med alkoholrusen, hvor han foretrækker den første.
Rygning er for mig værdifuld som læreproces, men der er jo også rusen, som jeg personligt langt foretrækker for den alkoholiske. Dels fordi den følges af en skærpet bevidsthed og ikke giver tømmermænd, dels fordi jeg sætter større pris på de egenskaber – fx intuition og opmærksomhed – den kan bringe frem, end på den aggressivitet og sentimentalitet, der ofte betones gennem spiritus. (“Med lidt hjælp fra mine venner”, Information 8.1.1969)
Når vi har nævnt disse eksempler på en accepterende og ligefrem positiv holdning i forhold til cannabis og unges brug deraf, skal det bemærkes, at langt den overvejende del af vort materiale indeholder problematiserende udsagn i forhold til cannabis. Men uanset om man var kritisk, neutral eller positiv, er der ingen tvivl om, at for de fleste deltagere i debatten var cannabis tæt forbundet med ungdomsoprøret og de udfordringer, det stillede det danske samfund over for.
Hvor farlig er cannabis?
Når cannabis vakte bekymring i 1960’erne, var det ikke kun pga. stoffets sammenhæng med ungdomsoprøret, men også pga. usikkerhed med hensyn til, hvilke risici der var forbundet med at bruge stoffet. Afklaring af disse risici var for mange vigtig for deres stillingtagen til stoffets fremtidige placering i det danske samfund. De risici, som især vakte bekymring, handlede om stofafhængighed, hvorvidt brug af cannabis ledte til brug af “hårde stoffer”, og hvorvidt man kunne få en psykisk lidelse ved at brug cannabis.
Med hensyn til spørgsmålet om afhængighed tyder vort materiale på, at det tidligt var en accepteret kendsgerning, at cannabis ikke ledte til fysisk afhængighed på samme måde som opiater, og at cannabis derfor adskilte sig fra disse stoffer. Derimod var en af de mest udbredte bekymringer i materialet spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang brug af cannabis kan lede til psykisk afhængighed. I relation til denne bekymring spillede eksperter en vigtig rolle, selvom også mange lægfolk deltog i debatten. I juli 1966 bragte Ekstra Bladet fx et interview med en af de eksperter, som optræder flere gange i vores materiale, farmakologen Erik Jakobsen, hvor han forklarede, at brugerne kunne blive psykisk afhængige af den cannabis-skabte eufori, som han betegnede som “… et bevidst velbefindende, som ikke passer til situationen”.
Nu er det hverken syndigt eller skadeligt at have det godt, sige professor Erik Jakobsen – men faren ved disse euforiserende stoffer er, at mange let forfalder til at bruge dem, fordi hvis man én gang har haft en stor oplevelse gennem ét af dem, er det svært at stå imod og lade være med prøve bare én gang til. Derfor kommer man let ud i et kronisk forbrug, og herved er vi ved det faremoment, der hedder tilvænning. – Denne består i, at man skal have større og større dosis for at opnå den virkning, man mærkede første gang, og derved kommer man hurtigt op på skadelig dosis. (“Eksperterne er uenige”, Ekstra Bladet 20.7.1966)
Erik Jakobsen udtrykker her en bekymring, som retter sig mod selve stoffet og dets rusvirkning med hensyn til udvikling af psykisk afhængighed. Dette skriver sig ind i en gruppe udsagn i debatten, som tilskrev cannabis nogle særligt farlige egenskaber. Sådanne bekymringer i forhold til stoffet selv og dets virkninger var en vigtig del af den offentlige debat, hvor der optrådte mange udsagn om, hvad stoffet kunne gøre ved specielt unge mennesker. Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om psykisk afhængighed, var en anden hyppigt optrædende opfattelse, at det ikke var egenskaber ved stoffet, men egenskaber ved brugeren af stoffet, som kunne bevirke, at der blev udviklet psykisk afhængighed. Dagen efter Erik Jakobsen udtalte sig om tilvænning til cannabis, bragte Ekstra Bladet således et interview med overlæge Torben Jersild fra Vestre Hospital, hvor han sammenlignede cannabis med alkohol.
Det [cannabis] er vanedannende på nøjagtig samme måde som spiritus er det – men ikke vanedannende på linje med andre narkotika. […] Marihuana er ikke automatisk vanedannende, men kan være det hos folk, der som drankere er disponerede, eller har psykiske svagheder. (“Marihuana er ikke farligere end spiritus”, Ekstra Bladet 21.5.1965)
I perioden frem til folketingsbeslutningen om at skærpe narkotikalovgivningen i juni 1969, var det i stigende grad den sidstnævnte opfattelse af sammenhængene mellem cannabis og psykisk afhængighed, der kommer til udtryk i vort materiale.
Lige så hyppigt som spørgsmålet om udvikling af afhængighed optræder også spørgsmålet om, i hvilket omfang brug af cannabis leder til brug af hårde stoffer – den såkaldte “vadestensteori”. I forhold til dette spørgsmål var der aktører, som hævdede, at brug af cannabis med stor sandsynlighed ville lede til brug af “hårde” stoffer, fordi man fik behov for stadig stærkere stoffer for at opnå den ønskede rus. Både danske og udenlandske erfaringer fra misbrugere af hårde stoffer viste, at mange havde begyndt deres stofkarrierer med cannabis. Det gjaldt fx en undersøgelse af unge stofmisbrugere indlagt på Vestre Hospital i perioden fra 1965 til 1968 (Jersild, Manniche & Wolf 1968). Imidlertid blev der i forhold til den pågældende undersøgelse gjort opmærksom på, at gruppen var særligt selekteret, og at man ikke umiddelbart kunne generalisere til cannabisbrugere generelt.4 Andre aktører var imidlertid mindre usikre. En af dem var politiadvokat og fra 1968 leder af narkotikapolitiet i København.
– Man har også sagt, at hash-nydelse er en uskyldig fornøjelse, som politiet ikke skal blande sig i? – Vi kan ikke se forskellen på hash og andre narkotika. Vi ved, at en del moderne mennesker kan ryge stoffet med mellemrum uden at tage skade af det, men vi ved også, at de hash-misbrugere, vi får herop, er lige så meget medtaget som pille-narkomanerne. Vi ved desuden, at samtlige pille-narkomaner er startet med hash, og endelig ved vi, at de udenlandske importører aldrig selv ryger hash. De kender nemlig risikoen. (“Det er mord siger narko-chefen”, Ekstra Bladet 22.1.1969)
Mens der var aktører i cannabisdebatten, som således argumenterede for, at brug af cannabis i sig selv kunne lede til brug af hårde stoffer, handlede de fleste udsagn om dette emne imidlertid om, at det var særlige kategorier af unge, som udviklede misbrug af cannabis og/eller “hårde” stoffer. I disse udsagn blev misbrug beskrevet som et symptom på mere grundlæggende personlige og sociale problemer, som imidlertid var med til at forværre situationen for disse udsatte børn og unge.
Det samme gjaldt et af de andre vigtige temaer i cannabisdebatten, nemlig spørgsmålet om udvikling af psykiske problemer eller direkte sindssygdomme som følge af cannabisbrug. Især psykisk ustabile personer og børn og unge, som endnu ikke var færdige med deres personlighedsudvikling, blev i flere tilfælde af eksperter beskrevet som værende i risiko for at udvikle psykiske komplikationer. I en artikel i Ugeskrift for Læger fra december 1967 og i forordet til en af de bøger om narkotika, som blev publiceret i perioden (Laurie 1967), beskrev Finn Jørgensen, psykiater fra Sankt Hans, som arbejdede med behandling af unge stofmisbrugere, at udviklingen af psykiske komplikationer var et samspil mellem stof og person. Baseret på egne cases og på en gennemgang af den internationale litteratur konkluderede han, at udvikling af misbrug i høj grad var socialt betinget (fattigdom, dårlige opvækstforhold osv.), mens udvikling af psykiske komplikationer i høj grad var forbundet med forudgående psykiske problemer hos individet. Hos sådanne individer kunne cannabisbrug være den udløsende faktor for en psykisk lidelse, men ikke i sig selv årsag til en sådan (Laurie 1967:17). Andre havde dog en anden holdning, og vi er stødt på flere artikler, som handlede om, hvordan cannabisbrug kunne lede til sindssyge. Ekstra Bladet bragte fx den 23. januar 1969 under overskriften “Sindssyg af hash” et referat af et foredrag, som overlæge Erik Olsen havde holdt i Aalborg, hvor han udtalte:
Mange er af den mening, at hash ikke er et farligt stof. Jeg er ikke i tvivl om, at det giver psykisk afhængighed. Man ønsker igen at få de oplevelser man havde under den forrige rus. Folk som er afhængige af hash bliver passive og ligeglade. Et væsentligt argument mod hash er, at enkelte mennesker bliver sindssyge, når de blot en gang har røget hash, siger Erik Olsen. (“Sindssyg af hash”, Ekstra Bladet 23.1.1969)
Selvom der var aktører, som anså cannabis som et farligt stof i sig selv, mener vi, at den dominerende tendens i cannabisdebatten var at se bestemte grupper af unge som særligt udsatte for risici med hensyn til at udvikle misbrug, gå over til hårde stoffer eller udvikle psykiske komplikationer.