som Brønsted og S.P.L. Sørensen sit navn fast ved forskning inden for det hovedområde af kemien, der undersøger elektrolytter (dvs. syrer, baser og salte), og man kan med rimelighed tale om et københavnsk forskningsprogram inden for feltet i 1920’erne. Et af hans blivende resultater var et bevis for, at såkaldt stærke elektrolytter er totalt dissocierede (spaltede) i elektrisk ladede partikler (ioner) i vandige opløsninger. Da Bjerrum første gang foreslog dette omkring 1910, blev det opfattet som værende i modstrid med den alment accepterede teori for elektrolytter, fremsat af den svenske kemiker Svante Arrhenius i 1880’erne, ifølge hvilken ingen elektrolytter kunne være fuldstændigt dissocierede. Bjerrum var imidlertid i 1916 i stand til at føre bevis for sin tese, og den vandt almindelig tilslutning i sidste del af 1910’erne.
Bjerrum udførte også banebrydende arbejder inden for kemisk fysik (molekylspektroskopi), uorganisk kemi (komplekskemi) og biokemi i perioden op til 1931. Derefter sadlede han om og brugte en stor del af sin tid på administrativt arbejde. Fra 1903 til 1931 publicerede Bjerrum alene eller i samarbejde med andre omkring 100 videnskabelige eller litterære arbejder. Efter 1931 gav Bjerrums interesse for videnskabeligt arbejde sig kun i yderst begrænset omfang udslag i publikationer. Årene 1932-1947 blev i stedet brugt på medlemskab af Carlsbergfondets direktion (fra 1931) og som direktør for KVL (fra 1938). Bjerrum var desuden fra 1933 til 1953 formand for Carlsberg Bryggeriråd, der varetog relationerne mellem Carlsbergfondet og bryggeriet, og for bestyrelsen for Carlsberg Laboratorium fra 1936 til 1956, foruden at han var medlem af bestyrelsen for det i 1932 oprettede Carlsbergfondets Biologiske Institut og fra 1936 dets formand.8 Landbohøjskolens videnskabelige, kemiske virke blev i denne periode videreført af Bjerrums yngre medarbejdere, ikke mindst af Aksel Tovborg Jensen, der i 1949 overtog Bjerrums professorat i kemi.9
Det var i høj grad Tovborg Jensen, der indførte røntgenkrystallografien her i landet, først inden for den uorganiske kemi. Ved hjælp af røntgenkrystallografiske metoder kan man studere den rumlige opbygning af krystaller, hvilket allerede længe før anden verdenskrig var etableret i udlandet. Den simpleste anvendelse af røntgenkrystallografi er baseret på småkrystallinsk eller pulvermateriale. Betydelig mere information kan man opnå, såfremt der kan fremstilles større krystaller, såkaldte én-krystaller, af det stof, hvis atomare opbygning man ønsker at etablere. Pionerarbejdet her i landet blev gjort af Tovborg Jensen, som i 1940 publicerede sin første én-krystalstruktur. Bjerrum havde allerede i 1928 fået bevilling til anskaffelse af et røntgenudstyr, og Tovborg Jensen havde gennem studieophold i England i slutningen af 1930’erne erhvervet den nødvendige indsigt i metodens anvendelse og muligheder. Krigen betød naturligvis et afbræk i denne udvikling, men fra slutningen af 1940’erne virkede Tovborg Jensen som drivkraft for indførelse af røntgenstrukturanalyser som et kemisk værktøj. Han uddannede mange af de kemikere, der senere har ført dette felt frem til at være et væsentligt forskningsfelt her i landet.
I perioden fra ca. 1915 til 1955 bidrog Landbohøjskolens kemiske afdeling afgørende til de grundvidenskabelige kemiske studier her i landet på linje med Københavns Universitet og Danmarks tekniske Højskole. Efter 1955 orienterede Tovborg Jensen imidlertid sin forskning i en anvendelsesorienteret retning med studier af f.eks. mineralforekomster i jorden, hvilket var af værdi for beplantningen af de områder af Jylland, hvor der havde været brunkulsudvinding under og efter anden verdenskrig. Men herved gled Landbohøjskolen igen ud i periferien af dansk kemi, hvilket også kan belyses ved at undersøge, hvilke kemikere der blev indvalgt i Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. I 1955 var antallet af kemikere i dette selskab 13, hvoraf de tre var knyttet til KVL, i 1985 var antallet steget til 17, men ingen af disse var tilknyttet KVL.
4.2 Kemikeren K.U. Linderstrøm-Lang har skrevet om Bjerrum som underviser og kommunikator, at »[e]t hurtigere hoved til at fatte det centrale i et problem finder man næppe, og den lethed, hvormed han indtager et fast stade under forhandlinger, er uovertruffen. Det er disse egenskaber, der, på trods af en sympatisk mangel på hvad politikere vilde kalde talerbegavelse, har gjort ham til en beåndet og beåndende lærer, ikke blot for den yngre generation, men også for sine samtidige og for sine ældre kolleger«. Her ses han forelæse i organisk kemi i 1930’erne.
Det kemiske miljø i København
Historien om kemi ved KVL viser enkeltpersoners betydning for en videnskabelig institutions rolle i et større videnskabeligt miljø, og at denne position let kan ændres ved enkeltindividers tiltræden, afgang eller skift af forskningsområde. KVL’s kemikere var endvidere del af et levende kemisk miljø med samlingspunkt i Kemisk Forening, oprettet i 1879. Foreningens medlemstal var ca. 150 i 1920, men det steg støt i de følgende årtier. I forhold til andre tilsvarende foreninger, f.eks. Matematisk Forening, var medlemstallet højt. Det skyldtes, at der var væsentligt flere professionelle kemikere end matematikere, blot havde kemikerne oftest en ingeniør- eller farmaceutuddannelse. På trods heraf var Kemisk Forening altovervejende den rene, akademiske kemis forening. Diskussion af den anvendte, tekniske og analytiske kemi var i høj grad henvist til andre fora. Det var det akademiske mindretals kemisyn, som satte standarden. Det var også blandt de akademiske kemikere, at man fandt foredragsholdere, bestyrelsesmedlemmer og formænd.10 De naturvidenskabelige foreninger (Kemisk, Matematisk, Fysisk, Geologisk m.fl.) fungerede på stort set samme vis inden for hver deres disciplin, dog med et mindre medlemskabsoverlap (f.eks. mellem Kemisk Forening og Fysisk Forening). Alligevel lykkedes det ikke de naturvidenskabelige foreninger at skabe en synergieffekt. Foreningerne evnede kun i ringe grad at udnytte hinandens kompetencer og ressourcer bortset fra et vist fællesskab om foredragsholdere. Således blev udenlandske foredragsholdere i Kemisk Forening ofte inviteret i samarbejde med Fysisk Forening eller Biologisk Selskab af såvel faglige som økonomiske årsager.
Det kemiske netværk i København udgjorde kernen i det, vi kalder Danmarks kemiske guldalder. I 1927 skrev amerikaneren Augustus Trowbridge en rapport om dansk naturvidenskabs stade og potentiale til filosoffen Wickliffe Rose.11 Rose var præsident for International Education Board, Trowbridge fondets europæiske repræsentant inden for naturvidenskab. Rapporten var et internt dokument, og den var bl.a. et led i fondets bestræbelser på at få overblik over, hvorvidt det ville være i fondets interesse at yde økonomisk hjælp til kemikeren J.N. Brønsted, der havde ansøgt fondet om støtte til at bygge et fysisk-kemisk laboratorium under Københavns Universitet.
Fondet havde allerede ydet støtte til fysik og fysiologi (se kap. 3 og 9). Ud over en generel vurdering af København som »a small country capital whose occasional exceptional men raise only the question of individual [economic] aid«, så indeholder rapporten også en specifik vurdering af de mest prominente videnskabsmænd. For kemis vedkommende nævnes J.N. Brønsted, E. Biilmann, Niels Bjerrum, J.A. Christiansen, Julius Petersen og S.P.L. Sørensen – af hvilke kun Brønsted vurderes til at være blandt »men of international reputation« – en vurdering som man kan diskutere, men det skal ikke uddybes her.12 Trowbridge skrev videre, »[i]n physical chemistry, Br[ø]nsted certainly enjoys a European reputation and Chemistry generally is relatively strong in Copenhagen with BJERRUM, S[Ø]RENSEN and BIILMANN, all of whom have more than local reputation«. Der var ingen tvivl om, at København her i midten af 1920’erne var det mest betydningsfulde videnskabelige centrum i Skandinavien, ikke mindst pga. Niels Bohr. Det var således karakteristisk, at alle andre danske naturvidenskabsmænd altid blev målt og vejet i forhold til Bohr, hvilket kan forekomme urimeligt, da det er muligt at være en velestimeret forsker uden at være af Bohrs kaliber. Danskerne var imidlertid ikke sene til selv at benytte sig af Bohrs status, når det var opportunt. For eksempel i 1933, hvor Bohr og Brønsted gik sammen om at ansøge om midler i en underafdeling af det amerikansk Rockefeller Foundation til et forskningsophold for Georg von Hevesy i København. Som argumentation i ansøgningen slog de på, at Hevesy kunne være med til at udbygge samarbejdet mellem de to professorers institutter – vel vidende, at der praktisk talt intet samarbejde var uden det, som Hevesy bragte med sig.13 Heller ikke det samarbejde, som International Education Board håbede på, da de bevilgede penge til Brønsteds institut, blev realiseret – til trods for instituttets fysiske placering umiddelbart ved siden af Bohrs.14
Den