telefonaflytning, rumaflytning, stikkere i miljøet osv. Retorisk spørger forfatterne om, hvordan reaktionen i samfundet ville være “… om man anvendte kampformer mot økonomisk kriminalitet lignende de som nå anvendes mot narkotika” (Christie & Bruun 1985:190).
Også den danske narkotikapolitik siden 1960’erne kan med fordel ses gennem en moralsk panikoptik. Fx har Evy Frantzsen (2005) vist, hvordan ‘pusherloven’1 fra 1996 i det store og hele bar præg af at være hastet igennem, stærkt styret af tabloidpressens dagsorden samt af, at politikerne ønskede at vise handlekraft. Loven skærpede straffen over for salg af narkotika og ændringer i udlændingeloven gjorde det lettere at udvise udlændinge, som havde bedrevet små-salg af narkotika, og politiet blev tilført øgede ressourcer. Begrundelsen for loven var, at man ville fange bagmændene. Resultaterne fra Frantzsens studie viser derimod, at der ingen bagmænd er på Vesterbros gader, hvor hovedindsatsen finder sted, i stedet finder der en øget straf og chikane sted af de mest belastede stofmisbrugere, og et øget antal stofmisbrugere havner i fængsel i stedet for i en behandlingsinstitution. Set i et længere historisk perspektiv er den danske narkotikakontrolpolitik dog ikke kun præget af en moralsk panik, der eksisterer også det, Storgaard (2000) har kaldt en moralsk fornuft, kendetegnet ved pragmatisme på området, men panikken har dog haft overtaget.
Man skal dog være opmærksom på, at begrebet moralsk panik ikke er teoretisk velfunderet. Således er det svært at afgøre, hvornår der er tale om moralsk panik, hvor meget der skal til, og hvilke typer fænomener der kan være tale om (McRobbie & Thornton 1995). Endvidere er det én ting at hævde, at en moralsk panik kan styrke magteliten, men dette betyder ikke logisk set, at det er grunden til, at panikken opstår og eskalerer.
Den usynlige magt
Men magtforhold er ikke kun synlige, politiske og stærkt styret af objektive interesser. På et overordnet plan kan samfund og epoker adskilles på baggrund af den måde, magt grundlæggende fungerer og viser sig på. Ifølge visse forfattere er den magtform, der præger vores moderne samfund, kendetegnet ved at være usynlig, uden subjekt og stærkt knyttet til produktion af viden om individer og grupper af individer. Denne magt er således ikke begrænsende, men produktiv, og det, den producerer, er subjekter og kategorier; måder at være menneske på. Fx har Foucault (1991) vist, hvordan lovovertræderen som social identitet blev skabt gennem det moderne fængsels objektiverende praksisser. Den indsatte blev i fængslet isoleret, observeret og bedømt ud fra ønsket om at finde ud af, hvilke slags mennesker disse indespærrede var, og hvad der kunne forklare deres kriminelle handlinger. Fængslet skabte hermed lovovertræderen som kategori, hvis biografi, særpræg, opvækst osv. adskiller ham fra ikke-lovovertrædere. Hermed blev også kriminologien født; en videnskab, der var med til at skabe en kategori, der befinder sig mellem personen og hans forbrydelse, en videnskab der var med til at opfinde lovovertræderen som social identitet. Som Foucault selv skriver om fængslets logik:
… procedures were being elaborated for distributing individuals, fixing them in space, classifying them, extracting from them the maximum in time and force, training their bodies, coding their continuous behaviour, maintaining them in perfect visibility, forming around them an apparatus of observation, registration and recording, constituting on them a body of knowledge that is accumulated and centralized. (1991:231)
Og videre:
For the observation that the prison fails to eliminate crime, one should perhaps substitute the hypothesis that prison has succeeded extremely well in producing delinquency, a specific type, a politically or economically less dangerous – and, on occasion, usable – form of illegality; in producing delinquents, in an apparently marginal, but in fact centrally supervised milieu; in producing the delinquent as a pathologized subject. (1991:277)
I Foucaults teori ser vi samtidig en vis forskel fra Durkheims teori om, at straf skulle forklares i lyset af samfundets moralske og følelsesmæssige bestanddele. Hvor straf for Durkheim bundede i kollektive følelser, er det for Foucault udtryk for en magt, der udøves på og af en befolkning og hermed skaber typer af mennesker.
Ifølge Foucault rækker fængslets fokus på disciplin, magt og viden endda længere end til selve den strategiske overvågning i fængslet. Det bliver et eksempel på, hvordan moderne identiteter skabes og internaliseres. Fængslet er valgt, fordi det er her, moderne kontrolteknikker udfolder sig tydeligst. Foucaults subjektteori er således samtidig en teori om det panoptiske blik, der overvåger, kontrollerer og klassificerer, og moderniteten er kendetegnet ved at producere en i princippet uendelig række af nye subjektkategorier – måder at være menneske på: den prostituerede, den homoseksuelle, den sindssyge, lovovertræderen, ADHD-patienten, osv. (se også Hacking 1999).
Vi ser med Foucault klare forbindelser til stemplingsperspektivet, som det fx kom til udtryk hos Becker (se ovenfor). Foucault udbygger princippet omkring stempling til at kendetegne en hel samfundsepoke, men begge retningers nominalistiske epistemologi ser identiteter som noget, der rammer den enkelte udefra. Endvidere har Foucault kun ringe fokus på, hvordan de mennesker, der skabes som subjekter via den moderne videnskabs objektiverende praksisser, reagerer herpå, hvilket har fået senere forfattere til at supplere med ideen om dynamisk nominalisme; dvs. en teori om, at identiteter og kategorier udvikles i takt med den måde, de kategoriserede individer forholder sig til kategorierne på (Hacking 1995). Mange forfattere har ladet sig inspirere af Foucaults analyse af magt i analyser af andre områder af vores samfund, hvor der forekommer en stor grad af kontrol og klassificering; hvor der produceres subjekter. Fx ser Cohen (1994) samme principper gøre sig gældende i rehabiliterings- og pædagogiske initiativer også uden for fængslet, ja i hele vores afvigerkontrolapparat. Og denne form for kontrol- og klassifikationsprincip, der i stigende grad gennemsyrer samfundet, har skabt en ny klasse af professionelle, hvis job det er at kategorisere, fx ved at udarbejde tilbud, behandle, registrere, udvikle metoder og diagnosticere. Ifølge Cohen skabes der i denne nye profession et ønske om at retfærdiggøre eget arbejde ved kontinuerligt at frembringe nye måder at klassificere, kontrollere, behandle, registrere og skabe viden på. Lidt kynisk kan man sige, at uden en vis produktion af problemkategorier og handlingsanvisninger vil denne gruppe af professionelle være overflødig. Hermed er der skabt en klassifikationsspiral og et stadigt voksende vidensgenererende samfund, hvor den øgede kontrol og vidensproduktion skaber stadig nye og mere subtile subjektkategorier; dvs. måder at være individer på, der styrer, kontrollerer og begrænser folks væren.
Foucaults analyse af den moderne vidensmagt har været kritiseret for at medproducere ideen om den ægte væren, dvs. det uspolerede og ikke objektiverede individ, som magten virker på, hvis handlinger magten klassificerer og gør til genstand for vidensproduktion (se fx Burkitt 1991). Endvidere er han blevet kritiseret for at strække fængselsanalysen ud til at gælde hele samfundet: det overvågede samfund. Ser man imidlertid på dagens fængsel i Danmark og den store gruppe af stofmisbrugere, der er indsat, er det dog tydeligt, at der forekommer en stor grad af usynlig magtudøvelse (og naturligvis også synlig). I stigende grad registreres data omkring indsatte stofmisbrugere og deres stofmisbrug i fængselsdatabaser, der udvikles monitoreringsprogrammer, der skal overvåge, kontrollere og udvikle viden omkring både indsatte og de behandlingsprogrammer, der tilbydes den indsatte (Asmussen et al. 2006; Giertsen 2006). Der udvikles løbende nye typer af behandlingsprogrammer, der kaster et stadigt mere finmasket net ud over de indsatte stofmisbrugeres liv. Kropslige kontrolmekanismer forstærkes, fx gennem øget brug af urinprøvekontrol og kropsvisitering. Det samlede resultat af denne krydsning af magt og viden ville i en magtoptik som Foucaults være skabelsen af en ny subjektposition: den indsatte stofmisbruger, der i stigende grad vil blive set gennem de nye optikker, og som følgelig ville behandles herefter.
Også stofmisbrugsbehandlingsområdet er muligt at analysere vha. en ide om en usynlig magt. Således argumenterer Jöhncke (2007) for, at stofmisbrugsbehandling i Danmark nok udøver momenter af konkret kontrol og magt, men at hele området på et mere grundlæggende plan er gennemsyret af en magtlogik, der rækker ud over de enkelte institutioners intentioner og aktørers strategier. Denne magtlogik kalder han ‘treatmentality’. Ser man nøjere på stofmisbrugsbehandling,