Dansk Forsorgsselskab og Direktoratet for Fængselsvæsenet om misbrug af euforiserende stoffer blandt unge. Disse oplysninger blev overdraget til en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, som i 1967 var blevet bedt om at indsamle materiale som grundlag for at overveje, om der skulle iværksættes særlige foranstaltninger (Sundhedsstyrelsen 1968:8f).
Med udgangspunkt i arbejdsgruppens rapport afgav regeringen den 23. januar 1969 en redegørelse for narkotikasituationen, som efterfølgende blev debatteret af Folketinget, som i umiddelbar forlængelse heraf førstebehandlede lovforslaget om at sætte strafferammen op fra 2 til 6 år i narkotikasager. Centralt i folketingsforhandlingerne var spørgsmålet om cannabis og cannabisbrugernes fremtidige status i det danske samfund. På den ene side var der ikke flertal i Folketinget for en legalisering eller liberalisering af cannabis, hvilket avisoverskrifterne dagen efter folketingsdebatten tydeligt afspejlede: “Folketinget vil ikke frigive hash” (Berlingske Tidende), “Hashen bliver ikke frigivet foreløbig” (Berlingske Tidende), “Folketinget vil ikke frigive hash straks” (Ekstra Bladet), “Klart flertal mod at frigive hash” (Politiken), “Intet grundlag for hash-frihed nu”(Aktuelt). På den anden side var mange politikere optaget af, at en evt. strafskærpelse ikke måtte lede til en yderligere kriminalisering af cannabisbrugerne. I det følgende vil vi med udgangspunkt i Folketingets forhandlinger undersøge, hvordan man søgte at finde et kompromis mellem disse to hensyn, samtidig med at vi ser på, hvordan forskellige cannabisbekymringer blev artikuleret og forhandlet af Folketinget.
Den kulturelle udfordring spillede en vigtig rolle i forhandlingerne. Således var partiernes ordførere bevidste om, at cannabis for mange unge ikke var et almindeligt rusmiddel, men blev tillagt særlige betydninger, hvilket gjorde det vanskeligt at regulere, som den konservative ordfører bemærkede.
For en del unges vedkommende er der utvivlsomt tale om, at narkotika er blevet et symbol på deres forkastelse af det eksisterende samfund, og dyrkelsen af symboler synes for disse unge at have meget stor betydning. Symbolerne har en enestående magt over dem, og når symbolet er narkotikanydelse, gør dette selvfølgelig bekæmpelsen af misbrug vanskeligere. (Langkilde, Folketingstidende 1968-69:3076)
Også det Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis ordførere forbandt visse unges brug af illegale stoffer med unges afstandtagen og fremmedgørelse fra det bestående samfund, og begge ordførere fandt det – med udgangspunkt i narkotikaproblemet – nødvendigt at indlede en dialog med de unge om disse spørgsmål. Den radikale ordfører sagde således:
I den kommende tid tror jeg det er nødvendigt at få en debat i gang mellem grupper med modstående synspunkter – det vil vel især være mellem os gamle og de unge og yngre. Vi gamle må af de seneste års oplevelser lære, at vi ikke skal tale til de unge, men med de unge. (Ross, Folketingstidende 1968-69:3097)
Ordføreren for Venstresocialisterne så også brugen af euforiserende stoffer som et kulturelt fænomen og et generationsspørgsmål. Men i modsætning til de øvrige ordførere udtrykte han ikke en (større eller mindre grad af) imødekommelse af de unge fra de ældres side, men påtog sig derimod rollen som de unges repræsentant i en kritisk indstilling til det bestående samfund. Denne kritiske indstilling blev blot forstærket af de forslag om øgede sanktioner, som regeringen lagde op til. Dette blev set som en manglende imødekommelse og direkte bekæmpelse af ungdomsoprøret.
Jeg har undertiden funderet over, hvorfor reaktionen har været så rent ud sagt hysterisk. […] Forklaringen må være den, at man er angst for et eller andet, og så reagerer man panikslagent. Panikken har givet sig udslag i magtanvendelse i form af regeringens forslag om øget straf for handel med euforiserende stoffer. Det borgerlige samfund har altså også i denne situation, hvor det føler sin magt truet, reageret ganske traditionelt. Der er ingen væsensforskel på samfundets fremfusen overfor demonstranterne. I begge tilfælde søger man at kvæle en for samfundet uønsket adfærd med voldelige midler. (Kjær Rasmussen, Folketingstidende 1968-69:3107)
Nok spillede sammenhængen mellem cannabis og udfordringen fra ungdomsoprøret en vigtig rolle i folketingsdebatten,8 men spørgsmålet om farerne ved cannabis fyldte absolut mest i debatten, for de fleste ordførere synes at have været enige med den konservative ordfører, når han sagde “… til syvende og sidst må det selvfølgelig være afgørende for bedømmelsen af problemet, hvordan man vurderer farligheden af hash” (Folketingstidende 1968-69:3073). Indlæggene indeholdt mange af de argumenter, som også blev fremført i den offentlige debat. Kendetegnende for indlæggene var, at de ofte henviste til eksperter og ekspertviden. Den konservative ordfører henviste således til den norske professor Nils Retterstøl, som afviste legalisering pga. farerne for psykisk afhængighed, udvikling af sindslidelser og udvikling af misbrug af illegale stoffer. Ordførerne fra Venstre, Socialdemokratiet, det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mente alle, at cannabis var forskellig fra hårde stoffer, men var i tvivl om, hvor farligt stoffet var. Deres konklusioner med hensyn til sagkundskaben, bl.a. baseret på en lukket høring med en række eksperter i Folketingets forskningsudvalg i december 1968, var, at den ikke besad sikker viden om farerne ved cannabis. Venstres ordfører sagde:
Det almindelige indtryk fra dette møde, der var lukket, og fra senere offentlige udtalelser af regeringsudvalgets formand, stadslæge H.E. Knipschildt, der også var formand for arbejdsgruppen, går i retning af at fraråde et sådant skridt, men afvente den internationale lægelige udvikling. (Thyregod, Folketingstidende 1968-69:3086f)
Ordførerne mente dog at kunne udlede én forholdsvis sikker kendsgerning fra eksperterne, nemlig at cannabisbrug var skadelig for udsatte grupper, herunder ikke mindst børn. Den socialdemokratiske ordfører sammenlignede cannabis med alkohol, hvad skadelige virkninger angik. Men til forskel fra alkohol var det især børn og unge, som brugte cannabis. Netop hensynet til at beskytte børn og unge vejede specielt tungt i såvel Venstres, Socialdemokratiets som det Radikale Venstres afvisning af en legalisering. Den socialdemokratiske ordfører, Bernhard Tastesen, sagde således: “Det gør indtryk på mig, at eksperterne siger, at den gruppe, der i særlig grad vil blive ramt ved en frigivelse af hash, sådan som forholdene er nu, er børnene” (Tastesen, Folketingstidende 1968-69:3116). Mens ordførerne fra Venstre, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre lod det stå hen i det uvisse, om de på et tidspunkt ville kunne støtte en legalisering af cannabis, så argumenterede Socialistisk Folkepartis ordfører for en legalisering på sigt. Argumentet herfor var, at cannabis var kommet for at blive, og at det danske samfund derfor måtte lære at leve med stoffet. Når han ikke mente, at der straks skulle ske en legalisering, skyldtes det, at der først måtte etableres et beredskab, som gjorde det danske samfund i stand til at håndtere konsekvenserne af en sådan legalisering. Altså et argument, som i en vis forstand lignede de argumenter, som Eggert Petersen og Mogens Jakobsen fremførte om en tilpasning af cannabis til det danske samfund, hvor de dog lagde vægt på det kulturelle aspekt, mens Morten Lange fra Socialistisk Folkeparti især synes at have lagt vægt på velfærdsstatslige institutioner og foranstaltninger.
Trods afvisningen af at legalisere cannabis skelnede partiernes ordførere mellem cannabis og hårde stoffer. Hen mod slutningen af debatten konkluderede Morten Lange fra Socialistisk Folkeparti således, at den eneste generelle tendens under folketingsdebatten havde været en enighed blandt partiernes ordførere om at skelne mellem cannabis og andre stoffer. Lange kritiserede derfor justitsministeren og forslaget om skærpede sanktioner for ikke at tydeliggøre en sådan skelnen.
Derimod synes jeg ikke, at det fremgik, at justitsministeren rigtig havde forstået en temmelig gennemgående tendens i hele debatten i dag, nemlig den, at bogstavelig talt samtlige ordførere har søgt at finde en skelnen mellem de meget farlige euforiserende stoffer og de mindre farlige. Det vil efter min mening være højest betænkeligt, om en sådan temmelig klar skelnen – ja man kan næsten ikke forlange en klarere på det grundlag, Folketinget har – skulle blive skjult i en ny lov, som efter det, der er blevet sagt her, faktisk vil skærpe lovgivningen vedrørende cannabisprodukter. (Lange, Folketingstidende 1968-69:3170)
Bernhard Tastesen fra Socialdemokratiet støttede Lange og truede indirekte med, at Socialdemokratiet ikke ville stemme for lovforslaget, hvis ikke der blev indført en skelnen mellem hash og hårde stoffer.
Der