udvikling, der af Roberts selv bliver betegnet som afslutning på middelalderen og dermed indirekte knytter begrebet tæt sammen med renæssancebegrebet.7
Diskussionerne omkring den militære revolution er da også på mange måder forløbet efter samme mønster som diskussionerne om renæssancebegrebet. ‘Den militære revolution’ er blevet opfattet som et positivt kvalitetsstempel, og alt efter interesseområde og interesseperiode har forskellige historikere flyttet revolutionen frem og tilbage mellem 1300-, 1400-, 1500- og 1600-tallet; og mellem fodfolkstaktik, konkrete felttog, våbenteknologi, fæstningssystemer og administrative apparater. Netop det bastionære fæstningssystem er af den fremmeste eksponent for revolutionsopfattelsen, Geoffrey Parker, blevet gjort til hovedomdrejningspunktet.8
I Parkers version af revolutionsteorien stillede de bastionære anlæg både krav til flere og større garnisoner til at bemande dem og større krav til de belejrende hære. For eksempel blev der i forbindelse med belejringen af ‘s-Hertogenbosch i 1629 anlagt 40 kilometer fæstningsværker rundt om fæstningen, hvis egen omkreds kun var på 1,5 km.9
Med Parkers revolutionsteori er det bastionære fæstningssystem endt på en historiografisk kampplads, der til forveksling ligner renæssancebegrebets. Var det bastionære system ‘revolutionerende’ og markerede begyndelsen på ‘en ny tid’? Var det bastionære system et omdrejningspunkt for etableringen af den stærke statsmagt – og dermed også i en vis forstand for overgangen middelalder-renæssance?
Det er store problemstillinger, der selvfølgelig ikke lader sig behandle fyldestgørende inden for denne artikels rammer. Jeg vil derfor nøjes med at fremhæve nogle positioner og opfattelser i forhold til to spørgsmål: Kan det bastionære system udskilles som en militærteknologisk faktor, der afgørende ændrede styrkeforholdet mellem offensiven og defensiven eller belejringernes karakter? Og stillede det bastionære system fundamentalt nye krav til ressourcemobilisering, så man kan argumentere for, at det blev en afgørende drivkraft i udviklingen af den moderne statsmagt – eller omvendt fik stater til at bukke under?
FIG. 3.
Den store vægtforskel på jern-, bly- og stenkugler havde betydning for krudtmængden ved affyring af kanonerne. Kaliberstokke med angivelse af vægt for forskellige materialetyper i forhold til kuglens kaliber blev et nødvendigt redskab. Illustration fra 1630.
Det bastionære fæstningssystem som militærteknologisk faktor
Udviklingen af det bastionære system hang som tidligere nævnt snævert sammen med ildkraften. Det var baseret på aktiv anvendelse af ildkraften i forsvaret, og det skulle samtidig yde beskyttelse mod angriberens ild. Derfor må en diskussion af det bastionære systems gennembrud tage udgangspunkt i udviklingen af ildkraften.
Kernen i artilleriet er affyringen af et missil, og lad os derfor starte med dette. I begyndelsen af 1400-tallet anvendte artilleriet fortrinsvis stenkugler, der møjsommeligt blev hugget til. Men i løbet af 1400-tallet blev støbejernskugler taget i anvendelse i stadigt større omfang.10 Groft sagt vejede en jernkugle tre gange så meget som en stenkugle af samme størrelse. Man kunne derfor opnå samme eller endda større ødelæggende kraft med en mindre jernkugle.
Det næste punkt er krudtet, hvormed projektilet blev affyret. Formentlig i begyndelsen af 1400-tallet udviklede man en teknik til at fremstille kornet krudt. Fordelen var, at det kornede krudt brændte langsommere og derfor ikke udsatte kanonløbet for samme kortvarige, voldsomme belastning som det fine krudt. Det fine krudt blev stadig brugt til geværer, hvor risikoen for, at løbet sprængtes, var mindre. Det nye kornede krudt gjorde det muligt at forøge sprængladningerne i kanonerne uden samtidig at øge risikoen for sprængning. David Eltis skriver, at hvor vægtforholdet krudt:projektil i begyndelsen af 1400-tallet var 1:13, var det ved slutningen 1:2, så man kunne operere med en seks gange så kraftig krudtladning som tidligere.11
Forklaringen på denne udvikling lå dog ikke i krudtet alene. Den lå også i udviklingen af selve skytset. Ved 1400-tallets midte var smedejernsskytset klart dominerende. Et par lange stave af jern blev klemt og spændt tæt sammen af en række jernringe. Disse smedejernskanoner var stort set alle bagladekanoner, hvor kuglen blev lagt ind i løbet bagfra, og derefter blev kanonen lukket med et kammer med krudtladning. Men i anden halvdel af 1400-tallet begyndte støbte forladekanoner af bronze at vinde frem. Det tykke, tætte rør gjorde, at det var muligt at affyre en kraftigere sprængladning i disse kanoner. De var dermed velegnede til at affyre de tunge, nye jernkugler. Hvor det havde krævet kæmpemæssige bombarder at anrette skade på fæstningsværker med stenkuglerne, kunne man nu anrette samme eller endog større skade med mindre jernkugler – og dermed også langt mindre kanoner. De enorme bombarder, man i 1400-tallets første del havde anvendt ved belejringer, gled helt ud af brug i århundredets anden halvdel.12
Det var ligeledes af betydning, at kanoner omkring år 1500 fik en mere fast form. De støbte kanoner blev forsynet med omdrejningstapper ved deres tyngdepunkt, ligesom de fik delfinhåndtag på løbet, så de kunne hejses op i affutager med hjul. Kanonerne blev altså både mindre og mere mobile samtidig. Fra omkring 1540 fremstillede englænderne også med held relativt billige støbejernskanoner efter samme model som bronzekanonerne. Alt i alt havde hovedparten af de støbte forladekanoner fra begyndelsen af 1500-årene fået en form, som stort set ikke blev ændret før midten af 1800-tallet.13
FIG. 4.
Belejringskrig fra 1400-tallet. Forsvaret ligger i højden. Fra Vegetius’ De Re Militari Libri Quattor fra 1529. Bogens illustrationer viser primært militære innovationer fra samtiden. Det er formentlig stormstigens greb om brystværnet, der er det nye i denne tegning.
Det er dog i denne forbindelse værd at bemærke, at små bagladekanoner – der oftest var af smedejern – mange steder blev brugt igennem hele 1500-tallet og i nogle tilfælde langt ind i 1600-tallet, på trods af at smedejernskanoner ofte fremstilles som dårlige og ineffektive.14 De havde formentlig en afgørende fordel frem for forladekanonerne: en højere skudhastighed. De engelske arkitekturhistorikere Simon Pepper og Nicholas Adams anslår, at hvor en forladekanon højst kunne opnå en skudhastighed på ét skud hvert andet minut, ville en bagladekanon med tre-fire ekstra krudtkamre kunne opnå en skudhastighed på to skud i minuttet, altså fire gange så høj hastighed. Både i forbindelse med entring af skibe til søs og ved afværgelse af stormangreb på en fæstning kunne en sådan forskel i skudhastighed have afgørende betydning – og de små bagladekanoner var samtidig velegnede til at affyre kard æsker, beholdere fyldt med mange små projektiler, der spredtes mod menneskemængder ved affyring.15
Stenkugler blev dog stadig anvendt til langt op i 1500-tallet. Ikke nødvendigvis fordi udviklingen ikke var slået rigtigt igennem, men fordi de havde deres berettigelse. Der var således fordele forbundet med at skyde med stenkugler mod skibe, idet stenkuglerne fik træet til at splintre, mens jernkugler gik lige igennem og dermed ikke anrettede så stor skade.16
Udviklingen gik dog i retning af støbte forladekanoner på bekostning af smedede bagladekanoner samt anvendelse af jernkugler frem for stenkugler. I Tøjhusregnskaberne fra Christian 4.s tid, der desværre kun eksisterer fragmentarisk, kan man se, at mens der blev anskaffet store mængder engelske støbejernskanoner og støbt danske bronzekanoner, blev de gamle beholdninger af smedejernskanoner langsomt udfaset. Hvor smedejernskanonerne udgjorde knap 40 procent af skytset i 1592, udgjorde de efter alt at dømme højst 10 procent i 1618. Og selvom stenkugler formentlig egnede sig bedst til søkrigsførelse, blev der ikke brugt stenkugler på nogen af de flådeekspeditioner, der lader sig belyse gennem regnskaberne.17
Militærteknologi og sejrens elementer
Man kan inden for militærhistorien skelne mellem genrerne krigshistorie og krigskunstens historie. Hvor krigshistorien har været begivenhedscentreret,