forskning til skandinaviske læsere.
5.1 Astronomisk Observatorium (AO) omkring 1900 (opført 1859). En telegrafmast ses midt i billedet. Mod venstre Østervoldgade og i højre del af billedet ses Botanisk Have, dennes væksthus og bag dette Kommunehospitalet (nu Københavns Universitet). AO’s Repsold-refraktor blev opstillet under kuplen i 1895. Kikkerten blev anvendt til både fotografiske og visuelle observationer og bestod af to linseteleskoper. Lige efter første verdenskrig arbejdede Johannes Braae som observator, og J. Fischer Petersen og Julie Vinter Hansen var assistenter.
Den internationale udveksling af astronomiske nyopdagelser var umiddelbart inden første verdenskrig centreret omkring universitetet i Kiel, hvor Elis Strömgren var assistent, inden han kom til København. I Kiel havde han udført beregninger for det tilknyttede astronomiske Central Bureau, et bureau der var skabt af det internationale Astronomische Gesellschaft allerede i 1884. Men kort efter verdenskrigens udbrud blev det umuligt for bureauet at opretholde det telegrafiske samkvem med allierede astronomer. Derfor foreslog Strömgren, at bureauet blev oprettet som provisorisk mellemstation i neutrale Danmark, et forslag der blev godkendt af det tyske selskabs formand. Østervold blev herved informationscentral med hensyn til alverdens nyopdagede himmellegemer, og det er ubestrideligt, at Elis Strömgren og hans medarbejdere i København gjorde en meget stor indsats for at opretholde bureauets internationale aktiviteter under første verdenskrig.
Eksklusiv international videnskab
Efter krigens afslutning blev der afholdt en række kongresser i Paris og London med deltagelse udelukkende fra de allierede lande, og i sommeren 1919 blev The International Research Council (IRC) grundlagt i Bruxelles. Formålet med rådet var at koordinere internationale aktiviteter i forskellige brancher samt at indlede skabelsen af internationale unioner til fremme af videnskabens udvikling.2 Som en direkte følge af rådets statutter oprettedes den Internationale Astronomiske Union (IAU), og i den forbindelse blev også en underafdeling af IAU oprettet, nemlig det Internationale Central Bureau for Astronomiske Telegrammer, som i realiteten betød en overtagelse af Astronomische Gesellschafts Central Bureau.
Danmarks involvering i det nye IAU-samarbejde var efter Elis Strömgrens opfattelse ikke naturgivent, og i begyndelsen bekendte han sig som principiel modstander af neutrale staters indtræden i organisationer oprettet udelukkende af allierede lande. Man havde nemlig i IRC’s statutter indskrevet et afspærringsprincip, som ekskluderede de tysk-østrigske videnskabsfolk, og Elis Strömgren fandt det ganske enkelt »uværdigt at danne videnskabelige sammenslutninger, hvor hele Nationers Videnskabsmænd a priori, af Videnskaben uvedkommende Grunde og uden Hensyn til, hvilken Stilling de individuelle Videnskabsmænd kan tænkes at indtage, er udelukket«.3 Efter nærmere overvejelse indså han imidlertid muligheden for at bruge disse sammenslutninger som platform i sin kamp for accept af tyske videnskabsmænd i de nye organisationer, eftersom »det uforsonlige Standpunkts Dage indenfor Astronomien er talte«.4 Skønt han hverken ville stemme for eller imod en dansk repræsentation i IAU, blev Danmark medlemsland samme år, og den danske unions-komité blev endelig sammensat af Strömgren og Niels Erik Nørlund, som tidligere havde været assistent under Strömgren. Under den første IAU-generalforsamling i Rom i 1922, blev det besluttet, at centralbureauets hovedsæde skulle placeres i København. Dette bureau udsendte talrige cirkulærer og telegrammer, og cirkulæreabonnenterne var snart fordelte på fem verdensdele, hvilket betød stor travlhed på Østervold-observatoriet igennem en hel generation.
Under den anden IAU-generalforsamling i 1925 i Cambridge, England, ville Frankrig og Belgien stadig ikke tillade tyske astronomer adgang til den unge internationale union, men Elis Strömgren, der var formand for Astronomische Gesellschaft, var helt uenig. Han overbeviste flertallet af delegerede fra 12 lande om, at hvis IAU skulle være et internationalt organ, måtte der være adgang for alle astronomer, også de tyske. Forslaget blev indsendt til IRC, men desværre for Elis blev forslaget afvist som følge af formaliteter i rådets statutter.5 Elis gjorde, hvad han kunne for at indlemme Tyskland, da han selv var vært ved et vigtigt møde i Astronomische Gesellschaft i København i 1926, men Tyskland blev faktisk ikke medlem af IAU før i 1951.
IAU’s centralbureau krævede omfattende og stabil arbejdskraft, men i perioden 1919-40 forblev antallet af fastansatte akademikere ved observatoriet konstant, nemlig blot fire medarbejdere, hvortil kom løst ansatte medhjælpere og beregnere. Videnskabeligt stod Elis Strömgren for empirisk og teoretisk forskning i kometbaner og det såkaldte trelegemeproblem, og han udgjorde drivkraften bag mange observationer af variable stjerner og måneokkultationer. Han placerede sig således i en klassisk astronomisk og astrometrisk tradition, observationelt såvel som teoretisk, og han satte sig aldrig grundigt ind i den nye kvantefysik eller benyttede den i sin forskning. Den opgave tog de yngre astronomer på deres kappe.
5.2 Astronomische Gesellschafts møde i 1926. Af ca. 500 medlemmer af selskabet mødte 138 op i København, og på trods af en overvægt af skandinaver og tyskere talte deltagerne ikke udelukkende folk fra sådanne lande. 10% af deltagerne var engelske eller hollandske astronomer. Udvalgte personer fotograferet foran Astronomisk Observatoriums vestfløj, professorboligen. Fra venstre, stående, Hedvig Strömgren (bag hende Bengt Strömgren), nr. 3 Arthur S. Eddington. Bagest, i midten, Elis Strömgren.
Født under en heldig stjerne
Elis Strömgrens kone, Hedvig Strömgren, var en initiativrig tandlæge, som ud over sin tandlægepraksis – med klinik i observatoriebygningens kælder – arbejdede med tandlægekunstens kulturhistorie, skrev skønlitteratur, mestrede mange sprog og kæmpede tidens kvindesagskamp i en mandsdomineret akademisk verden. Hun havde i 1908 bragt deres første søn, Bengt, og et år senere deres anden søn, Erik, til verden.6 Sønnerne voksede op i embedsboligen omgivet af videnskabelige instrumenter, og Bengt Strömgren vandt hurtigt faderens interesse for de lysende stjerner. Der var høje forventninger til hans skoleresultater hjemmefra, og han opfyldte dem som en naturlig følge af stort talent kombineret med konstante incitamenter, især fra faderens side. I sin barndom måtte Bengt f.eks. lege i nøjagtig tyve minutter hver dag, derefter var det tilbage til bøgerne. Elis begyndte tidligt at give sin ældste søn privatundervisning. Under den spanske syge i vinteren 1919 udnyttede han f.eks. skoleelevernes hjemsendelse til at undervise sin 11-årige søn i avanceret matematik, såsom komplekse tal, lineær algebra og matematisk analyse. Selv om Bengt blev udsat for hårdt pres, nærede han en indgående interesse for matematik og astronomi. Måske følte han heller ikke, der var andet valg.
5.3 Elis, Erik og Bengt Strömgren i faderens kontor på AO. Svante Elis Strömgren (1870-1947) blev født i Helsingborg og erhvervede i 1898 doktorgraden i astronomi. Fra 1901-07 var han assistent hos redaktøren af Astronomische Nachrichten i Kiel. I 1904 blev han docent ved Kiels universitet, mens han samtidig udførte beregninger for det tilknyttede centralbureau for astronomiske telegrammer. I 1907 blev han udnævnt til professor i astronomi i København – en stilling han besad til pensionsalderen i 1940, hvor hans søn overtog professoratet. Elis Strömgren var formand for Astronomische Gesellschaft 1921-30.
Sønnen begyndte snart at udføre astronomiske observationer, og assistenten Jens Johannsen lærte ham at betjene et tidsbestemmelsesinstrument. At bestemme tiden nøjagtigt var som nævnt en samfundspligt for observatoriet, da der ikke var telefon- eller radiosignaler til at give lokal tid før massekommunikationens gennembrud omkring 1925 – året for de første regelmæssige radiotransmissioner af musik og nyheder.7 Dansk Normal Tid blev bestemt på observatoriet ved jævnlige sammenligninger mellem det nøjagtige mekaniske pendulur i kælderen og observationer af stjernepassager med en meridiankreds – samme type instrument som Ole Rømer i 1700- tallet havde udviklet til bestemmelse af stjerners positioner. Man havde således siden 1909 sendt telegrafiske tidssignaler til Silopakhuset på Midtermolen