biskop Jørgen Friis i fedtefadet, vel ikke mindst på denne konto. Mere specifikt indgik kongen, kirken og adelen en gensidig pagt imod de overhørige, idet adelen dog sikrede sig, at kongen dækkede dens omkostninger, hvis en regulær straffeekspedition blev nødvendig. Om noget almuens samtykke var der slet ikke tale.
Kroningsskatten hørte i den forstand til de mildere skatter, at kongemagten påtog sig at forsørge skatteopkræverne, hvilket klaredes ved at vælte byrden over på lensmændene. I vor forbryderiske tidsalder kunne man undre sig over, at begrebet bankrøveri synes fuldstændig ukendt i middelalderen. Noget af forklaringen er nok, at skatteopkræverne (embedsmænd og skrivere) altid færdedes ledsaget af væbnede svende, hvilket atter forklarer, at provianten – øl, saltet kød, brød og hestefoder – indgik særdeles kontant i myndighedernes overvejelser, når en ekstraordinær skat blev udskrevet.
I selve skattebrevet af 14. september, som i mange detaljer gør rede for dens bestemmelser, anføres som trussel imod de bønder, der ikke ydede skatten, når de blev tilsagt, at de skulle forsyne lensmanden, skriveren og deres svende med proviant og hestefoder “så tit og ofte, som de igen rider efter hjælpen”, men dette gjaldt altså ikke de regulære skatteydere, der betalte prompte. I hele senmiddelalderen var forsørgelsen af skatteopkræverne en af myndighederne uhyre yndet repressalie, som antoges at sætte skub i opkrævningen. Der tilføjes i bryske vendinger, at de opsætsige – de decideret oprørske bønder, der agiterede mod skatten og deltog i opløb – skulle have forbrudt liv og gods “og straffes uden al nåde”.
En vigtig detalje kom først frem, da skatten blev udskrevet, nemlig fristen. Der har formentlig på forhånd foreligget et krav fra Frederik I om, at provenuet – ideelt set på 100.000 gylden – skulle stå til hans disposition under det kommende Kieler omslag, det holstenske pengemarked, der afholdtes hvert år i januar. Punktet var lidt kildent, eftersom Kiel lå uden for kongeriget, og der netop var blevet slået kraftigt på de nationale strenge under oprøret mod Christian II og indsættelsen af hans farbroder som ny konge. Problemet løstes så elegant, som man nu formåede, ved at Koldinghus fastsattes som stedet, hvor skatten skulle indleveres til Frederik I, “eller hvem hans nåde tilskikker at anamme den”.
Herved undgik man at berøre det prekære punkt, at den nye monark reelt residerede uden for kongeriget. Valget var dog åbenlyst betinget af, at Koldinghus lå så tæt på grænsen til hertugdømmerne, som det geografisk var muligt. Allerede i rådets oplæg af 13. juli fastslås, at skatten skulle være indleveret på Koldinghus 14 dage før jul, den 11. december 1524. Tanken var tydeligt nok, at provenuet kunne nå frem til Gottorp i god tid inden Kieler omslaget, der blev afholdt i ugen efter helligtrekonger.
Koldinghus havde i en lang årrække været fast residens for rigets hofmester, Niels Eriksen af slægten Rosenkrantz, der rådede over slottet og de omliggende herreder som en lille hertug. Efter Niels Eriksens død var Koldinghus blevet overtaget af hans søn, Oluf Nielsen, der lagde kraftigt op til at blive hans efterfølger, men under Frederik I’s magtovertagelse blev denne ordning omgående bragt til ophør. Oluf Nielsen blev flyttet til det mere beskedne Abrahamstrup, det nuværende Jægerspris på Sjælland, og i hans sted indsattes som ny lensmand på Koldinghus en anden Rosenkrantz, Oluf Nielsens fætter Holger Holgersen. Mere radikalt var bruddet med fortiden altså ikke.
Det afgørende var, at Oluf Nielsen fik familiens pantesummer med sig til Abrahamstrup, således at kongen under den nye lensmand kunne disponere frit over Koldinghus len og dets indtægter. Som nærmeste kongeslot fik grænsefæstningen Koldinghus pludselig en central betydning set fra den gottorpske monarks synspunkt, som kom til udtryk, da kroningsskatten blev udskrevet. Fristen 11. december gjaldt dog rigsrådets “tilskikkede”, de to prominente aristokrater, som i følge fiktionen om rigsrådet som kroningsskattens udskriver skulle oppebære skatten i hvert stift. Fristen for skatten af bønderne erfarer vi først, da kroningsskatten officielt blev udskrevet den 14. september 1524. Her hedder det, at skatten skulle være udgivet inden allehelgensdag, 1. november. Vi kan blot formode, at samme termin har været fastsat for skatterne af købstæder og sognekirker, mens biskopper og lensmænd fik lidt længere snor. De aristokratiske skatteydere skulle blot sørge for at indbetale skattebeløbet til en af de tilskikkede i stiftet i så god tid, at disse kunne indbetale skatten på Koldinghus den 11. december.
Kroningsskattens opkrævning
Kroningsskatten var så betydningsfuld, at den hørte til de skatter, som blev opkrævet af kongelige sekretærer, som det allerede er antydet. I Stevns herred, som Anders Bille havde i pant, var det Peder Villadsen, der troppede op fra kancelliet i København en efterårsdag i 1524, da turen kom til Stevns. Den 14. september, samme dag som skattebrevet udstedtes, fik Peder Villadsen overdraget tre fiskepladser med tilhørende bygninger på Dragør.31 Det kunne ligne lønnen for en ekstraordinær arbejdsindsats.
Senmiddelalderens embedsmænd lønnedes i fast ejendom, hvis forrentning dernæst udgjorde deres egentlige løn. Peder Villadsen indtog til daglig stillingen som slotsskriver i København. Han forestod også opkrævningen af kroningsskatten i Københavns len og velsagtens på hele Sjælland. I Hagenskov len, hvor Eske Bille var lensmand, optræder en af Peder Villadsens kolleger, magister Laurits Ølmand, der på samme måde forestod opkrævningen over hele Fyn. Begge var universitetsuddannede og befandt sig mindst på et karriereniveau, vi ville betegne kontorchefer. Fra regeringens side blev opkrævningen af kroningsskatten tydeligt tillagt den største vægt.
Skatteopkrævningen beskrev som altid to faser. Først skrivning i læg, dernæst opkrævning af hver skatteyders bidrag. Begge faser forestodes af de samme skatteopkrævere og stillede de samme krav om proviant. Karakteristisk for en nøjsom tidsalder refereres derimod aldrig til indkvartering. Her måtte man tage til takke.
Kroningsskattens tidsramme angaves af skattebrevet til bønderne, der var dateret 14. september, og hvori fristen for at yde skatten blev fastsat til 1. november, men kronologien bør nok nuanceres lidt. Vist var 14. september startskuddet, men den kongelige sekretær kunne formentlig først i løbet af en måneds tid nå rundt til alle herredsting i sit distrikt. Vi har allerede konstateret, at Peder Villadsen befandt sig i København på dagen, og at han havde mange andre herreder at tage vare på. Tingene blev afholdt på en bestemt ugedag, hvilket atter må have sinket processen. Allerede herved kom fristen allehelgensdag i fare.
Muligvis betegner senmiddelalderens datofrister i virkeligheden snarere et pragmatisk “indbetalinger kan foregå fra denne dag”. Den virkelige frist udgjordes vistnok af en anden. I skattebrevet fra det følgende år bruges udtrykket “den tilsagte dag”, altså en fastsat dato, som åbenbart ikke var identisk med fristen – i dette tilfælde ottendedagen efter Mortensdag. Man kunne forestille sig, at bønderne i hvert sogn blev præsenteret for en bestemt dag, hvor skatten skulle holdes rede, når skatteopkræverne kom til landsbyen. Det stemmer med truslen i skattebrevet af 1524, der rettedes ikke mod de, der overskred fristen 1. november, men som allerede citeret mod “de, der ikke vil udgive skatten, når de bliver tilsagt”. Måske er denne logiske sondring dog for spidsfindig.
Første fase, at lægge bønderne i læg, er utvivlsomt indledt umiddelbart efter, at skattebrevene blev læst på herredstinget i alle len. At dømme efter de bevarede skattemandtal bestod teknikken ikke mindst i at få indpasset de få, svage skatteydere i de lange rækker af mere holdne bønder, hvorved man nåede op på den ønskede takst pr. mand. Princippet var så fortærsket, at man undertiden løb sur i det. Et af de mange regnskaber fra Viborg stift, hvor man gik biskop Jørgen Friis’ skatteoppebørsel efter i sømmene, drejer sig om kroningsskattens efterfølger, der blev udskrevet i 1525, men først “optoges under Guds år på det sjette”. Lidt åndsfraværende har skriveren tilføjet: “i den skat den fattige at hjælpe den rige”. Fadæsen blev hurtigt rettet til: “den fattige at hjælpes af den rige”. Princippet var i hvert fald grundfæstet.
Et typisk eksempel fra kroningsskatten er den stenrige hr. Predbjørn Podebusks ni fæstere på godset Nørre Vosborg, som blev slået sammen i et læg.