blev bygget i tegl og kridtsten, det øvrige var jordværker.
I Jylland havde flere af købstæderne også en befæstning i senmiddelalderen. Tidligere er nævnt Aalborgs bybefæstning, som i alt væsentligt bestod af jordvolde med tilhørende grave. Kun byportene var opført i tegl. Befæstningen omkring Aalborg var suppleret med en kongelig borg, der lå som et selvstændigt anlæg umiddelbart syd for bybefæstningen. Da Johan Rantzau indtog byen i 1534, var bybefæstningen tydeligvis i dårlig forfatning, for helt op til dagen for angrebet arbejdede Skipper Clements folk på at udbedre volden, som Rantzau beretter i sin dagbog. (Se om Aalborgs befæstning i Stig B. Møller med fleres artikel).
Længere sydpå i Jylland var flere af østkystens byer også omgivet af volde, således nabobyerne Randers og Aarhus. I 1477 må man dog have valgt at nedlægge befæstningen omkring Aarhus, for det år solgte Kronen voldarealerne (se side 15). Aarhus lå altså helt åbent for fjender og det endda uden en beskyttende borg. Anderledes udviklede det sig i Randers, hvor man bevarede den middelalderlige bybefæstning, der menes opført under Valdemar Atterdag. Anlægget stod sin prøve i 1534, da Skipper Clements tropper uden held angreb byen, selv om befæstningens forfatning ikke var god. Efter borgerkrigens ophør i 1536 blev Randers’ befæstning, delvis på borgernes initiativ, udvidet og en borg anlagt. Aarhus forblev ubefæstet.
Frem for alt befæstede man landets hovedstad København.2 Befæstningen omkring byen fik større og større betydning i løbet af middelalderen, hvorimod byens borg, oprindeligt anlagt af ærkebiskop Absalon i 1100-årene, senere benævnt Københavns Slot, fik mindre betydning. Kong Hans (1481-1513) forstærkede byens befæstning med regulære mure og tårne, og de efterfølgende konger udbyggede København, så den blev rigets væsentligste fæstning og flådehavn. (Se også Jane Jark Jensens artikel).
FIG. 1.
Borge og byer, hvor Christian 3. (1534-1559) foretog større nybyggeri og udvidelser. I grænseregionen blev primært befæstningerne ved Krempe, Rendsborg og Sønderborg udbygget, men også ved Kiel, Gottorp ved Slesvig, Flensborg og Tønder blev der udbygget. I Nørrejylland udbyggedes Riberhus massivt, Aalborghus nyanlagdes, og bybefæstningen omkring Randers blev forstærket væsentligt. På Fyn blev Nyborg udbygget til en af rigets primære befæstninger. På Sjælland forstærkedes København, og der var planer om udbygning af Krogen sent i kongens regeringstid. Øst for Øresund blev Malmø udbygget, og Landskrone (Landskrona) blev nybygget. Varberg blev markant udbygget, ligesom Halmstad. Fæstningen Sølvesborg blev endnu holdt intakt. Akershus i Norge udbyggedes på samme tid.
Christian 3. – stærkere, men færre befæstninger
Christian 3. stod over for en enorm opgave med at genopbygge landets byer, bybefæstninger og borge, og de økonomiske midler var trods alt begrænsede. Kongen lagde en bevidst strategi for udbygningen af rigets befæstninger. Der blev satset på at nybygge og udbygge langt færre anlæg end tidligere, men hvor det skete, var det gerne med kraftigere anlæg end tidligere set.3 Udbygningen foregik hovedsageligt i grænseområderne i det sydlige Jylland og ved gennemsejlingsfarvandene. Øresundsregionen var så absolut det økonomiske tyngdepunkt i landet, og det var da også her, Christian 3. valgte at udbygge massivt.
Rondeller og bastioner
Da Christian 3. begyndte sine mange byggerier i 1530’erne, var brugen af rondeller til kanoner stadig meget almindelig i Europa. Rondeller er cirkulære udbygninger på borgmure eller fæstningsvolde. Men allerede i midten af det 16. århundrede var man i Italien i fuld gang med at udvikle et mere avanceret voldsystem baseret på bastioner, som er fremspringende polygonsegmenter eller mangekanter, hvorfra der kunne skydes på langs af voldmurene, kurtinerne. I stor udstrækning blev mure af sten nu erstattet eller suppleret med jordværker, som bedre modstod det kraftige artilleri, man efterhånden fik til rådighed. Kanonerne kunne enten stå beskyttede i særligt sikrede konstruktioner, kasematter, som var bygget ind i jordværket, eller de kunne være placeret bag beskyttende volde oppe på bastionerne.4
Det var særlig i Italien, man udviklede mange idealbefæstninger domineret af bastioner. (Se Hans Henrik Appels artikel). Også i det tyske område fulgte man godt med, og flere teoretiske bøger om emnet blev udgivet. Blandt disse gør Albrecht Dürers værk Etliche Underricht zu Befestigung der Stett Schloss und Flecken, 1527, sig særligt bemærket. Men det var dyrt og kompliceret, hvis man valgte at følge sådanne idealer. Christian 3. måtte resignere og holde sig til rondellerne. Kongens nye bygmester, Hans von Dieskau, som efter Morten Busserts død omkring 1553 kom til landet i 1558, havde erfaring med bastioner ude fra Europa, men kongens død året efter satte en stopper for at opføre de første bastioner.
Hovedstaden
De foregående konger havde som nævnt allerede udbygget byens befæstning væsentligt og over mange gange, så det var en relativt stærkt befæstet by, Christian 3. selv havde belejret i godt to år og endelig indtaget i 1536.5 Hovedstadens befæstning bestod mod landsiden af mure opført i tegl, forstærket med bagvedliggende jordvolde. Murene var desuden udbygget med tårne ved portene. Fæstningen var dog ikke noget samlet og gennemtænkt, endsige særligt stærkt værk. Under Christian 3. blev forsvarsværkerne styrket med flere tårne og på nogle strækninger med nye volde og mure. Selve den kongelige borg lå for sig selv på en lille holm tæt ved byens strand ud til Øresund og havde sin egen, om end ret svage, befæstning. Borgen fik nu mere karakter af et slot, som tjente repræsentative formål. Øst og syd for borgen udbyggede man nationens flådehavn med alle de mange installationer, som var nødvendige for at nybygge, vedligeholde og udruste skibe. Københavns befæstning blev herved så stort og kompliceret et anlæg, at man i høj grad har været nødt til at bygge videre på det eksisterende, også fordi økonomien til stadighed var et problem, der gjorde kraftige kompromisser nødvendige.
Malmø
På den modsatte side af Øresund lå byen Malmø, som var regionens næstvigtigste by. Borgen og byens befæstning supplerede hinanden. I senmiddelalderen var byen blevet befæstet med en svær teglbygget mur kaldet Strandmuren, som vendte ud mod Øresund.6 Muren var forstærket med en række tårne og et par porte, som gav adgang til havet og byens havn, der dog kun bestod af en anløbsbro. På de tre andre sider var byen afgrænset med volde og forsynet med tre murede byporte. Senere udbyggedes befæstningen ind mod landsiden i flere omgange. Syd for byen havde der været en mindre befæstning siden 1400-årene.
Borgerne i Malmø indtog i 1534 befæstningen ved byen, hvor Christian 3.s garnison – altså modstanderne – holdt til og nedbrød væsentlige dele af borgen. Byen overgav sig alligevel i 1536 til Christian 3., og kongen lovede til gengæld aldrig at bygge en borg i byen uden dennes accept. Alligevel satte kongen allerede samme år gang i byggeriet af en ny borg, men lod dog en væsentlig del af den gamle borg inkorporere i byggeriet, herunder et stort stenhus. Strukturen i det nye rektangulære anlæg var med sine fire kanonrondeller yderst moderne og levede op til, hvad tiden foreskrev som avanceret fæstningsbyggeri.
FIG. 2.
Malmøhus set fra nordvest under svenskernes belejring ved vintertide i 1658. De massive kanonrondeller præger anlægget, der i alt væsentligt stadig står, som det blev opført under Christian 3. Udsnit af Erik Dahlbergs prospekt, 1658.
Det er sandsynligt, at det var Christian 3.s bygmester Morten Bussert, som stod for opførelsen af det nye Malmøhus. Han vides blandt andet at have arbejdet i København, på borgen i Krempe, Landskrone (Landskrona), Nyborg og på Aalborghus, og han forblev i kongens tjeneste frem til sin død i 1553.7 Formentlig var han kommet til Danmark fra Flandern omkring 1520. Det er sandsynligt, at han medbragte den nyeste viden om befæstningskunst herfra, da man her i årene forud havde været i gang med et større fæstningsbyggeri ind mod