Salling). Ifølge den ældste bevarede jordebog fra 1584 havde Mariager da kun 54 gårde i de 11 herreder, heraf tre i Salling.33 Hertil skal imidlertid lægges 23 gårde, der vides afstået mellem 1536 og 1584.34 Dermed har vi henholdsvis 77 og 78 gårde i de to tilfælde. I detaljer stemmer skattelisten og jordebogen plus skøderne overens i Nørlyng, Sønderlyng, Middelsom, Gislum og Fjends herreder samt den østlige del af Hindsted herred. Hermed er 60-62 af de 78 skatteydere genfundet. I de samme herreder er der også en vidtgående overensstemmelse med brevbogens oplysninger.35 I Rinds herred og resten af Hindsted stemmer skattelisten derimod næsten med de kendte adkomstbreve, men ikke med jordebogen. Yderligere 9-11 gårde er omfattet af denne overensstemmelse. Her må forklaringen være, at der mellem 1524 og 1584 er sket omlægninger, vi ikke