at fokusere så meget på det bastionære system, at de har overset, hvordan befæstningskunsten igennem længere tid havde søgt at inkorporere ildkraften. DeVries peger på, at skydeskår til små kanoner synes at vinde udbredelse i slutningen af 1300-tallet, mure blev forstærket med jord eller sten i 1400-tallet, og særskilte artilleribaserede forsvarsværker blev opført gennem hele 1400-tallet. Bastionen var et led i denne langstrakte udvikling, og faktisk var den allerede blevet anbefalet af Christine de Pisan i 1410.30
DeVries hører sammen med Bert S. Hall til kritikerne af opfattelsen af en militær revolution. Hall betvivler ikke, at det bastionære system blev udviklet som en reaktion på en forøgelse af ildkraften, men han mener ikke, at denne justering af balancen mellem offensiven og defensiven kan tilskrives ‘revolutionær’ betydning. Hvor revolutionstilhængerne på hegeliansk vis mener, at udviklingen; tese (artilleri) – antitese (bastion) førte til syntese (store hære og stærk statsmagt), mener Hall, at der blot var tale om genoprettelse af status quo, og at 1600-tallets belejringer dybest set ikke adskilte sig fra 1300-tallets.31 Man kan i Halls og DeVries’ kritik af revolutions- og brudteorier også genkende den klassiske modsætning mellem middelalderhistoriker og renæssancehistoriker. Deres undersøgelser er i høj grad bygget op om at vise, at der ikke var nogen væsensforskel på 1300- og 1400-tallets militærhistorie på den ene side og 1500-tallets på den anden side.
I tråd hermed konstaterer en anden middelalderhistorier, briten Jim Bradbury, i sin gennemgang af det karakteristiske ved middelalderens belejringskrig, at der var en klar kontinuitet fra antikken gennem middelalderen. Belejrerens værktøj omfattede ikke bare bombardement og storm mod murene, men også underminering af dem, udsultning, propaganda og forsøg på at overtale nøglepersoner til at overgive sig. De belejrede søgte på samme måde med bombardement, kontraminering, propaganda, udfald og afbrænding og plyndring af omgivelserne at tage modet fra belejrerne. Det var også de grundlæggende elementer i belejringer i tidligt moderne tid. Man kan diskutere, hvorvidt der var en tendens til, at belejringerne blev kortere i perioden 1440-1520, men ser man nærmere på udviklingen herefter, er der ikke nogen væsentlig forskel.32
Den samme problematik har den amerikanske militær- og absolutismehistoriker Joh n Lynn kredset om. Også Lynn er skeptisk over for begrebet om en militær revolution, og han har i forlængelse af sine studier i den franske hærs udvikling set nærmere på Parkers tese om fæstninger og belejringer som drivkraft for væksten i hærenes størrelse.
I første omgang afviser Lynn ud fra en ren logisk betragtning, at det bastionære system skulle have stillet større krav til de belejrende styrker.33 Det afgørende ved en belejring var ikke fæstningens form, men rækkevidden af dens kanoner. En udbygning af en fæstning med bastioner førte kun til en relativ begrænset udvidelse af den belejrende ring af fæstningsværker. En tidobling af det belejrede areal ville kun føre til en udvidelse af belejringsringen med 15 procent. En ting er selvfølgelig teori og matematik, noget andet praksis, og derfor anfører Lynn som konkret eksempel byen Lille, der blev belejret i 1667 og igen i 1708. Imellem de to belejringer var forsvarsværkerne blevet fordoblet (og dermed også den krævede bemanding af dem), mens den belejrende ring kun var forøget med en fjerdedel og belejringshæren med en sjettedel. I praksis var forskellen altså ikke helt så stor som i teorien, men Lynns pointe, at det bastionære fæstningssystem stillede relativt mindre krav til den belejrende hær end til den belejrede, står dog fortsat stærkt.
I anden omgang opstiller Lynn en tabel over 135 belejringer i Frankrig fra 1445 til 1714 med anslåede tal på henholdsvis belejrere og belejrede.34 Han er klar over, at tallene er usikre og svært sammenlignelige, men han mener, at de trods alt kan give et fingerpeg om, hvorvidt den af Parker postulerede udvikling har noget på sig. Tallene viser sig at være meget stabile omkring 26.000 belejrere med en stigning i årene 1672-1697, hvorefter de atter falder. Forholdet mellem antallet af belejrere og belejrede svingede meget, men set over århundrederne synes antallet af belejrere at falde i forhold til antallet af belejrede. Og det bastionære systems franske mester, Sébastien Le Prestre de Vauban (1633-1707), hævdede da også, at hans forbedringer af belejringsteknikker medførte en reduktion i kravet til belejrernes numeriske overlegenhed fra 10:1 til 6-7:1.35
FIG. 6.
Samtidig med at belejrerne gravede sig ind på fæstningen, anlagde de forsvarsværker rettet mod på den ene side udfald fra de belejrede og på den anden side angreb fra undsætningshære. Belejringsringe kunne således brede sig som ringe i vandet. Mallets gengivelse kan give en fornemmelse af, hvordan fæstningsværkerne bredte sig længere og længere ud.
FIG. 7.
Offensiv-defensiv, naturlig-kunstig, gammeldags-moderne, regulærirregulær. Der var mange forhold at tage stilling til, når fæstningsanlæg skulle moderniseres.
Heller ikke hvad belejringernes længde angår, er det muligt at se en markant udvikling. Den gennemsnitlige tid lå på godt to måneder perioden igennem. Endelig ser Lynn på, om der sker en udvikling i retning af flere samtidige belejringer, der skulle kunne pege på en forøgelse i det samlede antal soldater, men med enkelte undtagelser foretog den franske hær kun én belejring ad gangen. Til gengæld voksede antallet af fæstninger så meget, at Vauban arbejdede ihærdigt på at nedlægge dem i takt med, at de blev overflødiggjort af nye. Det krævede for mange folk at bemande dem, og i 1678 under Den Nederlandske Krig (1672-1679) lå godt 116.000 af den franske hærs knap 280.000 mand i garnisoner, svarende til 41 procent. I fredstid stræbte man mod at bevare bemandingen af garnisonerne, men som Lynn bemærker, er det lidt af en tautologi at sige, at hære i fredstid var garnisonshære, for hvor skulle de ellers tage hen?36
Lynns bud på årsager til væksten i hære er derimod den demografiske, økonomiske og politiske udvikling. En forøgelse i befolkningstallet udgjorde grundlaget for væksten (antallet af potentielle soldater forøgedes, samtidig med at prisen på den enkelte faldt), nye kredit- og finansieringsmekanismer var midlet til at gennemføre den, og politisk isolation var motiveringen. På samme måde har den britiske historiker Simon Adams argumenteret for, at Den Nederlandske Uafhængighedskrigs (1568-1648) karakter af belejringskrig primært skyldtes en forsigtig spansk politik, der hellere ville kvæle oprøret langsomt end at investere de fornødne kræfter i en offensiv, hvorfor spanierne gennem fortifikationer søgte at tiltvinge sig kontrol med nederlandske forsyningslinjer.37
Små staters fordele af det bastionære system
Det kan her være værd at vende tilbage til Machiavellis vurdering i 1519, at en fæstning var overflødig, hvis man rådede over en hær, og til ingen nytte, hvis man ikke havde en. Som en sidediskussion af spørgsmålet om forbindelsen mellem det bastionære system og statsdannelse, er det blevet diskuteret, hvorvidt det bastionære system sikrede små stater overlevelse eller tværtimod førte til deres ruin.
Det er klart, at etableringen af moderne bastionære fæstningsanlæg var bekostelig. Én ting var selve gravearbejdet, noget andet var erhvervelsen af kanoner. Det var ildkraften, der var den bærende forsvarskraft i systemet: Uden tilstrækkeligt med kanoner til at bestryge volde og mure var et bastionært anlæg ikke meget værd.
Og de nye anlæg krævede mange kanoner. For eksempel skulle de bastioner, som arkitekten Antonio da Sangallo i årene 1535-1542 byggede syd for Rom, hver bestykkes med 16 svære og 8 lette kanoner. For at sætte dette tal i perspektiv indgik der kun 24 svære kanoner i hele Firenzes befæstning i 1552. Ganske vist var Sangallos bastioner også usædvanligt svært bestykket med dobbelte kanondæk, men eksemplet er værd at huske på, når udbredelsen og udviklingen skal vurderes. Sangallos befæstning af Rom blev heller ikke fuldført. For udover at stille store krav til mængden af artilleri, stillede forsvaret i dybden store pladskrav, der stødte på så markant modstand fra indflydelsesrige romere, at planerne blev opgivet.38