højenergifysik placeret ved sit eget institut. Selv om gruppen blev overført til CERN allerede i 1957, medvirkede dens 5-årige tilstedeværelse i København til at skabe interesse for både teoretisk og eksperimentel højenergifysik blandt et lille hold af medarbejdere og studerende ved Bohrs institut. Holdet, der i starten omfattede fysikerne Jørgen Kruse Bøggild, Knud Henrik Hansen, Ole Bent Nielsen, Bernard Peters og Morten Scharff, ekspanderede så voldsomt op gennem 1960’erne og 1970’erne, at højenergifysik blev et af de vigtigste vækstområder på instituttet. Næsten alt eksperimentelt arbejde blev udført ved CERN, der efter indvielsen i 1960 af en 28 GeV protonsynchrotron rådede over et af verdens mest avancerede forsøgsanlæg inden for højenergifysik. Bearbejdelsen af de eksperimentelle resultater og studier af mere teoretisk karakter blev fortrinsvis udført hjemme i København.
Satsningen på højenergifysik fra midten af 1950’erne indebar endnu et bidrag til den mest aktuelle frontforskning, efter arbejdet med atomernes fysik i 1920’erne efterfulgt af indsatsen for kernefysikken. Frontforskning koster næsten altid mange penge, men fysikerne opdagede, at det nødvendige eksperimentelle udstyr blev endnu mere kostbart end forventet, i takt med at forskningen koncentreredes om stadig mindre bestanddele af naturen. Til alt held oplevede Danmark – ja hele Vesteuropa – fra midten af 1950’erne til omkring 1970 en enestående økonomisk vækstperiode, samtidig med at politikerne udviste en usædvanlig lydhørhed for naturvidenskabens kostbare ønsker. Det var denne lykkelige kombination, der i perioden 1955-70 muliggjorde en kraftig ekspansion inden for partikelfysik såvel som inden for en lang række andre videnskabsfelter. Ekspansionen havde mange aspekter, som det fremgår af de fleste kapitler i denne bog. I forbindelse med Niels Bohr Institutets historie er det relevant at nævne den store aktivitetsudvidelse, der fandt sted inden for matematik, fysik og kemi i og med byggeriet af H.C. Ørsted Institutet i begyndelsen af 1960’erne.
I årene indtil 1954 – hvor det eneste naturvidenskabelige fakultet i Danmark var at finde ved Københavns Universitet – havde den årlige tilgang af studerende til den matematisk-fysiske faggruppe været omkring 40 nye studerende om året. Selv om fremtrædende naturvidenskabsfolk, heriblandt Niels Bohr, havde advaret mod at sprede de få lærere og studerende på to institutioner, kunne studerende fra 1956 også søge ind på det nyoprettede naturvidenskabelige fakultet i Århus, jf. kapitel 13. Derefter vendte udviklingen dramatisk i løbet af 1-2 år, måske som følge af diverse kommissioners advarsler om, at en katastrofe lurede lige forude, hvis ikke Danmark meget hurtigt fik produktionen af matematikere, fysikere og kemikere sat drastisk i vejret. I 1956 og 1957 forøgedes tilgangen af nye mat-fys studerende til cirka 100 i København og cirka 40 i Århus, altså mere end en tredobling, og i de følgende år voksede studentertallet mod stadig nye højder. Samtidig med at det store antal nye studerende naturligvis blev anset som et stort skridt i den rigtige retning, truede det med helt at sprænge de bygningsmæssige rammer i København, hvilket først og fremmest ville gå ud over Niels Bohr Institutet. Da Undervisningsministeriet i 1957 meldte ud, at de gerne ville have et overblik over universiteternes nødvendige byggeprogram for de følgende ti år, sprang Københavns Universitets matematisk-naturvidenskabelige fakultet straks til med ønsket om et nyt institut for matematik, fysik og kemi ud over Niels Bohr Institutet.36
3.11 Københavns Universitets store nye naturvidenskabelige institut på Nørre Allé, H.C. Ørsted Institutet, som det så ud kort efter, at det var taget i brug i begyndelsen af 1960’erne.
Ideen om at samle de hårde naturvidenskabelige fag i ét bygningskompleks under universitetet og dermed helt bryde det mere end 120-årige ægteskab med Polyteknisk Læreanstalt, havde rumlet længe, men blev i 1956 eksplicit formuleret af et udvalg bestående af de tre professorer Børge Jessen, Ebbe Rasmussen og Alex Langseth fra henholdsvis matematik, fysik og kemi.37 Udmeldingen fra Undervisningsministeriet gav økonomiske muligheder for at realisere ideen meget hurtigere end forventet. Det nye institut, der blev døbt H.C. Ørsted Institutet, blev bygget i årene 1958-64, men de første laboratorier blev taget i brug allerede i 1962, lige tids nok til at redde undervisningen fra totalt sammenbrud som følge af den voldsomme studentertilgang til de naturvidenskabelige fag i 1960’erne. H.C. Ørsted Institutet blev rammen om al førstedelsundervisning i matematik, fysik, kemi og geofysik, samtidig med at det blev hjemsted for en række af de forskningslaboratorier, som traditionelt ikke havde haft til huse på Niels Bohr Institutet, altså faststoffysik, geofysik, uorganisk kemi, organisk kemi, fysisk kemi, teoretisk kemi og matematik. Dermed fik Niels Bohr Institutet, der forblev på Blegdamsvej, i lang tid lov til at fortsætte med egne prioriteter inden for fysikken, især kernefysik, partikelfysik og astrofysik. Først da anderledes barske politiske og økonomiske vinde i 1980’erne blæste ind over dansk naturvidenskab, blev det både nødvendigt og ønskeligt at lægge de to fysikrelaterede institutter sammen med aktiviteterne i astronomi på Københavns Universitet til et institut, det nuværende Niels Bohr Institutet.
4 Dansk kemi fra 1920 til 1960’erne
Anita Kildebæk Nielsen og Torkild Andersen
Dansk kemi oplevede i de første tiår af 1900-tallet en guldalder, som for alvor satte dansk kemisk forskning på det internationale landkort. Det var især Niels Bjerrum, J.N. Brønsted og S.P.L. Sørensen, der leverede forskning af høj standard, men også i den efterfølgende generation samt efter anden verdenskrig gjorde dansk kemi sig positivt bemærket i udlandet. Succesen for dansk kemi i mellemkrigstiden belyses ved de nobelnomineringer, der blev danske kemikere til del, og ved tildelingen af store økonomiske midler fra amerikansk side til et nyt Institut for Fysisk Kemi. Danske kemikere gjorde sig også internationalt bemærket i mellemkrigstiden som en direkte konsekvens af første verdenskrig og den splittelse, der opstod i såvel den politiske som den akademiske verden. Gennem Danske Kemiske Foreningers Fællesråd og ikke mindst ved Einar Biilmanns indsats bidrog danske kemikere til at genoprette et akademisk samarbejde på tværs af landegrænserne.
1950’erne og 1960’erne var en ekspansionsperiode for kemi. Både ved Københavns og ved Aarhus Universiteter samt på Danmarks tekniske Højskole (DTH) betød ekspansionen indflytning i nye fysiske rammer i takt med et stigende antal studerende. Det voksende antal forskere ved de højere læreanstalter udvidede naturligt dansk kemisk forskning, men der vedblev perioden ud at være ringe samarbejde på tværs af såvel laboratoriegrænser som faggrænser.
Dansk kemis univers
Fra begyndelsen af 1900-tallet var kemi et veletableret fagområde ved flere af de højere læreanstalter i København. Uddannelsen af læger og magistre ved universitetet, civilingeniører ved DTH, dyrlæger og landbrugskandidater ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) samt farmaceuter ved Farmaceutisk Læreanstalt forudsatte, at der fandtes akademisk uddannede lærere i kemi ved disse uddannelsesinstitutioner. Undervisningen havde til formål at give de studerende et kendskab til stoffernes opbygning og heraf betingede egenskaber samt til kemiske reaktioner. Gennem det 20. århundrede kom kemi til at spille en væsentlig rolle inden for store dele af uddannelsessektoren, ikke kun ved akademiske uddannelser, men også for laboranter og sygeplejersker. Det var derfor naturligt, at kemi blev et selvstændigt fag i gymnasiet og tillige vandt indpas i den daværende mellemskole. Kemi kom også til at spille en vigtig rolle inden for dansk industri samt fik væsentlige berøringsflader med andre dele af det danske samfund.
Fra starten af det 20. århundrede tiltrak de naturvidenskabelige fag her i landet flere studerende, og sammen med den fortsatte specialisering inden for disse fag medførte dette en væsentlig forøgelse af antallet af professorater ved de højere læreanstalter. I år 1900 var der 21 professorer i de naturvidenskabelige fag, hvoraf halvdelen var ansat ved Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Allerede i 1907 var antallet vokset til 32, og udbygningen fortsatte i de følgende år. Universitetets tredje professorat i kemi blev oprettet i 1908, og ved DTH blev der samme år oprettet en lærestol i bioteknisk kemi, hvilket markerede den første knopskydning på faget teknisk kemi. Trods denne udbygning udgjorde gruppen af forskningspublicerende kemikere næppe mere end 15 personer. Gruppens medlemmer skal især