16 Guilmartin 2003, s. 167. Robert D. Smith har deltaget i forsøg med 1400-tals artilleri og har i et foredrag 2006 påpeget den markante forskel på effekten af støbejerns- og stenkugler mod træflader.
17 I perioden 1592-1610 reduceredes antallet af smedejernskanoner i Tøjhusregnskaberne fra 400 til 166, mens omvendt støbejerns- og bronzekanonernes antal steg fra sammenlagt 654 til 1.312 i den samme periode. Stigningen fortsætter tilsyneladende til 1618, hvor antallet kan anslås at have oversteget 1.600. Om stenkuglerne som ‘død’ lagerbeholdning 1592-1610, se Mortensen 1999, s. 245.
18 Schmidtchen 1990, s. 5.
19 Hall 1995, s. 258. Se også DeVries 1997a.
20 Bl.a. vurderet ud fra behandlingen af det bastionære systems gennembrud i tre brede engelske fremstillinger fra 1970’erne: Hughes 1974 fremhæver 1449 og 1494, men gør i øvrigt relativt meget ud af den teoretiske udvikling. Duffy 1976 lægger klart vægten på 1494-invasionen, og at dette felttog markerede en helt ny opfattelse af krig – Blitzkrieg. I det mere overfladiske og populære værk Fortress lægger Ian Hogg vægten på Chiogga-krigen mellem Venezia og Genua 1379-1380 samt Konstantinopels fald 1453.
21 Smith 1994, s. 158.
22 Se fx DeVries 1997b, s. 291f.
23 Turnbull 2006, s. 36ff. Se også DeVries 1996b.
24 Guicciardini citeret efter Duffy 1976, s. 9.
25 Macchiavelli citeret efter Duffy 1976, s. 20.
26 Se Pepper 1995.
27 Duffy 1976, s. 11.
28 Turnbull 2006, s. 126 ff. Turnbull fremhæver blandt andet mineringen og kontramineringens centrale rolle ved belejringerne.
29 Pepper 1995, s. 269, 276f. og 281 og Hale 1983, s. 1-29.
30 DeVries 1995, s. 228ff.
31 Hall 1995, s. 268f. Hvor DeVries og navnlig Hall er afvisende over for begrebet om en militær revolution, har andre middelalderhistorikere søgt at flytte den tilbage i tiden. Se Ayton & Price 1998.
32 Bradbury 1992.
33 Lynn 1995, s. 174f.
34 Lynn 1995, s. 176f. og s. 190ff.
35 Lynn 1995, s. 178. Geoffrey Parker har i sit svar på kritikken peget på, at Lynn’s tal er usikre og fx ikke omfatter observationsstyrker. Midt i at Vauban pralede med, at hans belejringsteknik reducerede antallet af belejrende styrker, forudsatte han, at man også opererede med observationsstyrker. Parker 1995, s. 351f.
36 Det skal i den forbindelse bemærkes, at B.S. Hall har påpeget, at ligesom Vauban i slutningen af 1600-tallet anbefalede 600 mand til bemanding af en garnison i fredstid, anbefalede Christine de Pisan nøjagtigt samme tal i begyndelsen af 1400-tallet. Han peger endvidere på, at størrelsen af en belejringshær vanskeligt kunne være over 25.000 mand i længere tid alene på grund af de sanitære problemer, det ville medføre. Hall 1995, s. 263 og 266.
37 Adams 1995.
38 Pepper & Adams 1986, s. 23f.
39 Pepper & Adams 1986.
40 Arnold 1995, s. 212.
41 Pepper & Adams 1986, s. 30.
Jan Kock
Befæstede byer i renæssancen – en oversigt over det danske rige
Den statspolitiske baggrund
Tiden op mod reformationen var her i landet politisk urolig, fyldt med spændinger af både religiøs og verdslig karakter. De forskellige stænder holdt på deres rettigheder, og særlig adelen var på vagt over for forandringer. Religiøst stod kampen mellem dem, der foretrak den katolske version af kristendommen, og dem, der gik ind for de nye lutherske tankegange. Hver part havde sit kongsemne og sine alliancer med udenlandske fyrstehuse. Modsætningerne endte i en borgerkrig, hvor kong Frederik 1.s tropper under feltherre Johan Rantzaus anførsel satte sig på hele Danmark undtagen Malmø og København. Disse to byer havde i nogen tid holdt stand og var loyale over for modparten, som foretrak kong Christian 2. Sluttelig måtte de to byer dog overgive sig og Christian 2. rejse udenlands i en række år, indtil han efterhånden fik så megen økonomisk hjælp, at han i begyndelsen af 1530’erne forsøgte at gen erobre magten i Danmark. Han erobrede Norge og belejrede Akershus og Bergenhus for senere at indtage Karlsborg. Ved forræderi lykkes det i 1532 Frederik 1. at pågribe Christian 2., som derefter sad fængslet på Sønderborg Slot i 17 år.
Frederik 1. døde i 1533, året efter, at han havde ladet Christian 2. fængsle. Det viste sig, at man ikke kunne blive enige om et nyt kongsemne. I denne situation fik den katolsk sindede og borgerskabs- og handelsvenlige Christian 2. hurtigt mange støtter blandt borgere og bønder, og han rejste en hær under ledelse af Skipper Clement. Det betød borgerkrig. Først året efter, i 1534, blev den protestantisk sindede Christian 3. valgt som ny konge og foreløbigt hyldet i Horsens den 19. august. Christian 2.s tropper drog hærgende rundt i den vestlige del af landet og afbrændte flere byer foruden herregårde, som tilhørte de mange adelsfolk, der holdt på Christian 3.s parti. Skipper Clement blev dog snart trængt af modpartens hærfører, Johan Rantzau fra Holsten. For at modstå Rantzau forskansede Skipper Clement sig i december 1534 bag Aalborg bys befæstning. Men den 18. december om morgenen blev Aalborg stormet og indtaget. Grupperingen omkring den nyvalgte Christian 3. var langsomt ved at vinde magten.
I den østlige del af Danmark havde svenskerne sendt hjælp til den nyligt hyldede Christian 3., og svenske tropper indtog Halmstad og belejrede Varberg. I 1535 blev Helsingborg indtaget ved forræderi, og samme år gik krigshandlingerne ud over en række andre byer, blandt andet Assens, Svendborg, Odense og Nyborg, der endog blev indtaget to gange. Derefter fulgte Rantzaus erobring af Sjælland, og snart efter var København, hvor borgerne ligesom i Malmø støttede den katolske Christian 2., under belejring både fra sø- og landsiden. Malmø overgav sig i april 1536, mens København holdt stand indtil slutningen af juli 1536. Den 6. august kunne Christian 3. endelig ride ind i hovedstaden som sejrherre. Også Norge så sig nødsaget til at strække våben over for Christian 3.
Landets sikkerhed var dog ikke sikret med Christian 3.s sejr, og kongens magt var ikke helt stabil, ligesom rigets borge og befæstninger var nedslidte og medtagne. Kongen bad derfor om hjælp hos sin svoger, hertug Albrecht af Preussen, til at få anbragt nogle af sine værste indenrigske modstandere uden for landets grænser, da ingen af hans borge skønnedes at være tilstrækkeligt sikre som fængsel. Desuden gjorde pfalzgreve Friederich 2. krav på tronen, og det frygtedes, at kejser Karl 5. ville støtte dette krav. Som om det ikke var nok, frygtede Christian 3. også grev Christoffer af Oldenburg og hertug Albrecht af Mecklenburg. Mod øst var der nok indgået en fredsaftale og alliance med Gustav Vasa, men kongen havde ikke fuld tillid til den. Kongen havde altså al mulig grund til at styrke landets forsvar mod de formodede fjender. Selv efter en delvis fredsslutning i 1544 med en del af de fremmede fyrster følte kongen sig ikke sikker og udvidede landets forsvarsværker. Rækken af nyanlagte borge og bybefæstninger langs Øresund viser med al tydelighed, at landets økonomiske og sikkerhedspolitiske tyngdepunkt lå her.
By, bybefæstning og borg
Da Christian 3. i august 1536 kunne kalde sig konge, var landet forarmet og hærget af krig. Af rigets dengang knap 100 købstæder var omkring en tredjedel omgivet af en bybefæstning. Forsvaret bestod oftest kun af svagere jordværker, dog som regel med teglmurede byporte. En mindre del af de befæstede byer var desuden beskyttet af en selvstændig borg.1 (Se også Janne Kosiors artikel i denne bog).
Kalundborg er et typisk eksempel, hvor byens befæstning siden 1100-tallet stadig var blevet udbygget for at klare de krigstekniske krav. Valdemar Atterdag (cirka 1320-1375) styrkede således forsvarsværkerne med en teglbygget mur, forstærket med tårne. Yderligere fik byen en selvstændig stærk borg i østenden af byen, som en tid supplerede en ældre, der lå op til den vestlige ende af bymuren. Stege