en sikker pengetransport. I den anledning ophøjedes lensmanden til et respektfuldt hr. Holger Rosenkrantz, ridder. Vistnok første gang, at det fornemme slægtsnavn bliver ventileret, efter at utallige generationer af Rosenkrantz’er, lykkeligt uvidende om slægtsnavnet, som først senere historikere har påduttet dem, havde lydt skikkelige -sennavne. Et vidnesbyrd om, at nådens sol fra Gottorp skinnede på den nyudnævnte lensmand på Koldinghus.
En måned senere var monarken faldet lidt til ro. I vore øjne fremstår skattebetalingen fra Lolland-Falster ganske vist som en enlig svale, men mon ikke rigets øvrige dele har opført sig nogenlunde på samme måde. Den 1. februar 1525 fik Anders Bille kvittering for Stevns herreds bidrag på 950 nye mark, som det understreges. Skatten af bønderne, de 12 kirker og den enlige købstad Store Heddinge.42 Bag på kvitteringen har Anders Bille selv lidt forbavset noteret: “Der står intet igen!” Hele kroningsskatten på Stevns var opkrævet uden restancer.
Anders Billes arkiv er tidens mest velbevarede, men at der på samme tid har fundet en bunke andre indbetalinger sted, ses af det endelige regnskabsopgør. Claus Gjordsen må da også fra Koldinghus have forespurgt kongen, hvor længe han skulle forblive på sin post. Ordren fra Gottorp lød den 12. februar, “at I der ville fortøve, så længe som I kunne selv formærke og besinde, der alle penninge eller mesteparten, som der kan komme, er udkommen”. Et klart overblik over situationen havde man øjensynligt ikke. Claus Gjordsen må desuden have beklaget sig over den udeblevne skat fra de urolige egne i Jylland. At der langt fra var styr på indbetalingerne ses af kongens svar. Kansleren blev anmodet om at sende en fortegnelse til Mogens Gøye over de uvillige bønder, der ikke ville udgive skatten, “hvilke herreder de udi bo og bygge”, som man altså på Koldinghus antoges at have overblik over. Mogens Gøye var allerede tidligere blevet beordret til at straffe de “uhørsomme” på liv og gods.
Ti dage senere afgik endnu et nødråb fra Gottorp, men betydeligt mere afdæmpet. Kansleren blev på ny beordret til at sende rykkerskrivelser til Jylland “og andre små lande”, hvorfra skatten ikke var indløbet. Som pression henvistes til kautionisterne af rigsrådet, der lå indmanede i Rendsborg. Kansleren skulle på ny skrive til Mogens Gøye om “bagparten” af skatten, men at man trods alt var nået til restancerne antyder dog nogen fremgang. Kun om det skånske skatteprovenu hedder det ikke særlig optimistisk, “at det må og fremkomme af Skåne”, som det åbenlyst ikke var sket endnu.
Snart efter gav Søren Norbys skånske oprør Frederik I andet at tænke på. Lad os springe et år frem i tiden, hvor vi kan konstatere, at de 100.000 gylden vitterligt blev opkrævet, om end under svare vanskeligheder. I sit regnskab anfører Claus Gjordsen næsten 40.000 mark af Sjællands stift, 16.000 mark af Ribe stift og næsten 34.000 mark af Fyns stift, indbetalt på Koldinghus i vinteren 1524-1525. De øvrige stifter indbragte – når vi ser bort fra det oprørske Skåne – beløb i samme størrelsesorden, og regnskabet krydredes yderligere af mange udestående fordringer og restancer, der talte med. Det var store summer, der strømmede over Kongeåen på vejen til Gottorp slot og de griske, holstenske kreditorer, og det var ikke helt grundløst, når den stærkt nationale Poul Helgesen i Skibbykrøniken rasede over, at Danmark blev forvandlet til et skatteland af Holsten, og at samtlige skatter førtes til hertugdømmerne.43 Som klerk var Poul Helgesen personligt skattefri, men hans bemærkninger afspejler nok en stemning, der har været udbredt i tiden.
Rigsrådet havde klogeligt fastsat indfrielsen af løftet om de 100.000 gylden til Kieler omslaget i januar 1526. Det gav mulighed for det følgende efterår at udskrive endnu en landeskat af bønderne, der altså heller ikke i 1525 slap for en ekstraordinær skat. Denne gang dog til den normale takst på en mark af hver mand, og uden at husmænd, landarbejdere og møllere blev mobiliseret. Rådet lagde desuden fra starten stor vægt på, at en påtænkt norsk landeskat skulle regnes med.
Den norske landeskat opkrævedes virkelig,44 men gør ikke just regnestykket enklere. “Deslige uregnet, hvad hr. Vincents (Lunges) skriver på Bergenhus af Norge førte til Flensborg”, hedder det uformidlet midt i regnskabet, uden at vi bliver så meget klogere. Samlet nåede Claus Gjordsen op på den trods alt ret formidable sum af 118.643 mark, 5 skilling og 2 hvide alene af Jylland og øerne, hvortil han optimistisk tilføjede, at der var udgivet meget mere, som ikke indgik i regnskabet. Immervæk et stykke vej fra de 250.000 mark, men ad snørklede stier nåede man tilsyneladende den postulerede slutsum – eller måske druknede regnestykket i de følgende års finanspolitiske slagsmål. Det gennemskårne skattebrev, der ligger på Rigsarkivet, er dog et vægtigt indicium for, at operationen trods alle genvordigheder lykkedes.
Afslutning
Spandau-traktaten, som Valdemar Atterdag indgik med de holstenske grever i 1340, beskrev i knappe vendinger for første gang, hvorledes en dansk landeskat opkrævedes, “det være i korn, i flæsk, i smør”.45 Betragter man den overvældende rigdom af kildemateriale, der belyser kroningsskatten i 1524, er der unægtelig sket et skred. Spandau-traktaten nævner skrivere som et nyt indslag i skatteopkrævningen, men først 100 år senere holdt papiret sit indtog. I 1524 var papiret blevet til dynger.
Vi noterer tillige et andet skred. Kroningsskatten var i stærk kontrast til ældre skatter en ren pengeskat. Levnedsmidler indgik fortsat som vigtige bidrag til statsfinanserne, men det danske samfund i årtierne efter 1500 var så rigt, at det forholdsvis ubesværet præsterede skatter i hård valuta.
Kroningsskatten indeholder særpræg, men også dette var i og for sig typisk. Skatteopkrævningen afspejler den politiske situation og præges af mange nuancer og varianter. Til de typiske elementer hørte, at kroningsskatten i grunden var en ganske ordinær kongeskat eller landehjælp. Tilsvarende skatter opkrævedes året før og i årene efter. De ekstraordinære skatter var ved middelalderens slutning blevet ordinære. Meget taler endda for, at de altid har været det. Også under Valdemar Atterdag opkrævedes årlige eller næsten årlige “beder”. Et fuldt færdigt skattesystem anes umiskendeligt bag Knud den Helliges gavebrev 1085 og er næppe indført af helgenkongen i hans korte, hektiske regeringstid. Et skattesystem er vel simpelthen definitionen på et civiliseret samfund.
Jagten på bøndernes indflydelse tog sig forgæves ud, skønt almuens samtykke tydeligt optrådte som et levende ideal ved festlige lejligheder. Reelt blev skatterne dikteret af konge og rigsråd, mens forfatningens smukke ord tilsyneladende kun figurerede til pynt. Og alligevel. Indirekte spillede frygten for skatteydernes reaktion en betydelig rolle, og bøndernes organiserede fællesskab var uundværligt under skatteopkrævningen, selv om det blot anes som dunkle bølgeslag under det politiske spil.
Summary: Danish Taxes in the Later Middle Ages: The Coronation Tax of 1524
Based upon the abundant archives of the Royal Chancery and the Council of the Realm in the Danish National Archives in Copenhagen (Rigsarkivet), the article concentrates on the extraordinary levies granted by the Council of the Realm and levied by the King and his officials. Financially, the great advantage to the Crown was that these levies were not only collected from the freeholders and royal peasants, but also from the tenants of the otherwise tax-free aristocracy. It is shown that these extraordinary levies were in fact imposed quite regularly and collected about every second year in the period under the first four kings of the Oldenborg dynasty (1448-1533), the intervening years being used to collect the arrears. In the decades immediately prior to the Danish Reformation of 1536 the rates were increased with a new tax every year, due to political crises as well as the start of the sixteenth-century economic boom. Constitutionally, the assent of the peasants was required, but evidently this was only a formality that was not taken seriously by the rulers. The actual influence of the peasants was brought to bear in other ways, however, such as denials or open rebellions. As a particularly well-documented