24 skilling. Resolut satte man Kresten Larsen, Jens Larsen, Simon Bentsen, Lars Brandstrup og Søren Thomsen til 26, 25, 28, 26 og 25 skilling. Så var de 10 skilling, der manglede i ydelsen, hentet hjem, og de sidste tre bønder i lægget, Thomas Jensen, Bertel Madsen og Søren Mikkelsen, kunne nøjes med at svare præcis 24 skilling. Resultatet tager sig enkelt ud, men afspejler nok en besværlig forhandlingsproces med bønderne og deres tillidsmænd.
Ikke mindst under en politisk krise forløb skatteopkrævningen langt fra så automatisk, som magthaverne kunne ønske – og politisk krise kan i de fleste tilfælde oversættes til dynastisk usikkerhed. Om det politiske eller det økonomiske vejede tungest kan være svært at afgøre. For det politiske taler, at enhver opsætsighed uvægerligt førte til nye og højere skatter. Bønderne stemte så at sige imod regeringen ved at sidde overhørige, skønt al erfaring tilsagde, at et nyt regime omgående udskrev de samme eller flere skatter.
Da det jyske rigsråd i februar 1525 blev bebrejdet af kongen, at kroningsskatten stadig ikke var udkommet, forsvarede man sig lidt spidst ved at henvise til penningebrøst – mangelen på mønter, efter at de underlødige krigsmønter var inddraget, som installeringen af den møntmester i Aalborg, kongen tidligere havde stillet i udsigt, kunne have afhjulpet.33 “Deslige er og mange skalke blandt almuen, som gør dem uvillige”, hedder det affejende. Bøndernes vrangvilje betragtedes udelukkende som et teknisk og politisk problem.
Regulær nød efter mange års krigstilstand kan dog heller ikke udelukkes. “Menigheden kærer dem såre”, forlød det i 1519. Bønderne savnede utvivlsomt et økonomisk pusterum, når de ekstraordinære skatter, som reelt var ordinære hvert andet års udskrivninger, gik over til at opkræves årligt og til skærpet takst. Da kansler Claus Gjordsen umiddelbart efter opkrævningen af kroningsskatten satte sig for at opgøre kongens faste indtægter over hele riget, måtte han mismodigt konstatere, at indtægterne til Københavns slot “skulle være visse, men er dog ikke over halvparten udkommen for armod og anden lejligheds skyld med kongeskat, så at det ikke er mulig, at sådan vis rente kan redelig udkomme”.34 Belejringen i 1523 var gået hårdt ud over Københavns omegn, og når bønderne tilmed blev afkrævet ekstraordinære skatter, var de ude af stand til at præstere deres faste ydelser. Det samme dilemma, som afspejledes i konkurrencen mellem bisperne og de kongelige skatteopkrævere, og som også de store godsejere har fået at føle.
Om kroningsskatten af det umedgørlige Viborg stift hedder det typisk i Morten Hegelunds regnskab: “skrevet anno mdxxiiij og opbåren anno mdxxv”. Fristen allehelgensdag 1524 måtte man nødtvungent slække på, som vi allerede har konstateret. Helt kan det heller ikke udelukkes, at høsten i nogen grad var slået fejl, hvilket naturligvis ramte bøndernes pengepung. I hvert fald ses det, at et forbud mod udførsel af korn blev overvejet.35
Mens opkrævningen trods alt forløb nogenlunde glat i det østlige Jylland og på øerne, kneb det afgjort i rigets ydre provinser, hvad enten det skyldtes misvækst og nød eller den politiske gæring. Værst stod det til i Skåne, hvor opkrævningen end ikke synes at være kommet i gang. Her var sølvskatten det foregående år på samme måde først blevet opkrævet langt ind i det nye år. Endnu sidst i marts 1524 hed det, at der stadig var 12 eller 13 skånske herreder, der nægtede at udgive skatten.36 Temmelig provokerende blev kroningsskatten altså annonceret umiddelbart efter, at sølvskatten stærkt forsinket omsider var kommet i hus.
Den 2. december, en måned efter, at fristen for bøndernes betaling udløb, forlyder det, at Frederik I ville sende et kompagni landsknægte til Skåne “at straffe hans nådes uhørsomme og utro undersåtter med”, og i de følgende regnskabsopgør udelades Skåne ganske. Først i den store slutopgørelse over de 100.000 gylden fra januar 1526 tilføjes: “det, som er oppebåret og udkommet af Skåne og al Lunde stift, blev ikke nu regnet udi Odense, men hr. Tyge Krabbe vil selv gøre vor kæreste nådige herre og Danmarks riges råd rede der for”.37 Skåne befandt sig nærmest Christian II’s trofaste tilhænger, Søren Norby på Gotland, og utilfredsheden kulminerede i en regulær fejde mod regeringen i februar-maj 1525, en pendant til den samtidige tyske bondekrig. Det har betydet, at skatteopkrævningen her fik en ganske anden karakter end i det øvrige Danmark. Meget symptomatisk kom den til at sortere under rigets marsk, anføreren for adelens væbnede opbud, der som lensmand på Helsingborg spillede skånsk vicekonge og med tvang og trusler afpressede de genstridige bønder, hvad han kunne.
Kroningsskattens provenu
Slår man op i Kr. Erslev og W. Mollerups udgave af Kong Frederik den Førstes danske Registranter for at følge oppebørslen af kroningsskatten, mødes man straks af en fæl skuffelse. Skatten skulle være indbetalt på Koldinghus af d’herrer skatteopkrævere senest den 11. december, men tidsrummet mellem 24. november 1524 og 22. januar 1525, hvor vi måtte formode, at indbetalingerne væltede ind, er simpelthen et stort tomrum i udgaven. I grunden er tomrummet dog ganske illustrativt. Kancelliet har ikke holdt juleferie, men tværtimod stået på gloende pæle, som det straks vil fremgå. Kroningsskatten havde fået absolut topprioritet, mens alle andre sysler er blevet skudt til side, som det glimrende afspejles af de manglende indførsler i registranterne.
Meget opmuntrende for os er der til gengæld bevaret en lille suite af breve, udvekslede mellem konge og kansler netop i dette tidsrum. Brevene skal ikke opfattes, som om Frederik I og Claus Gjordsen i almindelighed korresponderede. Deres tilblivelse skyldes simpelthen, at kancelliet var splittet. En afdeling befandt sig hos kongen på Gottorp, mens kansleren og det øvrige personale opholdt sig på Koldinghus. Den person, som kongen i henhold til rigsrådets skattebrev havde betroet at “anamme” kroningsskatten, var altså ingen ringere end kansler Claus Gjordsen, administrationens øverste chef.
Måske var det på tide, at vi udløste spændingen og afslørede, hvor meget skatten på de postulerede 100.000 gylden i virkeligheden indbragte. Det konkrete regnestykke er imidlertid så astronomisk, at vi afstår. Blot bemærkes, at en senmiddelalderlig landeskat normalt blev ydet i penninge og hvide. Derimod absolut ikke i gylden eller mark, som den optimistiske slutsum ellers kunne forlede os til at tro. Marken, den foretrukne danske valuta, var udelukkende en regnemønt, der dækkede over myriader af småmønter. I tidens regnskaber refereres meget betegnende til vejede mark. Hvis vi ser bort fra bispers, lensmænds og købstæders bidrag, hvor optimismen måske var noget mere begrundet, blev hovedmassen af kroningsskatten, nemlig bøndernes bidrag på 24 skilling af hver mand, utvivlsomt ydet i småmønt og ikke i “godt mønt”, som skattebrevet egentlig lagde op til. En skilling svarede til 12 penninge eller tre hvide. Lad os blot konstatere, at kansleren og hans personale på Koldinghus måtte være forberedt på en sand invasion af mønter.
Oppebørslen af kroningsskatten satte i og for sig ind umiddelbart efter kroningen. Modsat bønderne var den skånske adel på forhånd dybt engageret i skattens udskrivning og stærkt opsat på med liv og sjæl at forsvare det nye regime. Internt udtrykte man også skattens essens mere råt og uforblommet, end det skete i skattebrevet til bønderne. I kancelliets opgørelse af de skånske lensmænds bidrag karakteriseres skatten “til 100.000 gyldens betaling til første omslag til Kiel”.38 For regeringens venner, der måske oven i købet øjnede en chance for at slå en handel af med de nye magthavere, gjaldt det om at gøre sig fordelagtigt bemærket. En af Skånes førende magnater, hr. Aksel Brahe, erlagde allerede 1. september midt under Malmømødet sit bidrag til lensmandsskatten, som han lynhurtigt havde gjort op til den runde sum af 100 mark.
Samtidig får vi anskueliggjort en anden side af den senmiddelalderlige beskatning. Trods alle gode intentioner skete der uundgåeligt fradrag i provenuet, når man nødtvunget måtte anvise