modvilligt.
Det var den geskæftige landsdommer Jens Hvas, der var meget virksom i Frederik I’s tjeneste, som modtog betalingen. Jens Hvas var faktisk, skønt han absolut ikke var medlem af rigsrådet, den ene af de to “tilskikkede” i Viborg stift og optræder her fuldkommen efter bogen. Den anden tilskikkede, hr. Niels Høg, blev ramt af et slagtilfælde og døde få dage efter kroningen, som Skibbykrøniken meddeler. Jens Hvas var altså ene på banen og ses at have oppebåret skattebeløb over hele stiftet i samarbejde med den udsendte kancellisekretær, Morten Hegelund, der var blevet sendt på en ret umulig regnskabsmission til Viborg. Når det efter reformationen forlød, at biskoppen havde begået grove overgreb imod en ellers ukendt sognepræst i Hegelund,27 kan det være et ekko af denne mission. Den ekstraordinært høje kroningsskat gik hårdt ud over bøndernes ydelser til godsejeren, og Jørgen Friis har utvivlsomt skummet af raseri.
I denne kancellioptegnelse om beskatningen af Århus stift i årene 1523-1524 fastslås lidt overraskende først, at særskatten af prælaterne på en trediedel af deres indkomster fra 1523 “skulle regnes udi de 100.000 gylden”, Frederik I’s kroningsskat fra det følgende år. Med andet blæk konstateres lidt skeptisk i venstre margen, at “det var udkommet, før end 100.000 gylden blev udlovet”. For rigsrådet og især bisperne var det naturligvis en stor fordel, hvis deres skatteindbetalinger i 1523 kunne medregnes, når man opgjorde kroningsskattens provenu på de udlovede 100.000 gylden. Efter denne godsejerskat af den pensionerede bisp Niels Clausen, den regerende biskop Ove Bille og domkapitlet følger skatten af de gejstlige og verdslige godsejere i stiftet, fruer og jomfruer inklusive. Under 1524 er anført Ove Billes kansler, hr. Peder Prips udbetaling af skatten af sognekirkerne til den kongelige kansler i Kolding. Til sidst kommer stiftets (“sedens” = sædets) og bispens bidrag i hans egenskab af kongelig lensmand. Også bønderne i Århus stift hørte til de pæne skatteydere, der betalte til tiden, mens det kneb med at få opkrævet skatterne i det uregerlige Nordvestjylland – og fra Skåne udeblev de helt. (RA, Reg. 108 A nr. 19, Kancellinotat om indbetalinger af Århus stift 1523-1524. Foto: Rigsarkivet).
Til biskoppens forsvar må det siges, at det gryende reformationsrøre satte ham i en overordentlig penibel situation. Mange steder nægtede man pure at betale skatten til ham. Om en række kirker i Himmerland hedder det indigneret: “og aldrig tilforn var lagt i skat enten til kongen eller biskoppen”. Andre påstod, at de hørte under kronen, “og ville kirkerne intet svare biskoppen”. Regnskabsopgøret trak ud så længe, at reformationens virkninger begyndte at blive mærkbare. Temmelig harmeligt måtte biskoppen betale skatten af fire kirker i Viborg by, “og de nu i disse dage har samme kirker afbrødt”. En præst præsterede at være gift, tilmed brystede han sig af en kongelig beskærmelse og nægtede pure at betale skat.
Regnskabsopgørelsen sluttede omkring Mikkelsdag 1528 med, at Jørgen Friis blev afkrævet den ret anselige sum af 2.553 mark og 4 skilling, som han skyldte kongen i sin egenskab af skatteopkræver. Tabet henvistes han til at hente ind hos en række “restanter”. At biskoppen ikke var indforstået med regnestykket mere end antydes af, at han angiveligt efter Frederik I’s død den 10. april 1533 skal have ytret det fromme ønske at være en djævel med det formål, at han kunne plage kongens sjæl med stor hede “og ville så bære koldt på igen”.28 I 1500-tallets klima, som af historikerne er blevet betegnet den lille istid, nok en frygteligere trussel, end vi i centralvarmens tidsalder kan forestille os.
Kroningsskatten og bønderne
Under det storpolitiske Malmømøde lykkedes det at sikre Danmark herredømmet over Gotland og Blekinge, som Gustav Vasa ellers havde tragtet efter. Imens var skattepolitikken trådt i baggrunden. Først efter hjemkomsten til København gik kancelliet i gang med at udspy de hundreder af skrivelser til alle len og lensmænd om skatten af bønderne. Hvorledes man herunder tacklede håndfæstningens påbud om at indhente “noget” almuens samtykke, fremgår ikke. Endda var bestemmelsen i Frederik I’s håndfæstning lidt kluntet, men velment blevet præciseret til “nogens” almuens samtykke. Som det synes en tydelig henvisning til, at der skulle forhandles med repræsentanter for bønderne.
Bestemmelsen må imidlertid være glemt eller ignoreret, da opkrævningen af kroningsskatten gik i gang. Glemsomheden omfattede tillige løftet til bønderne året før. I det officielle skattebrev, der blev tilstillet lensmændene, og som de skulle læse for bønderne på herredstinget, motiveres skatten vel ikke udelukkende med kroningen, men bønderne underrettes straks i brevets indledning om, at kroningen havde fundet sted, og selv om skatten dernæst begrundes med de store krigsudgifter, tilføjes temmelig frimodigt: “og til kroningens fuldbyrd”.29 Dermed var landehjælpen eller kongeskatten af 1524 også officielt blevet til kroningsskatten.
Når det gjaldt en ekstraordinær skat, skelnedes ikke mellem selvejerne og fæstebønderne på krongodset. At skatten omfattede samtlige bønder udtrykkes i brevet: “kronens bønder og menige almue, ihvem I helst tjener eller tilhører”. Selvejerne regnedes råt og brutalt for kronens. Det virker helt tilfældigt, når man undertiden tager hensyn til, at der faktisk ikke var to, men tre kategorier af bønder. Et meget anvendt udtryk, som træffes i rigsrådets skattebrev, lød: bønder, bryder og kronetjenere, hvormed utvivlsomt menes selvejere, aristokratiets fæstere og kronens fæstere. Ved omtalen af aristokratiets mulige hjælp til at bekæmpe forhærdede kronbønder, der nægtede at udgive skatten, observeres atter undtagelsesvis skellet mellem selvejere og fæstere: vor kæreste nådige herres egne bønder og kronens tjenere. Men skellet syner unægteligt ikke af meget.
Det er temmelig afslørende, at det netop er de breve, der er stilet til bønderne selv, og som blev oplæst på tinge, som slår selvejere og kronens fæstere sammen. Selvejernes særlige status ansås åbenbart for helt ligegyldig og uinteressant. Man kendte udmærket klassens eksistens, som det ses af en af de sidste paragraffer af Frederik I’s håndfæstning, hvor “selvejere bønder” lidt uventet får et nådigt skulderklap, men reelt betragtedes bønderne af skattemyndighederne som én stor, vadmelsklædt mængde, hvis lod det var at fungere som skatteydere.
Da rigsrådet på herredagen i Odense i december 1523 temmelig håndfast pålagde Frederik I at lade sig krone, indskærpede man, at der skulle indkaldes repræsentanter for købstæderne, mens der meget betegnende ikke mæles et ord om bønderne. På herredagen i København i sommeren 1524 blev der ganske vist indkaldt repræsentanter for både købstæder og bønder, men kun bønder fra det østlige Danmark, nemlig fire bønder af hvert herred på Sjælland, Møn og Lolland-Falster samt af de skånske lande, og under forhandlingerne mellem kongen og rådet figurerer hverken borgere eller bønder. I Skibbykrøniken hedder det rosenrødt set med magthaverøjne, at “udsendinge fra det menige folk kom hid fra alle rigets egne for at ønske den nye fyrste til lykke”.30 Ud over at fylde hovedstadens knejper under den månedlange herredag og inspirere til, at rigsrådet svang sig op til at genoplive det for længst indslumrede begreb Danehoffet, mærkedes almuens nærvær kun ved, at bøndernes repræsentanter blev beordret til at indgå et formeligt forbund med de øvrige stænder imod Christian II’s tilhængere.
Derimod forlyder der intet om, at kroningsskatten blev luftet over for de forsamlede bønder. Skatten kom simpelthen som en stor overraskelse, da den blev udskrevet 14. september. Om bøndernes forventede reaktion hedder det kort og godt i rigsrådets oplæg fra den 13. juli, at hvis de skånske bønder eller andre ville sidde overhørige, “at de må straffes”. Som nævnt slap godsejerne personligt for at yde bidrag, men de måtte garantere for, at deres fæstebønder ydede skatten. Det var prisen for den frihed til selv at opkræve skatten af egne undergivne bønder, som godsejerne betingede sig. I oplægget hed det, at de kongelige skatteopkrævere