synlige magt
Den afvigelsessociologi og nye form for radikal kriminologi, der voksede frem i 1970’erne og 1980’erne, havde et udtrykkeligt fokus på ulige magtforhold i samfundet. Samtidig rettede retningen kritik mod den symbolske interaktionisme for dens manglende fokus på netop de magtforhold, der rammesatte og bestemte folks interaktion og betydningsskabelse. Fx har det været anført, at Garfinkels etnometodologi og Goffmans interaktionisme helt overså de magtfulde interesser, der historisk havde defineret de afvigeridentiteter, folk blev nødt til at spille eller spille op imod, og som de blev undertrykt af (Gouldner 1970; Giddens 1987). Symbolsk interaktionisme blev i forlængelse heraf kritiseret for ikke at være en egentlig teori, men blot en række analyser af et væld af forskellige praksisser – homoseksualitet, prostitution, hashrygning, mental sygdom, blindhed etc. – der tilsammen fremstod mere som et raritetskabinet af iøjnefaldende mennesker og deres handlinger end en sammenhængende teori, der kunne levere politiske analyser af forholdet mellem afvigelse og magt, specielt i det kapitalistiske samfund. Samtidig blev det anført, at symbolsk interaktionisme havde for meget fokus på underklassens afvigelse og kriminalitet på bekostning af en undersøgelse af magtfulde gruppers lovovertrædelser. Endelig blev stemplingsteoriens logik om, at social kontrol og kategorisering fører til afvigelse, anfægtet, da den blev set som reducerende afvigere til passive stakler og ikke grupper med et samlet potentiale for modstand (Downes & Rock 2003:261-292). En del af disse nye magtanalyser var inspireret af marxismens kritik af ulige magtforhold i det kapitalistiske samfund. Fx hævdede Taylor et al. (1988), at det kapitalistiske samfund i sig selv var kriminalitetsskabende grundet ulighederne i ejerforhold i samfundet og den udbytning, der følgelig finder sted. Den eneste type samfund, som forfatterne mente kunne være kriminalitetsfrit, var et socialistisk samfund med plads til diversitet. Dvs. et samfund uden økonomisk ulighed, hvilket fjerner motivet til at begå berigelseskriminalitet, og et samfund med tolerance over for minoriteter og afvigende adfærd (fx stofbrug), hvilket fjerner ønsket om at opdrage eller tilpasse vha. straf.
I tråd hermed argumenterede Steven Box (1992) i sit studie af lovgivningen og straffepraksis i England for, at retssystemet afspejler eksisterende magtforhold i samfundet. Lovgivningen er med andre ord resultatet af samfundets magtkampe. Straffesystemets fokus på og mediernes ensidige dækning af visse typer af kriminalitet har ført til, at vi generelt ser unge, uuddannede, arbejdsløse mænd, der lever i ghettoer, og som ofte ikke er europæisk etniske, som den største trussel mod lov og orden. Endvidere portrætteres disse personer ofte som aggressive, utilregnelige og uden selvcensur. Men kaster vi blikket opad i det sociale hierarki, siger Box, vil vi opdage en mængde mere eller mindre skjult kriminalitet begået af magtfulde, veluddannede, hvide, respektable borgere. Kriminalitet der ofte fører betydelig større skader med sig end det, vi konventionelt forbinder med kriminalitet. Han nævner fx skatteunddragelse, miljøkriminalitet, boligspekulation, manglende overholdelse af sikkerhedsregler på arbejdspladser, politibrutalitet og visse former for aktiespekulation. Men fordi sådanne forbrydelser begås af de magtfulde i samfundet, unddrager de sig opmærksomhed, og resultatet er en mystifikation, hvor vi er blevet socialiseret til at se verden gennem statsapparatet og de magtfuldes interesser. I forlængelse heraf har den danske kriminolog Flemming Balvig (1999) argumenteret for, at den ulighed, der er i samfundet i forhold til lovgivning og straf, ikke nødvendigvis skal ses som resultat af konkrete personers bevidste handlinger, men af strukturelle processer, der reproducerer eksisterende magtforhold. Lidt forenklet kan man hævde, at myndighedspersoner og de magtfulde har ringe interesse i at straffe sig selv, hvorfor love og regler sjældent berører fundamentet for deres magt.
Undertiden kan den strukturelle reproduktion og ikke-bevidste magtkamp på det retslige område dog blive meget bevidst og reflekteret, dette sker, når man fra magthavernes side eksplicit skaber, hvad der er blevet kaldt moralsk panik (Cohen 1972), for herved at rette opmærksomheden mod udvalgte problemstillinger, og hermed opmærksomheden væk fra uønskede forhold. En slags afledningsmanøvre. Som Hall et al. (1978:16) definerer dette populære, men også vage begreb:
When the official reaction to a person, group of persons or series of events is out of all proportions to the actual threat offered, when ‘experts’, in the form of police chiefs, judiciary, politicians and editors perceive the treat in all but identical terms, when the media stress ‘sudden and dramatic’ increases and ‘novelty’, above and beyond that which a sober, realistic appraisal could sustain, then we believe it is appropriate to speak of the beginning of a moral panic.
Selv viste Hall et al. (1978), hvordan et overdrevent samfundsmæssigt fokus på sorte som overfaldsmænd, fjernede fokus væk fra eskalerende økonomiske problemer og klassekonflikter i 1970’ernes England.
Som beskrevet ovenfor kunne det analytiske begreb moralsk panik og de funktionelle forklaringer, det gør brug af, ses som en udløber af Durkheims teori om kriminalitet. Christie & Bruuns bog Den gode fiende er et eksempel herpå. Jeg vil uddybe bogens argument, da den er et godt eksempel på, hvordan et fokus på magt og moralsk panik er blevet brugt til at analysere narkotikasituationen i Norden, herunder specielt Norge.
Overordnet mener forfatterne (Christie & Bruun 1985), at den sociale kontrol og moralske panik på narkotikaområdet er helt ude af proportioner sammenholdt med stoffernes farlighed, de menneskelige skæbner, kontrolpolitikken skaber, de interesser der ligger i fx medicinalindustrien samt de retsværdier, der hævdes eksisterende i samfundet. Grunden til, at kampen mod narkotika kan blive en så god fjende, er bl.a., at den ikke er imod herskende politiske og økonomiske interesser, herunder at de, der fører krigen, ikke føler sig truet. Christie & Bruun mener, at vi i kampen mod narkotika har at gøre med et delvist konstrueret problem, bl.a. fordi det ikke er muligt at definere, hvad man mener med narkotika. Definerer man narkotika qua dets virkninger, opdager man, at fx alkohol på lige fod med heroin er et stof, der bedøver og fører en lystfølelse med sig, og både amfetamin og kaffe har opkvikkende effekt. Heller ikke virkningsgraden kan bruges som definitionskriterium: Stærke stoffer inkluderer både opioider og stærk spiritus. Heller ikke afhængighed, hverken psykisk eller fysisk, kan afgrænse narkotika som fænomen. Konsekvensen er, at narkotika ikke kan etableres som “logisk” eller entydig kategori, men findes derimod som politisk begreb, der kan mobilisere en indsats. I krigen mod narkotika har man endvidere skabt sociale kategorier som fx narkomanen, der beskrives som en stakkel ganske i stoffernes vold, men heller ikke denne konstruktion holder for nærmere eftersyn: Personer, som har været afhængige af lægeordineret morfin, formår som regel at stoppe, og læger kan fx benytte morfin igennem længere tid uden at være “slaver” af det. Afhængighed er snarere knyttet til det, man kan kalde en kultursociologisk afhængighed (Tungland et al. 1996) og ikke kun fysiske abstinenser.
En anden vigtig identitetskonstruktion i krigen mod narkotika er narkohajen, den udspekulerede, onde, profitsøgende og stærkt organiserede bagmand. Men heller ikke denne kategori, mener Christie & Bruun eksisterer på det plan, som politi, presse, politikere og offentligheden vil have den til. Snarere har vi på stofmisbrugsområdet som regel at gøre med psykisk dårligt fungerende narkomaner, der videresælger stof, men de fungerer sjældent som gode fjender, her virker bagmænd bedre (se også Coomber 2006). Endelig, skriver forfatterne, er denne krig af international karakter, den er styret af industrilandene, den er meget stofselektiv, den medregner ikke alkoholindustrien eller de stærke medicinalindustrier og deres store økonomiske interesser, og den er meget individorienteret – det er den sociale kontrol af de enkelte, der er i fokus, der er ikke tale om forsøg på at regulere markeder. Overordnet må man derfor stille spørgsmål ved, om de massive kontrolomkostninger over for narkotika kan forsvares, hvis man ser på dets skadelige virkninger, dette specielt hvis man sammenligner med virkninger fra alkohol og tobak.
På det identitetsmæssige plan kan den stærkt definerede identitet narkoman endda komme til at virke mod sin hensigt. For nogle kan den fungere som en klart defineret mod-identitet, hvor afvigelsesstemplingerne vendes på hovedet og gøres til positive identitetsmuligheder. Jagten på stoffet bliver et livsindhold og et projekt, der svejser folk sammen og fører til udvikling af subkulturelle miljøer (se også Huggins 2006). Endvidere rammer krigen for det meste de samme om og om igen. De, som før sonede for andre lovbrud, soner nu for narkotikalovbrud, blot soner