med stor nøjagtighed for at kunne bestemme længdegrader og navigere sikkert.
Sammen med Johannsen forestod professorsønnen over 2.000 observationer af stjerner i omegnen af himlens nordpol. Observationerne dannede basis for Bengt Strömgrens første selvstændige publikation, som blev godkendt af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi i 1924, da han endnu kun var en 16-årig gymnasieelev. Bengt blev snart en del af staben ved observatoriet. I et forsøg på promovering af sin søn søgte Elis Strömgren allerede i 1925 fakultetet om tilladelse til at ansætte sønnen som assistent. Dekanen, som det år var Elis Strömgrens nære ven og kollega Nørlund, anbefalede forslaget, men i Konsistorium var man bekymret for, at der skulle fremkomme beskyldninger om nepotisme. Og der var da også tale om et familieforetagende. Elis havde benyttet sit netværk flittigt og indhentet de bedste anbefalinger fra både skandinaviske og tyske astronomer. Far Strömgren var stærkt utilfreds, da ansøgningen blev afvist, men kunne allerede året efter glæde sig over, at det alligevel lykkedes Bengt at blive assistent. For nok var Bengt professorens søn, men han var også den mest kompetente blandt ansøgerne, vurderede man i bedømmelsesudvalget.
5.4 Carlsbergfondets bevillinger til forskning ved AO, 1921-70. Astronomi: Klassisk astronomi; bl.a. trelegeme-problemet og asteroider (1953); Astrofysik: Videnskabeligt arbejde; bl.a. Strömgren-fotometri (1969-70); Instrumenter: F.eks. regnemaskine (1928), hjælpemidler, astronomiske instrumenter; Assistance: Beregninger/observationer af f.eks. variable stjerner; Brorfelde: Astrofysiske og optiske målinger, instrumenter; Andet: Publikationer, indkøbsposter, ekspeditioner, udgravning af Stjerneborg (1951). Det bemærkelsesværdige hul i bevillingerne i begyndelsen af 1950’erne hænger sammen med, at Bengt Strömgren forlod dansk astronomi, uden at hans professorat straks blev besat. Først med Anders Reiz’ ansættelse i professoratet i 1957 kom der igen gang i ansøgningerne fra AO. De største bevillinger til Brorfelde-projektet er ikke inkluderet i figuren, men beskrives i hovedteksten.
Observatorier og stramme budgetter
Mens observatoriet på Østervold stod for akademisk forskning og undervisning, virkede et andet observatorium for videnskabens popularisering og undervisning til et bredere publikum. Det var det selvfinansierende Urania Observatorium på Frederiksberg, som nok er mest kendt for Ejnar Hertzsprungs relativt korte virke der. Urania Observatoriet blev oprettet af overtelegrafist og amatørastronom Victor Nielsen i 1897-98. Observatoriet var et privat observatorium med videnskabeligt sigte, og det var udstyret med en 25 cm refraktor og to fotografiske instrumenter. I 1919 købte underbibliotekar Carl Emil Luplau Janssen observatoriet, og han virkede siden for populær formidling af astronomien gennem bøger, avisartikler og hyppige radiooptrædener. Hans forhold til universitetsobservatoriet var noget speget. Janssen fik i 1917 antaget en disputats til forsvar for doktorgraden, men den var imidlertid så behæftet med problemer, at han måtte trække den tilbage. Professor Elis Strömgren sad i bedømmelsesudvalget og kom derefter på Janssens sorte liste. Omvendt var Strömgren måske nok tavs udadtil, men i breve, han skrev til sin søn, fremgår det, at han ikke havde høje tanker om Uranias leder. Også uden for hovedstaden virkede en række astronomer, amatører såvel som professionelle, ved mindre observatorier rundt omkring i landet. Det kendteste af disse er uden tvivl Ole Rømer Observatoriet i Århus, der rådede over en velbesøgt kikkert til gavn for folk med interesse for stjernernes tindren.
Selv om AO ikke var landets eneste observatorium, var det hertil, de vigtige fondsbevillinger strømmede ind til forskning. Af figur 5.4 kan man udlede, at universitetslønningerne ikke var imponerende høje, og figuren illustrerer observatoriets beskedne økonomi. Carlsbergfondet støttede nemlig professorater med 3.000 kr. om året og lektorater med 1.600 kr. per år som tilskud til videnskabeligt arbejde, hvilket medvirkede til en vis videnskabelig forskningsfrihed. Som observatorieleder kæmpede Elis Strömgren i midten af 1920’erne med store økonomiske vanskeligheder. Han havde måttet opsige tidsskriftsabonnementer, al indbinding var ophørt, og der var ikke råd til køb af instrumenter. I stedet udnyttede han et jobtilbud fra Tyskland til at presse en budgetforhøjelse igennem, som desværre ikke blev så stor som håbet: Observatoriets årsbudget (annuum) blev nemlig kun hævet fra 7.000 til 8.000 kroner.
Den økonomiske verdenskrise spredte sig til Danmark i sommeren 1930, og arbejdsløsheden steg fra 15% sidst i 1930 til 38% i 1932.9 Jobmulighederne omkring tiårsskiftet var meget begrænsede, også i den akademiske verden. Studerende, der færdiggjorde deres studier i matematik, fysik, kemi eller astronomi, søgte oftest en gymnasielærerstilling. Kandidater i astronomi havde også mulighed for at gøre karriere ved f.eks. Geodætisk Institut, men lønninger til assistenter lå et trin under gymnasielærerlønningerne. Selv om man ikke ligefrem så ned på assistentstillinger, blev de unge kandidater altså langtfra opmuntret til en videnskabelig karriere fra statens side. Det blev da også en meget besværlig affære at få Undervisningsministeriet til at godkende Bengt Strömgrens lektorat i 1932. Universitetets anbefaling blev ganske enkelt afvist første gang, men året efter gik den dog igennem. Det var et spørgsmål om streng økonomi, og budgetterne var stramme i disse år.
Antallet af forskningsstillinger for danske astronomer var lavt, og det eksperimentelle udstyr ved AO ikke noget at skrive hjem om. Selv om observatoriets instrumenter i og for sig var af god kvalitet, var langt de fleste allerede antikverede. Konsekvensen af de manglende investeringer i nyt observationsudstyr blev, at færdiguddannede astronomer med ønsker om at gøre videnskabelig karriere inden for astronomien måtte beskæftige sig med det relativt billige teoretiske felt frem for det dyrere praktisk observationelle – eller rejse til USA.
Kontinuitet og fornyelse
1930’erne blev en hektisk tid for international astronomi. I USA var store observatorier blomstret op siden 1900, og de præsenterede stadig nøjagtigere observationsdata. Desuden var moderne kosmologi en nyfødt størrelse i fremgang, ikke mindst som følge af Edwin Hubbles opdagelse i 1929, som tydede på, at universet befinder sig i konstant ekspansion.10 Hans observationer udgjorde det første empiriske datamateriale, som understøttede teorier om universets storskala-dynamik. Både Hubbles opdagelse og andre nye kosmologiske ideer blev hurtigt formidlet til et bredt publikum gennem Nordisk Astronomisk Tidsskrift.11
Det var også en tid med opbygning af nye astronomiske institutioner. I Sverige oprettedes i 1931 det nye Saltsjöbaden Observatorium i Stockholm med astronomen Bertil Lindblad som observatoriebestyrer. Tre år senere etablerede den norske astrofysiker Svein Rosseland verdens første teoretiske institut for astrofysik, som i øvrigt senere blev berømt for en såkaldt mekanisk differentiel analysator til store numeriske beregninger. Netop håndteringen af numeriske beregninger blev en nødvendighed i 1930’erne, og AO indkøbte på statens regning nogle elektromekaniske regnemaskiner til formålet. Men astronomer, der gjorde sig forhåbninger om danske institutionsudvidelser, måtte væbne sig med tålmod endnu en årrække. Det blev nemlig Bengt Strömgren, som blev initiativtager til det næste danske institutionsbyggeri under og efter anden verdenskrig.
Bengt Strömgrens studietid havde været kort og intens. Han studerede ved Polyteknisk Læreanstalt og ved Bohrs institut, hvor han fulgte forelæsninger af bl.a. Niels Bohr, Werner Heisenberg og Hendrik Kramers. Hans tid ved Bohrs institut fik afgørende betydning for dansk astronomi, og han befandt sig på rette sted på rette tidspunkt. Allerede da han i 1927 tog sin magisterkonferens – den yngste det år – indså han, at hans fremtidige mission skulle være at føre den ny kvantemekanik ud i stjernernes indre, dvs. anvende de moderne fysiske teorier til konstruktion af forbedrede stjernemodeller. Dette er et godt eksempel på videnskabelige discipliner, der mødes, og hvor mødet resulterer i udviklingen af nye teorier.
Meget forenklet kan man sige, at teoretisk astrofysik i en periode havde været domineret af britiske teorier.12 Med udgangspunkt i teoretiske antagelser udviklede eksempelvis den prominente astronom og fysiker Arthur Eddington i 1926 en række teorier for stjernernes indre sammensætning og stråling. Ved hjælp af de hertil svarende matematiske ligninger udledte han værdier for stjernernes brintindhold, som han sammenlignede