af samme nøjagtighed, som man kendte fra fysikken. I slutningen af 1960’erne vandt den teoretiske kemi dog indpas ved såvel Københavns som Aarhus Universitet.
I perioden frem til 1970 var der her i landet ikke noget nært tværdisciplinært samarbejde mellem kemi og fysik. Naturligvis betød udforskningen af kernefysikken, at der var behov for kemisk indsigt for at kunne foretage separation af de mange radioaktive isotoper, der kunne dannes ved bestråling i acceleratorer og reaktorer, men ofte blev de involverede kemikere så engagerede i den fysiske forskning, at de reelt blev en del af det fysiske samfund. Kernekemi blev aldrig et etableret kemifag her i landet i modsætning til, hvad der skete i vore nabolande. Fra begyndelsen af 1960’erne blev studiet af de faste stoffers egenskaber udbygget her i landet; inden for dette felt etableredes der fælles aktiviteter og studiegrupper, som førte frem til vore dages studier af nye materialer.
4.6 Aarhus Universitets nye kemiske institut ved Langelandsgade kort efter indvielsen i 1961. Forskningslaboratorierne var placeret i de to ens bygninger til venstre i billedet, mens bygningen vinkelret herpå indeholdt øvelseslaboratorier og værksteder. Bygningskomplekset var det første på det daværende militære område, som endnu en årrække omfattede arealerne syd for Kemisk Institut.
Kontakten mellem industrien og kemien udmøntede sig gerne som et samarbejde mellem enkelte organiske kemikere og dele af den kemiske industri, der var knyttet til lægemiddelproduktion. Det var således industrien, der efter anden verdenskrig betalte for indretningen af nye laboratorier til den organiske kemiker Kaj Arne Jensen.32 Han havde lige før krigen fattet interesse for medicinalkemien, og han bidrog gennem fremstillingen af stoffet sulfathiazol til en dansk industriproduktion, der fandt anvendelse inden for bekæmpelsen af lungebetændelse. Krigsårene med de allieredes klassificerede gigantindsats på penicillin- og antimalaria-området udløste efter krigen en veritabel fornyelse af den organiske kemi, stærkt hjulpet på vej af nye separationsteknikker samt spektroskopiske metoder.33 Kaj Arne Jensen placerede sig centralt i denne udvikling herhjemme, og han bidrog såvel til medicinal kemi som til den mere grundlæggende kemi af svovlholdige organiske stoffer.34 Ved udgangen af 1960’erne var det tydeligt, at den organiske og senere den uorganiske kemi orienterede sig mod biologien; en udvikling, der fortsatte i de efterfølgende årtier.
Op- og afblomstring
Hvis man skal give en samlet karakteristik af dansk kemis guldalder, må det være, at det var en blomstringsperiode, som bedst kan beskrives ved en række af enkeltstående, strålende blomster frem for ved en blomstereng.35 Kemikerne gjorde deres fag kendt internationalt som individuelle forskere snarere end som en gruppe med fælles udspring. Dansk kemisk forskning vedblev i hovedsagen at være enkeltmands-projekter til tiden efter anden verdenskrig. Et eksempel på at overlap i faglige interesser ikke førte til formelle samarbejder i laboratoriet, er de to førnævnte kemikere J.N. Brønsted og Niels Bjerrum. De gik i samme gymnasieklasse, de læste begge kemi ved universitetet, søgte begge det samme professorat i 1908, var mere end gode bekendte og havde livet igennem sammenfaldende faglige interesser. Alligevel udførte de aldrig fælles forskning. Det er tydeligt i de publicerede arbejder, at de blev inspireret af hinandens arbejder, men det er svært at vise, at denne påvirkning gik ud over, hvad der blev offentliggjort på skrift, og at de faktisk havde faglig glæde af at kunne mødes i Kemisk Forening, Videnskabernes Selskab eller privat.
Tværtimod kan man i 1920’ernes og 1930’ernes naturvidenskabelige København tale om en Hevesy-effekt. Begrebet refererer til Georg von Hevesy, som opholdt sig i København i to omgange, dels mellem 1920 og 1926 og dels fra 1935 til 1943 (hvor han måtte flygte til Sverige pga. nazisternes jødeforfølgelser i Danmark, jf. kapitel 3). I begge perioder var Hevesy en meget aktiv forsker, men hans interesser gik i nogen grad på tværs af de danske forskningsinstitutioner. Af den grund, og fordi Hevesy ikke havde egne laboratoriefaciliteter, var han nødt til at arbejde rundt omkring på institutterne, hvor han nu fik plads. Han etablerede herved forbindelse mellem institutter og personer, som ellers ikke ville have haft lejlighed til at samarbejde. Hevesy gik, cyklede eller tog sporvognen København rundt fra Brønsteds institut til Niels Bohrs, ud til Carlsberg Laboratorium i Valby og tilbage til Nørre Allé og videre til fysiologen August Kroghs laboratorium på Juliane Maries vej. Derudover havde han kontakter på Radiumstationen ved Finseninstituttet, som lå på Strandboulevarden, og på Landbohøjskolen på Frederiksberg. På tilsvarende måde var Hevesy forbindelsesled mellem Niels Bohr og August Krogh – vel at mærke med den hensigt, at forbindelsen først og fremmest kunne fremme Hevesys egen forskning, og ikke så meget fordi han uegennyttigt ønskede at styrke det danske forskningsmiljø. Men der skulle en Hevesy til, før man fik udnyttet det potentiale, som hele tiden havde ligget der, og som man retorisk havde refereret til. Heller ikke på tværs af disciplinerne var samarbejdet udpræget, som tidligere omtalt i dette kapitel – hverken på individ- eller foreningsniveau.
Man kan spørge, hvorfor dansk kemis guldalder sluttede med anden verdenskrig. En væsentlig årsag var måske, at de kemikere, der havde udgjort opblomstringens kerne, kun i mindre grad påtog sig en lederrolle eller dannede skole. Følgelig påvirkede deres ideer kun i begrænset omfang den følgende generations kemikere. Denne tradition har fulgt dansk kemi på godt og ondt gennem 1800-tallet og det meste af 1900-tallet.
Danmarks beskedne naturvidenskabelige miljø var en af årsagerne til den specielle ordning med delte lærerkræfter i de eksakte naturvidenskaber mellem DTH og Københavns Universitet, der var i brug frem til 1960. Denne ordning skabte en særlig dansk polyteknisk uddannelse med stor vægt på de naturvidenskabelige grundvidenskaber; hvilket især var synligt inden for kemien. Her stod en ingeniøruddannet kandidat, hvad angår en forskningskarriere, stort set på lige fod med en universitetsuddannet. Adskillige professorer i kemi og fysik fra perioden omkring og efter 1960 havde da også en grunduddannelse som kemiingeniører.
5 Elis og Bengt Strömgren i dansk og international astronomi
Simon Olling Rebsdorf
I mellemkrigstiden var dansk astronomi centreret om observatoriet i København. Her ledede professor Elis Strömgren og senere hans søn, Bengt Strömgren, arbejdet i en menneskealder. Forholdet mellem far og søn er udgangspunkt for historien, der følger. Faderen repræsenterede den klassiske astronomi, mens sønnen med sine anvendelser af den nye kvantemekanik placerede Danmark på den moderne astrofysiks verdenskort. De to fremtrædende astronomers kombinerede indsats repræsenterede således både tradition og fornyelse.
En gennemgående tendens i dansk astronomi såvel som i alle andre naturvidenskaber var den stadig stigende internationalisering af forskningen. Dette betød nedprioritering af nationalobservatorier og opprioritering af samarbejdet mellem verdens astronomer. Her er historien om oprettelsen af Brorfelde Observatoriet slående. Den ny institution blev åbnet samme år som etableringen af det store internationale initiativ, European Southern Observatory (ESO), der med tiden opslugte det danske observatorieprojekt (jf. kap. 16).
Historien om det tyvende århundredes danske astronomi er i forskellige former blevet fortalt før.1 Denne historie vil adskille sig derved, at den slår ned på få, men vigtige temaer, nemlig far-søn forholdet, udviklingen af den nye astrofysik, internationaliseringstendenserne samt opbygningen af Brorfelde Observatoriet.
Organiseringen af astronomi
I 1907 var svenskeren Svante Elis Strömgren blevet udpeget som Thorvald Nicolai Thieles efterfølger i det professorat, der var knyttet til Universitetets Astronomiske Observatorium (AO) på Øster Voldgade 3 i København. AO lå mellem Botanisk Have og Rosenborg Slot, og her stod Strömgren for undervisningen af studerende ved Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Hertil kom andre opgaver som astronomiske observationer med tilhørende beregninger, udvikling af teoretiske modeller, almanakudgivelser og varetagelse af tidstjenesten, der forvaltede nøjagtig tidsgivning til det danske samfund. Som professor i astronomi var Elis Strömgren også det naturlige valg som formand for det i 1916 stiftede