reaktion, der skader mest?
Cannabisdebatten handlede ikke kun om, hvor farligt stoffet var, men også om de mulige skadevirkninger ved samfundets måde at forholde sig til stoffet og dets brugere på – specielt kriminaliseringen af cannabisbrugere. Denne bekymring blev specielt en vigtig del af debatten, efter at regeringen i slutningen af 1968 foreslog at udvide strafferammen for narkotikakriminalitet fra 2 til 6 års fængsel. Nogle aktører, specielt repræsentanter fra retsvæsenet, mente, at hårdere straffe for salg af narkotika og udvidede efterforskningsmetoder såsom telefonaflytning var nødvendige midler i kampen mod narkotika. Det gjaldt fx statsadvokat Lindegaard i (Lindegaard 1969:8ff) og lederen af narkotikaafdelingen ved Københavns Politi, Volmer Nissen, som deltog aktivt i narkotikadebatten og argumenterede for strafskærpelsen, bl.a. for at få samme straffeniveau som Sverige og Norge (fx “Ren svir at sælge narkotika i Danmark”, Aktuelt 9.1.1969; “Vi er alle sammen ude at svømme”, Information 23.-24.11.1968; “Det er mord, siger narko-chefen”, Ekstra Bladet 22.1.1969). I oktober 1968 udtalte Volmer Nissen således til Politiken, i forbindelse med en artikel om, at rigsadvokaten opfordrede justitsministeren til at øge strafferammen i narkotikasager, at Danmark tiltrak narkotikaforhandlere pga. det lave straffeniveau – i modsætning til Norge og Sverige.
Vi suger narkotika-forhandlere til landet, fordi det – rent straffemæssigt – er billigt at sælge stof i Danmark, siger politiadvokat V. Nissen, som nu er chef for narkotikapolitiet. Tyrkere, nordafrikanere, italienere og amerikanere strømmer hertil for at tjene penge på narkotika. De ved, de slipper billigt, hvis de bliver fanget, og mange betragter opholdet i et dansk fængsel som den rene rekreation. […] De fleste narkotika-forhandlere tør ikke sætte deres ben i Norge, hvor man slår hårdt til, og de er også mere forsigtige i Sverige, end de er herhjemme. Det kan ikke være meningen, at det skal være en fordel at sælge stoffet i Danmark. (“Hårdere straffe for salg af narkotika”, Ekstra Bladet 24.10.1968)
Andre aktører var bekymrede for, at en højere strafferamme ville kriminalisere de mange unge cannabisbrugere yderligere. Denne bekymring blev både delt af aktører, som gik ind for at opretholde forbuddet mod cannabis, og aktører, som gik ind for en legalisering eller lempelse af lovgivningen. Stadslæge H.E. Knipschildt5 gik ikke ind for en legalisering af cannabis, men han var samtidig bekymret over den forhøjede strafferamme, bl.a. fordi det i mange tilfælde i praksis ville være svært at skelne mellem brugere og sælgere (“Hårde domme løser ikke problemet”, Aktuelt, 9.1.1969). Mogens Nimb gik heller ikke ind for legalisering af cannabis, men var kraftig modstander af forslaget om at forhøje strafferammen (Nimb 1969). Han deltog, sammen med en række andre narkotikaeksperter6, i en gruppe – kaldet “Narkotikaseminaret” – hvor man diskuterede det nye narkotikaproblem. Denne gruppe sendte i januar 1969 et brev til Folketinget, hvor den udtrykte bekymring over den planlagte strafskærpelse (“Narkotika-eksperterne imod ny strafferamme”, Politiken 10.1.1969). Seminaret mente ikke, at der var dokumentation for, at der var behov for øgede strafferammer, bl.a. fordi meget tydede på, at cannabismarkedet ikke var specielt profitabelt. Desuden mente seminaret, at strafskærpelserne ville have en række negative konsekvenser: Der ville ske en afsmitning, så straffen for brugere ville blive øget; den ville øge afstanden mellem stofbrugere og det konventionelle samfund; den ville sandsynligvis medføre højere stofpriser og dermed gøre det danske stofmarked mere attraktivt for organiseret professionel kriminalitet; erfaringer fra andre lande tydede desuden ikke på, at forhøjede strafferammer virkede med hensyn til en løsning af problemet, men tværtimod forværrede det. På den baggrund anbefalede seminaret, at man i stedet prioriterede den sociale og behandlingsmæssige indsats (Folketingets narkotikaudvalg 1969, bilag 11).
En anden gruppe, som bestod af 70 lærere fra København, var bekymret over, at lovgivningen placerede cannabis og andre illegale stoffer i samme kategori, fordi der dermed var fare for, at der også i praksis ville ske en sammenblanding af stofferne i de miljøer, hvor de blev omsat og anvendt. De leverede dermed en social forklaring på progression fra cannabis til hårde stoffer i modsætning til de stof- og individcentrerede forklaringer, vi behandlede tidligere. Lærerne bad på den baggrund Folketinget om at indføre en skelnen mellem cannabis og andre stoffer og om muligt legalisere cannabis. Henvendelsen blev refereret i Ekstra Bladet den 18. januar 1969.
Der bør efter vor opfattelse skelnes klart mellem hash og narkotika. Disse stoffer er med hensyn til påvirkning og tilvænning af vidt forskellig karakter, idet hash i modsætning til de narkotiske stoffer ikke er vanedannende, ligesom hash ikke medfører genetiske skader eller alvorlige fysiologiske forstyrrelser. Den nuværende lovgivning der i lige måde kriminaliserer hash og narkotika er således urimelig. Danmark har i øjeblikket et relativt stort antal hashbrugere og et relativt beskedent antal narkotikabrugere. Begge kategorier er under den nuværende lovgivning henvist til at skaffe sig stofferne i det samme miljø – hvor stofferne ofte handles i flæng. Den miljømæssige sammenblanding indebærer for os at se en meget betydelig risiko for at de mange hash-brugere bevidst eller ubevidst tilskyndes til brug af narkotika, som der ikke er væsentlig større risiko ved at skaffe. Vi opfordrer derfor regering og folketing til ad lovgivningens vej at drage skel mellem hash og narkotika, om muligt ved at gøre distribution og brug af hash legal og bringe det under betryggende offentlig kontrol. (“70 lærere kræver hash legaliseret”, Ekstra Bladet 18.1.1969)
To af de centrale samfundsvidenskabelige forskere, som beskæftigede sig med det nye narkotikaproblem, sociologen Erik Manniche7 (“Legaliser hash-!”, Information 21.11.1968) og kriminologen Preben Wolf (“Hvem står bag?”, Politiken 22.11.1968) argumenterede også for en legalisering eller liberalisering af adgangen til illegale stoffer som et nødvendigt skridt for at undgå at tiltrække organiseret kriminalitet. Under overskriften “Legaliser hash –!” skrev Erik Manniche en kronik i dagbladet Information, hvor han forudså, at der fortsat, uanset forbuddet, ville være en stor efterspørgsel efter cannabis i Danmark. Tilstrækkeligt stort til at det ville være et attraktivt marked for organiseret kriminalitet – modsat den ret beskedne efterspørgsel efter hårde stoffer.
Med hensyn til hash vil markedsmulighederne næsten med sikkerhed være særdeles tiltalende – bl.a. fordi en tilstrækkelig stor del af den danske befolkning ikke vil stille sig komplet og kompakt afvisende over for hash. Og det er præcis her, at problemet omkring hash ligger: ikke i hash’en i sig selv – men i faren for, at internationale kriminelle organisationer for alvor skal iværksætte en opdyrkning af det danske (skandinaviske) marked. (“Legaliser hash-!”, Information 21.11.1968, fremhævning i original)
Der ville ifølge Manniche fortsat være en stor efterspørgsel efter cannabis, fordi en forholdsvis stor gruppe danskere ikke ville være enige i lovens kategorisering af cannabis som et farligt rusmiddel og derfor ville have svært ved at acceptere lovgivningens legitimitet. Netop spørgsmålet om lovgivningens legitimitet spillede også en rolle i debatten. I et indlæg i Juristen i 1969 behandlede forsvarsadvokaten Arnold Rothenborg dette spørgsmål, idet han pegede på det problematiske i at have en lovgivning, som ikke blev overholdt af et stort antal mennesker. Rothenborg skelnede mellem to forskellige slags stofbrugere. På den ene side personer “… for hvem forbruget er ensidigt og ureflekteret nydelsesmæssigt bestemt og i sit væsen ikke adskiller sig fra konventionel alkoholisme” (Rothenborg 1969:13), altså misbrugere. På den anden side flertallet af brugerne, som han beskrev som personer “… for hvem forbruget i kraft af bestemt livsindstilling motiveres ud fra en vis ideologisk synsvinkel, der lægger vægt på en ganske bestemt tilsigtet virkning af intensiverende eufori,[…]” (ibid.). Det var i forhold til den sidste gruppe, at kriminaliseringen af stofbrug var problematisk. De opfattede sig ikke som kriminelle og var dermed på forhånd uimodtagelige for straffens specialpræventive virkninger. Der var desuden en fare for, at disse mennesker ville opfatte narkotikalovgivningen som en kriminalisering af deres livsstil, hvorved lovgivningen ville medvirke til at øge spændingerne i samfundet.
Cannabis i Folketinget
Som tidligere nævnt foranledigede Ekstra Bladets artikler fra sommeren 1966 om unges rejser til Mellemøsten folketingsmedlem fra Venstre Ib Thyregod til at spørge justitsministeren, om man kunne inddrage deres pas. Dette var, som vi også nævnte, begyndelsen på en proces,