I dag eksisterer disse arbejdspladser næsten ikke mere, og nutidens uuddannede unge puertoricanere i East Harlem er ofte tvunget ud i at benytte ulovlige midler (salg af narkotika) for at nå samme legitime mål.
De Durkheim-inspirerede teorier om kriminalitetens samfundsmæssige funktion har nogle svagheder og begrænsninger, man skal være opmærksom på. Anomiske teorier tager for det første ikke højde for, at moderne samfund er pluralistiske, med ikke kun et, men flere normsæt. Afvigelse kan derfor skyldes, at visse subkulturer opererer med alternative mål, og ikke kun at de mangler midlerne. For det andet er funktionalistiske forklaringer nærmest umulige at falsificere: Hvordan viser man fx, at en vis mængde kriminalitet er enten integrerende eller anomisk. Og i forlængelse heraf: hvordan kan anomi producere kriminalitet og normløshed, samtidig med at man først kan registrere anomi ved en stigende kriminalitet og normløshed? For det tredje medproducerer teoriens stærke fokus på de uintenderede konsekvenser (funktioner) af folks handlinger en blindhed over for folks egne subjektive motiver og strategier. Mennesker anses blot som værende brikker i samfundsmaskinen, og netop dette manglende fokus på folks egne strategier, motiver og subjektive erfaringer er udgangspunktet for den symbolske interaktionisme.
Symbolsk interaktionisme
I takt med at funktionalismen mistede styrke og indflydelse inden for afvigelsessociologien voksede der i 1960’erne en anden og ganske anderledes retning frem kaldet symbolsk interaktionisme. I stedet for deduktive analyser af generel karakter med altfavnende teoretiske modeller er denne retning kendetegnet ved at være en analytisk tilgang med fokus på konkrete menneskers betydningsskabelse i lyset af samfundsskabte kategorier, eller med andre ord folks interaktion med symboler; som Herbert Blumer, der må betegnes som en af teoretikerne inden for den symbolsk interaktionistiske tilgang, skrev: De eneste ting, der kan handle, er individer og grupper, hverken strukturer eller systemer kan agere eller tilskrive betydning (Blumer 1969). Symbolsk interaktionisme har endvidere primært fokuseret, ikke på samfundets generelle sammenhængskraft og sociale orden, men på små sub-verdener eller subkulturer, ofte studeret vha. af kvalitative forskningsmetodikker som fx deltagerobservation. Ligesom funktionalismen har denne retning været særdeles indflydelsesrig, og mange analytiske perspektiver fra datiden er stadig gængse i dag. En toneangivende retning indenfor symbolsk interaktionisme er Howard Beckers stemplingsteori (1963), der stadig inspirerer forskere i studiet af stofmisbrug og kriminalitet (Asmussen 2007). Det er dog vanskeligt at redegøre for symbolsk interaktionisme ved at bruge én forfatter – fx Becker – som gennemgangsfigur, da retningen netop er kendetegnet ved ikke at være en teori, men summen af en lang række empiriske analyser af forskellige situationer, hvori afvigelse bliver fortolket, skabt, genforhandlet, internaliseret og modstået.
Inden for symbolsk interaktionisme anses afvigelse som et resultat af de forestillinger og kategorier, folk har om hinanden og omsætter i konkrete situationer, og som ikke mindst skabes, forhandles og forandres herigennem (Blumer 1969). En stor del af den symbolske interaktionisme har netop fokuseret på sådanne kategoriseringsprocesser, som det fx udtrykkes i den mest citerede læresætning inden for retningen:
Social groups create deviance by making the rules whose infraction constitutes deviance, and by applying these rules to particular people and labelling them as outsiders… The deviant is one to whom that label has been successfully applied: deviant behavior is behavior that people so label. (Becker 1963:9)
Pointen er, at afvigelse ikke er et resultat af psykologiske træk ved den enkelte person, men bunder i samfundsmæssige klassifikationsprocesser. Denne tankegang vil jeg se nærmere på i det følgende.
Den indre dialog
Symbolsk interaktionismes fokus på den sociale konstruktion af afvigelse og på, hvordan kategorier internaliseres og tilskrives betydning i den enkeltes selv, gennem en indre dialog, bygger i stor grad på den amerikanske socialpsykolog G.H. Meads tanker om det sociale selv (Layder 1994:57-74). Herunder hans teori om det dynamiske forhold mellem ‘jeget’ og ‘miget’.
Meads (1967) grundlæggende tanke er, at den enkeltes selv er en social størrelse. Selvbevidsthed bunder i menneskets evne – udviklet gennem evolutionen – til at repræsentere handlingserfaring symbolsk samt reflektere over sådanne symboler i planlægningen af fremtidige handlinger. Mennesket er således i stand til gennem symboler (sproget) at forholde sig til mulige konsekvenser af egne handlinger, allerede før de er udført. At tænke er i den forstand det samme som at tale med andre mennesker, bortset fra at det gøres i det indre med en selv i stedet for med andre (se også Baldwin 1986:31).
Denne indre dialog eller refleksion foregår ifølge Mead mellem selvets to bestanddele. På den ene side ‘miget’, der er den objektive tilstedeværelse af det handlende selv, der i en gruppe virker som stimuli på andre; det er efterrationaliseringen eller det selv, vi ser som objekt, når vi ser os selv med den andens eller gruppens øjne. På den anden side er der ‘jeget’, som er den subjektive attitude; handlingen i sig selv. Disse to faser er i konstant dialog: ‘jeget’ producerer tanken eller handlingen, men kan ikke observeres, i det øjeblik vi har handlet og betragter vores handlinger, er vi tilbage til ‘miget’. Gennem socialisering lærer vi at se os selv fra den andens perspektiv, både den konkrete anden og den generaliserede anden, der kan ses som tilstedeværelsen af kulturelle normer og sociale kategorier i den enkelte. Normer og kategorier der ikke er noget i sig selv, men først eksisterer gennem handlingen, handlinger der omvendt kun eksisterer, når de objektiveres, tilskrives betydning og associeres med ‘miget’.
Selvet kan ifølge Mead forstås som en proces, hvor ‘miget’ alene ville være uden enhed og splittet op i mange forskellige selv, hver af dem associeret med tidligere handling. Erfaringer fra tidligere interaktion behøver det aktive ‘jeg’ til at skabe enhed. Vi skal derfor ikke se os selv som: “…en objektagtig ting, men som en mobil region af kontinuerlig selv-reproducerende aktivitet” (Shotter 1989:139, min oversættelse). Dette betyder, at selvet opfattes som en helt igennem social størrelse, modsat den fænomenologiske tradition, hvor selvet eller subjektet ses som medfødt og bundet op i eksistentielle dilemmaer (Burkitt 1991).
Ifølge Mead og den symbolske interaktionisme er sproget derfor centralt, da det er herigennem, at den indre dialog kan foregå, en dialog, der afspejler og er reaktioner på den enkeltes sociale erfaringer. De symboler, det sprog eller de sociale kategorier, der er tilgængelige i det sociale, og som fx sanktioneres af staten og lovgivningen, er derfor af stor betydning for, hvordan den enkelte erfarer sig selv og tilskriver sine egne og andres handlinger betydning. Den proces, hvorigennem afvigelse bliver forhandlet og anerkendt, anses derfor at være tæt knyttet til det enkelte selvs indre moralske verden, samtidig med at sådanne erfaringer, subjektive fortolkninger og overvejelser over potentielle handlinger afhænger af objektivt eksisterende afvigelseskategorier, herunder den enkeltes vurdering af andres potentielle reaktioner (Downes & Rock 2003:183). Symbolsk interaktionisme ligger hermed milevidt fra det funktionalistiske makroperspektiv ved at insistere på at analysere, hvordan afvigelseskategorier skabes, vedligeholdes, tillægges betydning og ikke mindst, hvilke strategier der er tilgængelige i omgangen med det, der kategoriseres som afvigende.
Erving Goffmans (1974) klassiske studie af, hvordan vi i vores interaktion med hinanden håndterer afvigende eller stigmatiserede identiteter viser fx, at en stigmatiseret identitet ikke bare er, men tillæres. Vi har således i interaktionen med hinanden klare forventninger til, hvordan folk, der associeres med stigmatiserede identiteter skal og ikke skal agere i interaktionen med normale (dem der ikke i situationen er tildelt en stigmatiseret identitet), og omvendt. Man kan derfor ‘spille’ sit stigma mere eller mindre korrekt. Og man kan udvikle strategier i omgangen med stigma: skjule tegn på afvigelse, underspille et stigma, få hjælp af velmenende grupper til at undskylde sit stigma osv. Inspireret heraf har studier af tidligere stofmisbrugere fx vist, at der er klare regler for, hvornår og hvordan en sådan miskrediteret identitet kan afsløres i hverdagens sociale interaktion (Murphy & Irwin 1992), hvorvidt og i hvilke sammenhænge denne ex-identitet tilskrives positiv eller negativ værdi (Hecksher 2006), samt i hvilken grad en sådan identitet kan komme til at overskygge og endda påvirke andre af denne persons identiteter, hvorved den opnår,