ord at “udfiltrere sejrens elementer”. Det gælder især i den udstrækning, at militærhistorien har været forbeholdt militære fagfolk. Militærhistorien har i høj grad været opfattet som en praktisk videnskab, hvoraf man kunne lære opskriften på succes.18
Den engelske historiker Bert S. Hall har hævdet, at de fleste militærhistorikere inderst inde tror, at teknologien er historiens drivkraft. Denne påstand skal tages med et gran salt, men der er nok en tendens til, at jagten på ‘sejrens elementer’ ofte har ført til, at man har fokuseret på succesfuld anvendelse af ny teknologi. Militærhistorikere har navnlig i studiet af middelalderen og tidligt moderne tid søgt at indkredse et enkelt våben eller en enkelt nyskabelse, der viste sig at være ‘afgørende’, ‘uovervindelig’ eller ‘revolutionerende’.19
Ser man på den militærhistoriske litteraturs periodisering af befæstningsvæsenets udvikling, er der som regel tre gennemgående årstal, der bliver fremhævet. Det drejer sig om 1449, hvor det franske artilleri fordrev englænderne fra Frankrig som afslutning på Hundredårskrigen; 1453, hvor Konstantinopel faldt for de osmanniske kanoner; og 1494, hvor den franske konge Karl 8. drog igennem Italien med sit moderne, mobile artilleri.20
I løbet af 1449-1450 gennemførte franskmændene intet mindre end 60 belejringer mod engelske borge i Normandiet. Der er ingen tvivl om, at artilleriet har spillet en hovedrolle i denne afsluttende fase af Hundredårskrigen. Artillerihistorikeren Robert D. Smith påpeger dog, at der ikke er noget, der tyder på, at der var sket afgørende ændringer i artilleriet i første halvdel af 1400-tallet. Der var tale om en større udbredelse og en formentlig deraf afledt større effekt. Udviklingen i artilleriet må efter Smiths opfattelse henføres til perioden umiddelbart efter Hundredårskrigen.21
Hvad Konstantinopel angår, anvendte osmannerne store bombarder til at skyde murene i grus. Bombarder af denne størrelse var imidlertid netop da ved at blive opgivet som uhensigtsmæssige i Vesteuropa. De krævede enorme stenprojektiler, der var svære at skaffe; de slugte store mængder krudt; deres skudhastighed var lav; og de udgjorde alt for nemme mål for forsvarernes artilleri. Det kan derfor være vanskeligt at se noget fremadrettet i denne brug af artilleri.22 Det osmanniske artilleri var da heller ikke en garant for succes. Da osmannerne i 1456 stod foran Beograd, der endda var ringere befæstet end Konstantinopel, måtte de til sidst opgive belejringen. Frygten for en undsætningshær fik osmannerne til at udføre et for tidligt stormforsøg, der så blev slået tilbage. Netop spørgsmålet om tid, forsyninger og mulig undsætning og disse forholds indflydelse på moralen hos både belejrere og belejrede synes at have været mindst lige så væsentlige ingredienser i forløbet af belejringer som det til rådighed stående artilleri.23
Når Konstantinopels fald gav en sådan genklang, og begivenheden siden er blevet betegnet som skelsættende, er det først og fremmest, fordi den i samtiden var den symbolske kulmination på den osmanniske fremrykning i vest. Men også fordi flygtninge fra Konstantinopel bragte de græske klassikere med sig til Italien og dermed vigtige impulser til europæisk åndsliv. Selve det militære forløb synes ikke at have været skelsættende.
Spørgsmålet om Karl 8.s indtog i Italien er ikke så entydigt. Det satte sig i hvert fald dybe spor i bevidstheden hos en række fremtrædende italienere. Historikeren Francesco Guicciardinis beskrivelse af effekten af de franske kanoner i hans Storia d’Italia er ofte blevet citeret og brugt som dokumentation for det skelsættende i begivenheden: “the cannons were planted against the walls of a town with such speed, the space between the shots was so brief, and the balls flew so speedily, and were driven with such force, that as much execution was inflicted in a few hours as used to be done in Italy over the same number of days.”24
Guicciardini står ikke alene med sin beskrivelse. Machiavelli skrev desillusioneret i 1519, at fæstninger var overflødige, hvis en fyrste rådede over en god felthær, og de var umulige at forsvare, hvis han ikke rådede over nogen. Allerede i 1520 skriver han mere fremadrettet: “Whatever was of any value, we learnt it from the French strangers from over the Alps. You have probably heard of the extraordinary weakness of the fortresses in our country before Charles VIII came here in 1494. At that period we made our parapets one foot thick; our cannon and archery embrasures were narrow on the outside and wide within, and were subject to a thousand defects which I shall not enumerate for fear of boring you.”25 Underforstået at nu byggede man, belært af fortiden, ikke så svage fæstninger som tidligere.
Blandt andre Simon Pepper har set nærmere på felttoget i 1494.26 I første omgang blev franskmændene stoppet ved Sarzana i Toscana. Det lykkedes dem ikke at true fæstningen militært, men til gengæld lykkedes det at få Piero de Medici til at åbne Firenzes porte ad diplomatisk vej – og med dem også Sarzanas. Herfra drog franskmændene til Rom, og fra Rom videre mod Napoli. På vejen stødte den franske hær på to byer. Den første by, Montefortino, blev stormet uden brug af artilleri – og som hævn, fordi den havde skiftet side, blev hovedparten af indbyggerne dræbt.
Ved den anden, Monte San Giovanni, sendte franskmændene deres herolder ind til byen for at opfordre den til at overgive sig. Herolderne vendte tilbage uden næse og ører, og franskmændene indledte et intenst angreb for at få hævn. Efter otte timers bombardement fik man skabt et hul i muren, byen blev stormet, og indbyggerne massakreret. Oven på disse massakrer blev al modstand mod franskmændene opgivet, indtil de stod foran Napoli. Her holdt det middelalderlige Castel Nuovo stand mod franskmændene i to uger, inden en eksplosion i et krudttårn skabte kaos og åbnede fæstningen for franskmændene.
FIG. 5.
Selvom det er tvivlsomt, om det franske artilleri spillede den centrale rolle i det italienske felttog i 1494, gjorde bronzeskytset i affutager, der kunne trækkes af heste, artilleriet mere mobilt mod slutningen af 1400-tallet. Her illustreret af et udsnit af tegning i Mallets Der Kriegsarbeit oder Neuer Festnungsbau fra 1672.
Alt i alt var det snarere den nye kompromisløse krigsførelse, der banede vejen for franskmændene, end kanonerne. Den voldsomme fremfærd chokerede italienerne. Vel var det en karikatur, når Machiavelli om de italienske lejesoldater sagde, at de gik i krig uden frygt, uden fare og uden tab – men denne brutalitet var noget nyt i begyndelsen af de italiensk-franske krige. Fæstningshistorikeren Christoffer Duffy, der opfatter den franske invasion som skelsættende, hæfter sig da også mere ved felttogets karakter af Blitzkrieg end ved kanonernes indsats i konkrete kampe. Det var den hurtige, målrettede, voldsomme og hensynsløse fremrykning, der chokerede italienerne.27 Det faktum, at det franske artilleri var blevet så relativt mobilt, at dette kunne lade sig gøre, var en væsentlig faktor heri, men det var ikke, fordi de franske kanoner isoleret set som teknologi var ‘afgørende’ eller ‘revolutionerende’.
I den langstrakte proces fra cirka 1400 til cirka 1600, hvor ildkraft, forsvar i dybden og opførelse af bastioner spiller en stadig større rolle, er det svært for ikke at sige umuligt at ‘udfiltrere sejrens elementer’. Der kan både findes eksempler på fuldt moderne bastionære fæstningsanlæg, der måtte overgive sig eller blev stormet, og på såkaldt gammeldags fæstningsanlæg, der holdt stand. Stephen Turnbull skildrer således for eksempel, hvordan den nye, komplette bastionære befæstning af Nicosia på Cypern i 1570 kun holdt stand mod osmannerne i syv uger, hvorimod en anden by på øen, Famagusta, med kun en begrænset forstærkning af de middelalderlige mure, holdt stand i 11 måneder.28 Teknologien var stadig kun ét element i krigskunsten; ganske vist væsentligt, men ikke altafgørende som det også fremgik af historierne om Konstantinopels fald og Karl 8.s felttog i Italien.
Det bastionære system – kvalitativ forandring eller teknologisk tilpasning?
I den føromtalte undersøgelse af Karl 8.s indtog i Italien påpeger Simon Pepper, at flere af de italienske fæstninger var blevet moderniseret gennem de forudgående tyve år og klarede sig godt. Endvidere har en anden engelsk historiker, Joh n R. Hale, vist, at allerede fra omkring 1450 begyndte italienerne at eksperimentere med bastioner i deres arbejde med at forstærke fæstningsanlæg.29