af brede voldgrave, og kun en smal dæmning adskilte anlægget fra Øresund. Der var adgang fra nordvest gennem et porthus anbragt op til vestenden af det store stenhus, som øverst var forsynet med skyttegang, men som ellers blev anvendt til beboelse og repræsentative formål, når kongen og andre personer af betydning gæstede stedet. De tre øvrige sider var dækket af volde med en ret lav foranliggende mur med skyttegange, der lå beskyttet i voldmassivet, og som gav forbindelse til borgens hovedforsvar bestående af fire svære, fremskudte kanonrondeller med plads til skyts i flere etager. Øverst var en platform, som var velegnet til forsvar mod en fjende, der stod noget borte.
Malmøs befæstning og borg supplerede således hinanden, men kun indtil området kom på svenske hænder i anden halvdel af 1600-årene, da byens befæstning blev raseret, og borgen kom til at fremstå som en moderne befæstning, udbygget til et kompliceret, bastionært anlæg. Årsagen var, at Malmø nu regnedes som en grænsefæstning. (Se også Anders Reisnerts artikel).
Øvrige befæstede byer og borge ved Øresund
Længere oppe ad Øresundskysten anlagde kongen i 1550’erne en helt ny borg i udkanten af købstaden Landskrone, som var grundlagt i 1413 og forsynet med en befæstning i form af volde og grave.8 En del af den middelalderlige befæstning blev opgivet som forældet og måtte vige pladsen for det nye borganlæg. På mange måder er det altså et anlæg af samme karakter som Malmø, en befæstet by med tilhørende borg.
FIG. 3.
Landskrona Slot fra 1676. Borgen er nyopført og gjort over samme type grundplan som Malmøhus, hvor den afgørende del af forsvaret ligger i de fire hjørnerondeller, der er forbundet med svære spærremure med plads til dækkede skydeskår og kanonporte. Senere i 1600-tallet moderniserede svenskerne fæstningen og valgte at forsyne anlægget med fremskudte jordværker, hvor bastioner udgjorde et markant træk. Udsnit af “Landskrone overgiver sig” (1676), maleri af Claus Møinichen, 1680’erne.
Arbejdet blev påbegyndt i 1549, og også her var Morten Bussert den byggeansvarlige. Helt færdigt blev anlægget først i 1560 efter adskillige forsinkelser og udskrivning af ekstra skatter. En borg med samme grundplan som i Malmø om end noget mindre blev opført med 70 meter brede voldgrave omkring. I den vestlige fløj indbyggedes et stenhus. De øvrige tre sider blev dækket af svære murstræk. Hovedforsvaret lå igen i fire rondeller anbragt på hver sit hjørne. Tre af dem var med batteridæk i to etager, det vestligste med tre dæk. Desuden var alle murstræk mellem rondellerne på ydersiden forsynet med kanonporte og mange skydeskår. (Se side 363).
Ved den nordvestlige ende af Øresund lå borgen Krogen, det senere Kronborg, og på den modsatte side en tilsvarende stærk fæstning, Kärnan, ved Helsingborg. Begge var væsentlige i kampen for at håndhæve kongens ret til at opkræve told af al sejlads i Sundet. Dette var en vigtig indtægtskilde for kongen, da tolden tilfaldt ham direkte. I Christian 3.s tid blev der dog ikke bygget på disse anlæg. I årene 1558-1559 blev der udfærdiget planer for en udbygning af Krogen. Forslaget indebar bygningen af to diagonalt anbragte bastioner, hvilket endnu ikke var set i Danmark, men det blev aldrig ført ud i livet, da kongen døde, og landet igen kom i krig. (Se ill. side 60).
Befæstede byer og borge i den vestlige del af landet
Befæstningen af Øresundsområdet havde kongens store bevågenhed, men det var også nødvendigt for ham at have kontrol med de øvrige gennemsejlingsfarvande. I Storebælt var det særligt Nyborg Slot på det østligste Fyn ud til bæltet, der var af vigtighed sammen med en tilsvarende om end mindre befæstning på Sjællandssiden. Stedet har været kraftigt befæstet siden det 12. århundrede. Under borgerkrigen 1534-1536 indtog først Christian 2. og siden den sejrende kong Christian 3. borgen og den tilhørende, befæstede by. (Se også Marianne Goral Krogh Johansens artikel).
Christian 3. valgte at udbygge Nyborg kraftigt.9 Tykkelsen på borgens ringmur og det vestlige stenhus blev øget og udstyret med vægtergang, skydeskår og skoldehuller, og videre blev det nordvestre hjørnetårns nederste to etager totalt udmuret for at kunne bære den kanonopstilling, der blev indrettet på tredje etage. Andre byggearbejder blev også udført, men byggeriet gik i stå grundet pengemangel og blev aldrig gennemført i sin fulde udstrækning.
Den tilhørende bybefæstning var blevet svært medtaget under borgerkrigen. Der blev derfor satset store midler på at forny og udbygge denne fra 1545 og helt frem til 1557, hvor byggearbejdet blev indstillet. Byens sydlige flanke blev lukket med en cirka en kilometer lang vold afsluttet med en rondel i hver ende. Den østlige side blev ligeledes forsynet med vold, som mod syd sluttede sig til sydvoldens rondel og mod nord med en noget mindre rondel. Herfra udgik så den nordlige vold, som mod vest blev flankeret af anlæggets største rondel. Byens og borgens anlæg udgjorde således et befæstningshele, som i alt væsentligt kom til at stå uændret de følgende 100 år.
Christian 3.s senere borge blev ofte bygget i mindre dimensioner. Et godt eksempel er Aalborghus i Aalborg ved Limfjorden, som stod færdigt først i 1550’erne.10 Det har samme grundplan som Malmøhus, men dimensionerne er væsentligt mindre og rondellerne mere beskedne. Det kan skyldes, at Aalborg ikke var den væsentligste befæstning i riget, men også at kongen konstant manglede byggemidler, og endelig at krigstruslen ikke længere var overhængende. Den nye borg i Aalborg kom til at ligge helt ud til kysten op til byens havn. Selve befæstningen omkring byen blev nedlagt, og den frigjorte jord solgt.
FIG. 4.
Nyborg Slot og bybefæstning set fra sydøst. Selve borgen ligger til venstre, og lige til højre for denne ned mod de våde enge ses den sydøstlige rondel opført under Christian 3. Tårnene og spirene på borgen er senere værker tilføjet under Christian 4. Erik Dahlbergs prospekt, 1659.
Frederik 2. – begrænset nybyggeri af befæstninger
Frederik 2. (1559-1588) videreførte sin fars politik for udbygning af borgene med fokus på Øresund og grænseområderne til Sverige. Det var dog begrænset, hvad der blev ofret på vedligehold og nybyggeri. Først Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) medførte en noget større udbygning af borge og befæstninger. Striden stod om overherredømmet i Østersøen, hvor svenskerne havde store ambitioner, der stødte mod de øvrige Østersølandes interesser. Krigen blev i væsentlig grad ført til søs, og flåden viste her sin store berettigelse. Men voldsomme landslag stod i grænseområderne til Sverige, ved Varberg, Halmstad, Bohus og den svenske grænsefæstning Älvsborg, som danskerne erobrede. Bohus fæstning havde fået en hård medfart, og reparationsarbejder blev hurtigt sat i værk, da det var vigtigt at have et stærkt fæste ved grænsen til Sverige.11 Det er muligt, at man allerede ved denne lejlighed byggede bastioner. Ved fredsslutningen i Stettin i 1570 stod Danmarks sag godt, og svenskerne skulle blandt andet betale en løsesum for at få Älvsborg fæstning tilbage. Anlægget var af stor vigtighed for Sverige, da det lå ved Sveriges smalle korridor ud til Kattegat, og handelen på elven var af stor økonomisk betydning.
De efterfølgende år var gunstige for Danmark. Sundtolden, som blev opkrævet ved Kronborg og tilflød kongens kasse direkte, gjorde store byggeplaner mulige. Frederik 2. gennemførte således i årene 1574-1588 en større ombygning og udvidelse af Krogen til det prægtige renæssanceslot Kronborg, som samtidig fik udvidet sin karakter af befæstning væsentligt med et bastionært anlæg. Forsvaret blev lagt ud i et omgivende voldanlæg bestående af en bastion i hvert hjørne føjet sammen med lige kurtiner.12 I sydvesthjørnet af selve slottet opførtes et stort tårn benævnt Kanontårnet, hvorfra der kunne skydes højt ud over Øresund. Selve byen var længe kun svagt befæstet.
Under Frederik 2. foregik der flere steder i grænseregionen en kraftig udbygning af fæstningerne. I Varberg på Hallandskysten lod kongen påbegynde et væsentligt fæstningsbyggeri, som dog først stod færdigt omkring 1600.13