for en skala, men lyden bærer ikke referentiel mening. For Benveniste er musikken altså et semiologisk system af lydkombinationer og lydfølger, der ikke er semantiske, dvs. at de ikke henviser til en identisk konvention, som de involverede er blevet enige om. Musikken består således ifølge Benveniste af ikke-betydningsbærende grundenheder; musikkens orden fungerer ikke referentielt, men muligvis kontrasteres manglen på semantik af en musikalsk intentionalitet, der findes i musikkens udtryksmæssige kvaliteter.
Sproget har tegnet som grundenhed, og dets betydningsproces er i Benvenistes optik grundlæggende, idet sproget bl.a. muliggør kommunikation og civilisation. Benveniste opererer med den antagelse, at sproget, som det eneste semiologiske system, er i stand til at fortolke andre typer af systemer; sproget er således semiologisk, både hvad angår struktur og funktion (1995, p. 32-33).
Man kan ifølge Benveniste tale om musik via metaforer*, altså i og med sproget. Benveniste går her uden om andre typer af formidling af musikalsk forståelse, f.eks. den kropslige eller gestiske. En gestus udgør muligvis et bedre middel til at forklare eller videregive musikken, hvor sprogets metaforer ikke kan udtømme den musikalske artikulations karakter og egenart. Denne type af transporter mellem systemer er dog ikke fraværende hos Benveniste, men de hører til en anden type af relationer, nemlig en homologirelation. Relationen optræder i en forbindelse mellem delene i to forskellige semiotiske systemer, som f.eks. musikken over for sproget eller sproget over for den visuelle kunst. Benveniste påpeger hermed, at alene det sproget iboende rummer en dobbelt betydningsproces, og han begrunder denne tolkningsrelation ved at udpege arten af andre typer af relationer (ibid.).
Tegnet udgør sprogets byggesten, det er udsigelsens materiale, men er i sig selv uberoende på reference – der er ikke nogen logisk sammenhæng mellem ordet hest og dyret hest. Det semantiske skabes af diskursen eller sætningen, semantikken står altså i forbindelse med referenterne. Semantikken har således at gøre med udsigelsens verden, med sproget som medvirkende ved meddelelsen, som betydningshandling.
Der er ifølge Benveniste her tale om to adskilte begrebsordninger eller universer. “Med det semantiska träder vi ind i den särskilda betydelsesvärld som skapas av diskursen. De problem som uppstår beror av språket som tillverkare av meddelanden” (1995, p. 34). Tegnet kan således ikke ophøjes til det eneste princip for sproget i dets diskursive, samtalende funktion. Heri foreligger der en eksplicit kritik af den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure, som grundlagde den moderne strukturelle lingvistik. I Benvenistes optik kendetegnes det semiotiske tegn ved, at det indbefatter genkendelse og medvirker til at opfatte identitet mellem det foregående og det nærværende. Heroverfor virker den semantiske funktion ved, at den indbefatter forståelse og er i stand til at generere et nyt udsagns betydning. Det diskursive sprog bygger på en sådan semantisk handling, på en udsigelse.
Musikkens lyde og deres betydning må overvejes hver gang; i og med at musikken ikke semantisk henviser til en given referent, fornyes grundlaget for hvert nyt værk. En sådan indkapsling kan hos Benveniste siges at gælde for kunsten som sådan, idet et værks betydningsrelationer opstår inden for en komposition. Hos Benveniste henviser enhederne i kompositionen aldrig til en identisk konvention; i stedet må betydningsproduktionen anses for ny ved hvert værks artikulation. Omvendt må man dog sige, at den kulturelt betingede konvention for al den musik, der er skrevet forud for værket, klinger med. Denne kan ikke fastlægges semantisk, men er dog konventionelt funderet, som sproget er det. Tilsvarende kunne man måske pege på, at den gestiske, intentionelle betydningshandling har en funktion, der er lige så vigtig som den diskursive, semantiske funktion i sproget.
Kunstens “sprog” er således semiotisk funderet men uden en semantisk funktion, der kan fastlægges endeligt. Man kunne i den anledning spørge, hvad Benveniste stiller op med litteraturen som kunstart, der netop er kendetegnet ved at være både sprog og kunstnerisk ytring. Dette må afstedkomme spændinger i kunstartens grundlag. I modsætning til Benveniste vil jeg fremføre, at den gestiske relation mellem værk og modtager hele tiden spiller mellem en semiotisk, en semantisk og en kropsligt igangsat betydningsgenerering.
Således tolker ikke blot sproget som system de andre typer af systemer, bevægelsen går også den anden vej i en fortsat undersøgelse og udfordring af sprogets grænser. Som en form for gestus leverer denne type af fortolkning ikke forklaringer i hermeneutisk forstand, men etablerer en anden type af forståelse, end den semantiske evner. Benvenistes indføjelse af den semantiske funktion har dog den helt centrale funktion i relation til dette arbejdes betydningsbegreb, at han udpeger en betydningshandling, udsigelsen, der i en bevægelse skaber forståelsen.
Litteratur og betydning
Litteraturen har i sagens natur det kendetegn, at den både er sprog, lyd og kunstnerisk artefakt. Sproget har en kommunikativ, en henvisende og en semantisk funktion, mens litteraturens sprog er et æstetisk udtryk og produkt, som samtidig er konstrueret på grundlag af en diskursiv, semantisk sprogbrug. Lige præcis denne splittelse i selve litteraturen er interessant, idet man heri kan påpege en sammenhæng med musikken. Litteraturen er afhængig af at blive forstået, men den strækker sig samtidig mod sin egen lyd, dér hvor den overgår fra referentielt tegn til materialitet; den pendulerer i bevægelsen fra mening til lyd.
I sin lingvistiske forståelse af sproget synes Benveniste at forbigå f.eks. musikforståelsens karakter, der ikke nødvendigvis kan gengives adækvat via en sproglig forklaring. Som Wittgenstein skriver:
Musikforståelsen er en af menneskets livsytringer. Hvordan skulle man beskrive den for nogen? Vel, først og fremmest måtte man antagelig beskrive musikken. Så kunne man derefter beskrive, hvordan menneskene forholder sig til den. Men er det alt, som kræves, eller hører det også med, at vi bibringer ham selv forståelse? Vel, at bibringe ham forståelse vil i en anden forstand lære ham, hvad forståelse er, end en forklaring, der ikke gør dette.
(1998, p. 81-82)
Musikken har ifølge Wittgenstein karakter af livsytring og smitter herved af på sproget. Ifølge Wittgenstein findes sprogets, tænkningens og sansningens paradigme rundt om musikken; disse står således i en kontinuerlig udveksling, ikke via metaforiske gengivelser, men via gestisk betingede betydningshandlinger: “I verbalsproget er der et stærkt musikalsk element (et suk, spørgsmålets, forkyndelsens, længslens tonefald, alle tonefaldets utallige gestus)” (Wittgenstein, 1998, p. 157). Sproget er hos Wittgenstein, som musikken, tæt forbundet med en livspraksis og en social kontekst. Den diskursive funktion er ikke forbeholdt sprogets semantiske funktion, der kan tolke andre typer af systemer. En musikoplevelse gengives bedst gennem en gestus.
Søren Kjørup beskriver i Æstetiske problemer (1971), hvorledes dagligsproget beskriver en virkelighed, der eksisterer uafhængigt af sprogets beskrivelser. Altså opererer med kendsgerninger om eller fortolkninger af verden. I litteratur handler sproget omvendt om personer, steder, begivenheder, der alene har fiktiv eksistens skabt af den litterære tekst. Det er således ikke nødvendigt for et sprogligt udtryk, der har mening, at det handler om kendsgerninger, der eksisterer; sproget behøver her ikke en virkelig reference. Kjørup mener således, at sproglig mening kun er afhængig af, om det sproglige udtryk efterlever det pågældende sprogs regler (1971, p. 117). Det litterære sprog er en type sprog, hvor de anvendte sætninger ytres, men ikke som påstande, der hævdes; om de er sande eller falske, er i denne optik irrelevant. Litterært sprog er således en særlig, kunstnerisk, fiktiv, men fortsat sproglig modus.
Kjørup etablerer her et semiotisk system, der er litteraturens; et system, der principielt kun er forpligtet på overholdelsen af de regler, det opstiller for sig selv. Denne fjernelse af litteraturen fra sprogets diskursive funktion har det problem, at den ikke medregner modtagerens kontekst. Litteraturens sprog næres, mener jeg, præcist ved dets karakter af transport fra de kropslige intentioner og emotioner, som det virkelige liv sætter. Fascinationen af litteraturen opstår således netop dér, hvor den specifikke modtager vækker værkets emotionelle potentiale til live.
Når sproget bruges poetisk, sker det ofte, at det gen- eller opfinder sig selv. Hvor sproget i daglig tale synes at dække verden, peger det i poetisk orienteret litteratur i stedet på sig selv som udtryk;