en særlig placering i det militære apparat.
Omkostningerne til en enkelt bastion i Sangallos projekt lå på 40.000 scudi. Hvis hele hans fæstningslinje var blevet bygget, ville den have kostet 440.000 scudi. Dette tal kunne måske virke afskrækkende på en fyrste i fredstid, men set i forhold til, hvad det kostede at hverve en hær, var det dog billigt. Pepper og Adams anslår omkostningerne for løn, våben og forsyninger til en spansk fodfolksenhed (tercio) på cirka 3.000 mand til over en million scudi om året. Hvor soldaterne ville forsvinde, så snart pengestrømmen hørte op, ville fæstningslinjen blive liggende.
Stillet over for dette regnestykke synes fæstningsanlæggene at have været gode investeringsobjekter for navnlig de mindre fyrster og bystater. Men som bystaten Siena fandt ud af i 1555, var det ikke nok at have investeret i forbedringer af sit fæstningsanlæg. Da den hverken havde politiske allierede eller råd til at rejse en undsætningshær, faldt byen trods sine fæstningsværker til en kejserlig-florentisk hær. Et fæstningsanlæg kunne vinde tid, og man kunne håbe på, at epidemier eller forsyningsmæssige eller økonomiske problemer fik belejreren til at opgive. Men hvis ikke dette var tilfældet, måtte man enten have økonomi til at rejse en undsætningshær eller have gode politiske alliancepartnere.39
Hvad der ikke lykkedes for Siena, lykkedes derimod for fyrstefamilien Gonzaga og dennes stat i og omkring Mantua. Denne lille stat investerede fra 1520’erne løbende i fornyelse af fæstningsanlæggene ved byerne Mantua og Casale Monferrato Man fristes til at sige, at heldigvis var man ikke i stand til at realisere planerne på én gang, for det første fortifikationsprojekt med runde artilleritårne som selvforsvarende enheder ville næppe have været særligt effektivt, hvis det var blevet gennemført. Men arbejdet blev standset i 1528 i forbindelse med et pestudbrud, der også kostede bygmesteren Beccaguto livet. Da arbejdet blev genoptaget et par år senere, blev planerne ændret efter bastionære principper.40
Gonzagas fæstninger stod for alvor deres prøve i 1628-1629. Først måtte en spansk hær konstatere, at en dårligt planlagt belejring af Casale Monferrato ingen vegne førte uden fornødent artilleri og mandskab, og da en fransk undsætningshær var på vej, opgav spanierne helt belejringen. Året efter måtte en kejserlig hær i første omgang opgive en belejring af Mantua, da pesten begyndte at hærge i dens rækker. Men dette viste sig indirekte at være våbnet, hvormed den befæstede by kunne erobres. For med belejringen blev også den nødtvungne karantæne, som byens indbyggere havde levet under, ophævet, og pesten nåede derfor at gøre så voldsomme indhug i befolkningen, at den ikke kunne holde byen mod en ny belejringshær. Til gengæld lykkedes det Casale Monferrato at holde stand mod den store spanske hærfører Spinola igennem tre måneder, alt imens pesten begyndte at hærge blandt spanierne, og blandt andre Spinola selv blev dens offer. Det gav atter franskmændene mulighed for at sende en hær til undsætning.
Thomas Arnold, der har analyseret Gonzagas erfaringer som modvægt til Peppers og Adams analyse af Siena, fremhæver det bastionære system som garant for de små staters overlevelse. Han påpeger, at når Mantua faldt, skyldtes det ikke militære svagheder, men derimod pestepidemien. Man kunne for så vidt sige det samme om spaniernes mislykkede forsøg på at erobre Casale Monferrato i anden omgang: At det ikke skyldtes belejringens militære svaghed, men derimod pestepidemien.41 Vi er igen nået til militærhistoriens forsøg på at uddestillere sejrens elementer, der søges i den kontrollerbare militærteknologi og ikke i krigens friktion med det omgivende samfund i form af pestepidemier, forsyningsvanskeligheder med videre.
Afslutning
Med god ret karakteriserede Joh n R. Hale det bastionære fæstningssystem som det væsentligste træk ved renæssancens arkitektur. Det var det bastionære systems krav, der mere end noget andet førte til de nye regelmæssige, stringente byplaner, og det var måske det arkitektoniske element, der – i nogle tilfælde hurtigere end i andre – mest konsekvent bredte sig over hele Europa i løbet af 1500- og 1600-tallet.
Det er derfor fristende at se denne tilsyneladende sejrsgang som et udslag af en ‘revolutionerende’ eller ‘afgørende’ teknologisk udvikling, ligesom det kan være fristende at tilskrive det bastionære fæstningssystem en central rolle som omdrejningspunkt for udviklingen af de nye, stående hære og dermed også statsmagten. Som denne korte gennemgang af nogle af synspunkterne og argumenterne i debatten har vist, er der dog grund til at være forsigtig med at male med så bred en pensel.
Det bastionære system og den nye ildkraft blev et vigtigt, men ikke nødvendigvis et ‘afgørende’ element i den europæiske krigsførelse. De afgrænsede, empiriske undersøgelser af artilleri, fæstningsvæsen og konkrete belejringer viser det uholdbare i at forsøge at uddestillere ‘sejrens elementer’ og tilskrive artilleri eller fæstninger en ‘afgørende’ eller ‘revolutionerende’ betydning. Det gælder ikke bare spørgsmålet om umiddelbar succes på slagmarken, men også forsøgene på at udlede strukturelle, revolutionerende virkninger af den nye militære teknologi.
Summary
The Renaissance Citadel – Weapon Tech nology and Military History
By Hans Henrik Appel, Dr, the Association of Danish Museums
The great military and Renaissance historian, the late Joh n R. Hale, claimed the trace italienne fortifications to be the most distinct feature in Renaissance architecture. The new, strictly regular town planning was driven by the demands of the new military architecture and the trace italienne was probably the most widespread architectural style in sixteenth and seventeenth century Europe. Historians have interpreted this as proof of its revolutionary or decisive impact on Early Modern warfare; and along the same lines, the trace italienne fortifications have been attributed a pivotal role in the development of huge, permanent armies – and the building of powerful states to sustain them.
This article examines some of the main positions (and often mentioned events in this debate, such as the fall of Constantinople in 1453 and the French conquest of Italy in 1494), arguing that although the trace italienne fortifications and increased firepower were important elements in Early Modern Warfare, it is misleading to emphasize them as decisive. Close examinations of campaigns, sieges etc. more often than not point to “the friction of war” (such as plagues, famine, weather, discipline) as playing just as important a role as tech nology and strategy. Furthermore, the development of tech nology might not be as straightforward and linear as one might tend to believe.
Attempts to define a single tech nological or tactical innovation as decisive illustrate that military history, for many years, has been seen as a practical science from which lessons on successful warfare for future military men can – and ought to – be learned. It is, therefore, important to have a closer look at modern, specialized literature on military tech nology such as the work of DeVries, Guilmartin, Hall, Pepper, Smith and others, who undermine some of the general assumptions on “winning tech nology” that are repeated in many broader presentations of Renaissance military history.
LITTERATUR
Adams, Simon: “Tactics or Politics? ‘The Military Revolution’ and the Hapsburg Hegemony, 1525-1648”, Clifford J. Rogers (ed.): The Military Revolution Debate, 1995, s. 253-272.
Arnold, Thomas: “Fortifications and the Military Revolution: The Gonzaga Experience, 1530-1630”, Clifford J. Rogers (ed.): The Military Revolution Debate, 1995, s. 201-226.
Ayton, Andrew & J.L. Price (eds.): The Medieval Military Revolution. State, Society and Military Change in Medieval Modern Europe, London 1998.
Bengedans, Johannes: Krigskunst og kanoner: Johannes Bengedans’ bøssemester- og krigsbog. Udg. Hans Blosen & Rikke Agnete Olsen, Aarhus 2006.
Black, Jeremy: “A Military Revolution? A 1660-1792 Perspective”, Clifford J. Rogers (ed.): The Military Revolution Debate, 1995, s. 95-116.
Bradbury, Jim: The Medieval Siege, Woodbridge 1992.
Corfis, Ivy A. & Michael Wolfe (eds.): The medieval city