forstår forholdet mellem illegale stoffer og kriminalitet. Målet er at etablere en platform til at kunne analysere og diskutere forholdet mellem kriminalitet og illegale rusmidler.
Den første klassiske teori er den funktionalistiske. Denne forklarer kriminalitet som et anslag mod den kollektive moral. De samfundsmæssige reaktioner herpå har til formål at styrke og bekræfte selvsamme moral. En vis grad af afvigelse anses derfor som funktionelt og nødvendigt, da reaktionerne herpå bliver en måde, hvorpå samfundet kan bekræfte og styrke sig selv. Heraf følger også, at kriminalitetsfri samfund ikke findes. Funktionalistiske teorier har et makroperspektiv, der kan analysere nogle af de generelle dynamikker, der er i spil, når vi skal forstå fænomenet afvigelse, herunder kriminalisering af visse rusmidler – det er (blot) samfundet, der bekræfter sig selv. Den fremmeste teoretiker indenfor funktionalismen er den franske sociolog Émile Durkheim (1858-1917) og hans fokus på samfundets sammenhængskraft i tider med store samfundsmæssige omvæltninger, der ifølge Durkheim kunne resultere i normløshed og anomi. Artiklen vil i forlængelse heraf også fokusere på den amerikanske sociolog Robert Merton (1910-2003), der forsøgte at tilpasse Durkheims anomi-begreb til amerikanske samfundsforhold.
Den anden retning er symbolsk interaktionisme, der har fokuseret på den betydning, der lægges i de kategorier, der definerer afvigere, fx stofmisbruger, narkoman, kriminel. Der er her ikke tale om en egentlig teoretisk retning, men mere et analytisk fokus på strategier, teknikker og omgang med socialt stigmatiserede identiteter, herunder stofbrugeridentiteter. Symbolsk interaktionisme fokuserer på subjektiv betydningsdannelse, og dermed på et samfundsmæssigt mikroniveau. En af de centrale figurer inden for denne retning er den amerikanske sociolog Howard Becker (1928-), der lancerede den indflydelsesrige stemplingsteori, som fokuserer på sociale afvigelses-identiteters samfundsmæssige forankring. Også den amerikanske sociolog Erving Goffman (1922-1982) har med sit studie af de identitetsstrategier, som personer stemplet eller stigmatiseret som afvigere udvikler, været vigtig for den symbolske interaktionisme. Retningens fokus på menneskelig interaktion har i det hele taget været stærkt influeret af den filosofiske pragmatisme repræsenteret ved fx George Herbert Mead (1863-1931).
Den tredje retning koncentrerer sig om både synlige og usynlige magtforhold. De synlige magtforhold kan ses som resultatet af magtkampe, således at fx de magtfuldes kriminalitet straffes betydeligt mindre end de svages og samtidig forklejnes, hvilket fx den britiske sociolog Steven Box (1937-1987), stærkt inspireret af marxismen, har argumenteret for. De usynlige magtforhold er derimod ikke hægtet op på specifikke personer, men gennemsyrer samfundet. Denne magt viser sig fx gennem den stadige samfundsmæssige produktion af identitetskategorier (stofmisbruger, narkoman, kriminel), der både kontrollerer borgeres handlinger og praksisser, identificerer dem og definerer, hvilken viden, der er vigtig for de enkelte kategorier og hermed individers væren og handlinger. Hermed skabes, specielt i forhold til dem, vi kalder afvigere, en række sociale identiteter, som indrammer og kontrollerer folk og betinger indsatser rettet mod disse grupper af mennesker. Den centrale analytiker inden for denne retning er den franske filosof Michel Foucault (1926-1984), bl.a. med sine studier af den historiske konstruktion af den kriminelle og den sindssyge. Samt hans studier af den statsligt funderede styring af folks egen vilje (governmentalitet). Denne sidste retning bevæger sig som funktionalismen på et makroniveau. Dog er der i større grad tale om analyser af historiske epoker end teorier om universelle samfundsmekanismer.
De tre klassiske teoretiske retninger peger tilsammen på vigtige aspekter af de samfundsmæssige processer, der skaber og opretholder den måde, hvorpå vi forstår narkotika og kriminalitet. Flere af disse aspekter kan som nævnt genfindes i den samfundsfaglige rusmiddelforskning, men dele af teorierne har også spredt sig ud i samfundet og er blevet en del af den bredere samfundsmæssige debat og findes fx i politiske og moralske argumenter, lovgivning og i begrundelser for offentlige indsatser. En klarhed over styrkerne og svagheder i de forskellige teoretiske retninger inden for den sociologiske afvigelsesteori er således med til at identificere styrker og svagheder ved politiske tiltag, ved rusmiddelrelaterede offentlige indsatser og den samfundsfaglige forskning på området.
I de følgende tre afsnit stilles der en efter en skarpt på de tre afvigelsessociologiske retninger funktion, betydning og magt.
Funktion
Grundlæggende bygger den funktionalistiske tanke på ideen om, at sociale forhold skal gives sociale forklaringer, hvor samfund analyseres som systemer, hvis dele skal studeres i lyset af den funktion, de spiller for samfundet som helhed. Dette gælder fx uddannelsesinstitutioner, familieinstitutioner og strafferetslige institutioner. Funktionalistiske forklaringer var styrende for den afvigelsessociologiske tænkning fra 1920’erne og frem til 1950’erne, og selvom de har været udsat for stærk kritik, er der stadig tydelige reminiscenser af det funktionalistiske tankegods i nutidig teoridannelse (Alexander 1985; Garland 1991:47-83). I dette afsnit vil jeg primært se på Émile Durkheims teori om kriminalitet og afvigelse samt de teorier om anomi, der er fulgt i kølvandet herpå.
Durkheims overordnede projekt var at forklare samfunds sammenhængskraft, specielt moderne samfund med deres stigende individualisme: Hvordan kan samfund hænge sammen, når fælles religiøse forestillinger og traditionelle autoritetsformer smuldrer, og samfundet fragmenterer? Svaret søgte Durkheim bl.a. i sine studier af forbrydelse og straf. Han argumenterede for, at selvom moderne samfunds straffeformer umiddelbart virker mere humane og civiliserede end traditionel afstraffelse og selvom man fra statsadministrationen lægger vægt på straffens rehabiliterende og præventive karakter, så tjener straffen samme formål – dvs. har samme funktion – i traditionelle som i moderne samfund. Et samfunds straffesystem er således ikke en rationel størrelse, men handler grundlæggende om moral og følelser (Garland 1991:35-41; Durkheim 2000). Det, der gør en handling til en forbrydelse, er derfor ikke handlingen i sig selv, men den reaktion og den straf den er i stand til at fremkalde. Kriminelle eller afvigende handlinger er derfor dem, der er i stand til at fremkalde stærke reaktioner fra samfundet generelt, dvs. dem som medlemmerne i samfundet alment tager afstand fra. Kriminelle handlinger krænker derfor ikke samfundets fælles bevidsthed, fordi de er kriminelle, som Durkheim skriver: “Vi misbilliger den [handlingen] ikke, fordi det er en forbrydelse, men det er en forbrydelse, fordi vi misbilliger den” (citeret i Østerberg 2002:134). Det er således et samfunds fællesskabsfølelse og moralske bånd, der er udgangspunktet for, at handlinger fordømmes og sanktioneres med en straf, og denne strafs funktionelle værdi består omvendt i netop at bekræfte og styrke denne kollektive bevidsthed. Straf er således både et udslag af og en styrkelse af den kollektive fællesfølelse. Kriminalitet bliver hermed en mulighed for, at samfundet kan udtrykke og fremvise sin fælles moral – kriminelle handlinger bliver en mulighed for samfundet til at dyrke sig selv.
Kriminalitet og afvigelse er derfor, hævder Durkheim, normalt og funktionelt, og et samfund uden kriminalitet og afvigere ville være utænkeligt. Som Durkheim skrev i en ofte citeret passus:
Lad os forestille os et samfund bestående af hellige mennesker, et eksemplarisk og fuldkomment kloster. Forbrydelser i egentlig forstand vil være ukendte dér; men de menneskelige fejl, der i almindelighed er tilgivelige, vil dér vække samme skandale, som den almindelige forbrydelse vækker i den almindelige bevidsthed.
Og han fortsætter:
Forbrydelse er altså nødvendig; den er knyttet til de fundamentale betingelser for alt samfundsliv, men alene derfor er den nyttig; thi de betingelser, som den er forbundet med, er i sig selv uundværlige for den normale udvikling af moral og ret. (Durkheim 2000:103, 104)
Når medierne derfor svælger i kriminalstof er der, ifølge en durkheimsk betragtning, i virkeligheden subtile samfundsmæssige mekanismer i spil, nemlig afvigelsens samfundsintegrerende funktion. Og selv om skafottet og den offentlige hængning er byttet ud med fjernsynsreportager om kriminalitet og afvigelse tjener de samme funktion: stigmatisering og udstilling af lovovertræderen for herigennem at styrke samfundets moral (Erikson 1973). Ifølge flere nutidige samfundsforskere har denne grundlæggende funktion ved straffen dog svære kår i dagens lukkede retssale, hvor professionelle har overtaget eller ‘stjålet’ folks konflikter, hvorfor vi i vores straffesystem må komme tilbage til