og astrofysikere var gæsteprofessorer i en årrække.
Medarbejderskaren ved AO voksede i 1960’erne som følge af de stærkt forbedrede vilkår for naturvidenskaberne. Universitetets vækst medførte mange nye studerende, og fra 1960 til 1972 steg staben af ansatte ved AO fra én professor og fem astronomer til to professorer og fjorten astronomer. 1960’erne blev også en tid for nyskabelse og nyordninger af astronomisk relaterede institutioner. Det danske Ionosfære Laboratorium på Danmarks tekniske Højskole (nu DTU) blev i 1966 opsplittet i Geofysisk Afdeling ved Danmarks Meteorologiske Institut og Dansk Rumforskningsinstitut, som blev uafhængigt i 1968. Ved sidstnævnte institut blev forskningen især koncentreret om kosmisk stråling og magnetosfærefysik.
Carlsbergfondet støttede i slutningen af 1960’erne Brorfelde-projektet med endnu to store bevillinger. I 1966 fik projektet en halv million kroner til dækning af omkostningerne ved anskaffelsen af et større spejlteleskop, men på den betingelse, at Danmark ville træde ind i et fælles europæisk samarbejde om et stort observatorium på den sydlige halvkugle (European Southern Observatory, ESO). Dette big science-projekt havde i 1964 fire europæiske medlemslande, som ratificerede den såkaldte ESO-konvention, der indeholdt de vedtagne politiske og finansielle regulativer for medlemslandenes engagement i projektet. De fire deltagerlande var Holland, Frankrig, Tyskland og Sverige, så der var altså endnu ingen dansk deltagelse. Professor Anders Reiz gjorde et stort arbejde for at få Danmark indlemmet i kredsen af deltagerlande, og samme år som Strömgren returnerede fra USA, blev konventionen endelig ratificeret af Danmark og Belgien. Hidtil havde Danmarks fokus været rettet mod Brorfelde-arbejdet, men med forpligtelserne til yderligere arbejde for udviklingen af ESO stod Danmark i en ny situation. Dette eksemplificeres ved beslutningen om at flytte 50 cm teleskopet fra Brorfelde til Chile i 1968.30
Det kan se ud som et ejendommeligt sammentræf, at et dansk nationalobservatorium først blev åbnet – men langtfra var færdigbygget – samme år som de første ideer til ESO-projektet kom til verden, og at dansk deltagelse i projektet blev indledt selv samme år, som Bengt Strömgren kom tilbage til sit fædreland. Tilfældigt eller ej, nu var de stærkeste kapaciteter samlet om det nye internationale projekt. Men hvad med Brorfelde? Mens der er delte meninger om Brorfelde Observatoriets betydning for dansk forskning, synes der at være bred enighed blandt nulevende astronomer om, at observatoriets videnskabelige betydning hovedsagelig ligger inden for den optiske astronomi, nærmere bestemt den fotoelektriske fotometri. Brorfeldes placering i dansk klima var ikke optimalt for astronomiske observationer, og nogle af de fotometriske observationer blev f.eks. foretaget i samarbejde med Lowell-observatoriet i Flagstaff, Arizona. Det kan imidlertid indvendes, at selv om Brorfelde ikke fungerede ret mange år som forskningsobservatorium (kun indtil ca. 1975), så kan man ved et kig i bakspejlet betragte projektet som en succesfuld forberedelse til engagementet i ESO.
Selv om der aldrig blev oprettet noget fælles nordisk astrofysisk institut, foreslog Bengt Strömgren i sit livs efterår et nordisk optisk teleskop-samarbejde. Strömgren og Reiz fik med Carlsbergmidler foretaget studier, som efter længere tids diskussioner og formuleringer af ansøgninger i december 1983 førte til en bevilling fra Nordisk Råd på 8 millioner svenske kroner til Nordic Optical Telescope. Umiddelbart herefter samlede de fire nordiske lande yderligere 21 millioner svenske kroner, og den kanariske ø La Palma blev udvalgt som lokalitet for et 2,5 m optisk teleskop. La Palma blev også hjemsted for Brorfeldes meget udmærkede meridiankreds, som blev flyttet samme år, hvilket må anses som den definitive nedprioritering af det midtsjællandske observatoriums forskningsstatus i en tid med stadig stigende internationalisering.
6 Matematik, statistik og datalogi
Henrik Kragh Sørensen
Dansk matematik blev – ligesom mange andre discipliner – for alvor international i løbet af det 20. århundrede. I dette kapitel illustreres denne proces, samtidig med at der fokuseres på matematikkens, specielt statistikkens og datalogiens, stigende betydning i samfundet. I særdeleshed diskuteres, hvordan danske matematikere gennem opbygningen af netværk og nye institutionelle rammer nåede til en skoledannelse inden for visse matematiske emner. De danske matematikeres internationale samarbejde var i høj grad orienteret mod Tyskland, og i mellemkrigstiden hjalp danske matematikere deres tyske kolleger, da de var under pres internationalt og nationalt. Til internationalisering hører også en national styrkelse, hvilket opbygningen af faget datalogi illustrerer. For statistikkens vedkommende er det relevant at se på, hvordan dens i Danmark meget matematiske fundament forholdt sig til de internationale tendenser ved fagets etablering som en matematisk disciplin.
Indledning
I årene omkring 1910 begyndte det andet store generations- og gearskifte i dansk matematik.1 Generationen bestående af Julius Petersen, Thorvald Nicolai Thiele og Hieronymus Georg Zeuthen,2 som var rejst ud i verden og havde bragt ny matematik hjem til Danmark, blev afløst af en ny generation, som stadig rejste ud, men også i højere grad lod verden komme til sig – og i særdeleshed til København. Hvor offentligheden tidligere primært havde betragtet matematik som et undervisnings- og dannelsesfag, blev matematikerne et halvt århundrede senere mødt med krav om også at bidrage til løsning af samfundets voksende antal matematiske problemer.
Igennem det 20. århundrede blev de matematiske videnskaber i stadig stigende grad gjort til grundlag for en række andre videnskaber såsom psykologi og økonomi og blev i endnu højere grad end tidligere anvendt i naturvidenskaberne. Matematisk statistik blev det videnskabelige grundlag, på hvilket man byggede analyser af samfundet og dets udvikling og traf politiske beslutninger. På det teoretiske plan spillede datalogers forskning i kunstige sprog og forholdet mellem menneske og computer sammen med nye modeller for de naturlige sprog og for kunstig intelligens. En del af det 20. århundrede var præget af en tro på reduktionisme, hvilket ofte implicerede stræben efter en matematisk udtryksform. Dette gjaldt også fysikken, der blev en aftager af avancerede matematiske teorier, som førhen syntes uden forbindelse til virkeligheden. Alle disse komponenter medvirkede til, at matematikken såvel internationalt som i Danmark fik nye roller i videnskaben og samfundet, hvilket resulterede i, at matematik blev yderligere styrket som skolefag.
Dette kapitel er delt i tre sektioner, der dels repræsenterer en kronologisk progression, dels beskriver henholdsvis den rene matematik, datalogien og den matematiske statistik i perioden 1920 til 1970. Fokus er lagt på »internationaliseringen« af dansk matematik – »Videnskabens Internationalitet kan i Tider som disse ikke noksom fremmes«, som Harald Bohr udtalte ved indvielsen af Matematisk Institut i København 1934.3 For den rene matematiks vedkommende diskuteres dette i form af etableringen af særlige danske satsningsområder (forskningstraditioner) og etableringen af de to første matematiske institutter. For datalogiens vedkommende understreges internationaliseringen især i form af den modernisering af samfundet, som computeren og videnskaben om computeren muliggjorde. Og endelig behandles internationalisering i den matematiske statistik gennem en diskussion af, på hvilket grundlag statistikken skulle bygges og hvilket formål den skulle tjene. Overalt er der endvidere lagt vægt på at videreføre den diskussion af de matematiske videnskabers institutionalisering, som blev påbegyndt i bind 3, kap. 7.
Dansk matematik i internationalt perspektiv
Lidt generaliseret kan man sige, at triumviratet Petersen-Thiele-Zeuthen havde været vendt mod fransk matematik, mens den nye generation hovedsagligt hentede sin inspiration i Tyskland. Tidsskriftet Mathematische Annalen blev en vigtig publikationskilde. Med en vis rimelighed kan man fortolke den danske forsinkelse i overgangen til et tysk fokus som et generationsspørgsmål – matematikkens centrum havde i løbet af et par generationer i slutningen af 1800-tallet flyttet sig fra Paris til Tyskland, især Berlin og Göttingen.
Perioden efter triumviratets afgang blev domineret af den nye generation af professorer i København, såsom Sophus Christian Juel, Niels Nielsen, Poul Heegaard, Johannes Mollerup og Johannes Hjelmslev, som selv blev afløst af den første egentlige internationale generation af danske matematikere, som omfattede Harald Bohr og Jakob Nielsen. Ved generationsskiftet i 1910 blev der ikke plads til den lovende Niels Erik Nørlund,