i forhold til narkotikakontrol, og han konkluderer, at i perioden 1968-1971 var det vigtigste emne cannabis (Storgaard 2000:317). Winsløw beskriver, hvordan debatten om de ny rusmidler ændrede sig fra 1965 til 1966, idet der i 1966 skete en sammenkobling mellem rusmidlerne og den nye ungdomskultur, som gjorde, at der i højere grad blev taget afstand til stofferne. Winsløw belyser dette med to citater fra Ekstra Bladet fra maj og august 1965 (1984:20ff). Et ønske om at få et nærmere indblik i debatten om de nye rusmidler og specielt cannabis ledte os til at søge efter avisartikler om emnet fra perioden.
Cannabis som kulturel udfordring
I 1965 kom cannabis som sagt på den offentlige dagsorden som andet og mere end små avisnotitser om udlændinge, musikere og andre fra det københavnske jazzmiljø, der var blevet taget af politiet med stoffet på sig. I løbet af foråret 1965 begyndte aviserne at bringe artikler om cannabisbrug hos ‘almindelige’ unge. En artikelserie i Ekstra Bladet den 20.-21. maj 1965 var med til at sætte emnet på dagsordenen. Avisen bragte blandt andet et interview med en ung cannabisryger, som fortalte om sine erfaringer med cannabis. Han fortalte bl.a., at han brugte cannabis til at “provokere” sit liv og nå nye indsigter, som kunne hjælpe ham med at finde et alternativ til den materialistiske tilværelse, som han så rundt om sig.
Hvad får folk til at ryge?
For mit vedkommende var det et ønske om at provokere mit liv – søge nye oplevelser. Hvis man går ind for rygningen med ønske om, at der skal ske noget, hvis man er villig til at søge ind i sig selv, sker der en psykisk ændring, som kan iagttages hos alle, der ryger. Man træder i nogen grad tilbage fra tilværelsen, bliver på en måde iagttager. […] Man kan opdage, at man ikke passer til det job, man har valgt. Det er imidlertid ikke marihuanaens skyld, at man ikke passer, den er kun medvirkende til, at man opdager det. (“Jeg ryger marihuana, men er ikke narkoman”, Ekstra Bladet 20.5.1965)
En del af den rådvildhed, som omgærede cannabis i 1960’erne, skyldtes netop, at stoffet blev forbundet med unge menneskers udfordring af eksisterende værdier og institutioner og deres udforskning af nye måder at leve på. Den norske kriminolog Niels Christie kaldte det en “langhåret livsstil” (Christie 1968),3 som han forbandt med en udforskning af nye territorier mentalt, emotionelt, socialt og geografisk med henblik på at skabe en ny og mere autentisk tilværelse end den, det etablerede samfund kunne tilbyde (se også Langkjær 2004). I vort materiale er der talrige eksempler på unge, der, som den unge mand ovenfor, gav udtryk for at ville lade det eksisterende samfund bag sig og forsøge at skabe en ny tilværelse. Et andet eksempel er en ung kvinde, som Ekstra Bladet mødte i Tyrkiet i 1966, hvor hun fortalte, at hun ønskede at droppe ud af samfundet sammen med sin datter:
Jeg har kæmpet i 10 år for at kunne frigøre mig helt fra alle de bånd som forretning, job, hus og bil skaber, for intet af det gør mig tilfreds. Nu er det ved at lykkes. Nu tar’ jeg hjem og realiserer alt, hvad jeg ejer, og så rejser jeg. Måske for stedse. Så er jeg også fri for at sende Helene (hendes datter red.) i skole derhjemme. Der bliver hun ødelagt. (“Barnet med på hasch-ferie”, Ekstra Bladet 12.7.1966)
I de unges søgen efter en mening med tilværelsen blev cannabis og LSD nogle af midlerne til at opnå nye indsigter og erkendelser og øget sans for, hvad der var væsentligt og meningsfuldt i tilværelsen. Denne form for brug af bevidsthedsudvidende stoffer blev derfor også beskrevet som ideologisk funderet (Haastrup 1970; Jepsen 1969). Dermed adskilte den nye stofkultur sig både fra eufomanernes misbrug af opiater og det almindelige forbrug af alkohol og centralstimulerende stoffer i det danske samfund. Nogle unge tog direkte afstand fra den ældre generations brug af alkohol (og nervemedicin), som de opfattede som bedøvende og gjorde brugeren “fjollet, lallende og dum at høre på” (Ekstra Bladet, 1.6.1966). Den langhårede livsstil og den nye stofkultur blev således også forbundet med en kløft mellem generationerne i det danske samfund, hvor de unge på den ene side opponerede mod det etablerede samfund, og hvor den ældre del af befolkningen på den anden side ofte stod uforstående over for de unges måde at leve på. Nogle af de bedste udtryk for rådvildheden hos den ældre generation, har vi fundet hos forældre til unge, som tilsluttede sig den nye ungdomskultur. I nedenstående citat fortæller en mor om, hvordan hendes datter er blevet en af de unge, som holdt til omkring Storkespringvandet.
Jeg kan både acceptere deres længere hår og cowboy-bukser (…) men deres sløvhed, ligegyldighed og de tydelige tegn på, at tilværelsen er ved at gå i opløsning for mange af dem, skræmmer mig. Jeg har ikke taget det så højtideligt før, fordi jeg ved, at disse 14-16-årige har et voldsomt behov for fællesskab, og jeg troede, at de bare snakkede, diskuterede og hyggede omkring ‘Storken’. Det så så fredeligt ud, når man kørte forbi, og først nu kan jeg se, hvor farligt miljøet er. (…) Pjækkeriet tog til, og pludselig en dag meddelte hun, at hun overhovedet ikke gad gå i skole længere. Hun var ikke til at få drevet af sted, og der hjalp hverken bønner eller trusler. Jeg håbede at lysten ville vende tilbage af sig selv og opgav at gøre noget ved det. Men efterhånden tabte hun også interessen for alle de andre ting, hun før havde været ivrigt optaget af. Hun ville hverken gå til spil, til ridning eller noget som helst andet […]. (“En mors svar til de unge”, Ekstra Bladet, 1.6.1966)
Dette citat udtrykker en bekymring, som gentagne gange dukker op i vores materiale, hvor unge menneskers trækken sig tilbage fra det etablerede samfundsliv opfattes som passivitet, ligegyldighed, meningsløshed, nihilisme osv. I materialet bliver dette ofte forbundet med brugen af stoffer. Det sker fx i Ekstra Bladets kampagneagtige reportageserie fra Tyrkiet i sommeren 1966, som fortæller om unge mennesker, som har forladt Danmark for at søge en ny tilværelse under stærk påvirkning af stoffer. I en af artiklerne kobles således denne søgen, håbløshed og stoffer.
En ung folkevandring er begyndt. Men det er håbløshedens vandring, for den lægger virkeligheden bag sig og søger mod en lykke, som kun er en hallucination. Det er de langhårede, der vandrer. […] De vil finde sig selv. Men deres kamp mod materialismen er dømt til at mislykkes, for de har valgt haschisch og narkotika som våben. (“De søger efter lykken på håbløshedens hotel”, Ekstra Bladet 11.7.1966)
Ekstra Bladets reportageserie var direkte anledning til, at en politiker fra partiet Venstre spurgte justitsministeren om mulighederne for at forhindre, at unge rejste til Østen, fx ved at inddrage deres pas (Folketingstidende 1965-66:6400, “Skal unge narkomaner af med deres pas?”, Ekstra Bladet 19.7.1966). Justitsministeren afviste tvangsindgreb, men iværksatte dog en indsamling af informationer om unges brug af illegale rusmidler fra forskellige myndigheder, hvilket blev det første skridt i retning af en ændring af dansk narkotikapolitik (Folketingstidende 1965-66:6400, “Justitsministeren vil nu have undersøgt narkotikamisbruget”, Information 27.7.1966; “Minister-nej til pasinddragelse for narkomanerne”, Ekstra Bladet 28.7.1966).
I vort materiale finder vi flere aktører, som var positivt stemt over for de unges eksperimenter med at udvikle nye tilværelsesformer, men bekymrede over den rolle, de nye rusmidler spillede i den forbindelse. Andre var mere positivt indstillede over for stofferne og så specielt cannabis (og LSD) som en vigtig del af de unges eksperimenter. Sådanne holdninger finder vi i et tidsskrift som Politisk Revy (4.8.1967), men også i aviser – specielt dagbladet Information – finder vi dem. Et eksempel er forfatteren Barbara Berger, som så de unges eksperimenter med hash som en nødvendig del af en miljøkrise, som den vestlige verden var ved at gennemgå. En krise, hvor ungdommen gennem deres lange hår, fornægtelse af forbrugerspillet samt afvisning af det vestlige samfunds mål, værdier, kultur, materialisme og politiske liv tog afstand fra den ældre generations livsstil (“Hvad hash i virkeligheden handler om”, Information, 19.12.1968). Et andet eksempel er handelsfaglærer Lene Dragsdahl, som i et indlæg i Information med titlen “Hvad er det hash kan give?”(Information 15.1.1969) opfordrer til ikke at forsøge at skræmme de unge fra at ryge cannabis, da man vil miste de unges tillid, når de selv finder ud af, at det ikke er farligt, men tværtimod kan rumme positive oplevelser. Hun nævner bl.a., hvordan brug af cannabis kan skabe forbrødring og samhørighed mellem mennesker og befordre intense naturoplevelser. Et tredje eksempel, vi vil nævne, er en kronik af kulturskribenten Erik Wiedemann i Information, hvor han beskriver sine egne erfaringer med