target="_blank" rel="nofollow" href="#ulink_a3de5412-ca36-5d60-8e42-9f69860aa92a">25 RA, Danske Kancelli B 10, trykt i DM 1. rk. IV, 2, s. 34-60. Kancellinotat om indbetalinger af Århus stift 1523-1524, RA, Reg. 108 A nr. 19.
26 RA, Reg. 108 A nr. 13. Når Johan Hvidtfeldt fremhæver kansler Claus Gjordsens frisprog over for Frederik I (Hvidtfeldt 1946, s. 33), beror det på en misforståelse. Hans nåde, som kansleren “nu udi nogle år har ladet vare ad” i kongens og rigsrådets nærværelse, er utvivlsomt biskop Jørgen Friis, ikke kongen.
27 MHD 1. rk. I, s. 188.
28 MHD 1. rk. I, s. 187.
29 RA, Anders Billes arkiv D, skattebrev til Stevns herred af 1524 14-9. I brevet til Hagenskov len på Fyn (RA, Eske Billes arkiv D) hedder det endnu mere direkte: “og tillige til den store kost og besværing til kroningen”. I princippet er brevene naturligvis ens, og måske har jeg blot været uopmærksom, da jeg noterede indholdet af skattebrevet til Stevns. Brevet til lensmanden, der inkluderede en ordre om at yde hans eget bidrag til skatten, i RA, Eske Billes arkiv A, a, 1. Smst. skattebrevene fra de to følgende år af 29. august 1525 og 4. december 1526.
30 Lektor Povl Helgesens historiske optegnelsesbog, 1890-1891, s. 97. Et sjældent vidnesbyrd om bøndernes deltagelse i det politiske liv skal indflettes her. Den bekendte hospitalsstifter Claus Denne havde øjensynligt lagt sig ud med Åge Brahe, lensmanden på Sølvesborg og Lykå og dermed herre i Blekinge, hvor Claus Denne drev et hospital. For at styrke sin sag indhentede han den 11. januar 1524 et vidnesbyrd på Bregne herredsting, der oplyser om bøndernes deltagelse i hyldningen af Frederik I (se Holger F. Rørdam, Kjøbenhavns Kirker og Klostere i Middelalderen, København 1859-1863, s. 348-350, jf. Allen 1870, s. 30-35). Hyldningen fandt sted på Lunde landsting den 21. juli 1523, mens Blekinge var besat af svenske tropper. Alligevel var der tilsyneladende kommet indkaldelse til hyldningen, og fire mand af herredet blev valgt til at deltage, men fik ikke bevilget mere end en klipping af hver mand, dvs. pr. gård i herredet. Misfornøjede med den ringe diæt af underlødig krigsmønt ville de undlade at begive sig af sted, men den patriotiske Claus Denne havde af egen lomme givet en mark danske penninge til hver. Situationen er unægteligt speciel, men udtrykker utvivlsomt et belæg for det i og for sig indlysende princip, at herredet skillingede sammen, når det udsendte repræsentanter.
31 FFR s. 56.
32 RA, Reg. 108 A nr. 13, 1, Kongeskat af Viborg stift 1524-25.
33 DM 2. rk. V, s. 24.
34 RA, Reg. 108 A nr. 15, 2.
35 Se optegnelsen, der er anført i note 24, jf. DM 2. rk. V, s. 26-27.
36 Allen 1870, s. 348.
37 RA, Reg. 108 A nr. 13, 18.
38 RA, Danske Kancelli B 10 (jf. FFR s. II).
39 RA, Danske Kancelli B 10, dateret Ribe den 21. november 1524. En lakmusprøve på et fænomens udbredelse er altid forekomsten i de to fætre Anders og Eske Billes velbevarede arkiver. Ganske rigtigt findes blandt kongelige missiver i Anders Billes arkiv en ordre af 10. september 1524 om, at de penge, hr. Anders udlagde på Gotland, “dem må I anamme igen i Eders len af landehjælpen”.
40 RA, Danske Kancelli B 10.
41 RA, Danske Kancelli, Breve fra Kongen til Kansleren.
42 RA, Anders Billes arkiv D.
43 Lektor Povl Helgesens historiske optegnelsesbog, 1890-1891, s. 157-159.
44 Skattebrevet af 3. september 1524, tydeligt inspireret af Vincents Lunge, i DN 7, s. 598-599; Allen 1870, s. 231-232 med note 37.
45 Venge 2004, s. 23-25.
Jordbesiddelse og magt lokalt og regionalt
En undersøgelse af besiddelsesforholdene i Midtjylland ved middelalderens slutning
AF CARSTEN PORSKROG RASMUSSEN
Besiddelse af jord var en af de væsentligste kilder til magt i middelalderen. Befolkningens store flertal levede direkte af det afkast, de selv kunne aftvinge jorden, og både konge, kirke og adel levede i høj grad af den andel i jordens afkast, som de på forskellig vis fik fra bønderne. Med værnsforholdet var også en væsentlig del af magtudøvelsen over bondebefolkningen i øvrigt bundet til jordbesiddelse. At forstå besiddelsesforholdene er derfor en ikke uvæsentlig brik i forståelsen af magtforholdene i øvrigt.
Ingen kilder tillader umiddelbart en landsdækkende opgørelse over ejendomsforholdene i middelalderen. Forskellige historikere har søgt at skønne om dem. Kr. Erslev lagde for i Dronning Margrethe, hvor han anslog ejendomsfordelingen i senmiddelalderen til en tredjedel til adelen og det samme til kirken, mens krone og selvejere hver havde en sjettedel.1 I Danmarks Riges Historie ændrede Erslev skønnet til en ottendedel til kronen, en ottendedel til selvejerne, tre ottendedele til adelen og tre ottendedele til kirken.2 Siden har historikerne vaklet mellem at følge Erslevs sene skøn og at anslå det egentlige krongods højere.3
I dag må spørgsmålet siges at være rimeligt afklaret gennem en kombination af regionale undersøgelser og særlige studier af enkelte godsmasser. Med en enkelt undtagelse har de alle antallet af gårde som tællingsenhed, og det er reelt også eneste mulighed. Jeg har selv argumenteret for, at det egentlige krongods, altså de få kongelige ladegårde og især de fæstegårde, der havde kronen som ejer, i senmiddelalderen kan anslås til 10-15 % af landets gårde, og snarere 10 % end 15 %.4 Dette skøn må anses for bestyrket, efter at Erik Ulsig siden har udsendt en undersøgelse af forholdene i et antal sjællandske herreder, der samlet rummede 10 % krongods.5 I denne publikation tager Anders Bøgh atter selvejergodset under behandling og når for 79 herreder (halvdelen af riget) til en total selvejerandel på 14,5 %. Selvejergodset var helt overvejende under kronens værn og dermed en del af det kongelige domæne, hvis samlede omfang derfor kan anslås til omkring 25 %. Jeg har i anden sammenhæng argumenteret for, at den adelige