opnået et professorat. Tillige skal medregnes lederen af den kemiske afdeling på Carlsberg Laboratorium, som også havde titel af professor. Til hvert professorat var der tilknyttet en eller flere videnskabelige assistenter, hvis arbejdsopgaver altovervejende var undervisning eller assistance til professorens forskning.
Selv om Danmark var et råstoffattigt land, der ikke havde mulighed for etablering af kemiske industrier af et omfang, der var kendt fra vore nabolande, så åbnede den store landbrugsproduktion mulighed for etablering af en levnedsmiddelindustri, der også krævede medvirken af kemisk uddannet personale. Oprettelsen af professoratet i bioteknisk kemi ved DTH kan derfor ses som en forløber for den senere etablering af særskilte laboratorier og professorater for fiskeriindustri og levnedsmiddelkonservering. Den næste knopskydning på faget teknisk kemi fandt sted i 1922, da DTH etablerede et professorat i faget mørtel, glas og keramik. Dette fagområde var af interesse for en række industrier, f.eks. cementindustrien, der kunne baseres på råstoffer i den danske undergrund. Kemiske industrier etableret på grundlag af importerede råstoffer er også velkendte i Danmark. Fremstillingen af superfosfat til landbruget, af malinger til bygningsindustrien eller af planteolier til margarine- og chokoladeindustrien er blot et par eksempler. Hertil kom, at der i løbet af århundredet voksede en betydelig dansk industri frem inden for medicinalvarer (NOVO, Løvens Kemisk Fabrik), katalyse (Haldor Topsøe) samt plantekemikalier (Cheminova). Disse industrier havde alle behov for et højt uddannet personale med indsigt i kemi.
De naturvidenskabelige professorer ved Københavns Universitet varetog foruden undervisningen af de universitetsstuderende også undervisning ved DTH. Indføringen i de kemiske grundfag (uorganisk, organisk og fysisk kemi) for civilingeniører med kemi som speciale blev i mange år varetaget af universitetets professorer. Ved slutningen af anden verdenskrig blev det første professorat i de kemiske grundfag oprettet ved DTH, men den fuldstændige adskillelse af undervisningen ved universitetet og DTH blev først tilendebragt i begyndelsen af 1960’erne i forbindelse med udflytningen af DTH til Lundtoftesletten og indvielsen af universitetets nyeste naturvidenskabelige bygning, H.C. Ørsted Institutet. Personalesammenfaldet mellem universitetet og DTH var med til at give de kemiingeniørstuderende en tæt tilknytning til det akademiske miljø, hvilket var af stor værdi for uddannelsen, men også for det videnskabelige personale. Ved universitetet var der en stærk tradition for forskning sideløbende med varetagelse af undervisning, og denne tradition blev videreført af kemikerne ved DTH efter udflytningen.1
Landbohøjskolen og Farmaceutisk Læreanstalt havde også professorer i kemi, men disse havde tidligere næsten udelukkende fokuseret på undervisning. Kemiens rolle på de to læreanstalter var at fungere som støtte for andre fag inden for de respektive uddannelser. Vi skal senere i dette kapitel se, at det trods disse handicaps var muligt at opbygge en forskning i kemi af international karat ved Landbohøjskolen, når lederen forstod betydningen heraf samt besad de rette kvalifikationer for at nå dette mål.
En kemisk guldalder
Trods det meget begrænsede antal kemikere, som kunne forventes at bidrage til fremme af den kemiske videnskab, udgjorde de ikke desto mindre en meget synlig gruppe inden for såvel dansk som international videnskab. Dette skyldes især kvaliteten af den forskning, som blev udført af Niels Janniksen Bjerrum, Johannes Nicolaus Brønsted samt Søren Peter Lauritz Sørensen. Disse tre havde alle et forskningsry af international karat og udgjorde kernen i den kemiske guldalder, som perioden mellem cirka 1900 og 1940 med rette kan benævnes. I dette kapitel vil dansk kemis status i udlandet i mellemkrigsårene blive belyst – dels gennem nomineringerne til nobelprisen af ovennævnte tre kemikere, dels gennem den vurdering som det amerikanske fond International Education Board foretog, inden det støttede J.N. Brønsteds forskning med store økonomiske midler i slutningen af 1920’erne.
Hvor dansk kemi tidligere i høj grad havde skuet indad og havde været sig selv nok, så åbnede det kemiske samfund sig op mod udlandet, både hvad angik sociale, økonomiske og faglige kontakter – en udvikling helt i tidens ånd. Danske kemikere bidrog således som brobyggere mellem forskellige nationale grupperinger, der var opstået som følge af første verdenskrig.
4.1 Herremagasinet, Vore Herrer, havde i 1923 en artikel om studenterlivet i universitetets kemiske laboratorium. Kemi blev beskrevet som »[i] kort Begreb de ubegrænsede Muligheders Videnskab paa de forskelligste Omraader«, men det blev også fremhævet, at kemi var et svært fag, som mange medicinstuderende havde vanskeligheder med at bestå. Dette burde der, ifølge forfatteren, ikke ændres ved, idet »det hænger jo organisk sammen med, at baade vore Ingeniører og Læger – blandt andre – er saa højt anskrevne, hvor de kommer frem derude i Verden«.
Som beskrevet i bind 3 markerede 1908 et generationsskifte i kemi ved Københavns Universitet. De nye professorer var Einar Biilmann i organisk kemi, Julius Petersen, der opdyrkede elektrokemien, og Brønsted, der var fysisk kemiker.2 I 1920’erne blev Brønsteds forskning fokuseret på studiet af kemiske reaktioners forløb og drog fordel af hans store evner til at udføre kemiske eksperimenter. Et eksempel herpå er den delvise adskillelse af et ikke-radioaktivt grundstof i dets isotoper, som han gennemførte sammen med den ungarske kemiker Georg von Hevesy.3 Mest kendt i dag er han utvivlsomt for indførelsen af et nyt syre- og basebegreb i 1923.4 Det skete stort set samtidig med den engelske kemiker Thomas Martin Lowry, deraf navnet Brønsted-Lowry syrer og baser. I 1920’erne betød Brønsteds voksende internationale anerkendelse, at et stigende antal udenlandske kemikere anmodede om ophold ved hans laboratorium.
Man kunne måske forvente, at den succes, som dansk kemi oplevede i mellemkrigsårene samt fremkomsten af gode, tidssvarende lærebøger på dansk, ville få en markant effekt på tilgangen til kemistudiet ved universitetet. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Mellem 1917 og 1940 producerede universitetet kun godt 30 kandidater i kemi. Uddannelsen af kemikere fra universitetet var ikke den undervisningsmæssige hovedbeskæftigelse for universitetsprofessorerne; det var derimod undervisning af læge- og ingeniørstuderende. Mens det i perioden før anden verdenskrig kun i begrænset omfang var tiltrækkende at studere naturvidenskab ved universitetet, så det anderledes ud på DTH. Her steg antallet af studerende støt og lå i 1920’erne på cirka 20 fabrikingeniørkandidater (senere kaldet kemiingeniører) om året. I perioden 1920-30 gennemgik over 200 studerende hvert semester laboratorieøvelser i universitetets kemiske laboratorium – af disse var hovedparten ingeniørstuderende.5 Det meget begrænsede antal universitetsstuderende og deres meget frie studieordning gjorde, at de i det daglige ofte fulgte samme undervisning og læseplan som de kemiingeniørstuderende, med hvem de også havde en del sammenfaldende eksaminer. At dette kunne lade sig gøre, skyldtes i væsentlig grad det høje teoretiske (grundvidenskabelige) niveau på ingeniøruddannelsen, hvilket efter anden verdenskrig også var medvirkende til en særdeles stor søgning til kemiingeniørstudiet. Kemiuddannelsen ved universitetet var fortsat ikke tiltrækkende. Kandidaterne fra DTH havde nemlig to fremtidsmuligheder, ansættelse i industrien eller inden for undervisning og forskning, medens kandidaterne fra universitetet kun havde sidstnævnte.
Landbohøjskolen – center eller periferi?6
I 1914 blev det ledige professorat i kemi ved KVL besat med Niels Bjerrum, der hidtil havde været assistent og docent på universitetets kemiske laboratorium. Bjerrums ansættelse betød en markant ændring af kemiens status ved KVL, såvel undervisnings- som forskningsmæssigt, og af KVLs status i det danske kemiske miljø.
Baseret på sin erfaring fra universitetet, reformerede og opdaterede Bjerrum kemiundervisningen samt skrev en lærebog i uorganisk kemi, der udkom i flere oplag og på flere sprog.7 Han oprettede studiekredse for særligt interesserede studerende, og der blev afholdt ugentlige seminarer, hvor de studerende og hans assistenter gennemgik de nyeste forskningsresultater inden for kemi og kvanteteori for hinanden. Han etablerede således på Landbohøjskolen et aktivt, kemisk forskningsmiljø, som ikke havde været der tidligere. Dermed fik laboratoriet også international interesse og tiltrak udenlandske gæster, især fra Norden og Centraleuropa, heriblandt