De deltog i populariseringen af astronomi, og i Ekstra Bladet anviste Strömgren f.eks. »en Maade, hvorpaa Folk uden Forudsætninger kan lære Astronomien at kende«.19
Under krigen blev dansk astronomisk forskning sat på vågeblus, og det blev til fem års relativ isolation på trods af telegrambureauets fortsatte formidling af verdensnyheder. I perioden fra første verdenskrig og frem til 9. april 1940 var den astronomiske og postale forbindelse ikke afbrudt en eneste dag. Nogle måneder efter at den tyske besættelse var blevet en realitet, var nyhedstjenesten igen virksom, selv om kommunikationen blev begrænset til de ikke-krigsførende lande. Arbejdsforholdene var på det teoretiske plan jævnt tilfredsstillende, men astronomien foregår ikke blot ved skrivebordet, og den nye professor Bengt Strömgren beklagede sig i dagspressen over de instrumentelle forhold. Observatoriet havde ikke anskaffet sig ét eneste større instrument siden 1895.
Besættelsesmagten forsøgte imidlertid at råde bod på danske videnskabsfolks isolation – men uden held – med et nyt tiltag i tysk kulturpolitik, nemlig de såkaldte videnskabelige institutter. Et formål med institutterne var at imødegå fjendtlig propaganda i de besatte lande, men det primære mål var nok snarere at demonstrere, at Tyskland var den dominerende kulturelle magt i Europa. Udtrykket »videnskabelige institutter« blev bevidst brugt til at understrege det videnskabelige fokus. Den Dansk-Tyske Forening blev født i juli 1940 – en videreførelse af Dansk-Tysk Kulturselskab fra 1916 – og i maj året efter åbnedes det Tyske Videnskabsinstitut i København som det sjette i en række af lignende institutioner i besatte europæiske lande. Dets officielle formål var at knytte tættere kulturelle, videnskabelige og kunstneriske forbindelser mellem Danmark og Tyskland, og det daglige arbejde blev fordelt mellem en videnskabelig, en akademisk og en lingvistisk afdeling. Ved åbningen af instituttet på Nationalmuseet deltog blandt andre den tyske gesandt Renthe-Fink, statsminister Thorvald Stauning, undervisningsminister Jørgen Jørgensen, rektor for Københavns Universitet Carl E. Bloch og en gruppe akademikere fra de danske universiteter. Elis Strömgren havde været et naturligt medlem af Dansk-Tysk Kulturselskab siden 1920’erne. Hans medlemskab fortsatte under besættelsen, og de to astronomiprofessorer var begge til stede ved Dansk-Tysk Forenings åbningsceremoni. Københavns Universitet havde nægtet at huse begivenheden, og det tyske arbejde for at skabe kontakter til danske akademiske og videnskabelige miljøer var særdeles vanskeligt.
Et dansk-tysk kulturmøde20
I februar 1941 modtog Elis Strömgren et brev fra Dansk-Tysk Selskabs formand, kaptajn Ernst Ipsen, som på Renthe-Finks foranledning gerne ville invitere von Weizsäcker fra Berlin til at holde et populært foredrag i selskabets lokaler i København. Måske foranlediget af dette arrangement bidrog Weizsäcker igen om efteråret til at arrangere en astronomisk arbejdsuge, som skulle finde sted i det Tyske Videnskabsinstitut i København. Det var under denne arbejdsuge, at de senere så omdiskuterede private møder mellem Heisenberg og Bohr udspillede sig i de sene aftentimer.21
Weizsäcker inviterede Niels Bohr og forklarede, at man fra tysk side ville sætte stor pris på danske fysikeres deltagelse i mødet. På den anden side skulle Bohr dog ikke tvinges til at møde op. Weizsäcker bad Bohr om at invitere så mange danske videnskabsfolk som muligt, og i et brev opfordrede han også Bengt Strömgren til at tage del i begivenheden. Flere tyske astrofysikere samt fysikeren Heisenberg skulle være med, og Weizsäcker bad Strömgren om at holde et foredrag om stjernernes indre, baseret på hans arbejde under opholdet i USA. Ifølge Weizsäcker ville arbejdsugens succes være helt afhængig af omfanget af danske astronomers deltagelse, og derfor ville Bengt gøre ham en stor tjeneste, hvis han sagde ja. Bengt lod sig overtale og deltog endda i koordineringen af mødet. Elis deltog også i begivenheden, mens medarbejderne ved Bohrs institut boykottede arrangementet af politiske grunde. Som det fremgår af en kort evalueringsrapport, som Heisenberg sendte til det tyske videnskabsministerium, var de to astronomiprofessorer faktisk de eneste danske videnskabsmænd, som deltog i begivenheden. Og Heisenberg mente ikke, at mødet havde været nogen succes:22
Efter samværet med danske kolleger har jeg fået det indtryk, at vore relationer til de videnskabelige kredse i Skandinavien nu er vanskeliggjorte. Man møder overalt en yderst reserveret og ofte afvisende attitude. Hvad det videnskabelige institut angår, er kun få danske kolleger for øjeblikket rede til videnskabeligt samarbejde i mere eller mindre officielle rammer.
Elis havde mange nære tyske venner og kollegaer tilbage fra Kiel-opholdet, og hans søn var blevet en naturlig del af dette netværk. Hvor Elis Strömgren var forholdsvis venligt stemt over for Tyskland, var Bengt en hårdnakket modstander af begivenhederne på den politiske scene i »Det Tredje Rige«. Ingen af dem udviste nogen form for nationalsocialistiske sympatier, tværtimod. Det kom f.eks. til udtryk, da den jødiske fysiker Georg von Hevesy i 1943 måtte flygte med sin familie fra Danmark til Sverige. I første omgang måtte Hevesy og frue flygte alene til Sverige, men Bengt og hans kone Sigrid Strömgren påtog sig at gemme parrets to døtre på observatoriets loft i ti dage, indtil der blev plads på en båd.
Med Rosenborg Slot beliggende lige over for observatoriet var det en nervepirrende tid for astronomerne. Umiddelbart efter Danmarks besættelse i 1940 blev slottet nemlig overtaget af tyskerne, og observatoriet blev ved en bestemt lejlighed gennemsøgt for ungarske fanger, som var undsluppet fra barakkerne på den anden side af gaden. En tysk soldat pegede under eftersøgningen på Bengt Strömgren med sin pistol, mens denne ligbleg så til. Den unge professor gemte nemlig illegale papirer i observatoriets kælder, og selv om der er usikkerhed om, hvad det var for papirer, er det uomtvisteligt, at Bengt Strömgren var aktivt medlem af modstandsbevægelsen.
Under anden verdenskrig havde IAUs arbejde stået næsten stille. Efter krigen var ønsket selvsagt at få hjulene i gang igen hurtigst muligt, og man planlagde derfor at begynde med en sammenkomst for et mindre antal delegerede fra forskellige lande. Unionens formand og Elis Strömgren enedes om, at IAU-mødet skulle finde sted i København. I alt 14 lande var repræsenterede, heriblandt Danmark, men hverken Tyskland eller Japan var inviteret, og situationen gav derfor mindelser om 1920’ernes udelukkelsestendenser. Som mellemkrigstidens Astronomische Gesellschaft-møde i 1926 var vigtigt for astronomernes genforeningsfølelse, således blev også IAU-kongressen i København det første møde i efterkrigstiden, som forsøgte at bringe astronomerne sammen, og det blev samtidig det sidste internationale møde, som Elis Strömgren nåede at deltage i inden sin død i 1947.
5.6 Brorfelde Observatoriet beliggende syd for Holbæk med boliger i baggrunden og observatoriebygninger i forgrunden. Heraf fra venstre mod højre: 77 cm Schmidt teleskopet, to såkaldte Cassegrain teleskoper (40 og 25 cm) og endelig meridiankredsen.
Brorfelde Observatoriet oprettes i adstadigt tempo23
Ideen om at bygge et eksternt observatorium uden for København, fjernt fra forstyrrende bylys, rystelser og luftforurening, er blevet taget op flere gange af astronomerne i København, første gang af Thiele i 1891. Elis Strömgren havde imidlertid allerede i 1910 sat sin kompromisløse karakter igennem blandt sine danske kolleger i spørgsmålet om et sådant observatorium, nemlig ved at melde sig ud af observatoriekommissionen og derved bremse ideen, efter at bekostelige undersøgelser havde fundet sted. Selv om det lykkedes Elis Strömgren at få lagt projektet på is, havde han dog i mellemkrigstiden planer om et mindre observatorium, som lå tættere på hovedstaden. I 1921 havde han desuden foreslået Ejnar Hertzsprung at blive leder af et nyt astrofysisk institut i Danmark, men denne plan blev dog aldrig til noget, da Hertzsprung afslog tilbuddet med den begrundelse, at han havde bedre forhold i Leiden. Desuden mente Hertzsprung, at Elis tidligere havde modvirket hans kandidatur til stillingen som direktør for Ole Rømer Observatoriet i Århus, en stilling som blev besat af Ruben Andersen i 1916. Hertzsprung kundgjorde i et brev til Elis: »Jeg har derfor Følelsen af, at der ikke hjemme hersker noget virkeligt Ønske om, at faa mig tilbage.«24 Forholdet mellem Hertzsprung og Elis Strömgren forblev derfor noget anspændt. Også Uranias leder Luplau Janssen havde søgt denne stilling, men uden held.
Da