bekymringer i cannabisdebatten, som vi har beskæftiget os med i det foregående, havde det tilfælles, at de til dels handlede om, hvorvidt eller i hvilken grad afhængighed, overgang til hårde stoffer eller udvikling af sindslidelser skulle tilskrives egenskaber ved stoffet eller egenskaber ved personen. Over den periode, som vort materiale dækker, kan vi se, at problemer i relation til cannabis i stigende grad bliver set som forbundet med personen. En af de måder, dette kom til udtryk på, var via myndigheder og institutioner, som arbejdede med udsatte unge. Fra disse myndigheder og institutioners side begyndte der i 1968 at komme fokus på den rolle, som cannabis og andre stoffer spillede i det unge klientels sociale og personlige problemer. Blandt dem, der formulerede denne sammenhæng mellem stofbrug og sociale problemer, var psykolog Karen Berntsen, som var leder af Ungdomsklinikken i København, og som udviklede et af de første behandlingsprogrammer for unge stofmisbrugere i Danmark, samt forstanderen for ungdomshjemmet Kjetterupgård, som var en af de første institutioner under Børne- og Ungdomsforsorgen, som arbejdede med behandling af stofmisbrug. I et referat fra et møde i Børne- og Ungdomsværnsforeningen i november 1968 udtalte klinikchef Karen Berntsen, at det var skrøbelige unge, der ikke formåede at leve op til forældrenes forventninger, som søgte ind i stofmiljøet. Her var der en større tolerance samt lavere krav til den enkelte (“De skrøbelige på narkotika-krogen”, Aktuelt, 16.11.1968).
I en artikel i tidsskriftet “Mentalhygiejne” fra 1969 beskrev juristen Jørgen Jepsen en udvikling i brugen af illegale stoffer fra i starten at have været en delvist ideologisk betinget form for adfærd, som især involverede ressourcestærke mennesker i ungdomsoprørets forreste geled, til også at omfatte socialt belastede unge. Han mente på den baggrund, i øvrigt på linje med andre, som kom i kontakt med unge med misbrugsproblemer (se Houborg 2006:53ff), at stofmisbrug i stigende grad skulle ses som et af flere symptomer på bagvedliggende sociale og personlige problemer.
Stofbrugen er ved at blive kædet sammen med andre sociale problemer end ungdomsoprøret. Brugergruppen rummer flere “tungere” tilfælde, brugen breder sig fx blandt de psykisk og socialt mindre veludrustede, den breder sig i arbejderklassen, og den breder sig især blandt de psykisk ustabile, de uden nævneværdige personlige eller sociale ressourcer, iblandt børneværnsklienterne, lovovertræderne, blandt de usikre og socialt marginale. (Jepsen 1969:9)
Denne differentiering mellem ideologiske brugere og problematiske brugere blev tydelig nogle af de steder, hvor unge samledes, fx Galleri 101, Klub 27 og senere Huset i Magstræde. Disse steder blev ikke kun frirum for unge til at engagere sig i forskellige aktiviteter, men også steder, hvor unge, som havde svært ved at finde sig til rette andre steder, kunne finde sig et frirum.
Hvor farlig er cannabis i forhold til andre rusmidler?
En stor del af cannabisdebatten handlede om, hvordan stoffet skulle placeres i forhold til andre kendte legale og illegale rusmidler. Specielt cannabis’ relative farlighed i forhold til alkohol og stoffer som heroin og morfin var et vigtigt emne. Skulle stoffet placeres i samme farekategori som alkohol eller sammen med heroin eller i en helt tredje kategori?
Blandt dem, som tenderede mod at placere cannabis i samme farekategori som alkohol, var overlæge Torben Jersild fra Vestre Hospital. I maj 1965 udtalte han således i den allerede nævnte artikel “Marihuana er ikke farligere end spiritus”, at cannabis var vanedannende på samme måde som spiritus, men ikke på samme måde som narkotika. Han mente, at marihuana ikke automatisk var vanedannende, men kunne være det hos personer, der, som alkoholikere, var disponerede eller havde psykiske svagheder (Ekstra Bladet, 21.5.1965).
Da den omfattende mediedækning af cannabis første gang kulminerede i sensommeren og efteråret 1965, trykte Information en leder, som gik i rette med de øvrige mediers unuancerede brug af ordet “narkotika” til at betegne cannabis. Lederen slog fast, at cannabis ikke var et narkotikum, og gik videre til at placere det i samme risikokategori som alkohol. Placeringen af stoffet i samme kategori som narkotika blev beskrevet som administrativt/politisk og ikke fagligt begrundet.
Marihuana – der også kan optræde i en anden mere komprimeret form under navnet haschisch – er ikke et narkotikum. Bevares, det står nævnt i loven om euforiserende stoffer, men det er saglig set en fejlplacering. Det er et berusende middel, som formodentlig er mere “ufarligt” end alkohol. Det mener adskillige engelske og amerikanske læger med et stort erfaringsmateriale, og deres vurdering synes at bekræftes af den kontemplative ro, som ofte følger med rygningen. Tilvænning er der heller ikke tale om, men enkelte kan selvfølgelig blive afhængige af marihuana, på samme måde som alkoholikere ikke kan undvære spiritus. (“Narkotika”, Information 26.8.1965)
For nogle aktører, som ikke opfattede stoffet som specielt skadeligt og derfor ikke mente, at der var noget rationelt grundlag for at forbyde stoffet, bestod den store udfordring for det danske samfund i at udvikle en cannabiskultur. Denne holdning blev bl.a. udtrykt af psykiater Mogens Jakobsen i Danmarks Radios udsendelse om narkotikaproblemet aftenen før den store folketingsdebat om narkotikasituationen, den 23. januar 1969. Han påpegede, at hash, næst efter alkohol, var verdens mest benyttede stimulans, hvorfor vi, ligesom andre folkeslag havde gjort i århundreder, måtte lære at leve hermed på en fornuftig måde (“Hårde ord fra de unge om den nye narkolov”, Ekstra Bladet, 23.1.1969).
I et indlæg i Aktuelt to dage før folketingsdebatten talte direktøren for mentalhygiejnisk laboratorium, psykolog Eggert Petersen, for en gradvis legalisering af cannabis. Han bemærkede først, at narkotikaproblemet nok var et alvorligt samfundsproblem, men at det i sin karakter ikke adskilte sig fra mange andre samfundsproblemer, bortset fra at det blev behandlet anderledes, nemlig gennem moralsk-fordømmende holdning. Dette mente Petersen kunne gøre narkotikaproblemet langt mere alvorligt, end det behøvede at være, på samme måde som alkoholproblemet i USA blev forværret under forbudstiden. I stedet for at forbyde og fordømme cannabisbrug mente Petersen ligesom Mogens Jakobsen, at det handlede om at udvikle en kultur omkring stoffet, på samme måde som der eksisterede en kultur omkring alkohol. Dette kunne efter hans mening danne grundlag for en skadesreducerende politik.
Ingen kan påstå, at alkohol ikke er et mentalhygiejnisk, et socialt og et kriminologisk problem – og alligevel har vi inkorporeret alkohol i vor kultur. Fordi vi har erkendt alkoholproblemet som et kulturelt spørgsmål, dvs. at vi har truffet et VALG og opbygget normer omkring alkoholbrug – ud fra det synspunkt, at selvom alkohol indebærer risici, giver øl, vin og spiritus for de fleste så megen glæde, afslapning og befrielse, at samfundet må løbe risikoen. I konsekvens af hvilket, samfundet fører en alkoholpolitik, hvor man stræber efter at mindske skadevirkningerne, fx gennem skattepolitikken og i øvrigt “lapper på” skaderne. (“Vi har lært at leve med sprit – hvorfor ikke prøve med hash?”, Aktuelt 21.1.1969)
Overlæge Mogens Nimb placerede ligesom de ovenstående aktører cannabis i samme farekategori som alkohol. Men i modsætning til Eggert Petersen og Mogens Jakobsen baserede han ikke sin holdning til regulering af stoffet på en kulturel forståelse af rusmidlernes rolle i samfundet, men derimod (delvist) på en medicinsk afvejning af stoffernes terapeutiske nytte i forhold til deres skadelige virkninger.
Lægeligt set er spørgsmålet enkelt: Vi kan ikke akceptere skadevirkninger i det hele taget, fordi vort referencepunkt er en terapeutisk effekt, som vi i denne problemstilling ikke kan erkende. (Nimb 1969:7)
Imidlertid var han nødt til at anerkende betydningen af det kulturelle aspekt i forhold til brug af rusmidler, idet både alkohol og tobak ud fra et sådant medicinsk perspektiv burde forbydes. Hvilket dog næppe kunne lade sig gøre, da begge rusmidler var en integreret del af den danske kultur. Nimb anerkendte derfor også, at rusens pris ikke kun var en medicinsk afgørelse, men noget, der var genstand for social forhandling.
Vi har ikke noget almindeligt ankerkendt kriterium for, hvilken pris vi vil akceptere for en rus, for en lystoplevelse, for en ændring i vor subjektive tilstand, som vi selv opfatter som noget positivt. (Ibid.)
Nimb vidste udmærket, at cannabis var en del af andre landes kultur, på samme måde som alkohol var en del af den danske kultur, og han erkendte, at stoffet næppe kunne holdes ude af Danmark. Men han argumenterede ud fra et folkesundhedsmæssigt