om at retfærdiggøre og forklare sig selv og skjule dele af deres identitet til, at sub-grupperinger eller subkulturer opstår. En af disse gruppers funktion bliver da at understøtte dele af medlemmernes identitetsarbejde, da der ofte ikke her eksisterer samme krav til forstillelse og overdreven opmærksomhed over for de signaler man udsender, som tilfældet er i omgangen med de normale (Young 1971; Grund 1993; Aaslid 2003).
På linje med Goffmans analyse af stigma-strategier har Sykes & Matza (1957) analyseret, hvordan folk, der begår kriminelle handlinger, ofte udvikler såkaldte neutraliserende teknikker, der kan reducere internaliseringen af et afvigende selvbillede, samtidig med at de hermed opretholder det, der ses som samfundsmæssige normale værdier. Kriminelle aktiviteter kan fx bortforklares over for en selv eller mulige andre ved: at der ikke er sket nogen skade ved ens handlinger, at et eventuelt offer selv har været ude om det, eller at man fordømmer dem, der potentielt fordømmer én fx ved at anse dem som dobbeltmoralske.
I studiet af, hvordan afvigende sociale identiteter forhandles, skabes og internaliseres gennem interaktion, har symbolsk interaktionisme ofte haft stort fokus på den samfundsmæssige stempling, dvs. samfundsmæssige reaktioner på afvigelse og kriminalitet. Dette fokus kommer fx til udtryk i Beckers bog Outsiders (1963). Her forbindes afvigelse ikke umiddelbart med en persons handling, men med den reaktion, samfundet eller forskellige grupper iværksætter, og her ikke mindst de sanktioner, der foranstaltes. Handlinger er derfor ikke afvigende, men reaktionerne herpå kan gøre handlingerne afvigende og få folk til at se sig selv i lyset af afvigende identiteter – der er fx stor forskel på at stjæle og at være en tyv. Afvigelse er endvidere ofte situationsbestemt. Det, der er afvigende eller kriminelt i en situation, er det ikke nødvendigvis i en anden, og det kan ofte være svært at trække grænsen for, hvornår folks handlinger går over grænsen og skal stemples som kriminelle eller afvigende. Alt sammen forhold der gør selve stemplingsprocessen meget central. Symbolsk interaktionismes fokus er i forlængelse heraf ikke på det, man på engelsk har kaldt ‘primary deviance’, dvs. det, der til at begynde med får folk til at udføre handlinger, der kan risikere at blive stemplet som afvigende, i stedet starter analyserne med at sætte fokus på reaktionerne, og det disse reaktioner afstedkommer. Studier af unge, der fængsles for først gang, har fx vist, at der er forskellige måder, denne nye sociale identitet som kriminel og straffet bliver brugt af de unge på. For nogle kan stemplingen overføres til anerkendelse i en kriminel subkultur, for andre kan stemplingen være næsten umulig at forbinde med deres tidligere selvbillede (Little 1990). Ligeledes har Rosenhans (1973) eksperimenterende studie af diagnosticeringer af ikke-syge forsøgspersoner ved indskrivning i et psykiatrisk hospital vist, at sådanne fejlagtigt tilskrevne kategorier påvirker både ansattes og indskrevnes handlinger og opfattelser af hinanden, sig selv og situationen.
Et nutidigt eksempel på, hvordan statslige kategoriseringer og tilhørende sanktioner kan forandre eksisterende praksis, ser vi i indførelsen af nultolerance over for narkotika, herunder hash, i de danske fængsler. Fra at hashrygning havde været en stiltiende accepteret praksis i de danske fængsler, blev hashrygning i 2004 stærkt kriminaliseret, og hashrygere blev kraftigt opfordret til at gå i behandling i et af de mange nye behandlingstilbud, der blev oprettet. Fra at have været en almindelig indsat, der røg hash, blev disse personer grupperet i hhv. afhængige i behandling eller kriminelle stofmisbrugere, der skal sanktioneres kraftigt over for. I kølvandet heraf har der udviklet sig nye institutionelle praksisser, og indsatte er begyndt at erfare sig på nye måder (Dahl, Frank et al. 2008; se også Frank, Kolind et al. denne antologi).
Symbolsk interaktionisme har vist, hvordan samfundets institutioner i stor grad er med til at tilskrive og sanktionere afvigende og kriminelle identiteter. Og videre, at den magt, der ligger i visse institutioner undertiden kun efterlader lidt plads til, at den enkelte kan modsætte sig eller forhandle denne identitet. I studiet af såkaldte totale institutioner har Goffman (1981) fx argumenteret for, at den enkelte ved indtrædelse i sådanne institutioner fratages mange af sine eksisterende sociale identiteter og tillægges institutionens definitioner, og at den indsatte i forsøget på at tilbageerobre synet på sig selv som handlekraftig ofte må indlade sig på ret så degraderende handlinger. Inspireret heraf har studier af velfærdsinstitutioner argumenteret for, at disse institutioner i stor grad producerer og skaber de klienttyper, de er i stand til at håndtere og tilbyde hjælp (Gubrium & Holstein 2001; Järvinen & Mik-Meyer 2003). Man skal dog være opmærksom på, at selvom institutioner virker identitetsdefinerende og kan fastlåse folk i allerede eksisterende sociale problemkategorier, eksisterer der ofte også en underskov af modstand. Denne er ikke nødvendigvis eksplicit eller organiseret, men består i hverdagsagtige omklassificeringer og opbygning af identitetsmæssige skjold, der til en vis grad kan bremse institutionernes identitetsforeskrifter; disse skjold kan fx skabes i og give næring til subkulturelle miljøer (se ovenfor). Fx viser studier, at stofafhængiges motiver for at gå i behandling kan adskille sig meget fra institutionens forventninger (Koester, Anderson et al. 1999), og at klienter i stofmisbrugsbehandling udnytter behandlingen og skaber egne agendaer (Hunt & Rosenbaum 1998; Dahl 2007) og opstiller og evaluerer behandlingen efter egne subjektive mål (Kolind 2007). Hertil kommer, at professionelle, der er ansat i diverse velfærdsinstitutioner, nok arbejder efter de i institutionen eksisterende problemkategorier og tilbyder den hjælp, der er foreskrevet, men at de samtidig også fortolker regler, klientkategorier og metodeforskrifter (Kolind, Vanderplasschen et al. 2009) afhængig af den konkrete situation, hvilket betyder, at institutionernes identitetsdefinerende konsekvenser er ganske situationsbestemte (Lipsky 1980).
Det kan måske være fristende at se symbolsk interaktionisme og specielt det såkaldte stemplingsperspektiv som forholdsvis kausale analyser af, hvordan relativt uskyldige individer på baggrund af samfundsmæssige klassifikationer af neutrale handlinger træder ind i allerede eksisterende definitioner og herefter udvikler en afvigende karriere. Dette er dog ikke tilfældet. For det første har forskellige studier vist, hvordan afvigende løbebaner er alt andet end lineære, de brydes, tager nye former, er kaotiske og udspiller sig i cyklusser (Downes & Rock 2003:192-195). For det andet, og som ovenstående eksempler viser, er symbolsk interaktionisme ikke en teori, men en fragmenteret analytisk retning, med det fællestræk at beskrive og analysere i detaljer alle de forskellige måder, situationer og omstændigheder, hvorigennem afvigende identiteter forhandles, udleves, bruges som klassifikationsskema for statslige indsatser, og ikke mindst modsættes. Symbolsk interaktionistiske analyser viser også, hvordan denne interaktion med afvigende sociale identiteter er en proces, der udspiller sig i den sociale interaktion og herefter i den enkeltes selv mellem jeget og miget for derefter at vende tilbage til det sociale.
Magt
Den sidste tilgang inden for afvigelsessociologien, som jeg vil fokusere på, kendetegnes ved sit eksplicitte fokus på magtforhold i samfundet. Disse magtforhold antager to former. På den ene side en synlig magt, hvor konkrete magtfulde personer, institutioner eller interesser i større grad end andre definerer samfundets spilleregler, herunder love og regler. På den anden side en usynlig magt, der ikke er knyttet til konkrete individer eller interesser, men som giver sig udslag i en stadig øget kategorisering af personer og grupper og skabelse af viden herom. Denne retning er da også blevet kaldt en vidensmagt, netop fordi magten ligger i det, at der produceres stadig mere viden, ikke hvordan denne viden bruges af nogle med objektive interesser. Denne usynlige magt fungerer undertiden ved, at den, ofte i en øjensynlig god sags tjeneste, får folk til ikke-bevidst at udøve magt på sig selv; eller med andre ord magten består i en styring af folks styring af sig selv.
Sådanne analyser af magtforhold i samfundet står ikke i modsætning til symbolsk interaktionisme og specielt ikke stemplingsperspektivet. Der er dog forskel på at beskæftige sig med konkrete menneskers konkrete interaktioner, hvorigennem symboler og sociale identiteter internaliseres og omformes, til magtstudiernes fokus på, hvordan sociale kategorier, identiteter og definitioner af sociale problemer er blevet skabt historisk, af hvem, med hvilke interesser og til hvilke formål. Magtstudierne har således forladt mikroperspektivet på subgruppers betydningsskabelse og er vendt tilbage til et makroperspektiv, bl.a. ved at analysere, hvordan kriminalitet, afvigelse og det kapitalistiske og disciplinerende samfund hænger sammen i sin totalitet. Samtidig er der tråde tilbage til funktionalismen, i og